Træning i svømmehalen. Korpset, sæson 3, TV2. Foto: Thomas Rønn/TV2

Ordet ”svaghed” er misforstået i min verden. Svaghed bliver hurtigt tolket som et tegn på utilstrækkelighed eller manglede vilje. Svaghed kan for nogen også betyde, at der noget man ikke er god til, eller man er under ”niveau”. Det er bare svært at arbejde med, når man snakker samarbejde.

 

Personlig svaghed

Ingen af os er perfekte eller ufejlbare. Alle har svagheder. Jeg har svagheder. Jeg lider af højdestræk og er ordblind. Og så er jeg introvert, hvilket er en styrke på mange områder, men også en svaghed, når jeg ikke er god til mange mennesker og fester. Personlige svagheder, er noget man kan arbejde med og træne på. Eller bare gøre op med en selv, at ens ”svaghed” ikke er alt afgørende, for det liv eller drømme man har, og så kan man acceptere den, og undlade at ”udfordre” den. Derved gør man en ”svaghed” til et valg! Det er noget helt andet. Det skal ikke være andre, der bestemmer, hvad ens personlige svagheder er. Vi kan ikke alle være lige gode til alle ting.

 

Svaghed i samarbejde

Mig, Erik sammen med min Jægerpatrulje i Afghanistan.

Snakker man ”svaghed” i samarbejde, er det noget helt andet for mig. Her skal man arbejde med de svagheder man har i forhold til eget arbejde og samarbejde. Ofte har jeg oplevet, at folk tolker et udtryk for ”svaghed” som tegn på manglede vilje eller dygtighed. Det er det IKKE i min verden.

Min oplevelse med svaghed er noget helt andet i Jægerkorpset og Slædepatruljen Sirius. Her er dét at give udtryk for ”svaghed”, et tegn for respekt for teamet, for samarbejdet og for opgaven. Den benhårde optagelse til Jægerkorpset handler om mange ting. Du skal kunne klare visse krav, du skal kunne samarbejde, du skal have tillid til andre og meget mere. Det kan du læse mere om i de tidligere indlæg jeg har skrevet.

 

Optagelsen til Jægerkorpset handler i høj grad også om, at man som aspirant skal erkende, at man ikke kan blive Jægersoldat alene, det kræver samarbejde. Det er så benhårdt og krævende, at hvis du ikke evner at blive en del af et hold, så ryger du ud. Du får dårlige dage, hvor du er svag. Tolker de andre aspiranter det som svaghed og ikke hjælper dig, så ryger du ud. I løbet af aspiranten, handler det om at du som aspirant skal erkende, at du ikke kan det her alene. På min aspirant gik det stille og roligt op for mig, over de første uger, at det her kunne jeg som individ ikke klare alene, da det var ubeskriveligt hårdt. Vi fandt sammen i en lille gruppe. Her var der plads til at vi kunne vise ”svaghed” og få hjælp. Alle i vores lille gruppe fik brug for hjælp og alle kom igennem, fordi vi hjalp hinanden. Men det kunne vi kun, fordi vi stolede på hinanden, vi havde respekt for hinanden og vi syntes hver især, at vi alle var fagligt dygtige. Det var os selv, der skulle skabe de grupper, og forstå hvem der er at være i gruppe med.

 

 

”Svaghed” i Korpset, TV2

Korpset, sæson 3, TV2. Foto: Thomas Rønn/TV2

I TV2 udsendelsen ”Korpset” havde vi et helt program under temaet ”Svaghed” i sæson 3. Her arbejdede vi både med personlig svaghed og forståelse for at man skal hjælpe hinanden.

Personlig svaghed arbejdede vi med ved igen og igen at stikke til en aspirants svagheder. Det kunne være: ”Kom nu, du er den sidste eller ”meld nu fra, alle de andre er bedre end dig”. Det handler om at se, at aspiranten vil det her, og at han bliver ved, uanset hvad vi siger og får ham til at føle. Ud over det skal vi se, at aspiranterne arbejder med deres svagheder. Er man ikke tryg ved at slås, så skal vi se, at aspiranten prøver, at de gør deres bedste, og at de prøver at blive bedre. Ellers kan vi ikke bruge dem.

”Svaghed” som gruppe, arbejder vi med på nøjagtigt samme måde som i Jægerkorpset. Vi gør det hårdt og sørger for de ikke får ret meget mad. Så det går op for dem, at det her er hårdere end forventet, og hvad de tror muligt. Så holder vi øje med, om det går op for dem, at de ikke kan klare det her alene, at de skal finde nogle, der vil hjælpe dem. Det gør de kun ved at være det gode eksempel selv. Ser og fornemmer vi, at en aspirant ikke får hjælp, er det første tegn på at aspiranten ikke forstår at samarbejde. Det kan vi ikke bruge i det her koncept. Så arbejder vi videre med det.

 

Vis ”svaghed” i erhvervslivet

Mig, Erik til venstre, med min makker “Røde” ved Slædepatruljen Sirius

I min optik, et det er så vigtigt, at man i virksomheder og teams, har et miljø, hvor det ikke er tabu at vise ”svaghed”, men det er en del af samarbejdet. For man kan gøre det på nogle måder, så kræver det at man har en rigtig god rekruttering og træning af alle nye medarbejder, så alle ansatte har en helt grundlæggende tillid til ens kolleger er gode nok, og man vil hjælpe hinanden, uanset hvad. Kan man skabe den tillid, så kan man også arbejde med ”svaghed”. Alle vil få dårlige dage, eller perioder i livet, der potentielt påvirker arbejdet. Eller der kommer opgaver, man skal have hjælp til at løse. Er der tillid til hinanden i teamet, så er det en kæmpe styrke, hvis en i teamet frit kan give udtryk for ”svaghed”, eksempelvis hvis man er presset eller ikke kan nå det man skal. Så kan man få hjælp tidligt, og derved understøtte at teamet lykkes. Det kan blive endnu bedre, hvis man har øje for sine kollegaer, kan tilbyde at hjælpe og spørge ind til en kollega, der ser ud til at være presset. Det handler om den grundlæggende forståelse for, at hvis vi ikke hjælper hinanden, så kan der være at den enkelte ikke præstere, at teamet ikke lykkes, en går ned med stress. Så er det alle der skal arbejde hårdere. I værste tilfælde, lykkes man ikke, så man ikke har noget arbejde.

Som Jægersoldat var det super vigtigt at give udtryk for, hvis du var på vej ned fysik, f.eks. på en indsættelse med tung rygsæk. Så man kan få hjælp før man går ned. Når vi holdt pause, var der lydløs skål, så alle huskede at drikke – at være godt hydreret var afgørende for at kunne tænke klart. Vi passede på hinanden og hjalp hinanden, fordi opgaven var vigtigere end vores eget ego.

Ved Slædepatruljen Sirius kører man hundeslæde 2 mand alene, sammen med alle hundene i flere måneder ad gangen. Her er det heller ikke en svaghed at sige, at nu fryser man så meget om tæerne, at man bliver nød til at stoppe. Så stopper man, får teltet op og får varme i makkerens tæer igen. Det er ikke svaghed, fordi får ens makker forfrysninger i tæerne, så skal man hentes ud og kan ikke løse den opgave, vi som team er sendt ud for at løse. Så hellere stoppe tidligt en enkelt dag. Du kan ikke mærke selv, hvor meget din makker fryser. Du er afhængig af, at der en tillid, en respekt og en forståelse for at din makkers ”svaghed” er et fælles anliggende, hvis man sammen skal lykkes.

Den forståelse og det princip har jeg taget med mig, når jeg eksempelvis har guidet ekspeditioner over den Grønlandske Indlandsis. Deltagerne har været almindelige mennesker, der har trænet hårdt for at kunne deltage. Men samtidig mennesker med forskellige styrker og svagheder. Når vi begiver os afsted på sådan en ekspedition, så hedder det ”en for alle, alle for en”. Vi skal selv have alt udstyr, tøj og mad med, og det er tungt for alle deltagere. Jeg ved, at alle på sådan en lang tur (over en måned), vil få dårlige dage. Her skal man kunne erkende, at man har en dårlig dag, og fortælle det. Ligesom det kræver en villighed til at byde sig til, når man har en god dag og overskud til at tage et par ekstra kilo. Er folk nede, skal de af med kilo i god tid. Ved at aflaste en deltager, så snart de begynder at gå langsommer eller gå mærkeligt, så kan vi holde farten, og den trætte deltager når ikke at gå kold – alternativt må vi alle må stoppe for dagen. Omvendt er der altid nogen der har en god dag og kan hjælpe lidt. Så ved at hjælpe hinanden, kan vi gå et ens tempo alle dage, selv om en ekspeditionsdeltager er træt eller småskadet. Så får deltageren bare hjælp den dag. Der kommer mange andre dage, hvor man kan ”betale” tilbage, ved at hjælpe en anden. Det kan jeg kun gøre fordi at alle deltagere ved de alle har trænet, jeg har testet dem, sat rammerne, så alle har det samme mål ”at komme over Indlandsisen som et hold”. Jeg sætter fundamentet for, at der kan være gensidig tillid og forståelse for, hvorfor man skal vise ”svaghed” og bede om hjælp, og gøre det i god tid.

Så opsummerende er det min anbefaling, at… for at kunne hjælpe hinanden som kolleger, kræver det virkelig, at man vil hinanden, har tillid til hinanden, og forstår det er ved samarbejdet man lykkes. Det kræver også man har modet og viljen til at træne sine svagheder, der har betydning for teamsamarbejdet. Det kan være faglige og personlige ting. I Jægerkorpset fik jeg f.eks. ekstra bjergtræning og højdetræning, så jeg lærte at kunne agere i min højdestræk. Andre skal træne andre ting.

For at kunne blive ved med at arbejde med samarbejdet og de svagheder man har, kræver det en god evaluerings kultur, så man kan snakke om tingene. Det har jeg skrevet mere om her:

God fornøjelse til at arbejde med dine svagheder og jeres samarbejde med ”svagheder”.

Erik

 

Relateret artikler