Danmark rundt i kajak
– Hurtigst muligt
Eventyr er mange ting. For mig er der ikke noget rigtigt og forkert eventyr. Jeg elsker at være på eventyr, opleve naturen, møde dyrene og bevæge mig på den ene eller anden måde igennem et flot område.
Eventyr er noget, jeg drømmer om, sætter tid af til, sparer penge op til, træner til og bruger mange timer på at forberede. Det er min passion og mit liv, og det har det været i mange år.
I min tolkning er der stor forskel på eventyr og rekordforsøg. På et eventyr kan jeg stoppe op og nyde områderne, snakke med folk, jeg møder, og planlægge min tur, så jeg fysisk kan restituere og nyde turen.
Et rekordforsøg rundt om Danmark var for mig noget helt andet. Her var eventyrmentaliteten parkeret til fordel for fokus på kontinuerlig fremdrift. Der var ikke tid til hyggelige stop, snak på stranden eller store kameraseancer. Det var en benhård og vild tur, hvor der blev padlet hurtigt og langt, 14–18 timer om dagen, i alt slags vejr og med konstante udfordringer undervejs.
Jeg regnede på forhånd med, at turen ville tage mellem 10 og 14 dage, men vejret og elementerne gjorde, at jeg måtte kæmpe bravt helt til det sidste for at nå i mål inden for tidsrammen.
Missionen lykkedes! Efter et ekstremt fysisk og mentalt pres satte jeg ny rekord for Det Rød-Hvide Bånd i tiden 13 døgn, 23 timer og 47 minutter – akkurat inden for de 14 dage. Sideløbende med det hårde slid blev turen en uforglemmelig oplevelse takket være en helt fantastisk opbakning fra folk hele vejen rundt i landet, under den 1.014 km lange tur.
Mit mål med rekorden var at sætte barren så højt, at fremtidige kajakroere forhåbentlig vil lade rekordræset ligge og i stedet opsøge det ægte eventyr, nyde vores fantastiske kyster og give sig god tid til turen rundt om Danmark.
- Du kan se hvad der er skrevet undervejs her ”Danmark rundt i kajak – Hurtigst muligt”(eller nederst her på siden)
- Se mere om Det Rød-Hvide Bånd her: Det Rød-Hvide Bånd: Danmark rundt i kajak – Råd og fif til en god tur
Foredrag om “Danmark rundt i kajak – Hurtigst muligt”
Jeg fortæller om mine tanker, forberedelsen og selve turen i mit foredrag om rekordforsøget.
Foredragstekst:
Et foredrag om Erik B. Jørgensens strabadserende rekordforsøg rundt om Danmark i havkajak, Det Rød-Hvide Bånd. Hør om Eriks forberedelser, tanker og overvejelser op til. Turen rundt om Danmark blev en mental og fysisk kamp mod ham selv og elementerne. Det handlede for Erik om at holde sig i gang i 14–18 timer dagligt på de lange kryds og langs de flotte kyster. En spændende og lang mental rejse og et rekordforsøg, der ligger langt fra Eriks normale eventyr.
Glæd dig til et foredrag om Eriks tur og oplevelser under de 14 dages og godt 1.000 km’s udfordringer.
Den danske eventyrer, Erik B. Jørgensen, kommer med en baggrund fra militæret, bl.a. Slædepatruljen Sirius og Jægerkorpset. Siden har han som eventyrer lavet en lang række ekspeditioner både i kano, kajak, til fods, på ski med pulk og med hundeslæde.
Book mig i dag
Hent materiale | Book foredrag | Praktisk info
Jeg er eventyrer
Jeg ser mig selv som eventyrer. Jeg har gennemført mange eventyr, herunder også ture, som få eller ingen har lavet før, så jeg kan ikke sige mig fri for også at gå efter præstationer.
Jeg er lykkedes med mange ture og ekspeditioner. Grunden til, at jeg lykkes, er efter min bedste overbevisning, at jeg laver ting, jeg elsker, og som er min passion. Jeg nyder eventyret, selvom det kan være hårdt, ulideligt og uoverskueligt. Det er også vigtigt for mig at sætte tid nok af, og jeg er overbevist om, at jeg vil fortryde det, hvis jeg stopper i stedet for at se, hvad der gemmer sig bag næste hjørne.
Kort sagt har jeg nået mange af mine mål, fordi det er min passion, og ikke kun ren præstation.
Jeg ved, at jeg har været heldig at opbygge en masse kompetencer og erfaringer igennem årene, som har givet mig nogle forudsætninger for mine ekspeditioner, som ikke mange har. Jeg er blevet formet igennem militæret og mine mange ture. Jeg har trænet meget og forberedt mig grundigt. Som man siger: “Heldet følger den, der er velforberedt.”
Danmark rundt i kajak, isvinteren 2009-10

Jeg har tidligere padlet Danmark rundt som den første om vinteren (gennemført kun i vintermånederne). Det blev den hårdeste isvinter i 23 år, og som ikke er overgået siden.
Det var også en slags “rekord”, men fokus var på eventyret, og jeg havde ikke noget tidspres. Pres og udfordringer var der dog rigeligt af fra naturens side i form af ekstremt vejr. Jeg fik fantastiske oplevelser ved at se Danmark dækket af sne og is, og jeg blev forkælet med vilde naturoplevelser – som at sove på havisen 2,2 km fra land, hvor isen var over 50 cm tyk.
Jeg oplevede de flotteste solopgange, unikke naturfænomener, spændende møder med dyrelivet og ikke mindst alle de mennesker, der blev en del af mit eventyr. Det var et dejligt eventyr, som dog også var vildt og meget koldt.
- Du kan læse mere om “Danmark rundt i kajak, isvinteren 2009-10” her!
- Samt du kan læse min bog om ture: ”Danmark rundt i kajak” her!
Danmark rundt i kajak, ”Det rød-hvid bånd”
“Danmark rundt i kajak” er et event, man kan tilmelde sig hos Havkajakroerne. For nogle kajakroere er det samtidig en konkurrence: Hvor hurtigt er det muligt at padle Danmark rundt?
Bornholm er f.eks. ikke med på ruten, og der gælder nogle enkle regler. Det er inden for disse regler, jeg går efter at padle hurtigst muligt rundt.
Se mere om Det Rød-Hvide Bånd her: Det Rød-Hvide Bånd: Danmark rundt i kajak – Råd og fif til en god tur
Samarbejdspartner “Danmark rundt i kajak – Hurtigst muligt”
- Codee Holding
- Hovedsponsor og samarbejdspartner
- KanoKajakCenter (Kano og kajak værkstedet)
- Kajak og kajakudstyr
- Kajak ”Panthera”, fra Struer Boats
- Kajak og kajakudstyr
- Friluftslageret
- Friluftsgrej/udstyr
Rådgivning
- KajakEnergi /v. Tue Olsen
- Sparring og samtale om kajak og turen.
- HP Kajak & Fritid /v. Jesper Thisted
- Sparing omkring vind og bølger ved Vesterhavet.
- Fotograf Claus Lillevang
- Transport, sparring, foto og film
Blog indlæg om “Danmark rundt i kajak – Hurtigst muligt
Herunder kan du se de blogindlæg jeg har lavet om min rekord tur rundt om Danmark i kajak, på 14 dage.
Opdateringer fra “Danmark rundt i kajak – Hurtigst muligt”
Sikke en tur, rundt om Danmark i kajak. Var vildt at komme i mål efter 14 dage, men usandsynligt mange timer i kajakken og mange…
Kajakken, Panthera fra Struer Boats – “Danmark rundt i kajak – Hurtigst muligt”
Jeg padler i en Panthera, kajak fra Struer Boats, under min tur "Danmark rundt i kajak - Hurtigst muligt". Du kan læse meget mere om…
Planlægning og træningen op til ”Danmark rundt i kajak – Hurtigst muligt”
Jeg har lavet en række små filmklip fra min planlægning og træning til "Danmark rundt i kajak - Hurtigst muligt". Dækker perioden fra juli 2020…
Hjælp mig med foto og video, under “Danmark rundt i kajak – Hurtigst muligt”
Hvis du af en eller anden grund ser mig derude, også selv om det er langt ude på vandet. Så ville jeg blive super glad…
Ideen til ”Danmark rundt i kajak – Hurtigst muligt”
Jeg har i flere år haft tankerne om ”Danmark rundt i kajak – Hurtigst muligt”. Men hver gang har jeg tænkt, at der snart ville…
