Valg af kano til kanoture [Fif og råd]
En god kano er for mig mere end bare et transportmiddel på vandet. Det er mit hjem, mit lager og min trofaste makker, når jeg bevæger mig ud på tur eller ind i vildmarken. Uanset om det er 45 dage i Finland med min datter eller en hurtig weekendtur på en dansk å, så betyder valget af kano alt for oplevelsen.
Der findes flere hundrede forskellige modeller på markedet, og det er nemt at købe den forkerte kano, hvis man kun kigger på prisen. Herunder får du min gennemgang af alt det, du skal vide, før du investerer, fortalt så alle kan være med, men uden at vi går på kompromis med nørderiet.
Før du tænker, at det lyder svært, så husk: Du kommer langt ved at spørge dig frem og vælge en topmodel fra et anerkendt mærke, så kan du næsten ikke træde forkert.
Hvad skal kanoen bruges til?
Før vi snakker materialer, skal vi have styr på dit behov. Der findes overordnet fire kategorier:
- Søture (Lake Touring), her vil du have en kano, der går lige og er hurtig, med god retningsstabilitet og effektivt glid.
- Flod og ekspedition (River, Expedition), her skal kanoen kunne tåle tæsk fra sten og være manøvredygtig i strøm, bølger og teknisk vand. Samt kunne last alt dit udstyr.
- Vildt vand og fos (Whitewater), korte kanoer med meget krumning, der kan vende på en tallerken og har høj opdrift i stævne og agter.
- Hyggetur og fritid (Casual, Recreational), stabile kanoer til fiskeri eller en tur med ungerne tæt på land.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Kanoens anatomi, lær fagbegreberne
I dette afsnit vil jeg forklar lidt af de begreber du kan støde på.
Skrogprofilen (Hull Shape)
- Krumning (Rocker), forestil dig bunden af en banan. Har kanoen meget krumning (High Rocker), buer enderne opad, og den er utrolig nem at dreje. Har den lidt krumning (Low Rocker), ligger den fladt i vandet og er god til at holde kursen, hvilket kaldes retningsstabilitet (Tracking).
- Symmetri (Symmetry), en symmetrisk kano er ens i begge ender. Det er genialt, fordi du kan vende den om og padle “baglæns” fra forsædet, når du er alene (det gør jeg mest). En asymmetrisk kano er ofte slankere i stævnen for at give mere fart og bedre vandgennemskæring.
- Indadgående sider (Tumblehome), her runder kanoens sider indad mod toppen. Det betyder, at kanoen er bred i vandet (stabil), men smal ved rælingen, så du kan padle tæt på kroppen uden at ramme kanten. Det kan aflaste dine skuldre.
- Udadgående sider (Flare), her bliver siderne bredere mod toppen. Det fungerer som en bølgeafviser (Wave Deflection), der holder kanoen tørrere i uroligt vand.
Bundformer (Hull Bottom Shapes)
- Flad bund (Flat Bottom) giver høj startstabilitet og føles tryg for begyndere.
- Rund bund (Rounded Hull) giver mindre vandmodstand og højere fart, men føles mere levende.
- Svag bue (Shallow Arch) giver den bedste balance mellem fart og stabilitet.
- V-form (Shallow V) hjælper kanoen med at holde kursen i bølger og sidevind.
Stabilitet, den vigtige forskel
- Startstabilitet (Initial Stability), det er følelsen af, hvor meget kanoen vipper, når du sætter dig i den. En fladbundet kano føles meget stabil her.
- Slutstabilitet (Secondary Stability), det er evnen til ikke at tippe helt rundt, når det bølger, eller kanoen krænger. Her er kanoer med en svagt buet bund (Shallow Arch) eller en svag V-form langt bedre og mere sikre, men det koster på farten.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Materialevalg, styrke kontra vægt
Kevlar (Aramid), er materialet til dig, hvor vægten betyder alt. Det er vildt let og stærkt, hvilket gør det til en drøm ved overbæringer (Portages). Ulempen er, at det er dyrt og følsomt over for punkttryk og slid mod skarpe sten. Det er det bedste valg til langture på søer og rolige vandsystemer eller konkurrence, hvor farten er alt afgørende.
Grafit og kulfiber (Carbon Fiber, Graphite), er den letteste og stiveste løsning på markedet. Det giver maksimal fart, fordi skroget ikke giver sig i vandet. Det er dog sprødt ved slag og meget dyrt, så det er mest til entusiaster, der prioriterer fart og lav vægt.
T,Formex og Royalex, er de tungere men ekstremt slagfaste materialer. De har en slags formhukommelse, så hvis du rammer en sten, retter bulen sig ofte ud igen. Det er det oplagte valg til floder, ekspeditioner og vildt vand. (Royalex forbundt i dag, da det var giftigt, så det skal være en brug kano, hvis du skal have det)
Aluminium, er den klassiske slider. Den er stort set uopslidelig og kræver minimal vedligeholdelse, men den larmer, når du padler, og materialet bliver meget koldt om vinteren og varmt i solen. Det bruges mest til udlejnings-kanoer og spejderbrug.
Polyethylen (PE), er det billige og meget slidstærke plastikmateriale. Det er dog tungt og vanskeligt at reparere permanent. Det er fint til begyndere eller fritidsbrug.
Glasfiber og kompositblandinger (Tuff,Weave, TuffStuff), giver en god balance mellem pris, vægt og styrke. De er mere holdbare end ren glasfiber og lettere end plastik, hvilket gør dem til stærke allround turkanoer.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Det vigtige hardware
- Ræling (Gunwales), er kanterne på kanoen. Plastik og aluminium er vedligeholdelsesfrit, mens træ (typisk ask) er mere lydsvagt og behageligt i kulde.
- Bæreåg (Yoke), skal du bære kanoen over land, så kig efter et ergonomisk formet bæreåg, så kano ligger godt på skuldre når du bære kanoen omvendt på hovedet. Det gør en kæmpe forskel på lange overbæringer.
- Forstærkningsplader (Skid Plates), er ekstra slidlag på stævnene. Det beskytter mod slid ved landinger på sten og grus. Det har jeg også på min, da bruger dem hårdt på de lange ture.
- Sæder (Seats) påvirker komfort og stabilitet. Flettede sæder er komfortable på langture, mens plastiksæder kan være form støbte. Jeg har ”kun” haft flettede sæder selv. Nogle modeller kan du også justere hældningen på sædet. Få modeller kan man også justere højden på sædet.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Den gyldne regel om 17 fod
Du vil ofte høre, at 17 fod er ideelt til tur. Det skyldes, at en længere kano har bedre længde, bredde, forhold (Length to Width Ratio). Det giver bedre glideevne, højere marchfart og bedre lasteevne. Samtidig får du mere fribord (Freeboard), som er afstanden fra vandlinjen op til rælingen. Det betyder mere sikkerhed og tørrere sejlads, når kanoen er tungt lastet.
Men mindre padlere eller soloture kan have større fordel af kanoer på 14 til 16 fod, som er lettere at manøvrere og transportere.
Kanoer meget over 17 fod er så store tung og lange, det kun er til langtur og store ekspeditioner.
Personligt synes jeg også at en 17 fod kano er passende til mit alene, eller en tur med min datter eller kone.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Prøv dig frem
Mit bedste råd er at prøve så mange kanoer som muligt. Lån eller lej forskellige modeller. En kano opfører sig helt anderledes, når den er lastet tungt, end når den er tom. Test også kanoen i sidevind og bølger. Det er her forskellene virkelig mærkes.
Hvis du vælger den rigtige kano, bruger du mere tid på vandet og mindre tid på at fortryde dit køb. Men når det er sagt, køber de store producenters topmodeller, så går du ikke helt galt i byen. Jeg ramt rigtig først gang selv. Min kanoer igennem tiderne kan du se herunder.
Må du finde den helt rigtige kano til dine eventyr.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Mine kanoer igennem tiderne
Herunder kan du se de kanoer, jeg har og har brugt. Ikke at jeg har prøvet vildt mange, men jeg har søgt gode råd og vejledning for at ramme så rigtigt som muligt fra start.
Wenonah Solo Plus 16’6 kano (har forsat, fortrækker min Spirit II)
Min nyeste kano er en Wenonah Solo Plus 16’6 kano. Det er en kano, der er lavet til både solo-padling og to, i og med at den har tre sæder. Som solokano sidder jeg i midten og har et luksussæde, der kan vinkles.
Den er lidt smallere, og dens sider går op og indad (tumblehome), så den virker også smallere, end den er. Det giver mere frirum til at padle, dog går det også en del ud over bredden af de ting, der skal ned i kanoen. Jeg er derfor meget i tvivl om, det er en kano for mig, selvom den er fed at padle og er let.
- Mærke: Wenonah
- Model: Solo Plus
- Vægt: 24,5 kg.
- Længde: 507 cm (16,6’ fod)
- Brede: 83 cm (32,75” inch)
- Materiale: Tuf-weave Flex-core FV + Forstærkninger/Tnternal skid plates, det er Armid (kevlar) forstærkning af enderne
- Indretning: 3 sæder
- Købt: 2024
- Produceret: 2023 laves forsat
Wenonah, Spirit II, 17 fod (har forsat er på min anden)
Wenonah Spirit II, det er en schweizerkniv af en kano. Den er hurtig, let at styre og kan læsse pænt meget. Jeg elsker den kano.
Det var min første kano, da jeg skulle på “Far og datter i Vildmarken, 45 dage i kano, Finland” i 2012, efter råd fra mange kanofolk. Den var lavet i Royalex, et materiale der var vildt solidt og kunne ”huske” sin form, så den kunne virkelig tåle at få stød og vrid.
Jeg brugte den i mange år, også på “Far og datter i Vildmarken, 45 dage i Nordsverige” i 2015, til jeg alligevel lykkedes med at slide den op. Fronten blev helt slået i stykker og blød, eller rettere sagt bagenden, da jeg padler den omvendt, når jeg padler alene.
Det lykkedes mig at finde en ny, dog i T-Formex, som også er et godt materiale. Mange mente, at Royalex var bedre, men det er udgået, da produktionen lukkede ned i 2013. Skal man have en kano, så er det kanoen, og det er fortsat den, jeg foretrækker, fordi den har lidt bredde og er fin at padle solo også. Jeg synes, den slår min Wenonah Solo Plus. Så er du ude efter en kano til alt, så se på denne.
- Mærke: Wenonah
- Model: Spirit II
- Materiale og Vægt:
- Første kano Royalex (grøn) 33 kg
- Anden kano: T- formex (rød) 31 kg
- Længde: 518 cm (17’ fod)
- Brede: 91 cm (36” inch)
- Indretning: 2 sæder (mulighed for 3), bære-yoke
- Købt: 2012 og genkøbt i 2023
- Produceret: 2011 og 2019, laves forsatte
- Anmeldelse her: Kano, Wenonah, Spirit II, samt forbedringer
Pyranha Traveller 15 (lånt)
Da jeg skulle til at træne til “Far og datter i Vildmarken, 45 dage i kano, Finland” tilbage i 2011 og ventede på min Wenonah Spirit II, lånte jeg en Pyranha Traveller 15 af en kammerat. Det er en kort og lidt bred kano, men den var fin at træne i, og på mindre åer var den perfekt at dreje rundt i sving og manøvrere med. Men den er for lille til mit brug og mine ønsker.
- Mærke: Pyranha
- Model: Traveller 15
- Vægt: 26 kg
- Længde: 455 cm
- Brede: 91 cm
- Materiale: Royalex + alu-gunnels
- Indretning: 2 sæder (mulighed for 3), bære-yoke
- Lånt: 2011-2012
- Produceret: Udgået
Håber det her kan hjælpe dig på vej, hvis du overvejer at købe en kano. Personligt synes jeg virkelig kanoture kan noget specielt og give nogle andre oplevelser.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Andre indlæg om kanoer og kanoture
Jeg har skrevet en del indlæg om kano, og selvfølgelig er der en del beretninger fra kanoture, du kan gå på opdagelse i her:
- Kanotur tips, gode råd og fif til en fed tur
- Padler og stagestand til kano [Valg af]
- Kanoture i Danmark [oversigt]
- Kanoture i Sverige [oversigt]
- Se alle mine kanoture her: Kanoture
God fornøjelse.
Erik
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Relateret indlæg
- Andre ”Valg af…” indlæg
- Kanoindlæg
Støt det jeg laver!
Hvis du vil støtte det jeg laver og ønsker at købe grej online, så støtter følgende butikker mit arbejde (for at støtte skal du gå igennem de her links):
- Outdoor grej og tøj
- Bøger
- Elektronik
De er alle affiliate link. Handler du via et af linkene støtter du mig. Husk dog at tjekke priser. Du kan altid søge direkte i Google, hvis du hellere vil det!
Affiliate aftale, hvad er det? Hvem støtter mig! Kan du læse mere om her!
Indlægget er opdateret: 27. april 2026
