Hvis du gerne vil nå dit eller dine mål, så sæt delmål. Det øger dine chancer for at nå dine mål mange gange. Jeg sætter altid delmål på mine mål og drømme. Jeg har gjort det så meget, at det nærmest sker ubevidst hver gang jeg sætter et mål.

Først er det selvfølgelig vigtigt at du finder dit mål og bruger langt tid på at overveje og tænke igennem, om det er det rigtige mål, og om du vil yde den indsat du regner med det kræver. Når du er sikker på at du vil gå efter dit mål, så start med at sætte et billede på dit mål, det kan du se mere om her: Sæt billede på dit mål! [Motivation].

Men for at nå dit mål og øge dine chancer, så sæt delmål op. Det skal du gøre af to årsager:

  • Tidslinje
  • Belønninger

 

Tidslinjen

Ved at sætte en masse delmål op for dit mål, så får du en tidslinje frem til dit mål. Det er en super måde at se hvor lang tid det tager, hvis du kan flytte dit mål, eller hvor meget du skal nå, frem til et fast mål i tid. Når jeg tager på ekspedition, så bruger jeg delmål og min tidslinje, til at vide hvornår jeg skal have styr på en lang række ting som:

  • Udstyr
  • Kort og rute
  • Træning
  • Økonomi

Jeg bruger også delmål på turen/ekspeditionen. Jeg tæller ikke ned frem til et mål, som ”så er der 50 dage igen, eller 6.380 km igen”. Jeg glemmer det store mål og sætter små delmål på min tidslinje mod mål. Ved at have et delmål kort foran mig, gør jeg kan koncentrere mig om at nå det, og ikke tænke på det store mål der ligger langt væk, der hurtigt virker uvirkeligt.

Så når jeg har guidet folk over Indlandsisen, er første delmål på turen at komme op forbi bræfaldet og gletcherspalterne. Næste delmål er den gamle radarstation DYE II. Det tager halvdelen af tiden, og er kun 1/3 af ruten. Men når vi det, så ved jeg vi når over. Fordi vi bliver lettere og lettere efterhånden som vi spiser vores mad, vi er ved at nå det højeste punkt og folk bliver i bedre og bedre form. På den måde er der hele tiden noget at se frem til.

 

Belønninger

Når du sætter en masse delmål, så får du også en masse belønninger når du når dine delmål. Ved at sætte mange delmål op, får du en masse sejre at fejre på vej mod dit mål. I stedet for at der ikke er nogen synlig ting at fejre før du er i mål. Min hjerne er dum som snot, så når jeg har nået 10 delmål, tænker jeg – Det går godt, det kan jeg godt. Jeg har dog glemt at jeg mangler de andre 890 delmål jeg har sat.

 

Delmål for teamet

Alt det jeg har beskrevet, gælder også når man skal have et team til at nå et mål. Jeg tror alle har prøvet at få en 5 års plan fra ledelsen. En masse tænker. Det når vi aldrig, eller de tænker – Det er først om 5 år, det gider jeg ikke tænke på nu. Hurtigt bliver planer noget de andre laver og glemt.

Men ved at dele 5 års planen op i en masse delmål, og i yderligere delmål for det enkelte team og den enkelte person. Så kommer tidslinjen og det bliver muligt at fejre de delmål man når sammen på vejen mod målet.

Som leder gælder det om at hele ens team, kender delmålene og forstår tidslinjen hen mod målet. Så bliver det så meget mere nærværende og man har en masse at fejre og samles om undervejs.

—0—

Husk det gælder om at have styr på detaljerne for at nå mål, via dine delmål. Her er nogle andre ord på det: Detaljen er vejen til at nå dit mål [Motivation]

Jeg håber du/I får sat en masse gode delmål på vej mod jeres næste mål.

Erik

 

Relateret indlæg

Indlægget er opdateret: 4. februar 2022