Bikepacking - Erik B. Jørgensen

Femte etape, Bikepacking, Danmark rundt

– Jyllands Østkyst, med afstikker til Fyn og Samsø

Vi har nu efter knap 5 uger og ca. 2.300 km taget hul på vores femte etape. Vores beretning er dels en peronlig beretning fra vores tur, med små anekdoter og ting/steder der har gjort indtryk på os. Vores beretning er samtidig et ønske om at inspirere dig som læser til at tage på eventyr i vores Danske baghave. Du vil i teksten finde direkte link til nogle af områderne og ruterne, eller finde stednavne du selv kan arbejde videre med. Vi er i midten af juni, der er, efter en relativ stille måned rent turist- og menneskemæssigt, ved at være lidt mere liv og aktivitet. Og om et øjeblik åbnes grænserne mod syd og nord igen, og sommerferien starter.

Som vi sad der ved bålet ned til Aabenrå Fjord og nød en af de flotteste aftner på vores tur til dato, så vi frem til femte etape af vores bikepacking tur rundt i Danmark. Ingen af os havde før udforsket østkysten af Jylland med cyklen. Men vi skulle også Fyn rundt og opleve min fødeø som jeg kender pænt godt, men Tine ikke har oplevet ret meget. Så skulle vi også Samsø rundt, jeg har gået en del ture på øen, i forbindelse med foredrag, men ingen af os havde rejst rundt på øen.

Efter en dejlig nat, kunne vi stå op til et helt spejlblankt hav og fint vejr. Vi kørte så meget det nu var muligt tæt på kysten, men ude ved Barsmark og Loddenhøj, var der store private områder, med de vildeste huse, der var sat meget flot i stand og ren ”Morten Korck” idyl. Der var også lukkede veje, men ved en af lågerne kom en af de lokale ejere. Vi fik en snak og endte med en lille rundtur, hvor vi cyklede bag bilen et par kilometer og fik en fin genvej igennem det private område. En sjov lille oplevelse i det flotte velholdte landskab.

Vi kom også virkelig ud på landet. Vi var omkring det fine Ottergårdforte og Barsmark og ude på helt små stier, hvor vi kørte inde i store læhegn på en lille sti – det var også noget bumpet, det måtte vi tage med. Vi endte også pludseligt ved Aabenrå Golfklubs baner, hvor stien/selve cykelruten gik ind over golfbanen. Der var lige frem advarselsskilte med ”Golfbane, færdsel på eget ansvar” J

Det var en meget idyllisk dag. Vi var omkring Aarøsund havn, til en velfortjent is. Vi så også forbi det gamle Aarøsund Badehotel, samt endnu en kanostilling fra tyskernes befæstning af Sønderjylland under 1. Verdenskrig, ”Sikringsstilling Nord”. En historie jeg ikke kendte ret godt. Jeg havde dog besøgt en del kirkegårde i Sønderjylland, hvor der overalt står mindesten for de Sønderjyske mænd, der faldt i påtvungen tysktjeneste under 1. Verdenskrig. Et vildt kapitel i vores historie og en endnu vildere historie for de mange Sønderjyske familier.

Fra Aarøsund var det bare ligeud mod vest ad en stor cykelsti langs vejen, der bugtede sig ned, til vi kunne køre ind i Haderslev. I Haderslev fik vi købt det næste døgns mad. Tine fandt en (i min optik) lækker pakke med gør-det-selv flæskestegs sandwich, ikke dårligt. Der var dog en god portion kilometer til vi kunne slå lejr. Vi kørte mod øst igen, denne gang på modsatte side af Haderslev Fjord, ud til SCØ Shelter- og telplads, en rigtig fint shelterplads, hvor vi endelig kunne nyde flæskestegssandwichene og alt den andet mad.

Vi forsatte næste dag op langs østkysten, det blev en virkelig varieret dag. Vi startede med landlig idyl med marker, gamle vindmøller og en del musvåger der jagtede over markerne. Vi kom også forbi et hus med sit eget lille ”fuglereservat”, i form af et lille gadekær fyldt med store plastik fugle, meget kitsch, nok ikke lige min stil.

Nogle kilometer Nordøst for Bjert Strand tog vores rute os ud på stranden, det var vist Komoot (vores planlægningsværktøj), der havde været lige kreativ nok. Det var ca. en kilometer i sandet, hvor vi måtte trække det meste ad vejen. Men det var en super flot lille tur langs lave skrænter og under væltede træer. Så pyt med at der skulle lægges lidt kræfter i at få cyklen fremad.

Det var en virkelig varm dag, vi oplevede flere steder at tjæren i asfaltvejene boblede op og sprang som små balloner, når vi kørte over dem. Undervejs kom vi igen igennem Kolding, denne gang skulle vi ikke se de historiske steder, men finde en stor god svalende is.

Fra Kolding til den gamle Lillebæltsbro, havde jeg forventet en flot tur, men det viste sig at stort set hele cykelruten var på en stor vej med masser af trafik. Selv om udsigten var god, tog trafikken det meste af både koncentrationen.

 

Bikepacking Fyn rundt

Det var en fornøjelse at køre over den gamle Lillebæltsbro, et imponerende gammelt bygningsværk, og det var dejligt at komme væk fra vejen. På den anden side cyklede vi videre til Middelfart for at handle, men vi ville lige presse lidt flere kilometer ud af benene så vi forsatte til Gamborg, hvor der er et lille by-shelter og en meget lille teltplads med plads til bare et enkelt telt. Her var en dansk/hollandsk mand der lå i telt, men shelterne var rigtig fine og bygget ind i bålhytten. Der var ovenikøbet både fine toilet/bad faciliteter og strøm, så der var ikke et øje tørt.

Så var vi i gang med Fyn rundt. En rute vi selv havde lavet, med udgangspunkt i lidt lokale cykelruter og et ønske om at være ude tæt på kysten. Vi måtte have de mange andre fine indlands-områder på Fyn til gode til en anden gang.

Vi kørte mod uret rundt på Fyn, og vores første lille delmål var Assens. Det var tydeligt vi var på Fyn, fordi landskabet er skabt af den gode jord. Fyn har altid været kendt for frodig jord, der altid har skabt et rigt landbrug. Der er skabt stor rigdom gennem årene, så der er mange store gamle gårde, imponerende godser og store kirker, samt masser af marker og store gamle træer.

At mange kalder Fyn og det Sydfynske Øhav, Danmarks have, viste sig hurtigt med det store antal marker, frugtproduktion, og meget grønsags-produktion. Det var især asparges produktion, vi så før Assens, hvor der på vejene langs markene holdt et stort antal udenlandske biler, mens arbejderne knoklede i markerne.

Assens by har en gammel og hyggelig bymidte, med gamle huse og en havn, med nogle få store træskibe.

Landskabet forsatte som før, med nye godser, masser af fugle. Vi fik en sjov lille oplevelse, da der kom nogle mørke skyer ind over i hastig fart, pludselig blev der dannet en lille skypumpe under af en af skyerne. Vi stoppede op, lurede lidt på retning af skyer og skypumpe i forhold til hvor vi var. Vi stoppede op og så hvordan skypumpen tog til over 3-4 minutter, hvorefter den opløste sig selv på et lille minut. Selv om den ikke var ret stor, var det imponerende at følge.

Vi kom også ind i et område med forholdsvis mange fritgående grise på markerne. Altid sjovt at se et grisehoved komme op af et mudderhul.

Så blev det Faaborg, der har endnu flere gamle bygninger, men samme stil og tidsperiode som Assens. Faaborg havde dagens sidste fornuftige indkøbsmulighed, så vi handlede og kastede os over den lokale isbutik. Det var virkelig sommerligt i vejret, så lysten til is og kølige ting, steg pænt meget i løbet af dagen.

Vi gjorde kort holdt ved det flotte Holstenshuus Gods, før vi cyklede ned til den lille Fjellebroen Havn, hvor der 100 meter derfra er en lille shelterplads, med to specielle og rigtig fine shelters. Det ligner et stort legehus med åbninger og vinduer på flere sider, med gulv/soveplads og en lille sovehems med plads til 2 underlag. I dårligt vejr er du skærmet rigtig godt af. Jeg kan personligt bedre lide et klassisk shelters med en reel flade, hvor du kan have alt dit grej ved siden af dig.

Vejen til Svendborg bød på flere marker med jordbær, grøntsager, gamle fine gårde og fortidsminder. Der var flere gange fin udsigt over det Sydfynske Øhav, hvor vi kunne se flere af øerne og kunne øve os i hvilke af øerne, vi kunne se. Det blev også til et lille besøg undervejs, hos en cykelven til Tine.

I Svendborg blev det kun til et kort holdt, mens vi spiste et stjerneskud ved havnen. Svendborg kender jeg personligt rigtig godt i forvejen, men er du i Svendborg så kan du med fordel kigge dig omkring. Der er mange minder for mig på de her kanter. Jeg har padlet en del kajak ved Svendborg. Jeg har gået på efterskole i Vejstrup. Jeg har vandret en del på den Sydfynske Øhavssti både alene og med min datter, så der var flere steder der gik igen på vores rute. Det var også her Tine og jeg testede en kajak op til vores “Yukon River, Eventyrlige Yukon” ekspedition. På vores testtur padlede vi Tåsinge rundt.

I Lundeborg havn var passende til en god ekstra frokostpause, hvor vi kunne sidde i skyggen under et lille halvtag, mens svalerne underholdt os med at flyve til og fra deres redder oppe under taget.

På vej mod Nyborg, var der lidt mere grusvej og vi besøgte flere steder, bl.a. den store ”Damesten”, det altid er et imponerende syn med en så stor sten i Danmark. Vi kunne længe se Storbæltsbroen. Jeg synes at de store bygningsværker som broer, vindmøller, godser, kirker og hvad der ellers er lavet over tiderne, er flot at se på, når vi bevæger os rundt i landskabet. Før Nyborg skulle vi også lige se Holckenhavn Slot, før vi cyklede ind og så på den gamle del af Nyborg og Nyborg Slot, der har en spændende historie, som bl.a Danmarks ældste kongeborg. Det bliver så spændende at se det nye museum, de er ved at bygge op på slottet, som er planlagt til at være færdigt i 2023. Jeg måtte også vise Tine den store flotte byport, der går igennem voldene, hvor Nyborg Voldspil finder sted. Nyborg bød på god mad og indkøb, og dagens ”lejr” lå 10 km nord for Nyborg, hvor vi kunne nyde en overnatning i familiens sommerhus.

Det var en dejlig aften i sommerhuset, udsigten til havet der stort set lå stille hen, et tiltrængt bad og rolige smukke omgivelser. Vi var ved at være slidte begge to og så frem til de næste dage. Vi trængte til hviledag og det var tid til at få besøg af min datter igen. Vi havde valgt at tage hviledag i Kerteminde frem for sommerhuset, så vi var tættere på indkøb, is og andre fornøjelser, når Karen kom. Så vi havde kun de 15 km til Kerteminde. Det blev dog et større strategispil, fordi der kom store og kraftige regnskyl ind over. Det lykkedes os faktisk at komme helt til Kerteminde uden at få vand. På vejen kunne vi igen se de mange selvbetjente vejboder, du ofte finder ude på landet. De sælger honning, kartofler, jordbær, små loppemarkeder og meget andet. Når det kan passe nogenlunde med vores dagsprogram, er vi glade kunder der gerne køber de lækre friske frugt og grønt varer.

I Kerteminde cyklede vi lidt rundt i byen, selvom regnbygerne havde indhentet os, specielt bageren tiltrak her om formiddagen, og en frisør til mig. Det blev også til et besøg ved en tidligere kammerats grav, en kammerat mistede livet pludseligt og alt for tidlig, og igen igen får mig til at huske på, at livet skal nydes og leves, mens man har det. Vejrudsigten for dagene var rimelig dårlige og vi havde, til vores hviledag og til det fine besøg af Karen, valgt at leje en hytte, hvor der var god plads til os alle. Vi fik heldigvis hytten før tid og havde pakket ud, vasket tøj og klar til far-datter tid, da Karen kom.

Hun havde to overnatninger med os, og det har været så dejligt, at vi undervejs på turen kunne mødes. Vi var på ”Fjord- og bæltcenteret”, fik god mad og is i rigelige mængder og fik hvilet de trætte ben. Vi var igen ”heldige” at holde hviledag og være i tørvejr, mens der var regn og blæst.

Søndag kunne vi køre af sted i det fineste vejr igen. Vi valgte at køre den smukke vej hele vejen ud til Fyns Hoved, der er et flot naturområde. Vi kunne sidde og spise på en lille bænk på toppen af en skrænt og nyde udsigten ud over området. Selv om det var noget af samme vej retur, var den en fin lille tur – absolut at anbefale. Vi kørte af de helt små veje ned mod Munkebo mens vi på lang afstand kunne se Lindøværftets gamle kraner.

På vejen til Odense, var der også tid til et hyggeligt besøg ved min kammerat Claus og hans familie. Claus Lillevang er fotograf i Odense, og det er Claus, som producere mange af de billede- og videooptagelser jeg har. I Odense kunne vi køre ind af de meget fine stier langs Odense Å, der gør man kan køre på små grusstier i naturområder stort set helt ind i byen. Stierne er ikke beregnet til cykling med høj fart, men en rigtig god og fin måde at komme tæt på centrum. Vi overnattede ved gode venner i Odense, med grillmad på terrassen, aftenhytte og telt i haven – så er livet skønt.

Efter et hyggeligt besøg, kørte vi ud af Odense igennem centrum så vi kunne se H.C. Andersen barndomshjem, rådhuset og de gamle huse. Fra havnen og nord på, var det igen muligt at køre på den fineste cykel- og vandresti ud af byen mod Klintebjerg, langs Odense fjord, nu med det gamle Lindøværft på den anden side.

Vi var også et smut forbi det gamle Gods ”Hofmansgave” der i dag er en stiftelsen/fond der driver gården på moderne vis med en ko-besætning, og hovedhuset der i dag er et museum. Også et af de mange steder jeg har holdt foredrag. Det har være sjovt at opleve, hvor mange steder jeg har været rundt og fortælle de sidste 12 år. Mange steder genkender jeg først, når vi er der.

Fyn er et sjovt sted, fordi landskabet er så præget af de store gårde, så der kommer hele tiden gamle gårde og gods. Kort efter var vi ved den gamle ”Sandagergård” for kort efter at passere ”Gyldensten Gods”, der er et virkelig flot og gammelt gods med en stor produktion af bl.a. cider i dag.

Næste stop var den hyggelige Bogense by, med gamle huse og den ”berømte” kopi af Manneken Pis fra Bruxelles, vandtårnet og de hyggelig små gader med små vandløb i baghaverne/baggaderne.

Der var godt gang i vinden, og det mærkede vi da vi forlod Bogense. Den gode nordvestenvind havde lokket flere kitesurfere ud, og der var forsat folk på de små stande, da solen var varm, især hvis man fandt lidt læ.

Ved Varbjerg Strand holdt vi middagspause, her var offentlig strand og toiletbygning. Det seje her var, at der var en kørestol-badebro, der kørte ned i vandet. Og på toilettet var der en kørestol med store brede dæk, man kunne hente en nøgle til. På den måde kunne kørestolsbruger komme ud at bade. Så fint et tiltag.

Kort efter kunne vi igen køre ind i Middelfart og købe proviant, før vi kørte ud og sov ved Middelfart ”Søbadet”, på en fin shelterplads, med udsigt til begge Lillebæltsbroer. Fin plads på nær jeg ikke forstår hvorfor alle 5 shelters skal have udsigt til hinanden. Vi havde en dejlig aften og var også heldig at se et marsvin kort. Marsvinet gad dog ikke hjælpe fotografen med at få gode billeder. Det var også her jeg så marsvin med unge, med min datter, da vi skulle i dobbeltkajak under “Far og datter i Vildmarken, 45 dage i Danmark“, her fik jeg da billeder.

Vi var ikke alene på pladsen, da der var et kærestepar i et af de andre sheltere. Så da vi stod op, prøvede vi at være så stille man nu kan, når man skal lave varmt vand, spise og pakke sammen.

Jeg har gået en del mikroeventyr på den Sydfynske Øhavssti, det kan du læse om her:

 

Retur til Jylland, Bikepacking

Vi kunne igen rulle over den gamle Lillebæltsbro og retur til Jylland. Vi forsatte op langs østkysten og kom kort efter til Fredericia, en herlig gammel fæstningsby, hvor man virkelig har forstået at bevare den gamle fæstning i en moderne by. Der er bevaret meget af det gamle og det er let at komme til at se. Mange af de gamle bygninger er her forsat og de store skanser er holdt fri for bevoksning mange steder, så det er let at se hvordan skanserne har virket. Selv byen kan man tydelig se er anlagt som fæstningen, med de helt lige gader, hvor alt er delt op i små firkanter. Der er mange statuer og minder om sejren over Tyskerne i 1849. Der er ikke så meget om nedlagene i 1863. Mens vi var i den gamle del af byen, var vi på besøg hos en af Tines inspirerende samarbejdspartnere, Birgitte fra Struqtures. Turen gik videre langs kysten til vi igen nærmede os Vejle, denne gang fra fjord siden. Det opdagede vi også ved at støde på nye bakkeskilte og dejlige bakker. Denne gang skulle vi ikke ind i selve Vejle, så vi kørte ude ved havnen og kunne se designerhusene derude, bl.a. ”Bølgen” med de mange lejligheder.

Vi fulgte igen Vejle Fjord, nu på den nordlige del, der tog os ud på en masse små grusvej og små stier, der gik pænt op og ned, men det var virkeligt smukt, fordi de store bakker/skrænter ned mod Vejle fjord gjorde, at vi både var ned ved fjorden og oppe på bakkerne/skrænterne med god udsigt ud over fjorden.

Vi slog lejr på toppen af en af skrænterne på en lille teltplads. Her holdt vi Sankthansaften, dog uden vi gjorde noget særligt ud af det, andet end de vanlige rigelige mængder af mad og dessert. Der var dog andre i skoven, der ikke havde planer om at afslutte Sankthans ved solnedgang. Jeg blev vækket ved 3 tiden af et dyr, der holdt fest i nærheden af mit hoved. Jeg prøvede at mane til ro og klappe lidt på teltbunden – der blev stille…men kun et øjeblik. Vi fortsatte denne leg nogle gange ind til min tålmodighed ikke rakte længere. Jeg gik ud ad teltet, løftede op ved mit hovedgærde, og dér sad en lille spidsmus og kiggede undskyldende på mig. Vi kiggede hinanden i øjnene og jeg gav tydeligt udtryk for, at nu stoppede festen – det hjalp. Jeg fik dog startet en anden slags ”fest” – i mørket og i min iver for at forevige vores Sankthans gæst med mit kamera, mistede jeg balancen på vej ud af apsis og tiltede tilbage på teltdugen, ups! På et spiltsekund og med et næsten lydløst ”riitch” havde jeg sikret direkte stjerne kig til Tine, og lavet os et telt uden apsis. SUK! Men det var varmt og ingen nedbør, og teltet kunne fint stå uden den stort set afrevne apsis. Jeg var ikke helt tilfreds med situationen, og det gav et par snakke med Nordisk (leverandøren af teltet) om morgenen.

Vi cruisede videre – ud på landet, imellem kornmarkerne der efterhånden var blevet gule, og vi kunne igen nyde det landelig idyl. Vi var omkring Juelsminde og kørte også en tur ud til Snaptun, og så på færgen til Endelave. Her ligger True North Efterskolen, hvor jeg har holdt foredrag en del gange primært om efteråret, men dejligt at se området om sommeren.

Videre ind til Horsens, hvor vi tog en kort tur rundt, før vi kørte til Hou. I Hou havde vi tre vigtige gøremål.

Daniel fra Nordisk/Yeti var dagens mand. Han lokkede familien med strandtur om eftermiddagen, og de tog turen til Hou for at vi kunne få et nyt telt med apsis, vi kunne teste resten af turen. Og Nordisk fik mit kære gamle Nordisk Oppland 3LW, der gennem 5 år har givet mig ly for regn, vind, kulde, sol, insekter på flere hundrede overnatninger. Nordisk får teltet retur, så de kan nærstudere, hvor og hvordan teltet er slidt de sidste 5 år. Erfaringer der kan bruges, når de skal forbedre deres telte fremadrettet. Med os fik vi et Nordisk Oppland 2LW, altså stadig et letvægtstelt, der er lidt mindre og en lille smule lettere – der kommer selvfølgelig en anmeldelse af det nye telt på et senere tidspunkt. Men jeg vil godt afsløre, at Tine ikke synes, at mit store brede dobbeltkamret Sea To Summit underlag er optimalt til den nye bredde af telt – jeg synes det passer perfekt ;-)

Dernæst skulle vi have en is – vi var stegte efter mange varme timer i solen, temperaturen lå tæt på de 30 grader. Vi kunne byde på og nyde en svalende is sammen med Daniel og familien, inden de tog videre til stranden. En kæmpe tak for den store hjælp. Og så gik vi ombord på færgen til Samsø, et ø-besøg vi begge, men særligt Tine havde set frem til, da hun ikke tidligere har været på Samsø. Jeg har været på Samsø et par gange og holde foredrag, hvor jeg har set lidt af øen, som var let tilgængelig med bil.

 

Samsø rundt, Bikepacking

Vi var først på Samsø kl 18.15 så vi kørte først til Tranebjerg for at handle og så videre ned til en lille teltplads nær Kolby Kås helt ned til stranden.

Her var to unge drenge på vandretur med hængekøjer, vi fandt en plads på den noget skrå plads. Hele dagen havde solen bagt, og det var stadig tæt på de 30 grader. Der gik ikke længe efter vi havde pakket ud, før jeg lå i vandet og kølede mig ned, det var ubeskriveligt dejligt.

Vi nød aftenen, da det blev lidt køligere. Drengene havde opdaget en lille sælunge, der lå på stranden. Sæl mor efterlader ungen på stranden i kortere perioder, mens sælungen vokser op og dens pels bliver vandtæt. Vi var nede og kikke på afstand. Næste morgen var jeg nede at tage lidt flere billeder af den, i solen. Den lå lige så stille mellem de store sten og ventede på sin mor. En så fin lille oplevelse.

Nu skulle vi cykle Samsø rundt. Jeg havde virkeligt trukket vores cykelrute godt ud til vandet. Det resulterede også i en god og noget strabadserende strand-trækketur, efter vi havde besøgt ”Vesborg Fyr” og det gamle voldsted, der i dag er museum og ferieboliger. Jeg har mange gange på denne tur været glad for at jeg danner par med en kvinde, der er vant til at cykle, og ofte kan cykle mere tekniske/besværlige ting end jeg, når jeg har været lige rigeligt kreativ i min ruteplanlægning. Tine er udfordret, når vi skal af cyklen og trække i eksempelvis blød sand- eller stenstrand, eller meget stejlt terræn. Så er de +30 kg hun har i cykel + bagage lidt besværlige at drive frem. Der er ikke noget brok, det tager bare længere tid, og når kræfterne ikke rækker til at løfte over forhindringer eller op ad trapper, må jeg hellere end gerne være manden der træder til.

Vi havde en så fin tur langs stranden og på de små stier, langs sydkysten af Samsø. Herfra slog vi et lille slag tilbage og ind i landet for at se Brattingsborg Gods. Ruten fra fyret hertil var noget af det langsomste på hele turen. Det tog os ca. 2 timer at cykle de ca. 10 km, med billedpauser, strand passager og diverse forhindringer. Herefter kom der lidt mere fart over feltet. Vi kørte nord på langs kysten, forbi færgen til Sjælland og cyklede igennem selve Ballen by, hvor der var rigtig feriestemning. Her gjorde vi også holdt ved en lille cafe og fik en gang mad, dejligt sted og lækkert med en lille pause. Selvom vi har meget begrænset plads til ekstra ting/vægt, så har vi hver især vores små luksus ting, vi slæber på. Tine er glad for Johan Bülow Lakrids, og her er et af de få steder, hun har kunne få en dåse lakrids med i bagagen igen. Herfra kørte vi også en tur ud til den lange tange, ”Albuen”, herude ligger der en gammel skanse, jeg tidligere har gået ud til. Denne gang gik vi bare et stykke ud, da det ikke lige er til cykle. Det er så flot at se ”Albuen” og de indre farvande der skaber masser af fugleliv.

Efter ”Albuen/ Besser Rev” kørte vi ind i landet og passerede det smalleste sted på Samsø, hvor vikingerne gravede ”Kanhavekanalen” så flåden let kunne skifte side af øen og forsvare de Danske farvande og søge ly for dårligt vejr. Jeg elsker sådanne steder, synes det er imponerende vi fortsat kan se kanalen efter 1.000 år. Tine skulle have et telefonmøde, sådan er livet som selvstændig, så hun gjorde kontoret klar ved kanalen. Jeg stormede rundt og tog billeder.

Jeg måtte forlade Tine til sidst for at cykle til Mårup for at handle, da Google sagde de lukkede 17.30, det viste sig dog at de bare ikke havde fået åbningstiderne rettet, så der var åbent til kl. 21.00, ak. Men jeg fik handlet. Senere kom Tine op til mig, så vi sammen kunne cykle til Nordby, hvor vi blev fristet af et lille pizzeria ”Ildegal”, hvor vi nød vores pizza i forhaven og en kold cola, efter endnu en meget varm dag.

Vi fik også tanket vand, da der ikke skulle være vand på den nærliggende teltplads. Vi har Ortlieb 10 liter vandblære med, jeg kan fylde min og tage den på ryggen, ved at have armene igennem de to håndtag. På den måde har vi godt med vand i lejren. Jeg har skrevet om vandbeholderen her: Valg af vandbeholder til ture og ekspeditioner (anmeldelse)

Vi kom frem til den primitive lejrplads, der lå midt i et stort naturområde, der blev afgræsset af kvæg. Her lå to andre par. Vi fik en snak med det ene par, men fik hurtigt lejr op, igen en plads der var mega skæv. Med erfaring er vi blevet fornuftige til at udligne ujævnheder og hældninger i terrænet. Vi bruger vores vandtætte poser med tøj og andre bløde ting til at lægge ind under vores underlag, så vi ikke ligger alt for ujævnt eller rutsjer alt for meget rundt.

Jeg skiftede også bremseklodser på min cykel både for og bag, da jeg slet ikke kunne bremse mere, det var tiltrængt, men jeg var imponeret af mine bremseklodser havde holdt til over 3.200 km. Og så tænker du måske, at du slet ikke har hørt om Tine og punkteringer, reparationer eller skift af sliddele – og det er helt rigtigt. Hun har (endnu!?) ikke haft en eneste punktering eller andet, der har drillet. Tines ”Salsa Fargo Apex 1” har virkelig fungeret godt. En super fed bikepacking cykel, hun fik anbefalet og efterfølgende fik hjem fra USA via en forhandler i Holland og vores lokale cykelpusher ”29’er bikeshop” i Ordrup.

Da lejr og cykel var på plads, og luft og kropstemperatur var på kogepunktet, kunne vi gå ned til stenstranden og få en tiltrængt kold dukkert.

Næste morgen da vi pakkede sammen, fik vi noget af en overraskelse. Der var ørentviste over alt og i alt, vi har aldrig se så mange ørentviste. Der var ikke taske, en pose eller en fold i en vandtæt pose, hvor der ikke sad 5-20 ørentviste. Altså havde vi begge over hundrede ørentviste, vi skulle forholde os til inden afgang. Vi måtte ryste det hele godt, og Tine var ikke helt tilfreds med nattens uanmeldte besøg. Vi fandt forsat levende ørentviste i teltet, tasker og poser flere dage efter.

Turen gik nu nord om øen, med uret, igen ude på de små og smukke stier og grusveje. Vi kom virkelig på eventyr på de små stier i et rigtig bakket terræn der endte helt oppe på det nordligste punkt af Samsø ”Issehoved”, som vikingerne også brugte til samleplads, når flåden samledes for at tage på togt. Et smukt område, som er hegnet ind så kvæg og får har holdt beplantningen helt nede. Det var en virkelig skøn tur, også turen retur langs østkysten, der gik noget op og ned i starten. Så kom vi retur til Nordby. Vi skulle også ud til en af de mange lokale vejboder, hvor vi dagen forinden havde købt de lækreste jordbær, tomater og et par andre småting. Der skulle lidt lækkerier med i snackposen til dagen Fra Nordby skiftede vi tilbage til vestkysten, men kørte nu syd på af den fineste cykelsti der løb ned til Sælvig og færgen. Der er nogle stor fine cykelstier på Samsø, og fine veje, hvis du ikke selv er til små stier med forhindring undervejs.

Vi sejlede retur til Jylland, Hou hvor jeg undervejs faldt også i snak med en herlig mand, der følger mig og der selv har været udsendt.

Vel tilbage i Hou var der fortsat noget der lignede hedebølge og vi måtte selvfølgelig tanke op med isen på havnen, inde vi cyklede videre. Vi cyklede videre op langs østkysten af Jylland. Det var fredag og det var voldsomt varmt. Hele vejen op langs kysten væltede det frem med folk der skulle på stranden, vi kunne allerede se der var godt fyldt op.

Vi ramte de store skove syd for Aarhus, hvor det igen gik op og ned, men der var dejlig skygge. Vi havde set lidt frem på ruten og kunne se vi ikke kunne nå forbi Aarhus. Og de primitive pladser der var lå ved stranden, var allerede fyldt godt op. Vi trængte til strøm og vores tøj ville heller ikke tage skade af en gang tøjvask. Så vi holdt på og kørte frem til ”DCU Blommehaven Camping”, og fik heldigvis en dejlig plads i skyggen, samt et stort camping-kabel til strøm mod mindre betaling, så vi kunne lade det hele op i teltet. Skønt med strøm, bad og skygge, der blev toppet med en gang grillet kylling, fra en pop-up madvogn foran campingpladsen.

Fuldstædigt loadet op på strøm og energi i kroppen, kunne vi forsætte ind i Århus, først forbi Varna Palæ, videre forbi Marselisborg Strand, og ind igennem Århus Centrum, med de små Vikingmænd i lyskrydsenes fodgængerovergange. Vi tog også en kort tur igennem centrum og så Domkirken, teateret og købt lidt middagsmad i Føtex, før vi cyklede nord ud af byen, op igennem Risskov, hvor der også var flere studentervogne på tur. Vi kunne fra Risskov køre på små stier langs kysten og helt frem til ”Kalø Slotsruin, Wikipedia”, hvor vi trak vores cykler ud over Danmarks længste middelaldervej – den gamle brostensbelagte vej over den gamle dæmning ud til den gamle slotsruin. Slottet blev opført for 700 år siden. Vi forsøgte at finde lidt frokost skygge i middagsheden, mens vi på skift gik på opdagelse i den gamle slotsruin, der er så fin. Selv om den er mere nedbrudt så minder den mig så meget om Hammerhus på Bornholm. Dejligt at få besøgt Kalø Slotsruin, et sted jeg længe har set frem til at besøge.

Vi skulle nu videre rundt på Djursland, vi kørte nord på for at krydse ind over Djursland op mod Fjellerup Strand. På vejen besøgte vi også de fantastiske ”Stendysserne ved Tustrup”, der er nogle yderst velbevarede fortidsminder, der er en jættestue, to runddyser, et gammelt fundament til en ceremonihytte og en fin lille museumshytte. Det er noget af det bedst bevarede fra bondestenalderen i Danmark. Det var en virkelig positiv overraskelse. Vi måtte trække cyklerne lidt over en kilometer, da cykling ikke er tilladt i området.

Ved Fjellerup Strand, havde vi besluttet at holde hviledag. Kroppen trængte til det og vejrudsigten sagde til regn og lidt nedlukket vejr den efterfølgende dag. Vi havde igen lejet en lille hytte med strøm og vand, der kunne give ly for det dårlige vejr. Dagen blev brugt på en tur i vandet, at gå en tur i nærområdet, handle, privat besøg med dejlig frokost. Der er en strikkeklub i byen, der er ved at strikke hele byen ind i deres værker. Så der hænger fisk rundt i byen, strikkede tæpper til sten, en hel salgsbod er strikket ind i, på campingpladsen er en hel cykel strikket ind og en strikket miniudgave af en campingvogn, meget sjovt at gå rundt og se på. Ellers blev tiden brugt på at ligge ned, vi var begge overraskende trætte. Det var ekstra rart at høre regn på hyttens tag, når bygerne trak ind over. Det betød at hviledagen var rigtig planlagt igen.

Vel restituerede var vi ikke helt efter hviledagen, der skal vist mere til efter 6 uger undervejs. Men vi pakkede sammen og cyklede videre på vores lille eventyr.

Vi slog et lille slag forbi det fine ”Meilgaard Gods” og Bønnerup Strand med et stop ved fiskehandleren og de lokal berygtede fiskefrikadeller. I området var der noget virkelig fint gammel skov med gamle krogede træer, og der var fine stier tæt ved vandet, så det var en fornøjelse at opleve området. Der var dog lige en god kilometer ved Glatved Strand, hvor cykelstien gik ud i en sten-strand, med små runde sten, så der skulle trækkes.

Vi var også et smut ved det flotte Fornæs Fyr, nord for Grenaa. I Grenaa nød vi frokosten ved åen, med udsigt til de store boreplatforme der ligger ved byen, de er godt nok store.

Vi fulgte en del af cykelruterne nummer 5 Østkystruten og nummer 2 Hanstholm til København, men vi tog flere afstikkere ud mod havet og i de lokale skove, det gav igen nogle meget fine oplevelser men også på meget små stier og nogle gange lidt tilgroede. Cykelruterne løber flot igennem landskabet, men det giver mening at tage afstikker hvis man cykler på en bikepacking-cykel, der kan holde til det grove underlag.

Vi tog også en afstikker til Ebeltoft. Vi skulle da lige se Fregatten Jylland, der blev søsat i 1860. Jeg har tidligere været ombord. Det er et fantastisk museum, der viser hvordan livet var ombord på de gamle skibe. Vi havde oprindeligt planlagt at tage færgen herfra til Sjælland, men vi fandt i Fjellerup ud af at færgen sejler kun i weekenderne. Så vi måtte retur til Aarhus.

I Ebeltoft var byen fyldt med parkerede og kørende biler. Jeg faldt i snak med en lokal sommerhusudlejer, der kunne fortælle, at det bare var turister. Det var også første uge i børnenes sommerferie. Han synes også selv det var voldsomt, og kunne fortælle at alt var lejet ud og de næste uger. Det var godt nok et voldsomt skift i antal af mennesker og trafik omkring os i forhold til vores oplevelser ind til videre.

Næste mål var de flotte Mols Bjerge, her skulle vi også ind og opleve det bakkede terræn, der er holdt åbent ved afgræsning. Det var som altid god motion til benene, men ikke så voldsomt som jeg havde forventet. Vi besøgte flere af toppene og de gamle gravhøje i området, det er bare storslåede udsigter. Vi sluttede af med at besøge Danmarks største runddyse, Poskær Stenhus, der er blevet opført ca. 3.000 f.kr. Igen imponerende at se. Her var også mulighed for at tage vand, fordi vi ville sove på den lille teltplads, tæt på. Vi havde pænt travlt, fordi der var et større regnvejr på vej ind over, og vi blev ramt af de første dråber. Heldigvis nåede vi op og fik teltet op og pakket ud, før regnen rigtig tog til. Så er det fedt at sidde i teltet og høre vinden ruske og de tunge dråber der rammer telt.

Vi kunne stå op til tørvejr, men det havde regnet godt natten igennem. Vi oplevede her noget, vi ikke før har oplevet. Når vi er i lejr og spiser aftensmad giver det lidt affald. Vores mad pakker vi altid sammen, enten ligger det inde i teltet eller det er pakket væk i vandtætte lukkede poser i apsis. Affald samler vi lægger i pose med knude på i apsis. Om morgenen er Tine ude og undrer sig et overblik over, at der ligger en pose nogle meter fra teltet der er splittet ad og affald spredt omkring. Det går hurtigt op for hende, at det er vores affald. Og at der mangler den anden lille pose affald inde fra teltet. Denne gang var det hverken mus, pindsvin eller ørentviste, der havde været på spil. Det er nok en ræv, der endnu en gang har sneget/moset sig ind under teltet på jagten efter mad. Men blæst og regn må have overdøvet det uanmeldte besøg. Vi gik begge på jagt efter den manglende lille affaldspose i det høje græs og krat, men måtte til sidst desværre afblæse indsatsen.

Turen fortsatte mod Aarhus, store dele af ruten, var samme vej som vi kom op ad. Men det var forsat smukt og det gik ok mod Aarhus, kun med et par få pauser i ly for en lille lokal regnbyge.

I Aarhus, fik vi handlet mad igen og kørte ned til Molslinjen, hvor vi havde en færge over kl. 14.00. Fra i morgen ville det være gratis at tag færgen, med den nye coronapakke, men det gav ikke mening at sidde og vente for at spare 300 kr. Så vi cyklede ombord på færgen. Lidt underligt at holde i en vognbane, sammen med bilerne, men vi kom fint og let ombord.

Nu ventede en tur i 12-17 m/s fra vest, så det blev spændende om det kunne mærkes.

 

Data på turen dag 35-50, Dag/Km

  • 92,7 km. 15. juni. SCØ shelter og teltplads. Shelter
  • 98,3 km. 16. juni. Gamborg. Shelter
  • 93,1 km. 17. juni. Fjellebroen. Shelter
  • 90,4 km. 18. juni. Sommerhus, Nyborg. Sommerhus.
  • 15,7 km. 19. juni. Kerteminde Camping. Hytte
  • 00,0 km. 20. juni. Kerteminde Camping. Hytte
  • 75,0 km. 21. juni. I haven hos venner, telt
  • 101,2 km. 22. juni. Shelterpladsen i Naturpark Hingsgavl Dyrehave. Shelter
  • 87,0 km. 23. juni. Stangsrode Skov Teltplads. Telt
  • 95,2 km. 24. juni. Søkjærgårds Teltplads, Dallebækken. Telt
  • 55,7 km. 25. juni. Nordby Bakker, teltplads. Telt
  • 59,4 km. 26. juni. DCU-Camping Blommehaven. Telt
  • 80,0 km. 27. juni. Fjellerup Strand Camping. Hytte
  • 00,0 km. 28. juni. Fjellerup Strand Camping. Hytte
  • 100,4 km. 29. juni. Lille Lejrplads Knebel Plantage. Telt
  • 44,0 km. 30. juni. Nykøbing Havn, Teltplads (Nykøbing Sjælland). Telt.

Nu kunne vi se frem til sidste lille etape af vores store bikepacking eventyr i Danmark.

Erik

 

Relateret indlæg

 

Indlægget er opdateret: 17. november 2023

Alle bøger af Erik B. Jørgensen, 10 bøger om friluftsliv og ekspeditioner, både for voksne og børn.