Sjette etape, Bikepacking, Danmark rundt

– The End! Hjemtur fra Sjællands Odde til Lyngby over Hundested.

Så har vi rundet de 7 uger og 3.400 km. Vi har fyldt på med masser af historiske steder og dejlige natur oplevelser. Der er hældt mange kilo chokolade indenbords og vi har haft fornøjelsen af at se de smukkeste egne af Danmark næsten helt for os selv.

Vores beretning er dels en peronlig beretning fra vores tur, med små anekdoter og ting/steder der har gjort indtryk på os. Vores beretning er samtidig et ønske om at inspirere dig som læser til at tage på eventyr i vores Danske baghave. Du vil i teksten finde direkte link til nogle af områderne og ruterne, eller finde stednavne du selv kan arbejde videre med. Vi er sidst i juni, grænserne er igen åbne og skolernes sommerferie er for alvor startet.

Vinden rev og sled i os da vi stod på havnen i Aarhus og skulle køre ombord på Molslinjen. Vejrudsigten sagde til 14-17 m/s fra vest, med mest vind ved Sjællands Odde. Vi var godt spændteoverfarten, men det gik overraskende jævnt på trods af den meget kraftige vind.

Vi havde længe snakket om, hvornår og hvordan vi skulle slutte vores tur. Vores tur udviklede sig jo undervejs, og vi havde tænkt på at cykle videre til Norge, hvis grænserne skulle åbne – hvilket tilbage i maj virkede total urealistisk, når vi var afskåret fra at rejse ud af landet frem til slutningen af august. Det, der så skete undervejs på turen ift. grænseåbninger til bl.a. Norge, virkede så helt surrealistisk. Vi fik snakket mulighederne godt igennem, og jeg fik heldigvis overbevist Tine om at forsætte i Danmark, fordi jeg synes det var en enestående chance for at cykle Danmark rundt.

At cykle Danmark rundt kan jo ikke gøres uden et besøg på Bornholm. Vi har begge været der før hver for sig, men det ville være dejligt at bruge nogle dage sammen på skønne Bornholm. Jeg var den, der holdt stædigt fast i Bornholmer planen, og at vi skulle krydse over Sjælland og trille direkte ind på natfærgen til Bornholm.  De seneste dage var Tine begyndt at hive alle mulige grunde frem for at vi IKKE skulle til Bornholm nu. Jeg valgte lidt at overhøre det, for Bornholm er jo en selvskrevet del af sådan en tur her. Men Tine blev ved…vi var jo ikke de eneste der ville til Bornholm i juli – det ville det halve Danmark også. Og når vi nu er så privilegerede, at vi begge selv har lidt fleksibilitet, og selv kan fastlægge hvornår vi tager på tur, så kunne vi vente med Bornholm til der er lidt mere ro på. En ro vi virkelig har nydt undervejs på turen.

Selvfølgelig havde Tine ret, og vi blev enige om at trille hjemad mod Lyngby. Og selvfølgelig ærgrede det mig helt vildt, at jeg ikke kunne fuldføre den plan, jeg havde sat mig for. Men indrømmet…jeg er lidt fjollet, når jeg så gerne vil til Bornholm. For Tine kiggede jo bare på mig og grinede. Hun ved godt, hvordan jeg har det, når der er rigtig mange mennesker alle steder, hvad enten du er i byerne, ved seværdighederne eller ude i naturen – jeg er ikke god til det, og hun vidste godt, at det var hende, der skulle gøre en udfordret mand selskab.

Vi cyklede i land på Sjællands Odde zig-zaggende gennem bilerne og ud til cykelstien, der først starter uden for færgelejet/havnen. Vi fulgte cykelrute 7 Sjællands Odde – Rødbyhavn det første stykke, for at holde os væk fra den store vej og alle bilerne. Vi fløj derud ad, kan ikke huske vi har haft så god rygvind på turen – det var næsten for meget, specielt for Tine, der fik nogle ordentlige ryk, når de kraftige vindstød hev i hende og cyklen.

Turen var overraskende smuk. Vi kom tæt på vandet og igennem bakket terræn. Der kom også lige en fin Troldestue (dobbelt rummet jættestue/dysse) og en stendysse lidt senere, jeg selvfølgelig skulle på opdagelse i. Ved ikke om Tine snart har fået nok af gamle sten oven på hinanden? Jeg har ikke ?

Det var ikke kun os der fløj af sted, det gjorde de vandmættede skyer også. Vi kunne ikke cykle fra de store tunge mørke skyer der kom ind og åbnede sluserne over os. Vi nærmest kastede cyklerne og os selv ind under nogle store træer og stod og gemte os, når bygerne fløj forbi. Det var godt nok nogle heftige byger. Vi cyklede videre til Nykøbing Sjælland, hvor vi sov på en fin lille teltplads, nær havnen. Bygerne fortsatte med at flyve ind over os, men de knap 2 kilo telt er bare fantastisk, når sommervejret byder på regn og rusk.

Det var som altid mærkeligt at vide det var sidste aften, og at endnu et eventyr inden længe var ved vejs ende. En følelse af både glæde ved at skulle hjem til vores dejlige lille hjem i Lyngby. Men også en følelse af tristhed ved at skulle tage afsked med det, der var blevet en dejlig hverdag for os begge – det simple og primitive liv på cyklerne og de mange daglige oplevelser sammen.

Sidste dag kunne vi stå op til sol, rulle de sidste 10 km til Rørvig og tage færgen til Hundested, en fin tur hvor vi kunne side ud og nyde vejret, der var forsat en god vind, men heller ikke her påvirkede det færgen så meget.

I Hundested var det som at være på hjemmebane, jeg har godt nok cyklet her nogle gange efterhånden. Men aldrig om sommeren, så vi kunne cykle ned til Sølager og tage den lille færge over til Kulhuse. En færge der kun sejler i sommersæsonen. Ved det simple færgeleje skulle vi selv ”kalde” på færgen ved at vende et lille skilt, så færgen kunne se vi gerne ville sejles over.

Vinden fik den lille færge på arbejde. Færgen lå helt sidelæns for at komme over, og den sidste del stod bølgerne ind over dækket.

Her er nogle af de ture, jeg har cyklet i området.

 

Fra Kulhuse kørte vi igennem de store fine skove til Jægerspris Slot, der i dag er museum og børnehjem. Vi slog et smut ind igennem slotshaven og mindelunden. Lidt pudsigt at mindes Troels Kløvedal, en tidligere klubkammerat i ”Eventyrernes Klub”. Troels har boet her med sin mor før hun døde, og Troels har rendt og leget i parken og skovene.

Vi kørte over den gamle Kronprins Frederiks Bro til Frederikssund og videre op forbi Willumsens Museum.  Vi fulgte igen lidt af cykelrute 2 Hanstholm til København, indtil vi ramte Tines vanlige cykelområde, hvor hun har kørt området tyndt på sin MTB. Vi sluttede som altid af med en stille og rolig tur langs Bagsværd Sø, før vi trillede turens sidste meter. Det er en fed oplevelse at cykle ud fra sit hjem og slutte af med at cykle opforan sit hjem efter godt 7 uger og en masse danske kilometer.

 

Data på turen dag 50-51, Dag/Km

  • 50. 31,0 km.30. juni. Nykøbing Havn, Teltplads (Nykøbing Sjælland). Telt.
  • 51. 74,7 km. 01. juli. Hjem ”The End!”​​

 

Nu er der gået nogle dage og indtrykkene er begyndt at bundfælde sig.

Jeg er virkelig glad for vores tur, og for muligheden for at blive i Danmark til turen. Det var en fantastisk måde at opleve vores land på og få de mange skønne natur oplevelser og møder med dyreliv. Vi har set så mange spændende historiske steder rundt i vores land. Det har været en enestående måde at se vores land på, få historie og geografi til at hænge sammen og få nogle fantastiske oplevelser sammen.

 

Data på hele Bikepacking, Danmark rundt

51 dage
3.518 km
69 km/dag i gennemsnit over alle dage inkl. hviledage
5 hviledage (samt nogle halve dage, for at hvile lidt, ramme nogle bestemte steder)
0 Punkteringer, Tine havde ikke en eneste punktering – det er imponerende. Jeg havde dog alt for mange punkteringer.

Jeg/vi føler os så privilegerede over, at vi kan få sådanneoplevelser, og håber at vi kan inspirere til at opleve naturen og vores eget land i det format der matcher dig. Du behøves ikke tage det hele på en gang, der ligger så mange muligheder for små mikroeventyr. Det handler om at få oplevelser og små eventyr, der netop gør dig glad J

Tak for du havde lyst til at læse med og fortsat rigtig god sommer.

Tine og Erik

 

Relateret indlæg

 

 

Indlægget er opdateret: 7. marts 2021

Alle bøger af Erik B. Jørgensen, 10 bøger om friluftsliv og ekspeditioner, både for voksne og børn.