Øhavsstien etape II, Far og datter på tur (vandre med barn)

Syltemade Ådal

Min datter, Karen (på 5,5 år) og vores sommerferie blev etape II på Øhavsstien i det Sydfynske Øhav. Vi skulle vandre igen havde vi talt om, derfor kunne vi lige så godt starte, hvor vi slap sidste år, på Øhavsstien ved Fjællebro. Det kunne samtidig være nogle dages god træning forud for min egen store tur til Alaska.

Tanker bag

• Siden sidste år har Karen snakket om, vi skal ud og vandre igen.
• Jeg ville gerne teste en del af mit grej til ”Alaska på tværs” så det ville være godt at vandre.
• Næste år skal vi gerne på en ny ”Far og datter i Vildmarken – 45 dage ……” her regner jeg med, at vi skal vandre en del af tiden. Derfor ville jeg gerne se, hvordan det var at gå et år efter sidste tur.
• Danmark har mange gode muligheder for ferie, så hvorfor ikke holde ferie her hjemme, mellem mine mange andre rejser.
• For at få mest muligt ud af vores dage sammen her mellem Indlandsis krydsning og ”Alaska på tværs”, måtte gerne være let at komme til.

Jeg fik pakket op til turen, meget af det lå allerede klar. Mandag aften (19. maj) startede vi med at køre ud til min far og sove, fordi igen i år kørte min far os til start og ville hente os igen. Det giver en god frihed, vi kunne gå det vi ville og stoppe hvor vi kom til frem til torsdag kl. 10, små 2,5 dag.

Start Fjællebro havn

Vi ankom til Fjællebro havn i høj sol (tirsdag 20. maj), Karen kunne huske mere end jeg  troede, fordi legepladsen over i højnet var ikke glemt, det blev udgangspunktet for vores vandretur.  Tak til min far for turen her ud.

Vi drog mod syd og Svendborg som var mit mål, hvis vi kunne nå det. Ruten lagde ud nede ved vandet af små stier, vi hyggede os med masse af fugle, insekter, sommerfugle, mv. at se på.

Vejret var perfekt, omkring 20 grader, uden vi var ved at stege ihjel. Vi holdt en del pauser ved vandkanten, så kunne der bygges sandslotte, kastes med sten,  hoppe på de store sten og hvad fantasien fandt på.

Jeg måtte hurtigt konstatere at vi max kunne gå mellem 20-30 min, så var brokkeriet godt i gang, Karen synes bestemt det var tid til at lege eller spise de vingummier og kiks, der var i rygsækken. Efter et par timer, kom er også mange forslag om at vi kunne slå telt det en og andet sted. Der var intet nyt, Karen brokker sig.

Jeg selv gik med en pæn stor rygsæk, med alt vores grej og mad. Dog er det mindre, end jeg skal gå med i Alaska. Det synes Karen også, da hun meddelte mig, at der ikke var nogen grund til hun gik med sin lille rygsæk, fordi jeg skulle træne og hun gad ikke svede på ryggen. Så måtte jeg lege pakkedyr.

Efter nogle herlige timer ved vandet, førte stien os ind i landet. Karen væltede selvfølgelig på en sten lige før og ramte håndleddet ned i en sten med muslinger, så det gav lidt knops. Dog ikke mere end hun forsat kunne forslå, at vi slog lejr her.

Vi gik ind i landet af nogle små veje, før vi skulle ned til Syltemade Ådal og gå mod Vester Skerninge. Først kom vi til en camping, uden is salg, is kunne vi godt bruge i varmen. Vi kom til Syltemade Ådal i højt humør, da der var mange heste og køer, Karen kunne nyde.

Desværre var stien ikke klippet, så først gik den igennem højt græs med tidsler og brændnælder lige op af et stødhegn. Nede ved åen var stien næsten væk i siv, og hvor der ikke var broer var der meget vådt. Jeg måtte forbarme mig over Karen og tag hende på skuldrene over en 400 meter strækning, så blev det noget bedre.

Syltemade Ådal var et spændende sted, med smalle stier og åen gjorde, at der var mange dyr og insekter at se på.

Ved Vester Skerninge by, gik vi ind til Brugsen for at købe noget at drikke og lidt kiks til aften. Vi besluttede at købe is ved Bageren når vi gik tilbage, det eneste problem var da vi kom til Bageren at de ikke havde is, selv om de have en stor affaldsspand der stod ”Polar Is” på, så måtte det blive kage. Vand tog vi på kirkegården.

Karen var i gang med en af hendes fortællinger om hvor træt hun var, hvor hårdt det var og vi kunne da lige slå telt her i kanten af byen. Selv om vi havde været på farten i 6 timer og nået 11 km, ville jeg gerne videre, klokken var kun 16.

Vi holdt på videre mod nord, vi holdt lidt flere pauser. Vingummier og lidt lege, gør underværker.

Målet var Kohave skov, 2 km nord for Vester Skerninge, hvor der var markeret et shelter.

Da vi ankom, lå der den fineste shelterplads, med to shelter, bålplads, brænde, toilet og vand tæt på. Jeg gik ned til vandstedet en lille gård tæt på. Her snakkede jeg med ejeren af shelterpladsen. Det viste sig at være en lærer fra Ollerup Gymnastik højskole, og det var eleverne her fra der havde bygget den, sjovt da jeg selv er gammel elev.

Aften blev brugt på at spise og lege en masse, utroligt så meget energi Karen havde til at lege gemme, fange og jorden er giftig, hun havde åbenbart ikke været døden nær på vandreturen, som hun gav udtryk for.

Det blev en hyggelig aften, med lidt selv skab af en del myg og fugle unger. I muldtoilet var der lavet reddekasser til fugle, med en låg indvendigt så vi kunne åbne og se til ungerne igennem en pleksiglas plade, smart og sjovt.

Shelterplads Kohave (pladsen er nedlagt i dag!)

Hvordan fortæller Jeg min datter om 2. Verdenskrig?

Næste dag, dag 2 (onsdag 21. maj) drog vi videre Nord over, drejende mod vest igennem små skove og dejlige flotte stier. Terrænet lå højt, så vi havde nogle flotte udsigter. Det var et meget varieret terræn og gammel flot skov. Vi kom også forbi et mindesmærke for Lennart Greve Ahlefeldt, som var modstandsmand under 2. Verdenskrig og blev skudt af Tyskerne. Da der lå blomster der, spurgt Karen hvad det var. Det førte til en samtale hele dagen, om hvad 2. Verdenskrig var, gav lidt udfordringer at forklare en 5,5 år pige, tror det lykkes.  Ligeledes så vi mindes mærke for Knud Hofman Laursen (læs hans historie her) som også blev skudt af tyskerne. En sjov og lærerig samtale.

Vi skulle også bruge noget vand, så vi tog vand fra et kodrikke system, virkede helt frisk, så kunne jeg teste mit vandrensnings system.

Vi nærmede os Hvilkilde Gods og var på vej syd over igen.

Det var et rigtig Landbrugs landskab, med mange små skove, hegn og enge. Så igen var det er hav af køer og især heste, det kan få Karen i højt humør. Selv midt i en sætning om, at det er så hårdt og uretfærdigt og hun kunne da godt sidde på min skuldre, fordi det gjorde hun jo ved åen, så kan en melding om en hest få hende til at glemme alt træthed,  og hun løber frem for at se dem.

Vi nærmede os Svendborg, lige vest for ved Rantzausminde ligger Rantzausmindeskoven (Kaldt Povlinelundskov tidligere og på mange kort) her skulle være et shelter (læs om skoven her). Der var dog også en lille naturlegeplads vi lagde vejen forbi, det var nok en overdrivelse at kalde det en legeplads, der var en gynge, et mini klatre stativ og en sandkasse. Der var dog også en mand med cykel og anhænger, der havde hængt en kæmpegynge op i stativet. En hel stol med sikkerhedsseler. Så efter Karen havde fortalt ham hele sin livshistorie fik hun en ordentligt tur i gyngen.

Glade drog vi videre til shelteret. En hyggelig lille plads med et lille shelter, bålplads og en bænke midt i en stak brændenælder. Her slog vi lejr efter ca. 13 km og klokken var kun lige over 15. Vi pakkede ud, vand var der ikke så jeg måtte ned i byen. Karen ville ikke med så hun blev, jeg gik ned i byen og fandt Brugsen og købte lidt at drikke og fik tanket vand.

Tilbage i shelteret legede vi, igen stod den på ”sten, saks og papir”, spillede Uno og så fandt jeg på huskeleg, som vi brugte i militæret ved Jægerkorpset og på Sniper uddannelsen.  Jeg tog dog kun 5 ting og lagde op, så lage vi en inder sovepose over, når Karen var klar fik hun 10 sek. til at se på tingene, så dækkede jeg det til igen og hun skulle fortælle hvad der lå. Sjovt at se, hun kunne mest huske 3-4 ting, så var det som om hun gik i stå, nogle gang lykkes det. Sådan skiftede vi til at prøve.

Jeg må dog også indrømme at jeg havde dummet mig og ikke havde styr på stumperne. Jeg havde mine solceller og batterier med som jeg skal bruge i Alaska og div. ledninger til iPad, osv. dog havde jeg taget to gamle stik og ikke et af de nye, så min telefon havde ingen strøm, pinligt.

Så Karen og jeg gik ned i byen og spurgte ved et hus om det var muligt at få ladt min telefon. Heldet var med os i første forsøg, en flink mand på en terrasse havde sørme iPhone stik. Vi aftalte at komme igen om en time.

Tilbage i shelter skulle Karen på toilet, da vi stod der ude i græsset, sagde Karen ”En slange”, sørme så der var noget i græsset mellem småtræerne 1 meter borte. Vi gik der hen og der lå en slange, Karen sagde med det samme det er en snog, den har gule pletter på hovedet (læs om snogen her) , så fik jeg en længere forklaring, hurra for ”Lille Nørd” på Ramasjang, det er vildt så meget hun har lært der. Snogen lå helt stille men kort efter fik den nok og snogede sig af sted, hold op det gik stærkt, så var den væk.  Vi var lykkelige, fordi sidste år så jeg en snog, men Karen så den ikke, så hun var mega stolt.

Vi fik en enkelt torden byge, ellers havde vi en fantastik aften, vi hentede telefonen, Karen klappede et par heste der kom forbi og vi legede. Karen faldt tidligt i søvn.

Jeg fik aftalt med min far hvor vi skulle hentes, i morgen klokken 10.

Svendborg i sigte

Dag 3, (torsdag den 22. maj). Stod vi tidligt op og gjorde klar, så vi gik lidt i 8, Vi fulgte Øhavsstien ind mod Svendborg ad en gammel jernbanesti. Da vi ramte byen, var det ned til vandet, vi hyggede os med en del pauser og fandt et par døde krapper, vi tog med.

Ved Svendborgsund Broen gik vi op og kort tid efter hentede min far os.

Endnu en etape på Øhavsstien var klaret i flot stil. Her er lidt billeder fra turen.

Råd og data

Km og tid

• Dag 1, 13 km, 8 timer
• Dag 2, 13 km, 6 timer
• Dag 3, 4 km, 2 timer

Vi gik i snit mellem 20-30 min og holdt 5-10 min pause. Var der rigtig gode lege steder, holdt vi længere pauser.

Karen brokkede sig igen og snakkede om at holde pauser og slå lejer konstant. Vi gik ca. 10 min så begyndt hun at spørge til pauser. Når tanker kom på dyr eller vi snakkede så glemte hun alt.

Forskelle fra 4,5 til 5,5 år

Jeg kunne tydeligt mærke en fremgang fra sidste år, brokken var det sammen, men vi kunne gå hurtigere og lidt længere mellem pauserne. Synes også pauserne var lidt kortere.

Vi begynder også at snakke om mange flere ting og hun refererer selv til tidligere oplevelser. Hun er forsat vildt påståelig, hvis hun mener hun ved noget, eller ikke tror på mig.

Kort

Du kan læse om Øhavsstien og download gratis kort her. Jeg har bogen ”Øhavsstien, En vandretur rundt om Det Sydfynske Øhavn” du kan læse om det her, (nu også med App i 2017).

Udstyr

Igen havde Karen sin lille rygsæk med, men det var ikke meget hun gik med den, hun synes jeg skulle træne.

Noget at det Karen elsker alle mest er at få love til at tage billeder, så tag endelig et lille kamera med der kan tåle noget, hvis du skal på tur.

Jeg havde en del speciel udstyr med, da jeg testede udstyr til ”Alaska på tværs” så meget af tøjet var til den tykke side.

Du kan læse meget mere om mad, udstyr, har jeg skrevet om sidste år, det kan du læse her:

• Vandreferie med barn

Hvad får jeg ud af det?

Der er ingen tvivl om jeg presset når jeg har Karen, og vi skal lave ting jeg ikke gider. Derfor gør jeg rigtigt meget ud af at lave ting, som jeg kan lide og på den måde være mere til stede.

Derfor giver det mig rigtig meget ro at tage Karen med ud i naturen. Det er fedt at se hvordan hun trives, leger og hygger sig. Vi får mange flere snakke, når vi snakker om hvad vi ser og oplever.

Efter vandreturen tog vi på et par familiebesøg og så hjem til Lyngby. Fredag tog vi på havne rundtur i København, og frokost i Nyhavn.

Jeg er begyndt at tage Karen meget med på museer og rundtur i København, igen fordi jeg også får en masse ud af det, og vi hygger os meget mere.

Hvad får Karen ud af det?

Jeg er ikke i tvivl om hun elsker at være på tur, selv om hun brokker sig og fortæller mig det har været en forfærdelig tur. Fordi alle andre hun møder og snakker med (selv om hun ikke ved, at jeg hører det) fortæller hun om, hvor godt det har været, og hvor meget hun har set.

Hun bruger også meget tid på at snakke om vores oplevelser sammen igennem tiderne.

–0–

Jeg håber, at mine far-datter ture og ferier kan være til inspiration og glæde for dig og husk “Eventyret starter i din baghave”

Erik

Relateret indlæg

• Sådan kommer du i gang med friluftsliv og overnatning i det fri [Fif og råd]
• Andre indlæg om rejser med barn
• Vandreferie med barn
• [Videosvar 7.] Nødplan når rejser med barn
• Hvis du har lyst til modtage mit nyhedsbrev, kan du også få
  • Råd til at rejse med barn

Indlægget er opdateret: 11. januar 2022