Vandretur i Langsua Nationalpark, Norge – Solotur i lavfjeldet
Denne sommer tog jeg på solotur til Langsua Nationalpark, efter min tur med min datter. Langsua er et stort og vildt lavfjeldsområde i hjertet af Norge, mellem Gausdal, Espedalen og Valdres.
Turen blev på fire dage og bød på alt fra stille skov og myrområder til åbne fjeldvidder med udsigt mod Jotunheimen. Jeg fik både sol, varme, lidt regn, torden i horisonten – og masser af myg og knot. En klassisk norsk sommer med alt, hvad det indebærer.
Det var en tur med tid til ro, gode kilometer på stien, små oplevelser undervejs og plads til at nørde med filmoptagelser, YouTube-temaer og lidt fugle- og dyreliv.
Området: Langsua Nationalpark – lavfjeld, kulturspor og stille natur
Langsua Nationalpark blev oprettet i 2011 (med rødder i Ormtjernkampen Nationalpark fra 1968) og strækker sig over ca. 537 km². Området ligger i overgangszonen mellem skov og fjeld, med højder fra 700 til 1.700 meter – højeste top er Skaget (1.686 m).
Terrænet er alsidigt: birkeskov, store myrområder, åbne fjeldvidder og små bjergtoppe, samt søer og elve med klart, koldt vand.
Området hed Gausdal Vestfjell frem til 2005 og Huldreheimen frem til 2015, hvor efter det har heddet Langsua lige siden (da.wikipedia.org)
Man finder også spor af menneskelig aktivitet gennem tiden – fra gamle fangstanlæg og jernudvinding til sæterdrift. Mange steder går stien forbi gamle hytter, vindskjul og DNT-hytter, der stadig bruges af vandrere i dag.
For mig er Langsua et område, hvor man ret hurtigt kan komme væk fra folk, selv på kortere ture. Samtidig er der gode muligheder for at kombinere telt og overnatning i hytter (hvis man har de lyster), og terrænet er venligt både sommer og nok også vinter, virker det til.
Fra Espedalen til åbne fjeldstrøg
Min tur startede ved Espedalen, hvor jeg parkerede bilen, ved en stor og fin gratis parkeringsplads, og gik de første kilometer ind i nationalparken. Allerede fra start var det stille og grønt – med birkeskov, fuglesang og små vandløb.
Efter få kilometer tog terrænet fat med en længere stigning, og snart var jeg over trægrænsen med udsigt over dalen.
Turen bød hurtigt på klassisk Langsua-terræn: veksel mellem åbne stræk, små moseområder med spang, og brede vidder med lav vegetation. Jeg kom forbi gamle hytter og gårde, blandt andet den charmerende Storeskag-hytte og den historiske Haldorbu.
Høge i lavtflyvning og varme sommerdage
På turens tredje dag fik jeg en særlig oplevelse: to høge kredsede over mig, og den ene lavede skinangreb ned i få meters højde – både fascinerende og lidt intenst, især uden stort kamera til at fange øjeblikket.
Dyrelivet bød også på ryper, ryler, småfugle, en frø ved en sø – og naturligvis myg og knot i rigelige mængder.
Vejret var mest solrigt med temperaturer op til 22 grader, og flere gange måtte jeg køle mig med våd cap og en dukkert i sø eller bæk. Vand er heldigvis let at finde i Langsua, og mange steder kan det drikkes direkte, men jeg bruger altid lidt vandrensning, især i lavere områder.
Sidste dag – og retur til Espedalen
Fjerde og sidste dag gik turen ned mod Espedalen igen. Det blev en alsidig rute med fjeld, skov og til sidst grusvej. Med hedebølgevarme fra morgenstunden var det rart at slutte i god tid ved bilen.
Herfra blev det til en lille “ekspedition” sydpå mod Gardermoen – og et hotelophold med tøjvask, god mad og lidt praktisk arbejde, før nye eventyr ventede.
Praktiske tips til Langsua
- Startsteder: Espedalen, Holsbru, Lenningen og Storeskag er gode indgange til nationalparken. Ved Espedalen hvor jeg holdt, var der er en fin stor gratis parkeringsplads.
- Overnatning: Du kan sove i telt som jeg gjorde, men du kan også bruge DNT-hytter, eller lave en kombination. Liomseter er bemandet, mens Haldorbu, Storeskag og flere andre er selvbetjente (husk selvbetjente hytter, kræver du er medlem af DNT og har en nøgle).
Der er også nogle ”åbne privat hytter” i området. Jeg så hytten ”Langsubua” hvor man som jeg kan fornemme, kan overnatte og betale et 100 Nok over Vipps. Se mere om ”Langsubua” her: Langsubua, gausdal-fjellstyre.no
Samt mere om de ”Åbne hytter” her: Åpne buer, gausdal-fjellstyre.no - Vand: Let at finde, men vær opmærksom i lavere områder – se mit indlæg om rent vand på tur her: Rent vand på tur, vandrensning i naturen [Valg af] [Fif og råd]
- Lejrplads: Det var let at finde. Jeg fortrækker et sted lidt væk fra stien, tæt på vand og gerne med lidt vind mod insekter, se mine råd om valg af lejrplads i YouTube dagbogen fra dag 1.
- Dyreliv: Hold øje med rovfugle jeg så mange Fjeldvåger, samt ryper og vandfugle. PS. Tage også myggenet med, og myggespiraler i sommermånederne. Se min råd til beskyttelse mod myg og knot her: Beskyttelse mod myg og midge [Fif og råd]
- Året rundt: Om vinter er der præparerede skiløjper i dele af området kunne jeg se, om sommeren er der markerede stier som jeg fulgte.
- Droneforbud:Der er forbud mod at bruge drone i Langsua Nationalpark, det er meget dårligt skilte, og jeg havde selv svært ved at finde det. Men her kan du læse mere om det: Langsua, lovdata.no, samt her: Aktiviteter i Langsua, langsua.no
En let hovedregel i Norge er at det i stort set alle Nationalparker i Norge, er droneforbud. Jeg kan forholdsvis let se Nationalparkernes grænser på min app, Topo GPS.
Links til mere information om Langsua
- Aktiviteter i Langsua, langsua.no
- Langsua Nasjonalpark, visitnorway.dk
- Utforsk Langsua, dnt.no
- Langsua, da.wikipedia.org
- Gausdal-Fjellstyre.no
Kort over min vandretur i Langsua
Her kan du se min grov rute. Vil du selv afsted, opfordrer jeg dig til du laver din egen rute, så du selv har taget stilling til hvad du går ud i, distance og ønsker.
Her kan du finde mine råd til hvordan du selv kan planlægge din tur:
Data fra turen
- Dag 1, mandag den 14. juli: 17,4 km (stigning 595 m, ned 357 m), tid: 6t20min
- Dag 2, tirsdag den 15. juli: 19,1 km (stigning 467 m, ned 460 m), tid: 6t45min
- Dag 3, onsdag den 16. juli: 20,2 km (stigning 604 m, ned 655 m), tid: 7t02min
- Dag 4, torsdag den 17. juli: 13,2 km (stigning 277 m, ned 583 m), tid: 4t11min
- I alt 69,9 km
Det blev en kort, men rigtig fin tur – et lille sommer-eventyr, hvor jeg fik set en del af Langsua Nationalpark.
Her er der plads til at gå i sit eget tempo, lave sine egen rundtur, tage små afstikkere hvis man er til det, nyde roen og mærke den norske sommer på godt og ondt.
Håber du kan bruge det til selv at komme afsted.
Tak for du læste med.
Erik
Relateret indlæg
- Andre inspirationsindlæg
- Husk der er mange flere ind for næsten alle emner, hvis du søger rundt på min hjemmeside
- Vandrestave til friluftsliv/vandreture [Valg af og brug] [Fif og råd] (film)
- Oversigt over alle mine mikroeventyr og ture
- Kom godt i gang med friluftsliv
SoMe opslag og YouTube film fra turen
Dag 1, mandag den 14. juli
Dag 2, tirsdag den 15. juli
Dag 3, onsdag den 16. juli
Dag 4, torsdag den 17. juli
Indlægget er opdateret: 25. september 2025
