Bøur til Gásadalur, og vandfaldet Múlafossur. Den klassiske postrute, af Erik B. Jørgensen

Bøur til Gásadalur, og vandfaldet Múlafossur. Den klassiske postrute

Hvis du vil opleve en af de kortere postruter, dog med lidt højdemeter, så er turen fra Bøur til Gásadalur, eller omvendt, en super fin og smuk tur.

Søger du mere et overblik over mulighederne for vandreture på Færøerne generelt, så vil jeg anbefale dig at se dette indlæg først: Vandring på Færøerne: Mine bedste vandreture og ærlige erfaringer i fjeldet

Turen byder på en storslået udsigt i godt vejr, og den viser virkelig godt, hvordan vores øde bygder har ligget i gamle dage på Færøerne, før tunnellerne kom til.

Jeg vil personligt anbefale at gå fra Bøur til Gásadalur, for jeg synes, det giver noget helt særligt at ende nede i Gásadalur og gå ud til det fine vandfald, Múlafossur. Vandfaldet løber ud over klippekanten og falder 30 meter direkte ned i havet, og heldigvis er der fine muligheder for at se det fra siderne. På toppen af fjeldet dukkede Mykines pludselig op ude mod vest under vores tur. Jeg har selv gået turen to gang, måde som dagstur, og med fuld oppakning i forbindelse med en længere tur.

Gásadalur er en fin, lille bygd, hvor der findes en lille café med begrænsede åbningstider, fine huse, et offentligt toilet og en busvendeplads. I 2024 var det muligt at gå mere ude ved kanterne til havet, og her så vi også en del lunder. I 2026 var området dog spærret lidt mere af, og vi så ingen lunder på den strækning.

Fakta om Gásadalur

Bøur til Gásadalur, og vandfaldet Múlafossur. Den klassiske postrute Færøerne, bygden Gásadalur

Bygden er hjemsted for ca. 14 indbyggere (2021) og var den absolut sidste bygd, der fik vejforbindelse på Færøerne. Den naturskønne bygd er et af de mest fotograferede steder i landet, da den er let at komme til, ligger tæt på lufthavnen og er utrolig flot.

Tunnelen åbnede først i 2006, og før den tid var Gásadalur den eneste beboede bygd på Færøerne uden vejforbindelse. De højeste fjelde på Vágar, Árnafjall på 722 meter og Eysturtindur på 715 meter, rejser sig stejlt over Gásadalur. Den gamle sti over fjeldet var bygdens primære forbindelse til omverdenen, og det er den, der fungerer som vandrerute i dag. Postbuddet bar posten over fjeldet to gange om ugen, og ruten kaldes i dag for “postruten”. Udsigten mod vandfaldet, Múlafossur, er blandt de mest ikoniske syn på Færøerne.

Den gamle skole i bygden blev bygget i 1916. En pudsig, lille detalje er, at da der ikke er nogen kirke i Gásadalur, bliver skolen også brugt som et kapel i hverdagen.

Tilbage til Indholdsfortegnelse

Hvad du skal være særligt opmærksom på

Ruten er generelt godt mærket, men især i dårligt vejr skal du holde dig tæt til markeringerne, særligt når du kommer fra Bøur-siden. Når ruten og markeringspælene drejer i zigzag op ad skråningen, er der nogle steder kun 1 til 1,5 meter ud til kanten. Da man går på en stor, bred græsskråning, virker det umiddelbart ikke som om, man er så tæt på kanten, som man reelt er. Hold derfor rigtig godt øje med pælene og sporet, hvis sigtbarheden er dårlig.

På toppen kan der hurtigt komme skyer og tåge, men der er store, fine varder at navigere efter, og man er ikke tæt på kanterne mere heroppe.

Ned mod Gásadalur bugter ruten sig så fint nedad inde i en dal, langt væk fra farlige kanter, men vær forberedt på, at det er stejlt. Før man rammer selve Gásadalur, rammer man vejen. Her kan man krydse over vejen og fortsætte det sidste stykke i terrænet. Ruten er dog ikke markeret mere på det sidste stykke, undtagen på diverse apps, men du kan let se med det blotte øje, hvor du skal hen. Alternativt kan du gå det sidste stykke direkte på vejen.

Tilbage til Indholdsfortegnelse

Data om turen Bøur til Gásadalur

Turinformations skilte

Bøur til Gásadalur, og vandfaldet Múlafossur. Den klassiske postrute, informationsskilt

Af skiltet fremgår følgende:

Bøur, Gásadalur (Gongutúrur)

  • Sværhedsgrad: 3,0 ud af 4,0 (Udfordrende / Challenging)
  • Tid: 1 time (én vej)
  • Distance: 2,8 km (én vej)
  • Højdemeter: 434 meter

Beskrivelse af terrænet

  • Opstigningen: Turen opad er stejl og tung for benene, men ruten er forholdsvis nem at gå til.
  • Nedstigningen: Turen nedad er stejl og svær at gå, da der er en del løse sten i nogle områder.
  • Børn: Ruten egner sig ikke til børn.
  • Græssti: Vær særligt forsigtig på jeres nedstigning, og hvis I går i en gruppe, skal I passe på ikke at rulle sten ned, da der ligger mange løse sten på ruten.

Vigtige råd på ruten

  • Følg markeringerne: Følg konsekvent varderne og de røde pæle på denne rute.
  • Hold øje med rullesten: Sørg altid for, at småsten ikke ruller og rammer andre vandrere under jer.
  • Vejret på toppen: Vær særligt opmærksom på, at det hurtigt kan blive meget koldt oppe i højderne.

Generelle retningslinjer for stien (Path Guideline)

  • Hold dig altid til stien.
  • Husk at tage dit affald med dig.
  • Lad være med at bygge nye varder, eller pille de gamle ned.
  • Pas på de løse sten, især hvis I vandrer flere sammen i en gruppe.
  • Pas på de lave temperaturer i de højere luftlag.

Mine egne kommentarer og observationer:
Hvis du går turen, kan jeg ikke få distancen til at passe med de 2,8 km. Det er nærmere 4 km fra rutens start, hen over fjeldet og helt ned til selve vandfaldet. Skiltets måling slutter en kende tidligt. For de fleste mennesker vil turen også tage mere end 1 time. Regn nærmere med 1,5 til 2 timers reelt vandring. Desuden var mange af pælene på ruten ikke røde, som skiltet påstår, men hvide.

Tilbage til Indholdsfortegnelse

Min data fra turen

Bøur til Gásadalur, og vandfaldet Múlafossur. Den klassiske postrute, min rute, Erik B. Jørgensen
  • Sted: Vágar
  • Distance: Små 4 km over fjeldet, ca. 1,5 time. Vi gik yderligere et par kilometer nede ved Gásadalur og vandfaldet.
  • Betaling: Gratis
  • Kort resume: En klassisk færøsk rute, der følger den gamle postrute over fjeldet. Turen byder på et enestående kig ind mod Sørvágur og øerne i fjorden. Nedstigningen til Gásadalur er meget stejl og zigzagger i skarpe sving med direkte udsigt til vandfaldet Múlafossur og fuglelivet på klipperne. Vi så også bjergharer undervejs. En rigtig fin og smuk tur.
  • Hvornår gået: Gået i både 2024 og 2026.

Tilbage til Indholdsfortegnelse

Transport til og fra Bøur og Gásadalur

Bøur til Gásadalur, og vandfaldet Múlafossur. Den klassiske postrute, bussen, transport

Det er klart lettest at have en lejet bil, når man skal vandre på Færøerne, da det ellers kan være svært at få logistikken til at gå op med busserne.

Jeg vil klart anbefale at køre til Gásadalur først, parkere bilen der, og så time det, så du kan tage bussen fra Gásadalur, når den har afgang. Med bussen kan du køre retur mod Bøur, og hoppe af kort efter I er kommet ud af tunnelen, hvor grusvejen går ind til selve starten på vandreruten. På den måde er du sikker på, at din bil holder klar til dig, når du er færdig med at vandre over fjeldet.

Vær dog særligt opmærksom på, at man på enkelte afgangstidspunkter skal ringe og forudbestille bussen nogle timer før, da den ellers ikke kører. Du kan selvfølgelig også vælge at gøre det hele omvendt.

Skal du være afhængig af bustransport begge veje, vil jeg anbefale at stå af ved Bøur på vejen derud, og så bruge den ekstra ventetid, du eventuelt får på næste bus, nede i Gásadalur, hvor der er mere at kigge på.

  • Busrute: Ruten hedder 350 (Tórshavn – Airport – Gásadalur).
  • Køreplaner: Du kan finde de opdaterede tider og regler for bestilling direkte på trafikselskabets side her: SSL.fo

Tilbage til Indholdsfortegnelse


Jeg håber, du får en rigtig god tur, hvis du selv skal afsted, og at teksten samt billederne kan bruges til at skabe et bedre overblik over ruten.

Tusind tak, fordi du læser med!
Erik

Relateret indlæg

Billeder fra turen Bøur til Gásadalur

Tilbage til Indholdsfortegnelse

Indlægget er opdateret: 20. juli 2026

Relaterede indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *