Storheden forsætter her på “4. Thule til Thule ekspedition“ på Grønland. Især Nordøstgrønland er definitionen på storhed, på godt og ondt. Her i området er den næste nabo isbjerget forude, næste kap, fjord eller et lille historisk punkt. Men der er langt til næste nabo. Ikke at vi ikke kan se næste sted, vi skal til, det kan vi. Mange gange kan vi se stedet 20-60 km før, vi er der. På en dag skal vi være heldige hvis udsigten ændrer sig meget mere end tre gange. Ellers står vores næste nabo der ude i horisonten og kikker på os, time efter time, mens vi sætter den ene ski for den anden, igen og igen.
Det lyder røvsygt. Det er det også flere gange i løbet af dagen, især sidst på dagen når kroppen kan mærkes.
Men det er også storhed i mange former.
Landskabet er storslået, det er ubeskriveligt flot, råt, simpelt, men sin helt egen, alt efter hvilke lys og sky forhold der er. Bjergene ser sorte og voldsomme ud på afstand. Men når man kommer nærmere, er de sneklædte og de skifter tøj, som en skuespiller i en teaterforestilling. De går fra sort til hvid. Fra mørke til badet i solens flotte farver, eller fra vindstille til at bjerget er dækket af et skørt af fygende sne der fyger ned ad bjerget og ned om benene på os.
Det er storhed.
Storheden påvirker også os. Min tanker kan skifte mange gange på en dag. Nogle gange er det bare at være taknemmelig og betaget af naturen. Andre gange tænker jeg på min kærer, min barndom, nye mål. Eller måske tankerne pludselig stilner af som en vindstille dag her oppe.
Andre gange bliver tankerne presset af kroppen der er øm, eller en fod der gør ondt for hvert skridt man tager. Hjernen prøver at fortælle mig, at det er da det mest idiotiske jeg overhovedet kunne gøre, og hvert skridt bliver tungere og mere og mere kedeligt.
Det er storheden i sindet, vi mærker. Både det positive og negative.
Pludselig ligger vi teltet igen, er mætte og taler om dagens oplevelser, og vi føler os som de heldigste i hele verden, klar til at gentage det hele i morgen.
Vi taler ikke meget i løbet af dagen. Fordi selv om der er helt stille, som HELT stille når vinden ikke blæser, så larmer sneen og pulkene så meget, når vi går, at vi ikke kan høre hinanden. Og når det blæser kan vi heller intet høre, andet end vinden.
Derfor hører vi også ofte musik og podcast de sidste timer hver dag. Dog ikke i storm og områder, hvor vi er særligt påpasselige.
Siden sidst har vi være forbi vores første depot, ved Kilen og er nu ved vores andet depot ved Eskimonæs (ikke at forveksle med Eskimonæs ved Clavring Ø).
Vi har oplevet næsten alt slags vejr. Vi har gået en del på kompas kurs i den hvide verden, hvor alt går i et. Vi har haft kraftig vind, især da vi gik fra Kilen op til den sidste del af Flade Isblink. Her lå vi stille i næsten et døgn med 16-17 m/s vind nede fra isen. Så vi har også forskudt vores døgnrytme flere gange.
Isbjørnespor
Før og efter Kilen var der åbent vand mod øst. Så længere syd på måtte vi over land men det var let klaret i så fint føre vi har. Vi fik sol og glade dage igen, de sidste dage. Men også kraftig vind i perioder hver dag.
Hver dag byder på flere vejrskift mens vi går. Så vi går fra eller til sommerlig påklædning til polaroutfit og retur igen. Temperaturerne har typisk været minus 5-15 grader.
Vi har forsat ikke set dyr. Der er en del isbjørne spor. Vi også se et par isbjørnelorte og polarræv lorte.
Vi nyder alle aspekter af storheden her, fordi det er igen tilbage til passionen som jeg skrev om sidst.
Området vi går i nu, er meget præget af Danmark-Ekspeditionen 1906-1908, da de var de første til at kortlægge området. En vild ekspedition der kostede livet for tre af deltagerne. Men det vender jeg tilbage til senere på turen.
Danmark-Ekspeditionen var også en videnskabelig ekspedition, omkring deres skib ved Danmarkshavn. Men på de kanter vi er nu, handlede det om kortlægning og få lukket det sidste hul i kortlægningen af Grønland.
Jeg kan kun anbefale den officielle bog fra ekspeditionen, af Achton Friis “Danmark Ekspeditionen til Grønlands nordøstkyst 1906-08” er udgivet i ny udgave både som bog og e-bog for nyeligt.
Det område vi er i nu, er ikke et område med store og kendte varder fra ekspeditionerne. Men vi ved, hvor de har haft deres lejr på vejen op langs kysten, og hvor de satte deres depoter til hjemturen.
Det er sjovt at se, at deres navne er brugt til at give alle stederne navne her i omdet.
Der findes en fantastik bog, “Exploration history and place names of northern East Greenland” af Anthony K. Higgins, hvor man kan se alle navne i Nordøstgrønland. Hvem der har navngivet stedet og efter hvem. Det er hyggeligt at følge med i.
Her er to eksempler:
Kap Jungersen 80Ø-11 (80°36.5´N 16°05.2´W; Maps 1, 4). South
cape of Amdrup Land. So named by the 1906–08 Danmark-
Ekspeditionen for Hector Frederik Estrup Jungersen [1854–1917],
a Danish zoologist who took part in the deep-sea hydrographical
1895 and 1896 voyages around Iceland with the INGOLF, and was
professor of zoology at the Zoological Museum in Copenhagen
from 1899. He was a member of the committee of the 1906–08
Danmark-Ekspeditionen. (Kap-Jungersen-Fjæld.)
Ingolf Fjord 80Ø-9 (80°36.0´N 17°00.0´W; Maps 1, 4). Fjord
between Amdrup Land and Holm Land, Kronprins Christian
Land. Named Ingolfs Fjord by the 1906–08 Danmark-Ekspedi –
tionen after the 544-ton schooner INGOLF, which had been used for
hydrographic investigations in Greenland waters in 1879 and 1895,
and which Andreas Peter Hovgaard had used on a voyage to the
West Indies in 1884–85. (Ingolfs Fjorden.)
Jeg elsker de her kontraster vi er oplever, også selv om det er hårdt til tider. Det er et af de mest speciel steder jeg kender.
Vi vil forsætte vores ekspedition sydover.
Erik
Indlægget er opdateret: 6. maj 2025
Læg en kommentar