Domkirkeruten, Tórshavn (Argir) til Kirkjubøur, den ”glemte” rundtur af Erik B. Jørgensen

Domkirkeruten, Tórshavn (Argir) til Kirkjubøur, den ”glemte” rundtur

Et sted, rigtig mange turister på Færøerne besøger, er Kirkjubøur. Det ligger ikke langt fra Tórshavn på hovedøen, Streymoy. Her finder du Færøernes gamle domkirkeruin, en fungerende lokal kirke og ruinen af en tredje kirke. Samtidig er der en gammel, historisk gård, der nærmest er vokset sammen med det hele, og som bestyres af 17. generation her i 2026. En del af gården er i dag omdannet til et nyt museumsområde derude, men mere om det senere.

Nu skal det handle om vandring, og der findes en rigtig fin vandretur fra Tórshavn to Kirkjubøur. Ruten fører blandt andet forbi det historiske mødested, Reynsmúlalág, som dannede rammen om store friluftsmøder med taler og politisk debat. Det er en tur, en del vælger at gå, men man kan faktisk lave en endnu flottere rundtur, den ”glemte” rundtur, som jeg kalder den.

Min anbefaling er at starte i udkanten af Tórshavn, nærmere bestemt i forstaden Argir. Herfra vandrer man ad den udmærket markerede rute hen over fjeldet, hvor man i klart vejr belønnes med nogle helt fantastiske havudsigter og et fabelagtigt kig over mod øerne Sandoy, Hestur, Koltur og helt over til Vágar. Efter at have nydt udsigten går man ned for at opleve Kirkjubøur.

Når man skal rette næsen hjemad, går man et lille stykke retur ad samme rute, indtil man rammer cirka 200 meters højde. Herfra kan man følge en anden rute, som er noget mindre markeret, over halvøen. På den måde går man hjem langs nordsiden af halvøen gennem slettelignende områder med masser af sten, klipper og store varder til at navigere efter.

Turen slutter, når du igen rammer Argir. Her stopper ruten dog meget brat på grund af noget nybyggeri, men derfra er der veje, og man kan nemt sno sig ned til sit startsted. Gør du det på denne måde, får du både en fantastisk, varieret vandretur og oplevet den historiske kulturarv i Kirkjubøur.

Kirkjubøur: Færøernes historiske hjerte

Domkirkeruten, Tórshavn (Argir) til Kirkjubøur, den ”glemte” rundtur af Erik B. Jørgensen. Kirkjubøur: Færøernes historiske hjerte

Hvis du vil mærke historiens vingesus på Færøerne, kommer du ikke udenom Kirkjubøur. Stedet fungerede i middelalderen som øernes åndelige og kulturelle centrum, og den dybe kulturarv mærkes tydeligt. Den mest markante seværdighed er uden tvivl Magnuskatedralen, den imponerende domkirkeruin fra omkring år 1300, hvis tykke stenmure vidner om en stolt storhedstid.

Lige ved siden af ligger Ólavskirkjan (Olavskirken), som daterer helt tilbage til 1200-tallet. Den fungerer den dag i dag som sognekirke og er dermed Færøernes ældste kirke, der stadig er i brug. Den har desuden den fineste indgangslåge ind til kirken og kirkegården, udført i metal og glas.

Lige overfor finder du Roykstovan, et af verdens ældste beboede bjælkehuse i træ. Hele landsbyens historiske kerne er i år blevet omdannet til et samlet, officielt museumsområde. Det betyder, at der nu er et fælles adgangsgebyr på 150 kr. per person for at besøge området, museet og ruinerne. Pengene går til den løbende bevaring af dette unikke stykke færøske historie, hvilket efter min mening virker helt rimeligt.

Kommer du derud og har brug for faciliteter, er der et offentligt toilet i en bygning, hvor man også kan søge læ og vente på bussen. Der var dog ingen muligheder for at købe mad eller drikke de gange, jeg har været der, så husk at pakke lidt forplejning hjemmefra. Mon ikke der over tid dukker noget op i den tilhørende museumsbutik.

Hvis man vil have lidt mere med, indbyder området til nogle fantastiske, små gåture. Man kan slentre en tur ned mod vandet for at se de gamle, charmerende stenhuse og lader, der ligger smukt placeret helt ude ved kysten.

Man kan også fortsætte videre ud bag ved domkirkeruinen mod sydøst. Her går man langs kystlinjen, dog et stykke oppe i højden. Efter cirka 1,5 km kommer man ud til det sted, hvor fårestalden og kostalden ligger. Det er en kort men god ekstra tur, og især på vejen tilbage får man et utrolig flot kig ind over Kirkjubøur.

Tilbage til Indholdsfortegnelse

Hvad du skal være særligt opmærksom på

Domkirkeruten, Tórshavn (Argir) til Kirkjubøu, den ”glemte” rundtu. Hvad du skal være særligt opmærksom på

Starten: Hvis du vælger at parkere og starte i Argir, er der en fin parkeringsplads lige under stationen. Herfra skal du gå ud ad en markvej, og så støder du hurtigt på den markerede rute.

Turen ud: Ruten ud mod Kirkjubøur er rigtig godt mærket, men bliver det tæt tåge, skal du alligevel holde godt øje.

Turen hjem: Efter dit besøg i Kirkjubøur går du retur ad samme rute, som du kom fra. At finde den alternative del af ruten hjem kræver, at du har en form for sports- eller navigations-app, hvor du kan se kortet. Turen følger først nogle meget svage ATV-spor, og det handler mest om at holde retningen mod nord og opad. Når man kommer op på selve højderyggen, dukker de mange gamle postrute-varder op. Det er et område fyldt med løse sten og klipper, så terrænet er noget mere krævende at gå i.

I tæt tåge skal du holde ekstra godt øje med din rute. Jeg har oplevet, at folk har bygget en del ekstra varder undervejs, og der er flere parallelle stier i nogle områder. Ruten skråner opad på et tidspunkt, og hvis man ikke er opmærksom, vil det være naturligt at falde lidt for langt mod nordvest.

Afslutningen: Ved Argir stopper ruten utrolig brat, da der er sprængt ud til nye boliger. Det er dog forholdsvis let at finde et sted at gå ned til vejen, hvorefter man kan følge asfalten. Der findes også flere små stier, man kan bruge til at bugte sig retur til parkeringspladsen. Det kunne bestemt godt være markeret bedre, men det er som sagt ikke svært, og på Google Maps kan man ane stierne for enden af de blinde veje.

Tilbage til Indholdsfortegnelse

Data om turen Tórshavn (Argir) til Kirkjubøur

Turinformations skilte

Jeg fandt ingen officielle skilte om denne specifikke rundtur, selvom turen generelt er populær. På den officielle turistside står delruten fra Tórshavn til Kirkjubøur angivet til 6,4 km med en estimeret tid på 1 time og 40 minutter, se mere her: Tórshavn – Kirkjubøur, visitfaroeislands.com

Det er dog min klare vurdering, at de fleste vil bruge væsentligt længere tid på turen. Jeg har set billeder af informationsskilte for området, men den nordlige returrute er ikke tegnet på dem. Du kan dog finde og studere ruten på foroyakort.fo

Mine egne kommentarer og observationer:
Selvom du måske kun planlægger at gå den direkte vej mellem Kirkjubøur og Tórshavn, så tag altid en rygsæk med. Pak regntøj, drikkevarer, snacks og varmt tøj. Vejret på Færøerne skifter lynhurtigt. Vi mødte flere vandrere her i 2026, der så noget mere våde og forkomne ud, end de havde ønsket, simpelthen fordi de gik afsted uden ekstra udstyr.

Tilbage til Indholdsfortegnelse

Min data fra turen

Domkirkeruten, Tórshavn (Argir) til Kirkjubøur, den ”glemte” rundtur, min rute af Erik B. Jørgensen
  • Sted: Streymoy
  • Distance: Ca. 17,5 km, og vi brugte 6 timer i alt inklusive besøgstid samt 650 højdemeter op og ned. Turen kan udvides med 3 km nede ved domkirkeruinen, hvis man går ud til fårestalden ved kysten. Den del gik jeg som en selvstændig tur i 2026.
    • Hvis du vil gå rundturen uden at gå hele vejen ned i selve Kirkjubøur, er turen ca. 13 km (nord om bjerget retur). Det tager ca. 4 timer med omkring 500 højdemeter. Jeg gik turen på denne måde i 2026.
  • Betaling: Gratis, men adgang til katedralen og museet i Kirkjubøur koster 150 kr. per person.
  • Kort resume: En klassisk rute fra udkanten af Tórshavn over fjeldryggen forbi det historiske samlingssted Reynsmúlalág og ned til middelalderkirken i Kirkjubøur. Turen retur kan gås nord om bjerget gennem store stenmarker, hvilket i dårligt vejr med tåge og hård vind kræver skarp navigation.
  • Hvornår gået: Gået i både 2024 og 2026.
  • Tilbage til Indholdsfortegnelse

Transport til og fra, eller direkte til Kirkjubøur

Her får du det fulde overblik over logistikken, uanset om du tager bilen eller hopper på de gratis bybusser.

Hvis du er i bil (Parkering)

  • Startsted i Argir: Jeg har begge gange valgt at parkere bilen ved stadionet i Argir og gå rundturen herfra. Det fungerer perfekt som udgangspunkt for turen. Se placeringen på [Google Maps].

Hvis du tager bussen (De røde bybusser)

Det absolut bedste ved Tórshavns bybusser (Bussleiðin) er, at de er fuldstændig gratis at køre med, uanset om du er lokal eller turist.

  • Til og fra startstedet i Argir: Ikke langt fra stadionet i Argir finder du et stoppested, hvor du kan hoppe på Linje 1 eller Linje 2, som forbinder bydelen direkte med Tórshavn centrum.
  • Direkte til Kirkjubøur (Den korte tur): Hvis du kun vil gå den ene vej, eller hvis du af en eller anden årsag må afbryde turen i Kirkjubøur, kan du tage bussen direkte mellem centrum og bygden. Turen tager cirka 15 minutter.
    • Hverdage: Tag Linje 5 direkte fra det centrale knudepunkt Steinatún i Tórshavn ud til Kirkjubøur.
    • Weekender: Tag Linje 7, som dækker ruten om lørdagen og søndagen.

Jeg håber, at denne rutebeskrivelse og billederne kan hjælpe dig godt på vej, hvis du selv planlægger en tur derud.

Mange tak, fordi du læser med!
Erik

Relateret indlæg

Billeder fra turen 2024 og 2026

Herunder kan du se billeder fra vores ture både i 2024 og 2026

Billeder fra turen 2024

Tilbage til Indholdsfortegnelse

Billeder fra turen 2026

Herunder er der billeder fra to omgange, da vi gik rundturen, uden at gå helt ned til Kirkjubøur, da vi tidligere havde udnyttet noget godt vejr og besøgt Kirkjubøur, som en selvstændig tur, med en gåtur ud til fårestalden/kostalden. De billeder kommer til slut.

Tilbage til Indholdsfortegnelse

Tilbage til Indholdsfortegnelse

Indlægget er opdateret: 20. juli 2026

Relaterede indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *