Jeg elsker at se, hvad fabrikanter kan finde på at lave af nye tiltag inden for støvler. Så da Ecco kom med deres nye støvle model ”Exostrike”, bliver jeg nysgerrig. Jeg blev imponeret over de meget flotte anmeldelser der kom rundt omkring. Så jeg drog ned til en butik der havde dem, for dem skulle jeg prøve. Det endte også med de kom med hjem, da de sad super godt. Jeg har nu haft dem i et år og jeg kunne godt tænke mig at anmelde dem.

Men jeg har et problem med at anmelde Ecco ”Exostrike” af den grund, at jeg ikke kan gå i dem. De sidder super på min fod, men når jeg går i dem, så får jeg virkelig ondt i min fodrodsknogle. Bare en lille tur på en kilometer, gør jeg kan mærke det. Det synes jeg er synd, for det virker som en god støvle for mange, og fordi Ecco har været nytænkende, og lavet en støvle der er anderledes og ser anderledes ud. Og som kan bruges både til outdoor, men også til det mere mode-baserede miljø.

Vi har alle forskellige fødder, og Ecco og mig har aldrig været venner på støvle-fronten. Jeg havde også et af deres første vandrestøvler, for mange år siden. Der var ikke nok plads til mine tæer, og jeg fik vabler på oversiden af tæerne. Men når det er sagt, så ved jeg at der er rigtig mange der elsker Ecco’s støvler, og Exostrike fortjener nogle pæne ord fra folk, der kan gå i dem og som derved har testet dem ordentligt.

Derfor vil jeg give ordet til to personer, der har brugt Ecco Exostrike i et godt stykke tid, og under blandede forhold. Som jeg selv ville have testet støvler.

 

Gæste anmeldelse af Martin Praëm

Kort introduktion af Martin Praëm

Jeg er 34 år gammel. Ivrigt naturmenneske. Gift med Louise og far til to natur-glade gutter, Villum på 4 og Magne på 7 år. I vores familie bruger vi familien til at slappe af, og være sammen.

Alle ture ud i naturen er med primus, kaffe og godt varmt tøj. Det er hyggen der er i centrum, og det uanset om det er i de norske fjelde, de danske strande eller bare en hurtig skovtur i den nærliggende byskov.

 

Anmeldelse af ECCO Exostrike M

Tidligere havde jeg altid et par sneakers (også kendt som kondisko ?), eller et par Salomon Speedcross trailsko, men jeg frøs ofte på fødderne, og savnede noget fodtøj der kunne mere. Jeg manglede et par støvler der var velegnede til byen, til skoven, til sneen og til shelteret, og frem for alt – et par støvler der kunne sikre mig tørre og varme fødder.

Jeg købte et par ECCO Exostrike M. Støvlerne er lette, varme og kan holde til lidt af hvert. Det var ikke meningen at de skulle i skoven lige med det samme, men jeg blev hurtigt glade for dem, og nu er de på hele tiden, og uanset om vi går, løber eller klatrer i træer er de velegnede.

Jeg bruger mine sko ivrigt, men det ses ikke på dem, og med en hurtig børste er de nemt gjort anstændige, hvis anvendelse pludselige er mere byen end skoven. Den model jeg ejer, er modellen uden ekstra isolering, hvorfor jeg forventer at kunne bruge mine støvler i væsentlig flere måneder om året. Til hardcore vinterbrug, vil jeg nok anbefale at gå et nøk’ op i pris, og købe modellen med den ekstra isolering, der er lidt dyrere.

 

Støvlerne kan fremhæves positivt ved at være:

  • Lette og tætsiddende.
  • Nemme at komme i.
  • Bløde, takket være kombinationen af læder og kunststof.
  • Vandafvisende (til en vis grad).
  • Slidstærke.

 

Støvlerne har enkelte forbedringspotentialer:

  • Bedre snørebånd (går for let op med alm. sløjfe grundet de runde snører.)
  • Kraftigere syninger ved pløsen.

 

Jeg ser frem til at prøve skoene af på en vandretur, på Øhavsstien i foråret, og jeg regner helt sikkert med at kunne bruge dem i mange år frem, og på den måde er prisen jo heller ikke så afskrækkende.

Støvlen får topkarakter herfra, og jeg ville ikke tøve med at købe lignende modeller igen. Måske vil jeg næste gang gå med topmodellen, der kan klare koldere temperaturer, så lange vinterophold i haven også bliver med varme fødder.

/Martin.

 

Gæste anmeldelse af Glen Ameko

Jeg købte et par Ecco Exostrike, da jeg skulle på et to dages disckursus.  Vi skulle cykle i Koldings gader, gå i skoven omkring Kolding og langs stranden. Men der var også andre hensyn der skulle tages. Deriblandt en bred fod og en dårlig akillessene efter en sportsskade Men hvorfor faldt valget så på en af Ecco’s Exostrike modeller? Støvlen havde et moderne look og kunne derfor bruges til flere formål, f.eks. gåtur med hunden, gåturen med barnevognen eller som vinterstøvle. Dette var meget tiltalende, men da prisen ligger fra 1400- 2200 kr. skulle støvlen have flere formål.  Andre gode ting der bør nævnes, er støvlens snøresystem hele vejen op, foden og især anklen er dermed meget støttet, hvilket er at foretrække, hvis man har sportsskader.

Det eneste negative der er at sætte på Ecco Exostrike er for mig farven Bowmar. Med den hvide sål er den praktisk taget umulig at holde ren. Støvlen er derfor en god allround støvle til både længere gåture, om det er på stranden eller i skoven, men man bør overveje hvilken model og farve, alt efter formål?

Vil du købe støvlen igen?

Der må svaret være ja, da jeg allerede har købt to par. Et par til turene i skoven og et til dagligdagen i efterårsmånederne.

Vil du anbefale støvlen til andre?

Det kommer helt an på hvilket behov man har. Der findes andre vandrestøvler i samme prisleje, der er mindst lige så gode. Men der er ikke en anden støvle på markedet med et design, der er så gennemført, og som kan bruges i hverdagen.

Så vil man gå på kompromis med den hardcore vandrestøvle er denne et super valg.

Glen Ameko

—0—

Data på Ecco Exostrike

  • Overdel, 2 slags, alt efter pris.
    • ECCO-yaklæder (vandafvisende, behandlet med ”ECCO HYDROMAX TECHNOLOGY”) for de billigere modeller.
    • Dyneema® Bonded Leather 0,5 mm (kalveskind, kombineret med Dyneema-fibre) for de dyrere modeller.
      • Ecco, siger det er 5 gange stærkere end normalt læder
  • Membran. De fås både med og uden Gore-Tex membran.
  • Prosoma-hælkappe
  • Såler
    • Phorene™ PU-mellemsål
    • Ydersål: gummi med Rubber Lug Traction-teknologi
  • Snøring
    • Med faste øjer hele vejen, for de billigere modeller.
    • Faste øjer forneden og hægter for oven, for de dyrere modeller.
    • Findes også i modeller uden snørebånd, mere til dagligt brug. Damemodel
  • Vejledende pris: 1.400-2.200 kr.
    • De findes i forskellige versioner, og med forskellige overdels materialer.

Husk, hvis støvlerne er noget for dig, at holde øje med de mange forskellige modeller, så du får den der passer dig bedst, og til det du skal bruge den til. Prøv også at gå en del i dem hjemme, og lad pris-mærket være på, så du er sikker på du kan gå i dem. Det gælder alle støvler!

 

Hvad går jeg så I?

Er du en af dem der ikke selv kan gå i Eccos støvler og også ønsker en let støvle, så bruger jeg selv.

Haglöfs. Model ”Skuta Mid Proff Eco”, som min fødder har det så godt i.

Du kan se hvilke støvler jeg bruger for tiden her: Støvler jeg bruger, til dagligt og til friluftsliv (opdateres løbende).

—0—

Jeg synes det her eksempel viser, hvor vigtig det er, at du selv prøver forskellige støvler og finder dem der passer dig bedst.

Vil du se hvad jeg lægger vægt på generelt, så kan du læse mit indlæg: Sådan vælger du vandrestøvler, [Fif og råd] her!

God fornøjelse

Erik

 

Relateret indlæg

Indlægget er opdateret: 17. januar 2024