Ekspeditioner er altid en række op- og nedture. Slid og slæb. For så pludseligt at få nogle kæmpe oplevelser for livet. Oplevelserne kommer, fordi du forsætter, begiver dig derud, hvor få mennesker kommer, eller giver dig selv tid til eventyr.
Så nu glæder jeg mig snart til en stor oplevelse.
De sidste dage ud for Humboldt Gletscheren var føret godt. Op vi kørte og bugtede os i mellem flotte isbjerge og iskoldser. Der var godt nok mange.
Desværre havde vi nedlukket vejr. Vi havde lave skyer, let sne og ingen eller dårlig sigt.
Vi havde også totalt whiteout. I whiteout er alt hvidt, du kan ikke se landskabet, du kan ikke se konturerne i terrænet, du kan ikke se nuancerne i underlaget under dig, og vi må bruge kompas.
Det koster nogle kræfter.
Heldigvis var der klar himmel i nogle timer. I det klare vejr kom flyet, der var på vej ud med vores depoter, lige lavt forbi og sagde hej (se billede)
Den sidste dag ved gletscheren var der også vind. Vinden forsatte ind i Case Fjord. Føret var godt her. Så vi kørte hurtigt.
Men det var uforskammet bidende koldt. Vi havde den kolde fornøjelse af at køre i minus 35 grader og 4-6 m/s i ansigtet. Det svarer til minus 45-50 grader i chillfaktor. Det er koldt!
Så jakken er lukket godt til. Der er rørhalstørklæder foran det meste af ansigtet.
Jeg har altid et lille rørhalstørklæde over næsen. Ellers falder min næse af.
Det nedlukkede vejr har så forsat de to sidste dage. Vi er igen på vej op over landet, og vi har stort set ikke set noget. Til gengæld har vi været ved at fryse ihjel hver dag.
Det er gået godt op ad elvlejet. Dog har der været stykker med sten skarpe som rivejern, der har beholdt en god del af vores nylon meder.
Efter 4-5 timer i den kulde, så er teltet en kærkommen pause fra den bidende kulde, og til at få ladt batterierne op igen.
Vi skiftes til at stå op om morgenen og tænde brænderne. Det er en pænt kold tjans at have. Så kan den anden af os ligge i den varme sovepose, indtil temperaturen er lidt mindre umenneskelig. En soveværelses temperatur på minus 30 grader er ganske friskt, så nat tisseri skal bare overståes hurtigst muligt. Heldigvis er man hurtigt i de varme soveposer igen.
Nu glæder vi os til næste depot og en hviledag. Næste hviledag er igen i telt, men det skal nok blive dejligt.
Vores ting er godt sat til i fugt og is nu. Men vores tøj når stort set at tø op og tørre hver dag.
Hundene og samarbejdet med et helt spand hunde er et kapitel for sig. Vi har fundet et samarbejde, der går godt… for det meste. Det er så dejligt. Men der er meget opdragelse og mange kampe der skal tages. Men de vil også gerne snakke mere og mere.
Så med de trængsler og ingen sigt, så glæder vi også endnu mere til de store oplevelser der helt sikkert venter forude. Sådan er rigtige eventyr.
Erik
P.S: Tak for alle jeres kommentarer på min blog her på komud.dk. De er sjove at læse her oppe.
Dato: 18 marts
Dag: 31
Lejr: 25
Km: 16,5
Km, ialt: 444,5 km
Vejr: minus 30-35 grader. Lave skyer. Mikro sne, mere is. Vindstille til frisk vind i hovedet. Skifter en del. Sigt 100-400 meter. Nærmest whiteout.
Indlægget er opdateret: 10. december 2020

Hej med jer
Det er godt nok spændende at følge jer på jeres eventyr. Jeg er inde på din blok hver dag for at se om der er nyt fra jer. I har i hvert fald inspireret mig og min lille familie så vores sommerferie bliver 2-3 uger i telt rundt omkring i Danmark. Eventyret starter i baghaven og vi er ved at købe udstyr til turen.
Vi skal da også lige en tur ud i Lystrup skov for at prøve det af inden vi skal af sted.
Glæder mig til at høre mere om jeres fantastiske tur.
I er simpelthen pisse seje.
Hatten af!
Håber på bedre vejr til jer
Jonas Krøyer
Det er jo ganske enkelt fantastisk at følge jer.
Har I ekstra meder med?
Kæmpe respekt til jer
Jeg har prøvet minus 30 grader i en halv time
Det var rigeligt for mig
I er dælme seje
Smukke billeder
Specielt er jeg vild med billed af jeres grønne slæde med smukke røde Dannebrog på
Fortsat rigtig god tur
Hej Erik og Jesper,
Pyh ha – i holder os noget hen i spænding – “hvornår er der nyt deroppefra” – men godt at høre, at i klarer strabadserne – den kulde er vanskelig at forestille sig, når man aldrig har prøvet det. Vi ønsker jer en fortsat god tur og mon ikke der også kommer bedre vejr, sigt og føre. Et kram til jer og hver af hundene! ;-).
Forsat rigtig god tur Jesper og Erik, som I skriver så venter de store oplevelser der ude. Det er derfor eventyret trækker igen og igen, man ved aldrig hvad der gemmer sig bag det næste hjørne, bakketop eller isbjerg. ?? Bedste hilsner Lars
Hej Erik og Jesper
Det bliver endnu engang bekræftet at I er nogle seje gutter. Det lyder helt vildt at skal ud og tisse i 30 graders kulde. Det er en af de ting jeg ikke misunder jer. Jeg er glad for at hundene klarer det så fint. Jeg tænker lige så meget på dem som jeg tænker på jer to. I ønskes en fortsat god tur.
Uhadada for en tur, i er sq seje begge 2 og det er fint for os her i varmen, klø på og flere beretninger. pøj pøj på turen herfra
Hej Erik og Jesper
Det er altid en fornøjelse at læse Jeres beretninger – som at åbne en låge i sin julekalender, da man var barn. Det lader til I har fået en “lidt” hård start. Jeg krydser fingre for, at I snart må få en go´ portion dage med højt til himlen, godt føre og alt, hvad naturen deroppe ellers har at byde på af lækkerier. John