Den sidste etape har budt på så mange ting.
Vi har kørt i baks, som er de vældig isstykker, der bliver skubbet ind mod land, i den periode hvor havet fryser og bryder op igen i de første storme.
Vi har kørt i blød sne, skorpe sne, hård sne (juhu) og på blank is.
Vi har haft masser af sol, bi-sol, haloringe og dis.

Vi forlod Frankfield Bugt for 10 dage siden.

En flot tur ud af den lille bugt, et lille smut over land ud til yderkysten, i selskab med et meget roligt rypepar.

Yderkysten har godt med baks og blød sne i år. Så det tog sin tid og energi at komme ned i Sankt George Fjord.
Et underligt sted, da vi kørte fra baks over i gamle små is-øer og tilbage igen.

Vi besluttede at lave lidt om på vores plan, og vi kørte syd på med det samme (skulle vise sig at være heldigt).

Næste dag kunne vi forsætte syd på, føret blev langsomt bedre. Men aldrig helt godt.
Da vi skal tilbage i samme fjord, så lagde vi et depot med vores ekstra mad og fuel. Det kunne vi tage med igen på tilbage vejen.

Et stykke nede i fjorden så det ud som der stod en is-væg, på tværs af hele fjorden. Det måtte være synsbedrag.
Men det viste det sig ikke at være. Det var et kæmpe enormt isbjerg, der var knækket af gletscheren i bunden af fjorden, og drevet på land her.

Det var et isbjerg på ca. fem kilometer bredt og en til to kilometer dybt. Ubegribeligt stort. Det vidner om, de enorme dimensioner og kæmpe natur kræfter, der er i spil i denne del af den grønlandske is ørken.
Over mod land af Henrik Ø, var der et “hul” igennem på nogle hundrede meter, hvor vi blandt andre isbjerge kunne komme videre ind i fjorden.

Da vi kom rundt om isbjerget, stod der pludselig en hundeslæde og en vinkende mand foran os. Oppe på isbjerget stod der en anden mand.
Så lykkes det. Et slædehold fra Slædepatruljen Sirius.
Vi mødtes med begge hold hunde på lidt afstand af hinanden.
Det var Slædehold 5. Vi stod og snakkede et stykke tid.
De var vendt om for at møde os, så vi besluttede at følge dem lidt og slå lejr sammen.
Det blev til en hyggelig eftermiddag og aften i hinandens selskab. Der blev ikke sparket dæk, men set på hundeslæder og udstyr. Og hygget i teltet.
Der var selvfølgelig også de officielle ting, eksempelvis kontrol af vores tilladelser til at være i området.

Slædepatruljen Sirius opgaver er bl.a. at kontrollere alle der kommer ind i nationalparken, da det kræver tilladelser. Da alle kan følge os på vores track’er, der sætter sport flere gange i timen, vidste slædeholdet fra centralt hold, hvor vi var og kunne let finde os.
Den anden opgave Slædepatruljen har, er at sætte fodspor. Man skal være til stede i alle områder af et land, for at andre nationer ikke kan tage det. Så derfor passer det Danske forsvar på Grønland, som en del af Selvstyre aftalen.

Efter et hyggeligt møde med Slædehold 5, skiltes vores veje. De kørte videre på deres rute.
Tak til de to slædefupper for nogle gode timer.

Vi kørte selv ind i nyt blød sne. På Henrik Ø og Warming land, gik vi nogle fodpatruljer efter gamle varder, fra 2. Thuleekspedition. De mistede en mand her. Henrik kom ikke retur fra en jagt.
Så de byggede en del varder, der fortalte hvor de tog hen. Mere om det en anden gang.
Vi fandt ikke noget. Der var meget sne, så det var svært at søge godt.

Vi besluttede ikke at køre helt ned til bunden af fjorden,  hvor 2. Thuleekspedition sultelejr ligger. Vi hørte en lille fugl synge om, at der ikke skulle være noget.

Så vi kørte retur næste dag. Op til vores midlertidlige depot.
Næste dag kom vi til toppen af Henrik Ø, Dragon Point.
Her startede jagten på en anden varde. Slutvarden for Nares Ekspeditionen i 1876. Samt 2. Thuleekspedition var her i 1917.

Da vi havde sat hundene i rejsekæder, og sat lejren op, gik vi op ad skråningen.
Vi havde set noget, der lignede en varde. Men nej! Men lige ved siden af, fandt vi den gamle varde, glæden var stor.
Varden var faldet helt sammen og sunket en halvmeter ned i sandet.
Vi besluttede den skulle genopbygges.
Vi fjernede alle stenene omhyggeligt, der kunne jo være en vardebeskrivelse.
Først helt i bunden lå der en dåse. Spændingen steg.
Det viste sig at være en beretning fra to geologer fra Geoologisk institut der var her i juli 1966. De havde taget Knud Rasmussens beretning fra 1917 med hjem.
Tænk vi bare var det fjerde hold her i historien her. Lidt vildt.
Selv om Slædepatruljen Sirius kører forbi her, var varden ikke blevet set.
Vi byggede varden pænt op. Lavede et rum i sten til beskrivelsen og lavede selv en, vi lagde op igen. Det var stort. Hvorfor det er stort, det fortæller jeg mere om om lidt.

Dagen efter krydsede vi Sherard Osborn Fjord. Hold da op en fjord, føret skiftede hele tiden. Så var det godt, så var det blødt, så var der baks.
Men vi kom ud til den lille ø, Reff Ø.
Her stod også en varde. Den var også bygget af Nares Ekspeditionen i 1876.
Her vendte deres ekspedition om, næsten alle var syge af skørbug. Det var det længste nogen nogenside havde været mod nord på det tidspunkt.
Derfor byggede de varden her på den lille ø, samt den varde vi genfandt ved Dragon Point. Varderne byggede de for at fortælle, hvad de havde opdaget. De lagde også kort ned i varden af det, de havde tegnet. Hvis det tragiske skulle ske, at de døde på vej tilbage til deres skibe. Så kunne andre måske finde deres resultater.
Det er derfor der er lidt vildt at stå de her steder.

Fra Reff Ø kørte vi nord på omkring Kap May, via en god del baks og isbjerge. På to kom vi til, her hvor vi sidder nu. Depot Ø, hvor vi har vores næste depot og en lille hytte.

Vi følger stadig i fodsportet på 2. Thuleekspedition så dem vil jeg vente lidt med at fortælle mere om. Men her er mere om Nares Ekspeditionen.

Vi har det godt, hundene og os er ved at blive gode venner. Vejret har været godt længe. Dog skifter føret meget.
Der er nogen, der bekymrende har spurgt, hvordan vi kan være sikre på at nå hjem/tilbage til slutningen af maj?
Men frygt ej. Vi har for efterhånden længe siden besluttet og fået det lavet sådan, at vi køre det, vi kan nå. Og vi ser det, vi vil. Så bliver vi hentet med fly og fløjet til Qaanaaq til den tid (luksus). Så har vi tiden her, hvor det er spændende og oser af historie.

Vi vil nyde en depot dag, selv om der er en del arbejde.

Her under er der meget mere ekspeditions historie.

Erik

———-

Nares ekspedition 1875-1876
Nares ekspedition, var endnu en ekspedition der ville se hvor langt mod nord de kunne komme.
Den engelsk flåde og regering ønskede at sende en ekspedition afsted for at nå Nordpolen, eller så langt nord på som muligt.
Den Engelsk flåde satte en af deres søofficer, George Strong Nares til at lede ekspedetionen. Derfra navnet Nares Ekspeditionen.

Den 29. maj 1875 forlod ekspedition Englang med to skibe Alert og Discovery. De gik syd om Grønland og op igennem Davisstadet til Smith sund og videre nord på.
Derfor bærer strædet mellem Grønland og Canada i dag navnet Nares Strædet, opkaldt i 1964 af Danmark og Canada.

Skibet Dicovery valgte Nares at lægge i vinterhavn i Lady Franklins Bugt, i dag Hall Bassin, hvor Hall, lå begravet i land (stedet vi besøgte tidligere).
Skibet Alert med Nares ombrod, søgte videre om nord i isen. Den 1. sep. valgte Nares at gå i vinterhavn i Nordenden af Robeson Kanalen. I løbet af vinteren, lykkedes det dem at nå det længste nogen, nogensiden havde nået mod nord, Reff Ø. (Der hvor Jesper og jeg var ved for nogle dage siden).

De voldsomme ismasser overbeviste Nares om at Nordpolen ikke kunne nås fra denne vej. Så da det blev forår 1876 og skibene kom fri. Begyndte begge skibe deres hjemmerejse.
Det var også først gang, de modbeviste Teorien om det isfrie Nordpolarhav. Teorien påstod, at man ville komme ud til et frit hav, hvis man blot kom længere mod nord.
Da de kom hjem, blev Nares hyldet for en yderst godt ledet ekspedition med mange resultater.

Nares udgav selv to bøger om ekspeditionen:
– Official Report of the Arctic expedition, 1876
– Narrative of a Voyage to the Polar Sea etc., 1878

Nares Ekspeditonen efterlod også en mindeplade, ved Halls grav. med teksten:
Sacred to the memory of Captain C.F. Hall of the U.S.ship Polaris who sacrified his life in the advancement of science on Novbr. 8th 1871.

This tablet has been erected by the British Polar Expedition of 1875 who following in his footsteps have profited by his experience.

Skibet Discovery lagde også et depot ved Halls grav. Med Australsk lammekød i dåse. Noget 2. Thuleekspedition satte stor pris på mange år senere i 1916, da de passerede stedet og spiste dåserne med velbehag.

George Strong Nares:
– 1831 Født den 24. april.
– 1852-1854 Eftersøgnings ekspedition efter John Franklin. Søofficer på skibet Resolute under sir Edward Belchers overkommado. Måtte forlade skibet.
– 1854-1869 Søofficer, bl.a.:
o Chef over øvelsesskibe for kadetter og nye søfolk.
o Forfatter til The Naval Cadets Guide”
o Chef for opmålingsarbejde og undersøgelse i Middelhavet
– 1869 Forfremmet til Kaptajn.
– 1872-1874 Cher for undersøgelses af havdybder og havstrømme i Verdenshavnene. Først ham forbi Gibraltar og helt til Hongkong i 1874.
Blev til bogen: Reports on Ocean Soundings and Temperature”
– 1875-1876 Ekspeditionsleder for Nares Ekspedition bed de to skibe Alert” og Discovery.
Blev til bøgerne:
– Official Report of the Arctic expedition ,1876
– Narrative of a Voyage to the Polar Sea etc., 1878.
– 1915 Død, 15 januar.

Link
• da.wikipedia.org/wiki/George_Nares
• da.wikipedia.org/wiki/Nares_Str%C3%A6det

——————-

Knud Rasmussen, har skrevet en god bog om 2. Thuleekspedition, Grønland langs polhavet. Den beskriver hans og ekspeditioner før færden i det område vi er i. Værd at læse.

Han har skrevet følgende om Nares Ekspedition og især Beaumont, der var manden der ledede turen til Reff Ø.

BEAUMONT OG HANS MÆND
I Maj Maaned for 42 Aar siden kunde man i selv samme Omgivelser, som vi nu rejser i, se et mærkeligt Tog af syge Folk, vaklende og segnefærdige, kæmpe sig gennem Sneen, først for at kortlægge Land, senere for at redde Liv og Resultater under en uhyre byrdefuld Vandring sydover. Det var Beaumont og hans Mænd fra Nares Ekspedition.

Vi har paa denne Ekspedition passeret mange historiske Steder, men her er det, som føler vi os mere i Kontakt med hine slagne Englændere, hvis Opgaver var de samme som vore, og hvis Fodspor vi nu har fulgt hertil.

Straks ved vor Ankomst opdager vi oppe i Fjældet en Varde, som vi besøger, og vi finder her Beaumonts Beretning fra 25. Maj 1876, deponeret i et smukt og vandtæt Kobberhylster. Foruden Beretningen, som her gengives i Facsimile, er ogsaa med engelsk Grundighed nedlagt et Originalkort over de besøgte og kortlagte Egne. Idet vi udtager denne Beretning, for at den senere kan havne som et polarhistorisk Aktstykke i det engelske Admiralitet, nedlægger vi en anden i samme Varde og faar herved Lejlighed til at udtale vor Beundring for vore tapre Forgængere.

Som det fremgaar af Beaumonts Beretning, udsendtes der af Nares  Ekspedition tre store Slædehold, af hvilke vi allerede har omtalt Markhams Rejse. For Fuldstændighedens Skyld skal vi derfor her, inden vi fortæller om Beaumont og hans Mænd, berøre Lieutenant Aldrichs Rejse, som fra Floeberg Beach gik vestover langs med Grantslands Nordkyst. Trods de store Vanskeligheder, de fik at kæmpe med, ikke mindst Skørbugen, som kom til at hærge hele Nares Ekspedition, lykkedes det dog Aldrich at trænge frem til Yelverton Bay den 15.; herfra fandt han det uforsvarligt at fortsætte med sine syge Mænd. Han var da naaet frem til 85° 30 vestlig Længde og havde dermed kortlagt omtrent hele Grantslands Nordkyst. Var det lykkedes ham at trænge blot nogle faa Dagsrejser længere mod Vest, vilde han have faaet Udsigt over de store Landomraader, som det senere skulde falde i Sverdrups Lod at opdage. Lieutenant Aldrich naaede tilbage til Skibet den 25. Juni med Mænd, der var saa nedbrudt af Overanstrengelse og Sygdom, at der kunde være hændt en Katastrofe, hvis man ikke havde været saa heldig at møde udsendte Slæder.

Lieutenant Beaumont startede fra »Alert« den 20. April med et Hold paa 21 Mand, der trak fire Slæder med en Vægt, der var beregnet saaledes, at hver Mand skulde trække 218 Pd., en ret imponerende Fordring.”

I Løbet af en Uge naaede man Repulse Harbour og byggede den Varde, som vi passerede den 4. Maj, og her fandtes Pearys Beretning. Samme Sted blev et ret stort Depot nedlagt for Hjemrejsen, og man fortsatte nu videre fremefter den 27, April, ikke længere paa Havisen men langs Isfoden, ganske som vi selv havde gjort. Black Horn Cliffs passeres, og umiddelbart derefter lægges et nyt Depot for Tilbagerejsen, og Dr. Coppiner forlader Ekspeditionen, da der efter Depotudlægningerne ikke længere er Brug for ham og hans Mandskab. Allerede den 10. Maj opdager man, at en af Mændene har faaet Skørbug, og Lieutenant Rawson sendes straks tilbage med den syge for at søge at naa ned til Skibet. Men de andre nedlægger stadig Depoter for at sikre sig Retraiten, saaledes ogsaa et ved Cap Bryant, som ikke er mere end en Dagsrejse fra det forrige Depot. Herfra gaar man siden via Kap Fulford over til Dragon Point, hvor vi nu har vor Lejr.”

Da Sygdommen stadig breder sig blandt Folkene, er Beaumont snart klar over, at det ikke vil lykkes ham at trænge ret meget længere mod Nord. Han ønsker nu kun at bestige et højt Fjæld paa Nordkysten af Sherard Osbornes Fjord for herfra at tage Pejlinger ud til det Land, der maa findes og som foreløbig ligger skjult. Til dette Øjemed valgte han et stort kegleformet Bjerg, Mount Hooker, og satte nu al sin Energi ind paa at naa dette; men overalt var Sneen dyb, og da Ekspeditionen mærkeligt nok hverken medførte Ski eller Snesko, blev denne daglige Vaden op til Knæene i Sne saa anstrengende, at den tilsidst tog deres sidste Kræfter. Et Føre, som man paa Ski kunde løbe hen over, blev nu her afgørende for hele Ekspeditionens Skæbne og Resultater. Da Folkene ikke orkede mere, gik Beaumont alene frem for at se, hvorledes Fremfartsforholdene vilde være videre fremme; herom skriver han selv:

»Den Kyst, vi søgte at naa hen til, syntes mig ikke at være mere end to miles fra os, og jeg gik derfor frem for at undersøge, om ikke det skulde være lettere at rejse langs med Land. Jeg kom omtrent 1½ miles frem paa. Ak, om blot Beaumont havde haft et Par Ski, kunde han have tilbagelagt den samme Strækning paa ti Minutter.

Beaumont fortsætter:
»Mine Kræfter var da omtrent ganske udtømt, og jeg prajede Folkene, for at de kunde tage deres Lunch, men vilde hellere selv miste tre Maaltider end gaa den hele Vej tilbage.«
Ekspeditionsholdet var nu ogsaa bleven reduceret til at være en uhyggelig Skare af Mænd, som søgte at trække Slæderne frem, snart staaende stille og blot arbejdende med Hænder og Arme, trækkende Slæden frem med et langt Reb, undertiden endog liggende paa Knæ for at lette Smerterne i deres stakkels syge Ben.
Den 19. Maj skriver Beaumont:
»Ingen vil nogensinde kunne forstaa, hvor haardt et Arbejde vi havde i disse Dage, men følgende kan maaske give dem et Indtryk: Da vi standsede for at holde Lunch, kravlede to af Mændene 200 Alen paa alle fire, hellere end at gaa gennem denne forfærdelige Sne.”

Den 22. Maj maatte man begynde Tilbagerejsen uden at have naaet Mount Hooker; man efterlod herefter en Beretning paa en lille Ø Reef Island og derefter den paa Dragon Point, som vi nu havde fundet. Vi for vort Vedkommende bestemte os til kun at tage den Beretning paa Dragon Point, idet den anden, som sikkert til Dels vilde være enslydende med vor, burde staa som et Minde om engelsk Sejghed oppe i det selv samme Land, hvor Arbejdet var gjort. I de sidste Dage af Maj havde Situationen udviklet sig saaledes, at alle var syge med Undtagelse af Beaumont og Gray, og man maatte derfor til at efterlade forskellige Ting, som ikke kunde anses for absolut nødvendige, da man var naaet til det Stadium, hvor kraftesløse Mennesker maatte køres. Den første, der faldt, var en Sømand ved Navn Bawl, og en anden fulgte efter den 7. Juni. 10. Juni naaedes Depotet ved Repulse Harbour. Man havde Proviant nok, men desværre var det jo netop den Proviant, som voldte hele Ulykken.

Aabent Vand hindrede dem i at sætte over til »Alert«, og man maatte derfor bestemme sig til at rejse ned til Halls Grav. Dagen efter at man havde skiftet Kurs, var det slut med en Sømand ved Navn Dobing, og en anden Mand ved Navn Jones faldt under sin Mathed saa uheldigt, at han ikke havde Kræfter til at gaa ret meget mere. Hvorledes man under saa megen Sygdom og Udmattelse har kunnet trække Slæderne op over Gap Valley, er alle os, der har set op gennem det stenede Pas, en fuldkommen Gaade. Den engelske Vilje, der ofte kan gaa over i Stædighed, har ikke fornægtet sig her; og der er derfor ikke andet at sige, end at da der ingen anden Vej var, saa gik man op gennem Valley Passet. Vi andre kan kun blotte vore Hoveder for dem, der gjorde det. Endelig naaede man Newman Bay, hvorfra Beaumont selv, da det ikke længere var muligt at trække alle de syge Kammerater paa Slæden, havde i Sinde at gaa til Halls Grav, hvor der muligt kunde være udsendt et Hold, som ventede paa dem. Men da var det, at Heldet mødte dem og reddede dem, der endnu kunde reddes, idet de traf Lieutenant Rawson, Dr. Coppinger og Hans Hendrik med sin Hundeslæde.”

Efter et langt Hvil ved Halls Grav rejste Beaumont derefter videre tværs over Halls Bassin til Lady Franklins Bay, hvor »Discovery« laa. Efter en meget æventyrlig Tur paa drivende Isflager naaede man endelig tilbage til Skibet den 14. August.
Nu var alle Slædeholdene komne tilbage som fuldkomne Vrag, og Captain Nares maatte derefter beslutte at opgive videre Undersøgelser og forsøge paa at komme sydover, saasnart Isforholdene tillod det. Det lykkedes begge Skibene at komme ud paa Isen samme Efteraar, og fra den første Anløbshavn var det saa, at Nares afsendte sit berømte Telegram: The Northpole impracticable.”

Uddrag fra
Grønland langs Polhavet
Knud Rasmussen