De seneste tre dage, har vi virkelig kørt godt.

Det var virkelig været smukt, med store bjerge, der er godt ødelagt af vejr og is gennem tusindvis af år. På den anden sidste er det frosne hav, med masser af isblokke og revner.
Landefoden vi har kørt på, var helt perfekt, helt hård jævn is, med 2-3 cm sne på. En zone skabt af tidevand og storm.

Hundene har gået ok. Vi har dog en del hvalpe, der lige skal lære det hele. Vi har en førehund, der er ok, men hun kan ikke koncentrere sig i fulde 5-6 timer, så når det sker pludselig, så kører vi helt galt.
Når man kører på en landefod, der er 10 meter bred. På højre side er der sten og klipper. Til venstre er der isblokke og en kant ned til revner med åbent vand. Så vil vi helst køre i midten. Hvor der er jævnt og dejligt.
Men så sker det, at vi pludselig kører  helt ude i kanterne, humpende over sten eller isklodser. Hvorfor? Så må en af os ud foran.

Men helt overordnet går det rigtig godt. Så vi kan næsten ikke klage.

Igår kom vi til depot igen. Det er et depot, der ligger lidt forkert (en fejl og lidt misforståelser). Derfor er vi her allerede. Næste etape er på 250 km, så vi skal have 10 dages mad med.
Så i dag holder vi “hviledag”, så vi kan få pakket det hele sammen. Samt nyde nogle af de godter, der er i depotet.
Hundene får ekstra mad og kan få lidt hvile efter nogle lange dage.

For at kunne nyde denne ekspedition, har jeg arbejdet på det i mange timer. Brugt mange penge. Og lige nu bliver de sidste depoter lagt ud med fly.
Det var det samme i gamle dage. Det var også topmoderne ekspeditioner – set ud fra de muligheder, de havde den gang. Dog kunne de også drive jagt, og på den måde skaffe sig føde undervej. Det må man ikke i dag, så vi må ikke skyde de dyr, vi måtte møde undervejs.
I dag kræver det selvfølgelig også forsikringer, tilladelser og store krav til deltagerne, depoter og udstyr.

Her under er lidt fra Lauge Kochs forberedelse op til Jubilæumsekspeditionen, som også kørte her i netop dette område.

——
Ekspeditionspakning i gamle dage.
Det var en stor logistikplan, der også skulle laves i gamle dage. Mange ting skulle specialfremstilles, og alt skulle op med skib før eller sammen med ekspeditionen.
Derfor var det betydelige midler, der skulle til for at udruste en stor ekspedition, da man skulle have skib, besætning, grej m.v. Men der var en del pengemænd, der ville betale, og staten betalte ofte halvdelen, da kortlægning, opdagelsen af nye egne af Grønland, geologiske undersøgelser m.v. var i statens interesse.

Men alt skulle beregnes. Hvis skibet sad fast i is, skulle man kunne overvintre, på ekspeditioner skulle man medbringe ammunition, tøj osv. Hvis tøbruddet satte ind, måtte man blive der indtil næste vinter og håbe på, man kunne skaffe føde ved jagt m.v.

Her er uddrag fra Lauge Koch, proviantpakning fra Jubilæumsekspeditionen 1921, fra »Nord om Grønland, 1927«:
»Provianten bestod af Pemmikan. Den var tilberedt af det velkendte Firma Beauvais med Pearys Nordpolspemmikan som Mønster. I en Grundmasse af tørret, pulveriseret Kød og Fedt var der blandet rigeligt med Hvedemel, tørrede Urter, Sukker og Rosiner. Denne Pemmikan, der var næsten vandfri, var nedlagt i firkantede Daaser, der hver indholdt fire Pund, og Rationen var gennemsnitlig et Pund pr. Mand pr. Dag. Desuden medførtes Hundepemmikan i otte Punds

Daaser, der indeholdt Kød og Fedt af samme høje Kvalitet, men selvfølgelig uden Rosiner og Sukker. Jeg opnaaede derved at kunne bruge Hundepemmikan til Menneskeføde med godt Resultat; enkelt af Eskimoerne syntes endogsaa, at den smagte bedre end Menneskepemmikan. Derimod var vi paa et Tidspunkt af Rejsen nødsaget til at fodre vore Hunde med Menneskepemmikan, der bekom dem meget daarligt, da de ikke taalte Rosiner og Sukker. Den Pemmikan, der var beregnet til os Mennesker, kunde til dels spises i raa Tilstand – den indeholdt lidt for meget Vand og var derfor i streng Frost meget haard – dels kunde den koges sammen med Havregryn til en Grød, og den var da meget økonomisk. Vi fik paa den Maade Morgen og
Aften hver to store Tallerkenfulde Pemmikangrød, hvilket var fuldt tilstrækkeligt selv under haardt Arbejde.

Den næste Hovedbestanddel af vor Proviant var de ovenfor nævnte Havregryn, hvoraf vi brugte ca. et Pund om Dagen. De blev som Regel kogt sammen med Pemmikan. Da vi i den første Tid efter at have passeret Kap Bridgman ingen Jagt fik og maatte ofre vor Pemmikan paa Hundene, levede vi selv udelukkende af Havregrød i omtrent to Uger, hvad der bekom Eskimoerne meget ilde. Selv om de spiste usædvanlig store Mængder Havregrød, klagede de stadig over Sult, og savnede Kød i en forfærdelig Grad. Vi forsøgte ogsaa i den Tid at holde Liv et Par særlig svage Hunde ved Hjælp af Havregrød, men den var for kostbar til, at vi kunde fortsætte Eksperimentet saalænge, at det gav et godt resultat. Senere hen paa Sommeren sparede vi meget paa Havregrøden, men den blev alligevel spist op, og vi levede under næsten hele Hjemrejsen udelukkende af Kød.

Af Kaffe og The havde vi betydelige Mængder. Vi drak som regel Te om Aftenen og paa Jagtudflugter, naar man ikke skulde have noget videre at bære paa og kunde have en Haandfuld
Teblade i Lommen. Ellers var Kaffe den store eftertragtede Stimulans under Rejsen. Eskimoerne drak den i store Mængder, og til sidst, da Kaffen egentlig var sluppen op, medførte de omhyggeligt en Kandefuld gammelt Grums, som saa hver Dag højtideligt fik et Opkog, saaledes at vi i al Fald teoretisk set fik en Kop Kaffe hver Dag under Hjemrejsen.

Af Sukker medførtes der rigeligt til Kaffen eller Te Morgen og Aften til noget over hundrede Dage, men desværre viste det sig, at Sukkeret indeholdt saa meget Kalk, at det slap op længe før end beregnet, og til Trods for, at vi havde sparet hele Sommeren, havde vi slet ikke Sukker paa sidste Del af Indlandsisrejsen.

Havregrynene var oprindelig indpakket i Paphylstre, men vi gik snart over til at fylde dem i Poser, der var lettere at pakke paa Slæderne. Naturligvis sørgede vi for, at Grynene laa tørt. Kaffe og Te var pakket i vandtætte Blikdaaser, der blev kastet bort, saa snart de var tomme. Ogsaa Sukkeret var pakket paa den Maade. Desuden medførte jeg 100 Daaser Sardiner og 25 kg Chokolade. Denne

Proviant var beregnet til at udgøre et lille Maaltid midt paa Dagen. Vi gjorde da Holdt, for Kartofrafiens Skyld som Regel lidt før klokken 12, kogte en Kop Kaffe og spiste til Kaffen afvekslende en Daase Sardiner eller en Plade Chokolade. Særlig Sardinerne var meget yndede af Eskimoerne. Ved særlig festlige Lejligheder havde jeg nogle faa Daaser Marvbudding med. Som en sidste Nødproviant under Sulteperioder havde jeg et Par Kilogram Tøræg, der var ganske fortrinlige.«
Kilde: “Oplevelser i ukendt land, i Knud Rasmussens spor”

Erik

P.S: Tak for alle jeres kommentarer på bloggen, de bliver læst og sat pris på. Skal nok svare på spørgsmål hen over tid. Tak til Frank Klok for det meget fine digt, vi også fik sendt op.