Rødefjord til Harefjord, og afslutning i Ittoqqortoormiit

Efter vores fine overnatning overfor Røde Ø, padlede vi på dag 25 videre mod nord og ind i Rødefjord (der mere er et sund). Først skulle vi forbi de store isbjerge, der natten igennem havde buldret som torden, der gav ekko i det omkringliggende bjerge. Isbjergene lå som en prop ved Røde Ø, det gik fint at komme forbi og var så smukt.

Da isbjergene lå bag os, var vandet nu fyldt med mindre isklodser og små isbjerge vi zigzaggede os i mellem til det åbnede mere op. Vi var fortsat på Milne Land siden, østsiden af Røde Fjord. Efter et par timer, var vi i land efter vand og skulle tisse af. Der så vi kort efter 3 moskusokser. 

Som vi kom videre op i Rødefjord kunne vi også se tilbage ind i den store Vestfjord og den kæmpe store Rolige Bræ kom til syne.

Dagen endte med en smuk lejr, med udsigt ind i Rolige Bræ og ud over fjorden.

Dag 26 var en flot morgen med havblik og helt stille. Det var skønt fordi vi gerne ville starte med et ca. 8 km kryds over Rødefjord og til vestsiden og fastlandet. Det blev et flot kryds fordi det var skyet, men solen kom ind under skyerne og lyste isbjergene op. Det gav et anderledes lys. Vel ovre fortsatte dagen mod nord, med flere hold moskusokser langs kysten. Vi så også flere enlige sæler igennem dagen. Der er en del edderfugle med ællinger. Nogle af ællingerne  er godt nok små. Det undrer mig, at de er så små,  hvis de skal nå at blive store nok til at flyve væk, når vinteren kommer. Ellers er der forsat havlit og lom. Samt måger. Især de store mågeunger elsker at flyve ud til os og tage nogle omgang over os i kajakken. Det er lidt hyggeligt.

Hele dagen kunne vi også se over på Sorteø, Storø og de flotte stejle bjergmassiver der rejser sig på Milne Land, bag øerne.  Nu ligger der sne fra ca. 600m og op på alle bjerge og toppe. Efteråret har meldt sin ankomst.

Storø

Midt i skæringspunktet mellem Rødefjord, Øfjord, Rypefjord og Snesund står den markante og bjergryggede Storø.

Ryders navngivning
Øen blev navngivet af den danske søofficer Carl Ryder under Den Østgrønlandske Ekspedition 1891–1892. Da Ryders mandskab for første gang trængte ind og kortlagde de indre fjordforgreninger, navngav de øen Storø på grund af dens dominerende størrelse i forhold til de øvrige øer inde i selve Øfjord-systemet. 

Landskab, fjelde og mineraler
Storø adskiller sig fra de omkringliggende mere afrundede kyststrækninger ved sit yderst alpine og dramatiske terræn:

Lodrette tinder
Øens fjelde rager op over 1.500 meter direkte op af fjorden, og de stejle granitvægge kaster mørke skygger over det smalle Snesund, der adskiller Storø fra Milne Land. 

Guld i fjeldet
Geologisk set er Storø kendt i mineralkredse. I de stejle fjeldsider har geologer kortlagt rige forekomster af guld i kvartsårer, hvilket har gjort øen til genstand for flere videnskabelige efterforskningsekspeditioner.

Storø ligger som et massiv i det indre fjordsystem.

---

Dag 27 kunne vi stå op til endnu en helt stille morgen. Det er vildt fascinerende at opleve, hvor stille her kan være. Selvom du er helt stille og gør dig umage for at lytte, er der intet – absolut intet at høre.

Vi forsatte mod nord og fulgte land. Blot efter få minutter på vandet dukkede dagens første hold moskusokser op, bag nattens lejrplads. Og der gik ikke mange km, før vi spottede endnu en lille gruppe moskus oppe på fjeldet. Fantastisk. 

I den nordlige ende af Rødefjord er der endnu et område med disse imponerende røde klippeformationer der rejser sig til ca 800 meter i sirlige labyrint-agtige formationer, med bjergmassiver og Indlandsisen i ca 1.500 mesters højde lige inde bag ved. 

Vi nød de tæt på ubeskrivelige landskabsformationer, og sendte tanker mod Jordan og Petra. Det var virkelig flot. På modsatte side var Sorteø og Storø, med Milne Land bag sig, med de store klipper dækket i sne. 

Efter små 10 km drejede landet lidt mod vest og blev til Harefjord. Igen var der flere mindre flokke moskusokser langs land. Som vi kom længere ind i Harefjord blev kysten klippet og der var længere mellem lejrpladserne. De store gletscher arme fra Indlandsisen, der går helt ned til vandet fra Indlandsisen, kom til syne. De farvemæssige kontraster med bjerg, hav, is er så flotte. 

Vi havde en tanke om at komme lidt længere ind mod bunden af fjorden og ligge tættere på de to store gletschere i bunden af fjorden, men virkeligheden vandt. Det begyndte at blæse op.

Når vi er i lidt mere utilgængeligt landgangs- og lejrterræn, så har vi hver dag noteret os undervejs, hvor vi kan slå lejr eller lave en nød-landgang.

Det har vi gjort i den type terræn uanset, om det har været først/sidst på dagen, eller det har været helt vindstille. Vi har oplevet flere gange, at vandet kan gå fra havblik til trælse bølger på under en halv time.

Da der efter 4,5 timer i kajakken begyndte at komme lidt mere bevægelse i vandet, var vi obs på gode steder på lejrplads.

Vi padlede lidt længere ind i fjorden langs klipperne, men endte med at vende, da der ikke kom gode lejrpladser og vi returnerede til det sidste sted vi havde set. Det var fin lejrplads. Der dog også skulle vise sig at blive vores sidste lejrplads på turen.

Dag 28 blev en vejrfast. Fjorden lå næsten spejlblank, der var ikke meget vind. Men der var lovet regn/slud hele dagen, så alt ville blive vådt og det ville blive svært at holde varmen, hvis vi tog af sted. Og endnu sværere at få tørret noget som helst, når vi kom i land.

De sidste dage var vi også begyndt at koordinere vores hjemtransport herude fra. Tiden var ved at være gået. De to lokale fangere fra Ittoqqortoormiit/Scoresbysund, Scoresby og Åge der skulle hente os, ville helst hente os den efterfølgende dag, på grund af vejrudsigten et par dage frem. Vi lå så langt inde i fjordsystemet og næsten så langt væk fra bygden, vi kunne komme, så vi havde stor respekt for fangernes valg af afhentningsdag. Det ville blive en meget lang tur.

Det var en dag før planlagt, og med den vejrfaste dag, gik det også op for os selv, at det her var vores sidste lejr, og vi havde taget de sidste pagaj-tag. 

Da regn og slud endelig holdt op og det klarede op om aften, var det er flot syn. Vinteren bankede på med sne på alle bjergene, nu ned til ca. 200 højdemeter.  

Dag 29 gik med at pakke ned og kl. 10, kom Scoresby og Åge i deres mindre joller. Vi fik pakket, kajakken og mig i en jolle og Tine og udstyr i den anden. 

Vi nåede på vores 28 dage herude at have 4 vejrfast/hviledag og 24 padledage, hvor vi fik padlet 557 km. 

Vi mistede lidt padledage i starten, mens vi ventede på skibet med kajakken, men det gav nogle andre eventyr. 

Så var det ellers afgang i jollerne. Vi kunne nyde turen ud ad Harefjord i havblik. Foran os lå den spektakulære Øfjord med de store bjergmassiver. Den eneste side/strækning af Milne Land vi ikke havde padlet.

Øfjord (Ikaasakajik)

Øfjord (grønlandsk: Ikaasakajik) udgør den centrale, spektakulære færdselsåre midt i det indre Scoresby Sund. Fjorden strækker sig over 60 km mod nordvest fra Bjørneøer (Nannut Qeqertaat) ned til Rødefjord og skærer sig lige igennem det alpine landskab mellem Milne Land og Renland.

Navn og grønlandsk betegnelse
Grønlandsk navn
Ikaasakajik betyder reelt “det mindre gode sund” eller “det vilde sund/gennemfart” på østgrønlandsk, hvilket hentyder til det strømfyldte og isfyldte farvand, som kan gøre sejlads udfordrende.

Dansk navngivning
Fjorden blev kortlagt og navngivet af Carl Ryders ekspedition i 1891–1892. Ryder og hans folk kaldte den Øfjord, fordi fjorden mod sydvest er spækket med øer ved mundingen (Bjørneøer) samt mindre øer som Storø inde i selve fjordgreningen. Men er Øfjord er, ligesom Røde fjord, mere et sund end en fjord. 

Landskab og isbjerge i verdensklasse
Selvom der ikke er knyttet store historiske helårsbopladser til selve fjorden, regnes Øfjord for at være et af de mest storslåede scenerier i hele Arktis:

Lodrette granitvægge
Fjordsiderne kaster sig næsten lodret ned i det mørke dampende vand fra bjergtinder, der knejser op i 1.500 til 2.000 meters højde.

Isbjergenes motorvej
Øfjord fungerer som en naturlig udstrømningskanal for de mægtige indlandsis-gletsjere dybere inde i systemet (blandt andet fra Rolige Bræ, Rypefjord og Harefjord). Store isbjerge driver i en uafbrudt parade gennem fjorden ud mod Hall Bredning, hvilket gør farvandet til et af de mest dynamiske isområder i fjordsystemet.

---

Vi havde glædet os til opleve turen ud igennem Øfjord. Det var super flot men blev også en bumpet tur i de to små joller, da der var fjordvind med dønninger og bølger. 

Vi nåede til Bjørneøer efter 2 timer, hvor vi holdt en kort pause. De næste 4 timer var fuld fart mod Ittoqqortoormiit/Scoresbysund. 

Desværre var der kommet noget vind, så det blev en lang og bumpet tur, hvor vi stod op det meste af turen, for at tage lidt bedre fra. Men ellers var det en flot tur, hvor vi kunne se ind på Jameson Land hvor vi padlede til en start. 

Efter godt 6 timer og små 260 km, var vi fremme. Jollerne blev læsset af og løftet op på land med en kran. En lang tur for os alle var vel overstået. 

Vi blev hentet og indkvarteret på Guest House. Her skal vi bo til vi skal hjem over. 

Ittoqqortoormiit/Scoresbysund

Ejnar Mikkelsen, visionerne og det storpolitiske spil (1924–1925)

I begyndelsen af 1900-tallet drøftede man i Grønland mulighederne for at skaffe den voksende vestgrønlandske befolkning bedre jagtmuligheder. I 1911 blev det foreslået at grundlægge en ny bebyggelse ved det ubeboede Scoresby Sund, hvor jagtområderne var overdådige. Tiltaget havde også betydning for staten for at fastholde dansk suverænitet i det østlige Grønland over for norske interesser.

Planen blev ført ud i livet i 1924, og “Scoresbysund-Komiteen” blev stiftet.  Komiteen indkøbte skibet “Fox II”, som blev omdøbt til “Grønland”.

Den 10. juli 1924 stævnede “Grønland”, med polarforskeren Ejnar Mikkelsen  og besætning, ud fra København, tungt lastet med tømmer, proviant og udstyr. Skibet ankom til mundingen af Scoresby Sund den 24. juli, men tæt på Kap Tobin blev det fanget i drivisen og mistede roret. Uheldet gjorde det umuligt at gennemføre den planlagte rekognoscering inde i fjorden, så mandskabet måtte handle hurtigt. De valgte Ferslew Pynt i læ af Hvalrosbugt som stedet for den nye koloni, hvor materialerne hurtigt blev losset. “Grønland” sejlede derefter retur, mens syv mand overvintrede: ekspeditionslederen, tre tømrere og tre videnskabsmænd. De opførte et stort beboelseshus ved det nuværende Ittoqqortoormiit samt mindre huse ved Kap Stewart, Kap Hope og Kap Tobin til de kommende grønlandske familier.

Den 1. september 1925 ankom den første gruppe af nybyggere ombord på skibet “Gustav Holm” (det tidligere “Grønland”). Båden medbragte omkring 70 grønlændere fra Ammassalik og 15 fra Vestgrønland. Jagten var en umiddelbar succes, og allerede det første år opnåede fangerne enorme fangster af isbjørn og sæl. Bebyggelsen blev hurtigt udvidet, blandt andet med en familie på 10 fra Vestgrønland i 1926 og yderligere 31 personer fra Ammassalik i 1935.

Det storpolitiske spil
Bebyggelsen af Scoresbysund var et bevidst og gennemtænkt træk for at slå dansk overhøjhed fast over Østgrønland. Bosættelsen blev ét af de mange argumenter, da Den Internationale Domstol i Haag i 1933 endeligt tilkendendte Danmark den fulde suverænitet over hele Grønland.

Byens udvikling, demografi og fangerøkonomi (1925–nutid)
De grønlandske familier slog sig oprindeligt ned i bygderne Kap Stewart, Kap Hope og Kap Tobin, som lå tæt ved de bedste jagtpladser ved åbent vand. Kap Stewart måtte dog opgives i 1930 på grund af voldsomme snemængder. I 1947 flyttede fangerfamilier til en ny bygd vest for Kap Brewster på sydsiden af fjorden, og fangerne benyttede også i lange perioder Sydkap som jagtbase. Med tiden blev der opført jagthytter rundt om i hele regionen, blandt andet i Hurry Inlet, på Stewart Ø, langs kysten af Jameson Land og på østkysten af Liverpool Land.

Selve hovedbyen udviklede sig støt. I 1927 fik man en radiostation, og i 1928 blev bebyggelsen udvidet med 10 nye huse og en kirke. I 1932 overtog byen et fransk ekspeditionshus, opført i forbindelse med Det Internationale Polarår, og indrettede det som hospital. Under Anden Verdenskrig deltog nogle lokale fangere i Nordøstgrønlands Slædepatrulje, mens amerikanske styrker drev en vejrstation i Hvalrosbugt. En større vejr- og radiostation blev etableret ved Kap Tobin i 1947 og var i drift helt frem til 1980.

Demografien og erhvervet har ændret sig markant over årene:

Indbyggertal
I 1983 boede der 509 mennesker i området (430 i selve Ittoqqortoormiit og 79 fordelt i bygderne Kap Tobin og Kap Hope). Siden er bygderne blevet affolket, og i 2023 boede alle regionens 354 indbyggere samlet i Ittoqqortoormiit.

Fangererhvervet
Hval- og isbjørnefangst har altid været livsnerven i samfundet. I 1983 var der 77 personer med licens som erhvervsfangere, men i 2022 var tallet faldet til blot 10 fuldtidsfangere samt omkring 60 deltidsfangere. Som jeg kan forstå det er der 8 fuldtidsfangere i dag.  

Der skulle ikke være en egentligt mulighed for storskala-fiskeri her, er det i dag turismen, håndværk og den offentlige sektor, der sammen med den traditionelle jagt udgør grundlaget for livet her i en af verdens mest isolerede byer.

---

Vi brugte dagene her i Ittoqqortoormiit/Scoresbysund, til at tørre, ordne og sortere vores udstyr, så kajak og det meste udstyr kunne sendes med forsyningsskib retur til Danmark igen i slutningen af september, vi indleverede det kort før vores afgang. 

Vi har gået flere små ture og hilst på forskellig folk. 

Vi var forbi og hilse på Politiet, Allan og Kristoffer, vi mødte i starten af turen oppe ved lufthavnen 38 kilometer herfra. 

Vi fik afregnet og sagt tak for hjælpen til Scoresby og Åge. 

Vi har været på kirkegården for at hilse på faren til en god bekendt, der har boet her i bygden i mange år. Og efter 4 uger på tørkost, fik vi handlet lidt brød og pålæg.

Vi gik en tur ind i Hvalros bugt, hvor flere af byens hunde også står.

Byen får også besøg af mange krydstogtskibe. Bare denne sommer, de sidste par måneder, hvor der har været isfrit, har der været 65 af de større krydstogtskibe. Dertil kommer de mange kommercielle og private sejlskibe.

I lørdags var der ca 150 kinesere i land, og man kunne se mange små grupper, hvor alle gik knaldrøde jakker og redningsveste på. 

Så åbner de lokale det lille museum og kirken. Der er også mulighed for at komme til/opleve et kaffemik. Så der er lidt forskellige tiltag. Som vi forstår det, så betaler krydstogt selskaberne en lille beløb per person.

Det var mærkeligt pludselig at være være tilbage i noget, der ligner civilisationen igen. I de 4 uger, vi var inde i fjorden, har vi 3 x 15 minutter set og snakket med andre mennesker. Men det er lige så mærkeligt, hvor hurtigt det føles som langt tiden siden, vi var var ude i det øde fjordsystem.

Nu skal turen lige bundfælde sig. Det var en vildt flot tur, med rigtig mange fantastiske oplevelser. Vi fik også vores udfordringer og vi lavede om i planen undervejs. Sådan er rigtige eventyr. 

Vores hjemtur gik med helikopter fra Ittoqqortoormiit/Scoresbysund til Nerlerit Inaat lufthavn/Constable Pynt, på små 15 minutter. Det var næsten som at komme hjem, efter vi var installeret der hele den første uge af vores tur, mens vi ventede på det forsinkede forsyningsskib, med vores kajak og udsyr. Vi fik sagt hej, farvel og måske på gensyn, til alle. 

Så var det med det lille Twin Otter fly til Akureyri, Island på godt to timer. 

Vi overnattede i Akureyri, hvor vi også kunne gå en tur ud og spise. 

Nu er vi på vej hjem over Reykjavik og Keflavik. Så skal vi hjem og fordøje de mange fine oplevelser Grønland har forkælet os med denne gang. Efter i alt 42 dage på tur.

Vil du selv til Scoresby Sund fjorden eller Ittoqqortoormiit?

Drømmer du selv om at opleve den store Scoresby Sund fjord eller/og Ittoqqortoormiit/Scoresbysund?

Så er her lidt af de muligheder, jeg vil anbefale. 

Bøger
Så kan du opleve det via bøger som:

• Scoresby Sund af Peter Schmidt Mikkelsen
• Ittoqqortoormiit Jubilæum ukiut 100 år af Bent Nielsen

Eller udforskningens ekspedition af Carl Ryder kan du hente gratis her:

• Den Østgrønlandske Ekspedition i årene 1891–1892 af Carl Ryder, Meddelelser om Grønland, tidsskrift.dk

Krydstogtskibe/sejlbåde
Vil du virkelig gerne selv her op og se den store fjord Scoresby Sund, så er den letteste måde med skib men det er dyrt. 

Krydstogtskib 
Hvis man tager en af de store krydstogtskibe er det “billigst” men det er ofte længere tur. Flere starter på Island, tager til Scoresby Sund, op i Nationalparken og så til Svalbard eller omvendt. De tager ca. 2-3 uger. 

Sejlskibe
Der er en række selskaber der har forskellige sejlbåde her oppe hele sommeren, hvor man er her i 8 dage. 

De kommer godt omkring i fjorden og der er 8-12 gæster ombord. 

Det er dyrt, men det er en mer rolig og fin oplevelse. Man ankrer op forskellige stede for at sove der, og man kan følge med når man sejler. 

Personligt ville jeg tag de større gamle sejlskib. Da det virker som der er mere plads på dækket til at opleve området når man sejler. 

Jeg kender ikke selskaberne, men der er to rejse arrangører, vi har mødt som jeg synes virker interessant ift deres ture. Men det koster omkring 8-10.000 euro for 7-8 dage. Men undersøg det selv. 

• Linden, et tre master træskib med 12 gæster, sv-linden.com
• North Sail, har tre gamle sejlskib, der sejler sammen men 8-12 gæster per båd, northsail.com

Vinterture/besøg
Vinter kan noget helt andet i den del af Grønland. Her kan man også komme op og køre hundeslæde eller gå på mindre skiture. 

Vi hører om flere der kommer her op. Men jeg har ikke støt på nogle firmaer, der arrangerer ture. Men det skulle være muligt. Prøv at søge selv. 

Egen ekspedition 
Så kan du også tage her op selv, som vi gør. Det vil jeg kun Men jeg anbefale, hvis du i forvejen har meget erfaring i det du vil. 

Området er tilgængeligt både til vinterture eller kajakture som vores. Uanset skal man være indstillet på at klare sig selv, og være langt væk fra civilisationen.

I kajak er der store kryds undervejs og vejr, der kan ændre sig pludseligt. Du skal  også kunne være i og sove i telt, i et område med isbjørne. 

Du kan du læse om de ting i mine tidligere indlæg. 

Husk det er et af de mest afsidesliggende og øde steder i verden. Logistikken med at komme her op med fly og helikoptere er ok, men kan være lidt omstændigt at få på plads. Og så er det dyrt. 

Skal du her op på en arrangeret rejse, vil jeg altid købe en rejse, hvor rejsen “starter” på Island, således at flyrejsen (sejladsen) fra Island til Grønland er inkluderet. Og så ha’ styr på dine forsikringer, og det der står med småt i betingelserne.

---

Tak for du ville se med. Håber det både kan inspirere til små og store eventyr. 
Erik

Relateret indlæg

• Scoresby Sund i kajak, 40 dages kajakeventyr i Nordøstgrønland

Indlægget er opdateret: 8. september 2026