Vi stod igen “tidligt” op og kom afsted. Igen i dag lå disen/tågen helt tæt. Da jeg stod op var disen der ikke, men kort efter kom den ind, og disen var virkelig våd, nærmest som let støvregn. Jeg var virkelig imponeret over, hvor våd disen kunne gøre vores ting, mens vi pakkede.
Da vi padlede ud ud i disen, var det virkelig smukt og helt eventyrligt. Da der også var havblik, flot isbjerge og klipper.
Vi var heldig at det kun var en let vind og stort set ingen bølger.

Vi skulle virkelig kort i dag. Da vi bare skulle ned til øen Uunartoq, som vi padlede forbi igår. Her ligger de varmekilder, der er berømte for dette område.
Vi tog den modsatte side af øen, så vi lagde os på østsiden. Vi var faktisk overrasket over at se to beboet huse eller sommerhuse på den nordlige del af øen. Det var faktisk her vi var blev anbefalet at lægge ind.

Vi padlede lidt ned på øen og lagde ind ved en gammel inuit boplads. Der var markeret på korte.
Det var igen en fed oplevelse, nok kun for mig. Som alle steder her oppe, så ser man en fin lille stenstand på afstand, i læg af nogle store sten. Perfekt til landgang med kajak. Når vi så padlede ind og lad kajak lægge til og stiger ud. Ser det allerede ud til der er gode muligheder for en god lejr. Så snart vi træder op fra stenstrand, står vi i den første inuitruin, en vold fra et sommertelt. Jeg ser mig omkring og opdagere med det samme gravene, kun 15 meter fra hvor de har boet. Længere oppe ser der ud til at være køddepoter.

Det fede i den oplevelse er, som min gode ven John Andersen siger. Hvor der er godt at gå i land med kajak, har det altid været godt at går land! Og selvfølgelig er der stort set altid ruiner fra inuit de steder.  Det giver en følelse af kontakt med det gamle at komme på den måde.
Men af i respekt for steder og de døde, så gik vi højre op end normalt og slog lejr, for ikke at komme til at ødelægge noget.
Det skal dog sige at alt det jeg beskriver, af ruiner, grave og køddepoter, ikke er meget og for en der ikke kender til det næppe ville se det. Jeg elsker det, Karen er pænt ligeglad, må jeg desværre sige.
Vi slog lejr igen, efter sølle 1,5 time på vandet, så var det ud med alt.
Da teltet og grejet var oppe, så indrettede Karen sig, og jeg var rundt og fornemme denne fine sommeboplads.

Efter en gang frokost, gik vi på tur. Først op og se de varmekilder på afstand. Der er en lille hytte og et skur, til omklædning. Der var nogle der allerede bade og vi havde set flere både ankomme. Så vi gik igen og gik en tur op på den nordlige del af øen, og gik op på det lille bjerg. Vi fandt lidt flere gamle grave, men der var også en rigtig lille kirkegård. Udsigt var der ikke meget af, da disen vandt i dag og. Lev liggende.
Vi kunne også nyde nogle ravne lege omkring os.

Lige ved den nordlige del af øen, er øen smal og timeglasform. Der er en mole og flyde bro, her kan bådene lægge til. Der var en af de små rutebåde inde pg lå tre andre.
Der lå også en større teltlejr, med omkring seks små telte og et stort fællestelt, virker som et sted, hvor man kan leje/køb en overnatning på øen. Dog så det tomt ud.
Tæt på fandt vi også den første gamle inuit vinterhus, med krybegang og det hele. Sjovt det er her vi ser det første gang, samt det er ikke ofte der både er vinter og sommerboplads i samme område, så er nok ikke helt fra samme tid.

Vi kom igen op til de varme kilder og der var fire børn, der lege i dem varme kildent nød livet. Vi viste der skulle være endnu en varmekilde, lidt ned så den fandt vi. En lille sø på fem meter i diameter, der var skabt ved at lave en dæmning, og den var dejlig varm. Så vi kom i badetøjet og hoppede i. Var helt perfekt, dejligt varm, som et godt varmt brusebad. Det var noget andet en disen og den kolde vind, vi havde faktisk to lag langtundertøj på, dunjakke og regntøj.
Her lå vi og hygge os en halv times tid. Midt i den lille sø, pillede det varme vand op, med de små svolbobler. Karen havde glædet sig til drejer i lang tid, så hun var glad. I hvert tilfald til vi skulle op, fordi det var ikke blevet varmere.
Efter alle de indtryk, gik det hastigt tilbage til teltet, for hygge og nogle varme soveposer.

Jeg fik et kæmpe chok her til aften, da det gav et ordentlig brag, som så mange gang før, når et isbjerg går fra hinanden.
Kort efter blev stilheden afløs af en brusen af bølger som på vesthavet. Jeg flåde teltet op og kun se pænt store bølger Hammer ind på stranden og det var højvande. Så jeg sprang i støvler og løb mod stranden og kajakken, mens jeg råbte til Karen hun skulle tag min tørfrugt og støvler.
Først ved stranden kunne jeg ånde lettet op, da bølgerne stoppe en halv meter fra kajakken, som vi havde trukket rigtig langt op.
Ude en fjorden var en af de helt store isbjerg knækket i to, de dønninger der fra, blev til store bølger, når de ramte det lave vand på stranden.
I ca. fem minutter, var der Vesterhave, så sinkede roen sig igen over området. En god bekræftelse af kajakken altid skal langt op, og binden den godt fast til en sten!

Igen mange fede oplevelser. Her under er der mere historietime, fra Mikkel.

Påvirkninger af fangstkulturen 1600-1900
Efter år 1450 fik inuit også kun et par hundrede år alene i Grønland som eneste folkeslag, da der allerede ankom hollandske og engelske hvalfangerskibe til Grønland i midten af 1600-tallet. På vestkysten er der mange beretninger om møder mellem inuit og de europæiske hvalfangere. Ingen af europæerne var på dette tidspunkt særligt interesserede i at handle med inuit, men til gengæld var inuit meget interesseret i at få fat i nye materialer og genstande fra europæerne. Det forløb for det meste fredeligt, men der var også eksempler på sammenstød. Hvalfangere kom hvert år mellem april og september måned til vestkysten med en masse nye produkter og indtryk fra det europæiske kontinent. Inuit så at skibene sejlede væk når vinteren kom, og kunne derefter opbygge et lager af bl.a. skind, hvalbarder, spæk og vandttæt skindtøj til handel med hvalfangerne på næste års møde. Til gengæld fik inuit f.eks. metalgryder, glasperler, stof, knive, kroge, jernnåle og porcelæn. De europæiske genstande blev statusobjekter for inuit og handlen var så skelsættende at inuit stoppede med at leve som nomader i Grønland, undtagen i Østgrønland, og istedet bosatte sig fast i permanente fælleshuse på de steder, hvor hvalfangerne kom hvert år. I nogle tilfælde overvintrede søfolk hos inuit, og der blev selvfølgelig også udvekslet mere end varer mellem inuit og de nytilkomne mænd. Derfor var inuit heller ikke overraskede over at Hans Egede ankom i 1721, men kun over at se kvinder og børn på skibene, og at folkene ikke sejlede væk da vinteren kom. Inuit i Østgrønland startede først en lignende samfundsudvikling omkring år 1900, hvor Vestgrønland havde allerede ændret sig fundamentalt. Sammenpresningen af mennesker i Sydgrønland var blevet endnu større i 1800-tallet, hvor der både var kommet handels- og missionstationer samt hundredvis af nye tilflyttere fra Østgrønland.

I 1800-tallet lavede KGH en strategisk påvirkning af fangerne i Syd- og Vestgrønland og opfandt et nyttigt billede af grønlænderen som sælfanger i kajak. Den oprindelige opfattelse af fangeren der altid fulgte fangstritualerne, uden at være kræsen på havet, blev med vilje modarbejdet af KGH og erstattet med et nyt billede af fangere der pludselig var “grønlandske” og som kun fangede sæler (til KGH selvfølgelig). Dertil skulle KGH-fangeren være god til at sejle i kajak, og de dygtigste blev hyldet offentligt af KGH i den landsdækkende avis efter 1861 og i forskellige konkurrencer. Det gav selvfølgelig igen store materielle og psykologiske ændringer hos datidens familier i Grønland, men den mentale påvirkning blev endnu mere synlig da sælerne pludselig udeblev af fangsten i midten af 1800-tallet, og KGH derefter var nødt til at omvende KGH-fangerne én gang til, for at de kunne overgå til fiskeri. Dette skift virkede derfor ikke-grønlandsk og nedværdigende i KGH-fangernes ører i lang tid. Man skulle både være kristen og (sæl)fanger for at kunne kalde sig selv for grønlænder.

Et eller andet sted midt i overfangsten af sæler, midt i folks hungren efter KGH’s varer og ægteskaber med danske mænd, midt i kajakkonkurrencerne og i den nationale vækkelse med Danmark som forbillede, forsvandt frygten for inuits centrale guddomme fra Syd- og Vestgrønland. Den frygt havde ellers vist sig at være velbegrundet hos inuit gennem mange generationer af fangere i det arktiske Canada og Alaska samt i Grønland. I alle de arktiske områder var Havets Moder en straffende guddom (ligesom Månemanden) der skabte sult, misfangst og alle mulige forfærdelige straffe for mennesker. hvis de brød normerne og afveg fra fangstritualerne eller tabureglerne. Hun var kendt under flere navne, herunder Nerrivik, Immap Ukuaa, Sedna, Sassuma Arnaa og Nuliajuk. Det er tankevækkende at de syd- og vestgrønlandske fangeres brud med inuitkulturens normer startede samtidig med koppeepidemien i 1733-34, der nær havde udslettet hele Grønlands befolkning, og at samfundet i Østgrønland også blev opløst efterfølgende gennem hungersnød, misfangst, sygdomme og bølger af hævndrab i 1800-tallet. Derudover var Månemanden også en straffende guddom, der både var en personificering af månens “inua” (et afgørende livsprincip) og samtidig knyttet til mandens potens. Han kendes også som Aningaaq eller Qaamatip Inua. Han kunne bl.a. kontrollere forholdet mellem højvande og lavvande, samt regulere muligheden for at kvinder blev gravide eller kunne føde levende børn. Her er det også tankevækkende, at sælfangsten pludselig oplevede massive udfordringer i midten af 1800-tallet, der bl.a. medførte kraftig underernæring af børn og voksne som fik tuberkulosen til at eksplodere. Sælernes forsvinden betød også mangel på skind til konstruktion af kajakker, og sådan kunne erfaringerne med at anvende kajak ikke blive ført ordentligt videre, og mange fangere blev derfor “kajaksvimle” og druknede.

Skrevet af Mikkel Ring Jørgensen.
Vi kender hinanden privat fra Grønland af, og fra fælles interesser. Mikkel har bl.a. været medforfatter til en officiel historiebog udgivet af Grønlands Selvstyre, og har skrevet mange andre materialer beregnet til undervisning og formidling generelt. Mikkel brugte den første del af sit voksne liv med at rejse til Grønland på et personligt eventyr der varede flere år, hvor han oplevede mange sider af samfundet og naturen. Han var derudover den eneste dansker der studerede bl.a. inuitkultur, arktisk arkæologi og det grønlandske sprog på Grønlands Universitet. Mikkel er i dag uddannet på både universitetet, seminariet og konservatoriet i Danmark med forskellige uddannelser, og arbejder i Jylland med uddannelse og udvikling.

Turdata:
Dato: 24. juli
Dag: 33
Lejr: 26
——
Kajak
Km, kajak: 5,8 km
Km, kajak, ialt: 376,5 km
Afgang: 09.40
Ankomst: 10.00
——
Vejr: Diset og overskyet.  En våd dis, med næsten støvregn til tider. Kortvarigt opklaring. Let til frisk vind fra sydvest. 6-8 grader.

Indlægget er opdateret: 25. juli 2021