Regnvejrshilsner fra paradis

Tine: Regnvejrshilsner fra paradiset for vand- og luftbårne væsner. Vi glædes over, at vi næsten hører til i kategorien “vandbåren” i disse måneder. Det har ikke det bedste vejr for dem, der bevæger til på to eller fire ben på landjorden.
Det har regnet igen i dag, dog kun en masse byger, og nogle gange var regnen så blid, at vi næsten blev lidt mere tørre i forhold til vores udgangspunkt. Vi var begge indstillet på at komme afsted, hvis der ikke var vind. Der ventede os en fin dag i vanligt bjergrigt terræn, og fornøjelsen af flere øer på venstre siden (vi har været langs højre siden igen i dag).

Jeg har været træt i kroppen i dag. Jeg fik forvarslet allerede før vækkeuret ringede, da jeg vågnede ved at den ene skulder værkede og ikke kunne finde ro. Da vi kom i kajakken var det også den ene side af brystkassen, der brokkede sig.
Jeg starter altid dagen i kajakken med at trække vejret, altså koncentrere mig om at trække vejret og få ro på kroppen. Sådan lidt meditations agtigt, men alligevel ikke helt, da jeg skal bevare mig lidt samtidig. Jeg har også forsøgt at lukke øjnene nogle gange, men det ved Erik ikke – jeg har jo ansvaret for udkigsposten deroppe foran. I dag forsøgte jeg, at få lidt ekstra ilt ud til de gamle slidte kropsdele, jeg synes det hjalp en lille smule.

Det er i disse uger et fåtal af firbenede dyr, vi har set, desværre. Men der er stort set heller ikke noget land, hvor vi skulle have chance for at se dem, når vandet står så højt. Vi var i land og holde pause et sted, hvor der lå en lidt ældre stor bjørnelort, hvor der efterfølgende var en ulv eller ræv, der lige skulle markerer sig ved at lægge en lort oven på. Det er det tætteste, vi har været på et firbenet dyr – så vidt vi ved.

Til gengæld har vi fornøjelsen af en del fugle. De er så imponerende, og det er sjovt at genkende deres adfærd, når vi har set det så mange gange. Eksempelvis når de har unger og vil lokke os væk, vil skræmme os væk, eller bare er nysgerrige. Jeg kunne godt unde fugleinteresserede at være med herude og opleve lidt af det.

Vi er kommet et fint stykke videre og ligger nu i lejr på en lidt ø spids. Vi har hængt tøj til tørre et par gange i mellem de seriøse regnbyger, alt tørring er så velkommen, det går bare ikke helt så godt. Det er samtidig en lejr med et heftigt antal myg, knot og fluer, så vi har gemt os bag myggenet og en brændende myggespiral.

Stilheden gør indtryk, det er vildt imponerende så stille her kan være. Når fuglene og insekterne er gået til ro, når vinden har lagt sig, og der ikke er noget i nærheden som floden kan skvulpe omkring. Så er her meget stille. Jeg kan ligge og lytte efter bare en lille lyd, men der er intet at lytte til, vi er bare omgivet af et kæmpemæssigt lydmæssigt tomrum.

Jeg nyder stadig at være herude langt det meste af tiden, og er så taknemmelig for at have muligheden for at være her. Men hjernen er super primitiv – i hvert tilfælde min. Jeg har vænnet mig til nogle ting herude, ting som naturen selv har været med til at vænne mig til. Ting som egentlig er ret basale. Men nu hvor de ændres, så må jeg tage mig selv i, at mit nok så primitive sind irriteres.
Muligheden for at få tøj skyllet op og/eller tørret – måske ikke hver dag, men flere gange om ugen. De mange muligheder for super gode lejrpladser, på øerne eller brederne, hvor stort set alt er oversvømmet nu. Nu er der langt i mellem dem, og vi kan nemt lede i 30-40 minutter. Den nemme adgang til vand til mad og drikke fra de små vandløb, nu er der stadig godt med vand i alle vandløb, men nu hvor vandet står op til den tætte beplantningen kan vi nemt ikke gå i land eller lægge os ind til kanten og tanke op.
Omvendt glædes jeg over de gange, jeg kan tisse uden at blive stukket eller bidt af myg og fluer de tarveligste steder, hvor jeg fra start har oplevet myg stort set alle steder.

Det er jo nok ganske rammende for, hvordan jeg (vi?) tilpasser os de rammer, vi sættes ind i i nye situationer. Men også hvordan det kan forstyrre, når de rammer ændres, og jeg samtidig er lidt slidt. Det koster for mig lidt ekstra energi at finde ud af/vænne mig til at gøre noget andet, selvom det lige så vel kunne havde været præmisser, der havde været en del af turen fra start. Det ville jo bare være nemmere, hvis alting bare var det samme. Al det der forandring – når det ikke er mig selv, der har besluttet at forandre det – er altså lidt besværligt!

Her er jo rigeligt med tid til at tænke over tingene herude i vildmarkslandet 🙂

God nat fra vildmarken,
Tine

Dag/lejr: 62/53
Km/km ialt: 62,0/2580,7 km padlet (vandret af Chilkoot Trail 64,7 km)
Højde vi ligger i: 29 meter
Vejr: 12-18 grader. Masse af skysystemmer i forskellige højder, masser af regn, ca 70% af dagen, lyse perioder uden vi så solen. Svag vind.
Pos: Se under ”GPS-kort”, for at følge vores rute.

Samarbejdspartner, Yukon River

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *