Tine: Vi må videre, der venter os et par tusind kilometer flod ude i horisonten. Endnu en god solid morgenmad blev indtaget, inden hotellets philipinske hjælpsomme mand kørte os, vores kajak og alt vores grej de 300 m ned til floden.

I kajakken igen og vores første stop var allerede efter 5 km, Moosehide Village. En gammel indianer by, Tr’ondëk Hwëch’in (Hän) indianerne, der blev “tildelt” indianerne af de hvide guldgravere tilbage i 1897. Indianernes oprindelige fiskelejre lå i Dawson ved udmundingen af Klondike floden. Da de hvide guldgravere gjorde deres indtog i Dawson, var der ikke plads til indianerne, og de flyttede ud af Dawson (nok nærmere forvist). Indianerne tog stort set ikke del i guldfesten, da det var ilde set, at indianerne gjorde krav på land, og kun meget få indianere havde jordstykker i den periode.
Til gengæld skulle indianerne leve med at alt skov og vildt blev taget af guldgraverne.

I dag er det kun et par stykker, der bor fast i Moosehide, de sidste 50 år har indianerne boet i Dawson igen. Husene står stadig pænt, og fungerer mere som weekendhuse. Byen er også kulturelt samlingssted for indianerne, hvor de bevarer og genopliver deres kultur. Så er der 3 børnehave stuer fra Dawson, der hver en gang om ugen har deres dag i byen. De sejler i en lille motorbåd fra Dawson til Moosehide, hvilket forklarede, hvorfor der der så fint hang 10 små redningsveste på et stativ, da vi gik i land.
Moosehide City, Yukon

Videre padlede vi ned ad floden, igen en rigtig smuk strækning. Næste stop var ved det efterladte hus, hvor “Iron Man of the Yukon” (Percy De Wolfe ) havde boet gennem mange år. Fra 1915 og 35 år frem til 1950 (hvor flyvemaskinen tog over) fragtede han post mellem Dawson, Canada og Eagle, Alaska. En strækning på 340 km, og tur/retur tog 8 dage. Om vinteren var det med hunde- eller hesteslæde, og om sommeren var det med båd. Hans næsten overnaturlige evner til kontinuerligt at udbringe post i den barske natur gav ham i 1935 en sølvmedalje fra Kong George V for hans dedikation og bidrag til området.
For at ære Percy og den stamina og pligtopfyldenhed han udviste, blev der i 1977 etableret hundeslædeløbet “Percy De Wolfe Memorial Mail Run”, der sidenhen er blevet et full blown race, som samtidig er kvalifikationsløb til det berømte Iditarod hundeslæde løb.

Det var heller ikke dedikation, der manglede hos Erik, da vi gik i land for at se resterne af Percy’s hus og redskaber. Der var ikke umiddelbart noget at se, da vi kom op i skov-/kratkanten, men det stoppede ikke Erik fra at fortsætte eftersøgningen på den anden side af en lille elv, hvor der også bare var 1,5 højt krat med mere eller mindre skjulte væltede træstammer. Vi havde læst, at huset tidligere var brændt, men erik havde et billede fra 1977, hvor der skulle være en rest af Percy’s slæde. Erik mente, at der havde gået nogen (..eller noget!? Der var flere elgspor ved breden). Tålmodig kæreste som jeg kan være, kæmpede jeg mig med i kajaktøj, sprayskirt og redningsvest. Der gik en god stund, før Erik ville gi’ fortabt, men til sidst gik vi tilbage i kajakken smurt ind i små grønne bladlus. Det er vel også en slags eventyr!

Vi sidder nu glade, mætte og trætte i teltet på en ø med Yukon floden i forhaven og torden i bjergene i baghaven. Men inden vi slutter helt for i dag, skal du lige have endnu en rigtig god historie med, som vi begge holder af.

Klondike og drømmen om guld har været en stor og meget anvendt historie i underholdningsbranchen. Vi har fundet flere gode eksempler, og har udvalgt de par stykker, vi selv holder mest af, og vil dele med jer. Den første kommer her.

Onkel Joakim’s Klondike eventyr

Onkel Joakim, Klondike guldeventyr

Husker du, at vi en sjælden gang i mellem i vores Anders And blade er taget med ind i Joakim von And’s eventyrlige univers omhandlende hans rejser i hans ungdoms og voksen år? Og historien om hans først tjente 25-øre, lykkemønten, der er grundstenen i hele hans formue. Mange flere penge er siden hen tjent, og det er her at kobling til vores kajak ekspedition kommer.

Klondike er et meget vigtigt sted i Disney universet. I modsætning til Andeby, Langtbortistan og mange andre steder, man kan læse om i Anders And & Co., eksisterer Klondike i virkeligheden.

Klondike er stedet, hvor Joakim von And grundlagde sin formue som guldgraver, og der, hvor han måske også mødte sit livs store kærlighed.

Joakim von And er født i Glasgow i Skotland i 1867 (jf. tegneren Don Rosa – der er dog forskellige udlægninger) som søn af en fabriksarbejder. Tjente sine første penge som skopudser og ved at hugge og sælge brænde.

Allerede i sine unge år var Joakim von And meget berejst. I 1880 rejste han til USA, hvor hans onkel var en flodkaptajn på Mississippi-floden. Han rejste igennem landet indtil han løb tør for penge, og fik hyre som cowboy i 1882. Han købte et stykke jord og gravede efter kobber. Med overskuddet fra minen kunne han vende tilbage til Skotland som en rig and i 1884.

I sin higen efter flere penge rejste Joakim nu verden tynd. I Afrika grundlagde han en diamantmine og blev millionær. Senere var han perlefisker i Asien, solgte yak-okser i Tibet, og oprettede et netværk af sælgere i Gobi-ørkenen.

Da Joakim hører om guldfeberen i Alaska, rejser han dertil over Beringstrædet i 1898. I Klondyke graver han guld i Yukon-floden.
Desværre var det meget få, som fandt lykken i Klondike, og klimaet var ikke gæstfrit: Frost og sne om vinteren, pløre og mudder om foråret, og myggesværme om sommeren. Men en af de heldige var Joakim von And. I Carl Barks-historien “Den Snedige Onkel Joakim” (AA&Co. nr. 51/2007) fortæller han, at han gravede guldklumper ud af jorden i den bidende frost. Og han sparer det hele op.

I en anden Barks-historie, “Onkel Joakim på jagt efter guld” (Tillæg til AA&Co. nr. 34/1993), hører vi, at Joakim blev narret af Gulda Glimmer (også kaldet Gyldne Gulda), som også siges at være hans ungdomskærlighed. Gulda Glimmer ejede en saloon i Dawson. Hun kom bedøvelsesmiddel i hans kaffe og stjal hans guld, mens han sov. Men ingen skal snyde Joakim von And ustraffet, så efter et kæmpemæssigt slagsmål i Guldas saloon, fik han sit guld tilbage.

Det er en kærlighed der aldrig rigtigt bliver fuldbyrdet, da de strides over penge. Efterfølgende flytter han til byen og åbner en bank og en købmandsforretning.

Ifølge historien Tilbage til Klondike af Carl Barks. Joakim vender her tilbage for at opdrive en gammel gæld og påstår, at han ikke er spor forelsket i Gyldne Gulda mere. Men han har dog svært ved at skjule sine følelser, og han ender da også med at eftergive hende gælden. Hun lever helt alene med en tam bjørn.

Der er flere andre historier om Joakims guldgravertid i Klondike. For eksempel kan man i Don Rosas historie “Gensyn med fortiden” (Hall of Fame nr. 1) læse, at Joakim faktisk var blevet småforelsket i Gulda (selv om hun altså havde forsøgt at snyde ham, første gang de mødtes). Han var på vej med en æske chokolade til hende, da hans slæde blev fanget i en gletscher. Gad vidst, hvad der var sket, hvis han var nået frem? Måske var Joakim endt som en lykkeligt gift værtshusholder i Canada?

Det er ikke kun Joakim von And, der har brugt sine unge dage i Klondike. Også Mikey Mouse og Fedtmule har haft deres oplevelser i Klondike. ”The Klondike Kid” kom helt tilbage i 1932, se den i vedlagte Youtube link:

Mickey Mouse og Fedtmule som guldgravere

Kilder:
www.comicwiki.dk/wiki/Her_er_dit_liv%2C_Joakim
disney.wikia.com/wiki/Scrooge_McDuck
www.andeby.dk/artikler/klondike/

Dag/lejr: 30/26
Km/km ialt: 43,5/1060,7 km padlet (vandret af Chilkoot Trail 64,7 km)
Højde vi ligger i: 305 meter
Vejr: 14-23 grader. Formiddag med masser af regn. Opklaring med sol, men med masser af mørke skyer omkring. Enkelte byer. Behagelig temperatur det meste af dagen.
Pos: Se under ”GPS-kort”, for at følge vores rute.

Samarbejdspartner, Yukon River