Bennett, din utilregnelige kæmpe

Tine: Igen i dag var det Bennett, der satte dagsordenen for dagen. Det har den faktisk gjort flere gange de seneste 6 dage. “Tricky bastard” og “terrible” er ord de lokale bruger til at beskrive deres lokale sø Bennett Lake, når man tale om at padle eller sejle på den.

Den er stor, rigtig stor, men dog ikke mere en godt 40 km lang (her er også 100 km søer i området), med en tilstødende arm (West Arm) på ca. 17 km. Det, der gør Bennett Lake til specielt besværlig, er bjergene omkring, og de store temperatur forskelle på bjerget, i luften og det iskolde smeltevand. Hvis du kigger på et topografisk kort og kigger på Bennett Lake, West Arm (og også Windy Arm, der løber parallelt 15 km østligere, som snerrede af os i sidste uge), så vil du se, at der rejser sig store bjergmassiver på 2.000 meter langs brederne. Det betyder, at der er grobund for nogle massive vindtunneler og vejrsystemer, der brøler ned eller op gennem søen.
Samtidig er der rig mulighed for at samle tilløb fra syd, oppe fra Chilkoot passet, hvor vi vandrede, og ned mod søen, eller fra de smalle dale nord for søen.

Vi er dog virkelige glade for at være her, det lå ikke i kortene, da vi ankom til Carcross i fredags.
Vi har tidligere fortalt, at Yukon River udspringer fra Atlin – det et den gængse opfattelse. Men der er også dem, der mener, at Yukon River udspringer fra Bennett. Derfor synes vi oprindeligt, at det ville være oplagt at padle Yukon River fra begge udspring. Samtidig kunne vi få hele den historiske guldfeberrejse med fra Skagway, over Chilkoot passet og videre ned ad Bennett, og så Yukon for at søge lykken i Dawson.

Da vi ankom til Carcross i fredags først på aftenen viste Bennett tænder, de skarpe af slagsen. Carcross ligger lidt i læ af bjergmassiverne, og henne om hjørnet fløj vinden gennem vindtunellen.
Vi forhørte os lokalt, og flere frarådede os at padle op ad Bennett – medmindre vi havde rigtig god tid, var indstillet på overligger dag, og lyst til at padle på skæve tidspunkter på søens præmisser. Og vi skulle forvente modvind (d.v.s vind fra syd). Vi havde samtidig en tog billet fra Bennett Station (i starten/den sydlige ende af søen) om Skagway lørdag eller tirsdag middag.

Erik var klar på, at vi bevægede os op ad søen, jeg sagde blankt nej. Min krop stivnede ved synet de hvide toppe henne for enden af bjergmassivet. Jeg kunne ikke se meningen med det…nok nærmere, turde jeg ikke.

Vi var enige om, at vi jo var på søen, som repræsenterede Yukon flodens udspring, men vi var skuffede, da vi gerne ville have haft hele turen, som guldgraverne tog.

Vi hoppede i stedet på det fine og gamle tog i Carcross mod Skagway.

Vi faldt hurtigt i snak med Jeremy (der arbejdede på toget) allerede 10 minutter før afgang, der bød os velkommen til toget, og han fik historien om kajakken og det dårlige vejr, da vores billetter indeholdt tillægsbillet.
Han kiggede på os og spurgte, hvorfor vi ikke tog kajakken med toget – det var nemmere at padle fra syd mod nord, da vinden oftest fløj den vej. Erik og jeg kiggede måbende på hinanden, det var der ikke andre, der havde foreslået (og nok heller ikke vidste var muligt). Han tilføjede dog, at det skulle arrangeres på forhånd, da de/toget skulle have en ekstra vogn på – det kostede lidt ekstra, men det var ikke umuligt og han skulle nok hjælpe Erik med kajakken.

Det blev startskuddet for en ny omgang praktisk og mental planlægning, og ikke mindst nogle spændende snakke med Jeremy, hans kolleger og hans kontakter ved jernbanen.
Jeg tror, at de synes, at vi havde gange i et spændende projekt, flere af dem var selv outdoor folk og rejste meget, og vi var lidt anderledes end de mange tusind krydstogt passagerer og turister, de sædvanligvis har med på toget. Flere af dem havde interessante baggrunde, erfaringer og drømme.

Vi fik lørdag morgen i Skagway bestilt en “pladsbillet” til kajakken på tirsdags afgangen, hvilket krævede en ekstra transportvogn på toget.
Tirsdag middag stod vi klar for enden af Chilkoot vandreruten, klar til at tage en runde med det gamle tog på den smukke strækning. Vi blev vist ind i personale vognen, og snakken gik. I Carcross havde vi 15 minutter til at hente alt vores grej i baghaven hos Willard og Evelyn, få det til stationen og ombord på toget. Vi var super effektive, og Jeremy var sød at komme og hjælpe Erik med kajakken. Carcross er en meget lille by.
Personalet var super søde og fortalte en masse om området og dem selv.
Tilbage ved stationen i Bennet, blev vi sat af, toget fortsatte til Skagway, og vi var igen alene i vildmarken.

Vi kom afsted ca. kl 18 fra starten af Bennett søen (sydlige ende) i godt paddelvejr,
lave skyer og kun let modvind – lidt tarveligt, da man oftest har medvind her fra.
Vi var klar på en lang aften/nat i kajakken for at udnytte det gode vejr.
Men nej, vi fik lidt mere modvind og skulle arbejde for fremdrift og klokken 21.30 kunne vi se mørke skyer længere fremme, enkelte steder med lidt nedbør under. Vi fortsatte. Vi fik ikke bare lidt, men mere modvind og en ordentlig byge efterfulgt af hagl, der blev åbnet for sluserne. Bennett vandt igen, nu stod den 2-0, vi fandt en lejrplads og var heldige at få opholdsvejr i 20 min, hvor vi fik teltet op, inden et solidt regn- og blæsevejr kom ind over. Klokken 02 kunne vi komme i soveposen.

Vi vågnede til tørvejr, skyet og let vind – dog stadig modvind, grrr. Vi arbejdede os af sted mod Carcross, men Bennett ville det stadig ikke som os, og solen, vinden og bølgerne tog til. Efter 3 timer stod den 3-0 til Bennett. Vi kæmpede os frem med lige omkring 3 km/t, og bølgerne drillede mit sind. Kajakken ligger fint i bølgerne, men jeg er ikke så vild med det. Og ingen af os synes, det gav mening med fremdrift ift. indsats.

Jeg blev helt rørt over alle “hilsnerne”, da dagens tog passerede os. Der blev hilst med hornet i bund, og personalet og gæsterne stod og vinkede til os, mens vi padlede af sted. Der er intet (menneskeligt) liv på strækningen Carcross-Bennett, og det hører til sjældenhederne, at der er nogen på søen. Eneste aktivitet er normalt toget, der passerer 2 gange dagligt, 4 dage om ugen.

Vi slog lejr, benyttede solen og vinden til at tørre alt det våde tøj og telt fra i går. Vi fik igen fin dejlig hilsen fra toget. Erik byggede et flot brusebad, varmede vand, og vi nød turens første lune bad, inden et uvejr igen blæste ind over med lidt regn. Nu går dagen på hæld, og der er skruet ned for hastigheden og bølgerne i Bennetts vindtunnel.
Vi håber på, at nå de sidste km til Carcross tidligt i morgen.

Bennett søen har haft betydning for andre end os. Bennett søen var også starten på en farefuld rejse til søs for guldfeberens folk. Læs her hvad Erik har fundet frem af spændende historie og anekdoter.

Bennett Lake

Bennett Lake

Bennett Lake er mest kendt for, det var her guldgraverne skulle bygge en båd eller tømmerflåde. Efter deres hårde rejse over Chilkoot Trail eller White Pass, stod de ved Bennet Lake, klar til den videre rejse via vandveje.
Mange gik over passene i løbet af foråret, så ved ankomst til Bennett Lake, var der is på vandet. Nu skulle de bygge deres fartøj, så de var klar til næste del af rejsen, så snart isen på søen var væk.

Under Gold Rush var der en stor telt by ved Bennet Lake, men med alt hvad en normal by har. Det Canadiske politi talte i maj 1898 op, hvor mange både der var igang med at blive bygget. Ved Lindeman Lake (I forlængelse af Bennett Lake, øst for) var der 778 både, der var ved at blive bygget. Ved kanterne af Bennett Lake var der 850 både og yderliger 198 både nede ved Carcross, der den gang hed Caribue Cross, her havde folk udnyttet isen på Bennet Lake, til at rejse ned ad den tilfrosne sø til åbent vand, eller de ikke tur gå mere.
Vi kom f.eks. forbi en ø i går, hvor der var to grave, for to mænd der faldt igennem isen med deres hundeslæde og drukkende i 1898. Det var ikke en ufarligt rejse.

Bennett City var allerede opstået i årene før det store Gold Rush, da der igennem nogle år havde været folk på vej nordover.
Rygterne om i 1000-vis af mennesker var på vej til Bennett, var løbet i forvejen. Det fik folk, der allerede var der, til at bygge hoteller, spisesteder og mange bådbyggere var der for at bygge små fartøjer, de kunne sælge, da mange af guldgraverne ikke kunne bygge deres skib selv, eller ikke havde tid.

Da isen gik i maj, sagde de, at Bennett Lake var fyldt af både, der alle ville først ned til Klondike for at gøre krav på et lod jord og grave efter guld.
Der var flere både der var så dårlige de aldrig nåede ret lagt. Flere både gik ned i fossen mellem Lindeman og Bennett Lake, andre tog bare vand ind, da de kom på søen.

Prøv at forstille dig at 1000-vis af mennesker har levet i teltlejr i måneder, bygget løs og så alle forlader stedet på en gang. Der var ikke et træ tilbage og affald overalt. Mange dåser, metal dele fra slæder, komfurer, knogler fra heste ligger den dag i fag forsat tilbage, nu som historisk og fredet materiale. Jeg tænker på alle de toiletter der har været.

Der var allerede enkelte dampskibe i Bennett City i 1898, der var kommet op igennem Yukon River, men det var kun for de få, der havde råd til den tur.

Allerede i år 1900 var Bennett City stort set forladt og alle bygninger flyttet, på nær kirken og en hytte, der forsat står der og selvfølgelig kirkegården.
De fleste huse kom til Carcroos, da jernbanen blev bygget videre mod Whitehorse. Det gjorde Carcross til den ny forsyningsby, med tog og dampskibe.

Bennet Lake er opkaldt efter James Gordon Bennett (1841-1918), han var redaktør på ”New York Herald” (læs mere om ham på Wikipedia). Han var en af sponsorene til en stor eftersøgnings ekspedition, efter liget og en afklaring af hvad der sket med Franklin Expedition i 1878-81. Derfor sendte de (Bennett og amerikanske stat) Frederick Schwatka, US Army af sted i 1883, og han opkaldte selvfølgelig Bennett Lake, som en af de første stor ting han navngav.
Mere om Frederick Schwatka senere.
James Gordon Bennett
Bennet Lake, James Gordon Bennett

Lake Bennet løber videre ud til Yukon River, via Carcross, Windy Arm, Tagish Lake, Tagish River og Marsh Lake, samme vej vi skal nu.

Kilder link
• en.wikipedia.org/wiki/Bennett_Lake
• en.wikipedia.org/wiki/James_Gordon_Bennett,_Jr.
• en.wikipedia.org/wiki/Lindeman_Lake_(Chilkoot_Trail)

Svar på Spørgsmål fra Jan:
Er der nogle krav til udstyr, osv? Nej man kan bare flyve her over og tag ud. Det vil jeg dog ikke råde folk til, da det er helt øde i lange stræk, og man er meget væk fra telefondækning. Så man skal kunne klare til selv.
Er der allemandsret? Ja det er der, ingen siger noget til man lægger sig, bare det ikke er op ad deres hytter.
Er der en instruks ved nærkontakt med bjørne? Nej men alle steder rundt omkring hænger foldere om, hvad man bør gøre.
Alle skraldespande heroppe er med lås, så bjørne ikke kan komme efter mad. Vi har selvfølgelig også peberspray og en riffel med her i Canada. Vi har også et stødhegn vi havde købt, men det virker ikke endnu. Der er mange meninger om hvad man bør gøre. Jeg kører på den måde, jeg altid har gjort og som har virket for mig i mange år. Tine er dog ikke tryg ved det endnu. Ved hun skriver mere om det den næste tid.
Erik

Dag/lejr: 9/9
Km/km ialt: 14,2/170,1 km padlet (vandret på Chilkoot Trail 64,7 km)
Højde vi ligger i: 655
Vejr: 7-22 grader. Formiddag overskyet, næsten vindstille. Middagstid lidt blå himmel, tiltagende vind fra nord. Eftermiddag masser af sol, men storm fra nord. Aften, regn og mørke skyer ind fra Nord, forsat kraftig vind.
Pos: Se under ”GPS-kort” for vores tilbagelagte rute

Samarbejdspartner, Yukon River

One Comment on “Bennett, din utilregnelige kæmpe”

  1. Wow – sikker en spændende beretning fra jer med så mange indtryk og oplevelser – og ved at mærke bare efter 170km. Det er bestemt ikke som at padle på Lyngby sø. Godt at opleve hvor meget kontakt med andre menneske kan betyde for en selv.
    God gået – tak

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *