Hjemkomst fra "Far og datter i Vildmarken - 45 dage i Nordsverige"

Nu har vi været hjemme en lille uges tid, efter vores fantastiske tur. Det har givet lidt flere tanker, og der er blevet efterlyst en lille status her fra.

Hjemturen gik godt, jeg kom i et af min ”mode”, hvor jeg bare kan blive ved med at køre, derfor endte det med vi kørte hjem i et hug. Der var en lille pause i Malmø, hvor vi afleverede lejebilen, og vi blev hentet af min kæreste, et dejligt gensyn.

Allerede klokken 11 fredag den 24. juli, var vi tilbage i vores dejlige lille hjem. Jeg var dog lidt smadret.

Karen skulle i bad, før hun måtte kaste sig over sine ting. Jeg må dog indrømme at afslutningen af turen pludselig fik et andet fokus. Fordi siden Malmø, var jeg blevet kimet ned af forskellige medier, da det tragiske var sket. Tre Danskere, to voksne og et barn på 6 år var omkommet i kano, ved Rogen Naturreservat. En utrolig trist historie. Det resulterede i der var fjernsyn hele dagen. Først Ekstra Bladet, så TV2 Nyhederne og til aften live i DR Nyhederne. På det tidspunkt have jeg fået 12 minutters søvn, ellers var det 36 timer siden jeg have sovet.

Det var trist og en svær balancegang at udtale mig om sådan en ulykke, fordi det er så tragisk og ingen ved præcist, hvad der er sket. Jeg er super lykkelig over, at vi har haft en fantastik oplevelse i naturen igen. Men et sted i Danmark sider en eller to familier og har mistet deres kære, som også var ude for at få et afbræk og en kæmpe oplevelse. En stor medfølelse her fra.

Det er en tragisk ulykke, men jeg håber inderligt, at du forsat har lyst og mod på at tage på tur, bare husk ”en ny ting af gangen” og sikkerheden på plads. Jeg er stadig af den overbevisning, at det er farligere for mig at tage en tur på motorvejen med min datter, end være ude i Vildmarken.

Skulle du have brug for lidt tanker og hjælp til din planlægning, kan du se de her gamle indlæg:

Jeg måtte lægge ulykken bag mig og være glad for at være hjemme, men en kæmpe oplevelse i rygsækken med min datter. Efter et bad og en kort aften, gik jeg kold.

Lørdag gik med at hygge og pakke lidt ud. Vi opdagede noget der bare ikke måtte ske, Karen’s kamera var væk. På en eller anden måde har hun fået det forlagt en af de allersidste dage. Hun har bare været så god til at komme tilbage med det til mig og i de sidst dages forvirring har jeg ikke været opmærksom på om jeg har fået det igen. Heldigvis har jeg lidt af hendes billeder og video, men en masse sjove ting er gået tabt.

Søndag rejste min kæreste på MTB ferie, rigtig god timing fra min side. Kort efter blev Karen og Dino hentet. Der var stor gensyn glæde.

Den sidste uge har jeg så været alene, der er helt ro omkring mig, både dejligt og mærkeligt. Jeg har fået pakket ud, det er gået utroligt let. Ellers arbejder jeg løs med billeder, mail og alt mit normale arbejde. Jeg gik med det samme i gang med at træne, styrketræning, løb og yoga. Det gør, at jeg er lidt ynkelig nu her, da jeg er øm over alt.

Jeg er vildt produktiv, med arbejde, rengøring og nyder at være i gang igen og få ryddet op. Jeg har også fået lavet en masse mad til hele ugen, dejligt med lidt andet at spise.

I mens kan tænke tilbage på en tur, jeg overordnet er super tilfreds med. Jeg føleler at Karen og jeg er kommet endnu tættere på hinanden, og det forsat er let at rejse med min datter. Selvfølgelig kræver det en masse arbejde og øre til min datters snak. Men jeg oplever, at det er så meget lettere end en normal hverdag. Når jeg står og se billeder igen, kan jeg virkelig se alt det vi har oplevet sammen og har sammen resten af vores liv. Så det gør vi igen selvfølgelig.

Karen har ringet et par gange, lige for at spørge om et eller andet, hun er glad. Karen’s mor for tæller at, Karen hygger sig på sit værelse. De har to ugers ferie sammen før skolen starter igen. Karen har ikke lyst til det store, hendes største ønske er at være der hjemme og hygge. Så går hun rundt og tuller på sit værelse, endelig i hendes elskede kjoler.

Det virker som om hun er ved at fordøje turen og bare sætter pris på sine ting. Da jeg spurgt hende i går om hun savnede teltet, sagde hun heldigvis ja, super dejligt.

Vores gevir er kommet op, Karens elggevir er kommet i stuen, hjemme ved hende. Mit elggevir er blevet vasket og ligger til tørring uden for, efter jeg fandt ud af der var rævepis på det, så det stinker.

Jeg sidder tilbage med mindet om en tur, jeg bare bliver mere og mere glad for.

Nu skal der skrives bog om de to “Far og datter i Vildmarken” ture, i samarbejde med Gyldendal.

Jeg skal til at lave foredrag om turen. Så kunne du tænke dig at høre det, så forslå mig i dit lokalsamfund, i klubber, virksomheder, på biblioteket, osv. Håber vi ses der ude.

Her kan du og andre læse mere om turen og foredraget: