Fulufjället med pulk og ski [Vintertur] Collage af Erik B. Jørgensen

Tænk sig, det var igen tid til at lufte pulkene og vinterudstyret, endda sammen med min kone, på en rigtig kærestetur. Selve pakningen tager altid en krig, så da bilen endelig var pakket, og vi kunne køre mod nord, vidste vi, at et nyt eventyr ventede os.

Vi havde kigget på flere områder, både i Norge og Sverige, men i år var sneen rigtig dårlig mange steder. Da vi ville gå med pulk, skulle terrænet heller ikke være for stejlt. Derfor foreslog jeg, at vi tog til Fulufjället i Sverige, meget tæt på den norske grænse. Her havde jeg tidligere været på vintertur med min datter, men dengang blev vi ramt af meget blød sne og store mængder nysne, så jeg fik ikke set så meget af området. Læs mere om den tur her: Fulufjället, Sverige, far og datter vintertur [Mikroeventyr] (film)

Efter en god køretur op gennem Sverige og ind i Norge, passerede vi Elverum – et sted, der altid får mig til at tænke tilbage på NATO’s vintertræningskursus. Her var jeg på kursus i fem uger under forskolen til Slædepatruljen Sirius tilbage i 1999.

Fra Elverum kørte vi nordøstover og krydsede igen ind i Sverige. Vi parkerede midt ude på fjeldet i 800 meters højde på en stor parkeringsplads, som primært bruges til at læsse snescootere af. Her var der ryddet, og man kunne parkere mod betaling af 50 svenske eller norske kroner per dag.

Vi ankom først om aftenen, så vi parkerede bilen, gik ind i den nærmeste skov og slog lejr for natten.

De næste seks døgn vandrede vi rundt i området – først nordvest for Fulufjället i Drevfjällens Naturreservat, før vi til sidst nåede selve Fulufjället. Ja, vi fik sørme blød sne igen, men denne gang kom vi noget mere omkring, og heldigvis fik vi godt vejr, da vi kom op i fjeldet.

Det er et område, der har sin helt egen charme. Der er både skov- og moseområder samt højfjeld. Området har et netværk af snescooterspor, som løbende bliver kørt op, men det er ikke noget, man kan regne med. Samtidig er det et aktivt snescooterområde, så det skal man være indstillet på. Når sneen bliver blød, er deres spor dog gode at følge, men ellers er der rig mulighed for at lave sine egne spor.

Vi fik mange oplevelser – dem kan du se i vores film fra turen her:

 


Fulufjället – Fakta og Beskrivelse

Fulufjället er et fjeldområde beliggende i Dalarna, Sverige, tæt på den norske grænse. Det er en del af Fulufjällets Nationalpark, som blev oprettet i 2002 og dækker ca. 385 km². Området nordvest for Fulufjället består af øde fjeldterræn med højfjeldsplateauer, dybe dale og spredte skovområder, men mose ind i mellem. Området kaldes, Drevfjällens Naturreservat.

Terræn & Natur:

  • Området domineres af et fladt fjeldplateau med højder op til ca. 1.044 moh. (højeste toppen: Storvätteshågna, lidt vest for området).
  • Stejle skråninger mod øst og syd, hvor blandt andet Njupeskär – Sveriges højeste vandfald (93 m) – findes. Det så vi ikke på den her tur.
  • Store vidder uden træer i højderne, mens lavere områder har en blanding af birkeskov og fyrreskov.
  • Området har en lav nedbørsmængde og et fast, koldt vinterklima, hvilket giver gode sneforhold. Men åbenbart blødt sne hver gang jeg er her.
  • Verdens Ældste træ, Old Tjikko, står oppe på højfjeldet ved Fulufjället, vi gik dog ikke forbi i den bløde sne.

Dyreliv:

  • Almindelige arter: Rensdyr, los, jærv og fjeldræv.
  • Fulufjället er kendt for sine mange rovfugle, bl.a. kongeørn og jagtfalk.
  • Fiskevand: Søer og elve med ørred og fjeldørred.

Vejrforhold (vinter):

  • Gennemsnitstemperatur om vinteren: -5°C til -20°C (kan dog blive koldere i perioder).
  • Snefald: Typisk gode sneforhold fra november til april.
  • Vinden kan være kraftig på fjeldplateauet, særligt i åbne områder uden læ.

Aktiviteter & Muligheder:

  • Skitouring & pulk: Området egner sig godt til vinterfriluftsliv med ski og pulk på grund af de åbne vidder, åbne skove, og få tekniske passager.
  • Ruter & navigation: Der er en del snescooter i området, der kan bruges til at navigere efter, og bruge når sneen er blød. Så navigation er forholdsvis simpel og der er en del skilte til snescooterne.
  • Hytter & shelter: Nogle få STF-hytter findes i området, men turen kræver generelt selvforsyning. Der er også nogle få bålhytter rundt i området. De er ikke så godt markeret på kortene. Læse mere om hytter i Fulufjället området her: Stugor för uthyrning och rast, sverigesnationalparker.se

Et område som jeg også får lyst til at opleve om sommeren på et tidspunkt.

 


Data fra vores pulk og skitur i Fulufjället, Sverige

Fulufjället med pulk og ski [Vintertur] Kort 8-15 marts 2025 af Erik B. Jørgensen

  • Lørdag den 8. marts 2025: 400 meter. Ankomst og gik ud og sov
  • Søndag den 9. marts 2025: 12,4 km, 5t50min
  • Mandag den 10. marts 2025: 13,1 km, 6t20min
  • Tirsdag den 11. marts 2025: 16,4 km, 6t52min
  • Onsdag den 12. marts 2025: 19,6 km, 7t9min
  • Torsdag den 13. marts 2025: 18,66 km, 7t50min
  • Fredag den 14. marts 2025: 16,7 km, 6t26min
  • Lørdag den 15. marts 2025: 300 meter. Stod op, og kørte videre

 


Link til gode fif og råd til Vinterfjeldet

Jeg har samlet alle min indlæg med fif og råd til vinterfjeldet på nedenstående side:

Se hvordan du laver en snemur, har brænder i dit telt, hvordan du laver et tørrenet i teltet, gode råd til at holde varmen både ud og i soveposen og meget mere!

 


Link til området

 


Håber du igen fandt en masse inspiration og tak for du vil se med.

Erik

 

 

Relateret indlæg

 

Fulufjället med pulk og ski [Vintertur] skygger, Erik B. Jørgensen


Facebook Indlæg fra turen

Indlægget er opdateret: 23. marts 2025