Det er herligt, når der kommer en ny bog om Siriuspatruljen/Slædepatruljen Sirius – for i min verden skal der bøger som denne, film, foredrag m.m. til for at inspirere nye unge mennesker til at søge ind ved patruljen.
Jeg har stadig den holdning, at det er den bedste enkeltstående ting, jeg har gjort i mit liv – at jeg søgte og gjorde tjeneste ved Siriuspatruljen.
Der er gennem tiden skrevet en del forskellige bøger om patruljen, og også lavet virkelig fine tv-udsendelser m.m.
Men jeg må tage hatten af for Anders Kjærgaard og Mette Benders bog: Sirius tur-retur – Om indre og ydre kampe i et ekstremt miljø.
Bogen er virkelig vellykket, fordi det er en kombination af Anders’ oplevelser under hans tjeneste ved Slædepatruljen Sirius – men skrevet på en måde, hvor jeg selv sidder og kan genkende tankerne, oplevelserne og påvirkningerne. De formår at skrive en bog, der giver et stærkt indblik i, hvad det kræver at blive optaget, klare Forskolen og gennemføre de 26 måneders tjeneste i Nordøstgrønland.
Den ekstra bonus er, at Anders Kjærgaard er militærpsykolog. Efter sin uddannelse som psykolog var han leder ved Slædepatruljen Sirius og tog dermed en omgang mere. Efterfølgende har han været ansat i Forsvaret som psykolog og har været en del af optagelsesprocessen og mange samtaler med aktive Siriusfolk – også deres hjemkomstsamtaler.
Det giver et ekstra indblik i, hvordan optagelsen har ændret sig (dog mest i småtingsafdelingen). Indblikket i tankerne bag optagelse, de små justeringer, og den forskning, der ligger bag – hentet fra andre erhverv, som arbejder i lignende ekstreme forhold, fx astronauter og forskere – giver bogen et ekstra lag.
Selv jeg blev klogere. Og vigtigst af alt: det kan forhåbentlig få en masse unge mennesker til at drømme, søge ind – og være endnu bedre forberedt på, hvad der venter dem.
Er du det mindste interesseret i Siriuspatruljen, så start med denne bog, før du giver dig i kast med andre.
Se andre bøger om Siriuspatruljen/Slædepatruljen Sirius her:
Bagside tekst til Sirius tur-retur af Anders Kjærgaard
Som patruljefører og leder ved Slædepatruljen Sirius har Anders Kjærgaard kørt over I0.000 kilometer med hundeslæde i Nordøstgrønland, et af verdens mest øde og ekstreme områder. Her fortæller han om den både fysisk og mentalt krævende rejse gennem polarnætter, snestorme og 45 minusgrader.
Bogen er et sjældent indblik i specialenheden Sirius og psykologien før, under og efter tjenesten. Anders er uddannet militærpsykolog og fortæller om udvælgelsen, om psykologisk profilering og om den hårde fysiske og mentale forberedelse. Vi hører om isolation og mørketid, monotoni og trykkogereffekten, der kan få små ting til at vokse sig kæmpestore, og om at vende tilbage til hverdagen igen.
Det er en fascinerende og personlig beretning om livet i vildmarken fra en soldat og Psykolog, der kender Sirius indefra og elsker Nordøstgrønland. Bogen er fuld af konkrete psykologiske værktøjer til inspiration for den eventyrlystne læser og fortæller om den forskning, der ser på individers og gruppere præstationsevne og udfordringer i isolerede, ekstreme miljøer. Fra slæderejser over isen til rejsen i rummet.
Bogen er skrevet i samarbejde med videnskabsjournalist Mette Bender – og indledes med et forord af astronaut Andreas Mogensen
Data Sirius tur-retur af Anders Kjærgaard
Bognavn: Sirius tur-retur, Om indre og ydre kampe i et ekstremt miljø
Anders Kjærgaard (f. 1979) er psykolog, tidligere patruljefører og leder ved Slædepatruljen Sirius, hvor han har tilbragt over tre år og kørt mere end 10.000 km med hundeslæde. Han er i dag militærpsykolog ved Forsvarets Veterancenter og underviser på Sirius’ forskole. Med sin unikke baggrund i både ekstreme miljøer og psykologisk forskning giver han et sjældent indblik i mental robusthed før, under og efter tjeneste.
Mette Bender (f. 1962) er videnskabsjournalist, fysioterapeut og erfaren fagbogsredaktør med fokus på sundhed, krop og psykologi. Hun har drevet egen virksomhed som journalist og forfatter siden 2001 og har en baggrund fra bl.a. Danmarks Journalisthøjskole og Roskilde Universitet. I Sirius tur-retur bidrager hun med at formidle Anders Kjærgaards erfaringer og psykologiske perspektiver i en stærk, læsevenlig fortælling.
Hvalros er et imponerende dyr, når man møder dem på land hvor de ligger og fordøjer og slapper af. Men lige så snart de er i vandet, bliver de elegante som en balletdanser.
En god og spændende bog du både kan læse for eventyret og for at blive klogere om situationen i West Papua, Ny Guinea. Fortalt ud fra Peters Bang besøg i West Papua.
Endelig er min første bog udkommet, om vores Grønlands ekspedition “Thule til Thule“, der endte lidt uventet. Dem der har bestilt den ved mig, skulle gerne havde fået den nu. Det er en underlig følelse at have en bog ude,…
Noget af det jeg har taget med mig fra militæret er huskeord / huskebøger. En super måde at få en masse relevant viden med på tur.Derfor har jeg også lavet en huskebog til kajak brug. For at lære, husk alt,…
Her deler jeg ud af mit liv som eventyrer, tidligere Jægersoldat og Siriusmand. Min store passion er at være i naturen – og jeg håber, den skinner igennem i alt herinde. Du finder blogindlæg om ekspeditioner, ture og grej – fyldt med gode råd og fif. Jeg holder også foredrag og skriver bøger. For mig handler det om at inspirere dig til at komme ud – både i baghaven og til de store drømmesteder. Tak fordi du kigger forbi. Skriv endelig, hvis du har idéer, spørgsmål eller forslag. Erik