Første padletag på Yukon River

image

Endelig langt om længe kunne vi sætte os i kajakken og begynde vores tur ned ad Yukon River. Ikke mere planlægningen, tanker, pakken depot og test, nu er det alvor. Jeg elsker det, fordi nu skal vi kun koncentrere os om at være på tur og om de udfordringer vi møder.

Før vores start måtte vi lige pakke resten af vores ting på hotellet, heldigvis ligger Up North Adventures ikke ret langt der fra. Så klokken 9 kunne vi begynde at pakke bilen, vores kajak lå allerede klar på taget, sikke en service.
Mens vi pakkede, gik vores chauffør på turen, Steve og støvsugede bilen, spændte dæk efter, så alt bare var klar. Før afgang blev der sagt farvel til Mark, Emily og de andre ansatte. Selvfølgelig gik der udstyrs snakken i den igen, som altid var det vores pagajer fra Avannaq og Gram Kajak der skulle beundres, de er så benovet over, hvor fine og lækre de er.

image

Turen mod Atlin var en hyggelig tur på et par timer, og på overraskende god vej. Vi fik en god sludder med Steve om Yukon området. Som bonus mødte vi en sortbjørn, der som altid løb sin vej, samt en kæmpe stor han grizzlybjørn der gik lige så stille og guffede mælkebøtter, som grizzlyer skulle elske. Sikke en bjørn, virkelig kraftig og bred.

image
Vi ankom til Atlin, der viste sig at være en fantastik smuk by, der er utroligt mange små butikker og kunsthåndværker. Mindre lidt om Skagen eller andre af Vesterhavets små kreative byer.
Vi blev læsset af, lige midt i byen ved søen. De næste par timer gik med at pakke og gøre klar. Det blev også tid til en lille gå tur i denne overraskede dejlige by, med gamle huse med historien om husene stående på husene. Byen er meget pænere holdt end mange af de andre steder, vi har set indtil nu.

Mens vi pakkede kom ejeren af det nærliggende ”Atlin Mountain Inn” forbi, han sagde vi bare skulle komme op, hvis vi manglede snor eller andet. Han kom med kort, historisk materiale om området og sit telefon nr. Så skulle vi bare ringe hvis der var noget de næste dage, sikke en gæstfrihed.
Efter alt var presset ned i kajakken og start billedet taget, kunne vi endelige padle ud. Det var en mærkelig fornemmelse og lidt usikkert. Vi var ikke helt tilfredse med vægtfordelingen, så efter 500 meter lagde vi til land og pakkede lidt om, det hjalp meget. Så krydsede vi Atlin sø ca. 5 km over i de skønneste omgivelse med høje flotte bjerge med sne, sol og kun lidt vind perfekt.
Det var dejligt at vende sig til kajakken, mærke dens bevægelser og bare være på tur.

image

Vel på modsatte side, ventede der en lille flod, Atlin River, der løber ca. 5 km ned til næste sø, Graham Inlet men hvordan ville den være? Jeg havde læst den kunne padles, Mark sagde den var ok, Tine havde læst den var meget stenet, så vi var noget spændte på hvad der ventede os.

Vi fandt floden og den gamle jernbane der forbandt de to søer. I gamle dage kunne folk blive sejlet op til bunden af Atlin River, og køre 4 km med tog, for at blive sejlet over til Atlin. Se den historiske uddybning længere nede. I dag kunne vi se enkelte rester af jernbanen, vogne og stationen i bunden af floden.

Vi tog den ned ad floden, det var stenet og med fos i klasse 2. Vi gjorde to stop for at gå frem for at se, hvad der ventede os, men det hele kunne padles, uden de store sammen stød med sten.

Det var dejligt at mærke, at kajakken ligger godt i vandet, og gør det godt for os. Vi så flere ørne på turen og mange gæs med gæslinger der løb på bredden.
Efter et par timer var vi igennem, det var så dejligt, da det har givet en del tanker på hvordan den var. Jeg ved også Tine har været noget utryg. Oplevelsen blev ekstra god da vi kom, her lå den anden ende af jernbanen, her stod forsat gamle godsvogne og hytter. Det var sjovt at se, og vi var heldige at se endnu et træpindsvin.

Klokken var allerede næsten 19, så vi besluttede at padle 100 meter over til en lille ø og slå lejr. Her sidder vi så glade og stolte over en god start, med en fantastik udsigt ud igen myggenettet.
Vi er igang, juhu

Tine:
Det foregår således at Erik starter med at skrive blog, og så kan jeg se, om jeg har tilføjelser. At Erik skriver, at jeg har været lidt utryg, er en høflig underdrivelse. Jeg har været presset mentalt, mega presset. Usikkerheden omkring dét der ventede, krydset i det gletcher kolde vand, floden der havde let fos-graduering og hvordan jeg ville reagere ude i det. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så presset.
At skulle padle Atlin River uden at vide, hvad der ventede os, gjorde mig nervøs. Der var ingen, der kunne give brugbare eller opdaterede Infos. Vi havde fået et par løftede øjenbryn, fået info om, at der var en sti, hvor vi kunne bære det hele ned langs floden (det gamle jernbanespor), og at der var lav vandstand, så der var nok en del sten.
Som Erik skriver, gik det rigtig fint, men jeg var noget anspændt og ville ind på land nogle gange for at gå frem at se, hvad der ventede. Lidt besværligt, men prisen for at have en kvinde med. Der var en del sten, der gav stående bølger undervejs (stadig blot lille grad ll). Erik var super rummelig og udviste stor forståelse og lyttede til mine ønsker. Han fortalte om de mulige linjer, og vi havde forinden gennemgået hvilke manøvre, jeg kunne forvente, han ville have mig til. Og også hvad vi/jeg skulle gøre i nødsituation. Jeg er bekendt med linjevalg og nødsituationer fra lidt fos padling i New Zeeland for 10 år siden, men repetition og fælles koordinering/tilgang er kun godt. Koncentrationen var høj, og kajakken gjorde det godt.
Jo jo, tanken har strejfet mig flere gange den sidste uge, om jeg kan rumme og håndtere en sådan tur – både tiden i kajakken og nætterne i telt med dyrelivet omkring.
Det kræver, at jeg giver en stor del af ansvaret til Erik, og stoler på hans vurderinger, af det vi står over for, eksempelvis turen ned ad den lille Atlin River. Og også bakker op om hans beslutninger, og gør mit bedste for ikke at blive alt for kvinde-hysterisk.
Det har været et helt fantastisk sceneri, vi har været omgivet af, og vi har allerede set en masse vildt. Min arm fungerede godt, så jeg håber det bedste for de næste dage.
For 10 minutter siden så vi en stor elg komme svømmende over til land, dejligt syn. Den kom muligvis fra vores lille bitte ø, der blot er 100m lang – synes jeg hørte en prusten tidligere, men Erik fik mig overbevist om at jeg hørte syner.

Atlin

Atlin, gammel by

Atlin by ligger ved bredden til Atlin Sø, som også er udspringet for selve Yukon River, derfor vi starter vores tur her. Her fra løber Yukon floden 3.200 km, igennem Canada’s og Alaska’s vildmarken, byer og historie, før den løber ud i Berringshavet, et eventyr vi glæder os til.
Atlin ligger i den Nordvestlige del af British Columbia, Canada. Få km Nord her for starter Yukon territoriet, vi vil være i resten af vores rejse i Canada.

Atlin Sø er ca. mellem 2-10 km bred og 100 km lang. Atlin by ligger ca. midt på søen, på den vestlige kant.
I dag bor der ca. 500 indbyggere i den idylliske lille by. Atlins højdepunkt var under ”Gold Rush” i 1898, hvor de nåede op på 10.000 indbyggere. Det var et af de rigeste steder, uden for selve ”Klondike Gold Rush” (Dawson).
Mange af bygningerne fra den tid findes stadig og kan ses.
I da lever folk mest af turister, eller minedrift, siden ”Gold Rush” til i dag, vurderer man der er fundet for 23 mill. $ guld ved Atlin.
Der er også en del kunsterne i byen, i form af malere, forfattere og håndværkere. Mange turister kommer for at fiske, vandre, stå heliski om vinteren, eller til den årlige ”Atlin Arts and Music Festival” der finder sted i juli, hvert år. I 2016 finder den sted den 8-10 juli.

Det er muligt at køre til Atlin, både fra White Horse og Skagway, Alaska hvor guldgraverne kom fra i gamle dage. Uanset hvilke retning man kommer fra, er det ca. 2- 3 timers køretur.

Før 1930 var Atlin helt isoleret og kunne kun nås, til bens, hest eller på søerne med de to floddamper (Tutshi og Tarahne), der kunne fragte folk over Atlin Sø, fra vest. Hvor folk lige skulle med en kort jernbane på 4 km mellem de to sejlture. Det hedder sig, at det er verdens dyreste jernbane, den gang 2 mill $ for 4 km spor.

Det gjorde stedet til et meget specielt sted at besøge, især i 1920erne var det meget populært. Folk kaldte Atlin området “Switzerland of the North”. I Atlin boede man på det store hotel i 3 etager.

Hotellet kunne i 1916 tage 422 gæster. I 1921 kunne der tag 700 gæster. Men under den Amerikanske Desperation, lukkede man floddamperne og hotellet. Atlin var igen helt isoleret.
Lavpunktet for byen var i 1960’erne hvor der kun var 100 indbygger tilbage.

Da den Canadiske regerning iværksatte byggeriet af veje til område i 1950-51, kom der vej hele vejen til Atlin og folk kunne igen kommer til Atlin.
Atlin har også en lille lufthavn, så man kan flyve der til. Mange fra Whitehorse området har hytter/sommerhuse i Atlin området i dag.

Atlin, Tlingit Indianer

Atlin navnet, stammer fra Tlingit Indianerne, i deres sprog lyder det ”Áa Tlein”, som på engelsk er “big body of water”. Indianerne har været i området i mange år og er samlet i den gruppe af indianere der hedder ”Taku River Tlingit First Nation”. Det er de stammer af Tlingit Indianere, Áa Tlein wáan fra Atlin området og Deisleen wáan fra Teslin området. De bor primært i de områder, vi kender som Nordvest British Columbia og Yukon. Læse mere om Tlingit Indianerne her på Wikipedia
Erik

Dag/lejr: 1/1
Km/km ialt: 12,5/12,5
Højde vi ligger i: 663 meter
Vejr: 8-15 grader. En del sol. Varmt i solen ellers koldt. Let til frisk vind. Få mellem skyer. Vandet er mega koldt ca. 4-6 grader
Pos: Se under ”GPS-kort”, for meget mere

Kilder Link
• www.discoveratlin.com/
• en.wikipedia.org/wiki/Atlin,_British_Columbia
• www.atlinfestival.ca/
• www.hellobc.com/
• en.wikipedia.org/wiki/Tlingit

image

image

image

image
Samarbejdspartner, Yukon River

One Comment on “Første padletag på Yukon River”

  1. Hej Tine og Erik
    Jeg kender jer ikke og har mødt jer kun et par gange men jeg kan ikke lade være med at sende de bedste hilsner fra Lyngby til jer begge. I skal vide, at for mange af os, som læse om jeres eventyr, er det lige sådan en spændende og vigtig oplevelse som for jer selv. Jeg er glad for, at i har overskud til at fortælle om jeres bedrifter. Jeg kan også godt lide den kontrast der er mellem jer to og den måde Tina oplever og formidler den udfordring i begge møder på vejen. Tak for det og rigtig god ferie. Jan

    Jeg ville gerne lige spørge – er i nu helt alene på vejen eller der flere af den slags ekspeditioner i gang i øjeblikket?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *