Det var helt mærkeligt, at vi stort set ingen ting skulle i dag. Ikke noget med at skulle gå i dag, pille telt ned og alle de andre ting, vi har lavet igen og igen de sidste mange gange. Her i nat sov vi lidt rundt omkring i beboerhuset, men nu på en rigtig madras. 

Men omkring klokken 6 startede det med at pusle rundt omkring og de første stemmer begyndte. Ingen kunne sove meget længere. Jeg startede med at gå og se på grej og tage vasketøj ned, og flere og flere samledes i køkkenet/fællesrummet, til snak og morgen kaffe. 

 Det har været en utrolig stille dag, på en måde rart, men også svært, især for nogen på holdet. Mange har siddet og snakket, lagt kabale, læst, gået en kort tur (det er begrænset hvor langt man kan gå her), handlet og prøvet at få tiden til at gå. I dag købte et nyt madhold ind til mad til de næste dage, da købmanden kun er åben i dag fra 10-12, så er der lukket resten af weekenden. Alle har gået og fået deres ting tørret og begyndt at hygge pakke lidt. 

 Vi har vedligeholdt fælles grej, det er mest at hænge ting til tørre, så det er helt gennemtørt, da jeg skal pakke det ned og sendes med skib hjem. Det tager et par måneder, så det er vigtig det er i orden, når det sendes. Alt metal sprøjter vi ind i olie, så det ikke ruster. Teltene har vi haft slået op uden for, så solen kunne tørre dem og jeg kunne skrive de småskader der er ned, så det er let at huske og reparere når jeg kom hjem. Det lyder så omfattende, men det er virkelig ikke ret meget. 

Isortoq by ligger gude smukt, men det er virkelig begrænset, hvad der er at lave, så vi kommer helt ned i gear de næste dage. Holdet vil gerne ud at køre hundeslæde, men den fanger jeg kender her, Salo var ude og sejle. Men pludselig stod Salo i døren, så jeg var med hjemme til the. Nu står den på hundeslæde tur i morgen og senere en sejltur ud i isen, det bliver super fedt. 

 Monica var tidligere idag inviteret op til en pige og hendes forældre, her fik hun en oplevelse og nogle øl. Så lidt sker der. 

Ellers nyder vi bare vi er over og har fået den fantastiske oplevelse, og de mange indtryk skal bundfælles. Nu skal kroppen plejes og vi skal huske ikke at blive ved med at spise en stor slikpose hver dag. 

Erik 

 P.S: Husk jeg kommer med en ny bog, nu her midt i maj, om ”Alaska på tværs”. Du kan allerede bestillede den nu, så du kan få den tilsendt, så snart jeg har den fra trykken. Se mere her: www.komud.dk/produkt/alaska-paa-tvaers-bog

Indlægget er opdateret: 11. januar 2022