En perfekt afrunding og afslutning på 4. Thule til Thule ekspedition-00005 Erik i landbrækket
| |

En perfekt afrunding og afslutning på “4. Thule til Thule ekspedition”

Min sidste beretning sluttede midt ude i Skærfjorden, hvor vi sad i teltet og var dybt taknemmelige for, at sneen var hård og god at gå på. Og heldigvis – det holdt hele vejen over fjorden og resten af turen.

Da vi var vel over Skærfjorden, gik vi stort set kun på land resten af vejen. Vi holdt os tæt på kysten, men valgte landruten, da sneen her var langt bedre. Foråret var tydeligt ankommet. Sneen bar præg af at have været smeltet og frosset flere gange – men det gjorde den kun endnu bedre at gå på.

Det var også hyggeligt at bevæge sig gennem terræn med snefrie klipper, små stenområder og enkelte spirende planter. Vi blev fortsat fulgt af ryper og snespurve, og nu dukkede også flere ismåger op. Vi så en lille flok edderfugle – omkring 15 styk – og bramgæssene var også landet og klar til en ny sæson.

Vi så masser af friske spor efter isbjørne, nogle med unger, samt rævespor. Men vi mødte desværre ingen dyr denne gang.

Solen havde vi med os alle dage – selv om natten varmede den godt. Teltet blev temmelig varmt, og vi sov ofte udenfor soveposerne. Vi fik virkelig gang i skiene og havde flere dage, hvor vi tilbagelagde mellem 30 og 36 km. Det gav ømme ben, men også et godt indhug i de sidste kilometer. Med det tempo fik vi ro i maven – vi ville kunne nå Danmarkshavn uden skader og uden at skulle presse os halvt ihjel den sidste dag.

Sidste lejrplads lå blot 16 km fra Danmarkshavn. Om aftenen fik vi endda besøg af Morten inde fra stationen – han kom ud til os på snescooter.

Torsdag den 22. maj gik vi det sidste stykke ind til Danmarkshavn i sol og stille vejr. Vi ankom til middag og blev taget varmt imod af folkene på vejrstationen. Planen var, at vi skulle overnatte dér, og at Twin Otter-flyet ville ankomme senere samme aften, overnatte med os, og så flyve os til Island næste morgen.

Men vejrudsigten havde ændret sig. Piloterne kontaktede os og spurgte, om vi kunne være klar til afgang omkring kl. 18. Det kunne vi godt.

Inden afgang nåede jeg forbi Villaen – en lille hytte til fire mand, bygget af Danmark-ekspeditionen i 1906. Jeg havde aldrig fået den set før, så det var godt at nå det.

Vi pakkede om til hjemtransport, fik et velfortjent bad, og fik sagt ordentligt farvel og tak til de venlige folk på stationen. Efter blot seks timer fra Danmarkshavn stod vi på et hotel på Island – og næste dag fløj vi hjem til Danmark.

Det er altid en sær oplevelse at gå fra ødemark til hverdag på så kort tid.

Som du nok kan fornemme, fik vi en nærmest perfekt afslutning på vores ekspedition. Ofte bliver vi forsinket hjemad, men denne gang spillede alt.

Nu er det tid til at lade indtrykkene bundfælde sig og glæde mig over endnu et stort eventyr. Samt minderne skal i den store regnskabsbog, der skal fyldes godt op, før jeg skal herfra engang.

Erik

 

 

 Relateret indlæg

 

En perfekt afrunding og afslutning på 4. Thule til Thule ekspedition, Isbjørne spor mor med lille unge
En perfekt afrunding og afslutning på 4. Thule til Thule ekspedition-00006 Erik B. Jørgensen med pulk og ski
En perfekt afrunding og afslutning på 4. Thule til Thule ekspedition, Bramgræs
En perfekt afrunding og afslutning på 4. Thule til Thule ekspedition, Villaen indvendig
En perfekt afrunding og afslutning på 4. Thule til Thule ekspedition, Kulovnen i Villaen
En perfekt afrunding og afslutning på 4. Thule til Thule ekspedition, Afgang med Twin Otter fra Danmarkshavn
En perfekt afrunding og afslutning på 4. Thule til Thule ekspedition - Erik B. Jørgensen på vej hjem over i Twin Otter

Indlægget er opdateret: 29. juni 2025

Relaterede indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *