Alt har en ende – Vi nærmer os en afslutning
Foråret er på vej, vi ser sæler på isen, ryper i forårshumør og selvfølgelig kilometervis og kilometervis af sne og is.
Vi har fået sol og forår heroppe siden sidst, vi skrev. Siden dagen efter vores besøg ved Brønlunds grav, har solen været fremme, nu en god uge. Selvom det forsat er mellem minus 3-9 grader om natten, så varmer solen virkelig meget i løbet af dagen. Det er behageligt at gå i, da der ofte er en kølig let brise.
Det er helt normalt, men stort set fra den ene dag til anden kommer foråret i Nordøstgrønland. Derfor er vi også hastigt, eller så hastigt man kan gå i halv blød sne, på vej mod vores mål ved Danmarkshavn.
I de sidste uger, har Jesper og jeg ikke indrettet os efter normalt døgn på 24 timer. Vi har i stedet indrettet os efter et døgn på 21 timer. På den måde har vi vundet ekstra tid at gå i.
Vi fandt ud af, hvor lang tid vores døgn rutiner, tog – det var 21 timer. Vi holdt os på 6-6,5 times effektiv gang, det tog typisk 7,5-8 timer at gennemføre. Så var der vores telt rutiner, mad og et fornuftigt antal timers søvn. Så rullede dagene ellers bare derudaf. Den ene dag stod vi op kl. 5 og gik. Den næste ”dag” stod vi op kl. 2 og gik videre.
Grunden til vi gjorde det, var for at holde os på et fornuftigt antal aktive timer ad gangen, så vi kunne gå os i form og undgå dumme skader. Og så gav det os flere gå-dage.
I de dage med dårligt vejr, gik vi så snart vejret tillod det.
Nu med “forårets ankomst” og med bare seks dage igen, har vi lavet om på vores døgn og døgnrytme igen. Vi står op klokken 23 og går hen over natten, for at have det koldest muligt og for at sneoverfladen er så frossen som muligt.
Vi går flere timer og regner med, at vi også er kommet i bedre form, og vi har oplevelsen af, at vi kan se enden på de lange dage.
Vi har også fået vores sidste depot, på den lille ø Hammeren. Vi tog det og gik direkte videre, så intet ophold i den hytte. Vi ville hellere tag lidt flere kilometer. Nu er vi oppe og gå omkring de 8 effektive timer.
Sneen varierer fra blød til meget blød. Især på havisen har der været meget blød og bundløs sne. Kan vi gå i kanten på de små øer, i det vi kalder landbrækket gør vi det, da sneen er hårdere og bedre her.
Vi har desværre ikke set flere isbjørne ud over spor, også af helt små isbjørneunger. Polarrævene sætter også spor når de farer rundt efter føde.
Vi havde dog besøg af tre ryper ved en af vores lejrpladser. Et hyggeligt møde.
Vi har også set en sæl oppe på isen der solbadede. Samt fundet et sæl-hul, sælen har gravet op, så den kan komme op og få sol.
Vi knokler på, men nød også den vanvittige og vilde udsigt i Jøkelbugten i mellem tusindvis af isbjerge der stod over alt omkring os. Mens vi gik fra den ene lille ø til den anden.
Vi husker heldigvis at nyde det hele, selv om der hele tiden tælles dage og kilometer, samt diskuteres teorier om, hvor sneen er hård eller blød.
Men i dag skete et mirakel så. Vi fik godt føre.
I går kæmpede vi os igennem rigtig dyb blød sne, til Gamma Ø, hvor sneen også videre over en lille fjord fortsat var blød.
Men da vi gik i dag mod Depotnæsset, var sneen hård og perfekt når vi gik på land, tæt på havet. Det vi kalder landbrækket. Det var så skønt igen at få oplevelsen af lethed og hurtigere fremdrift.
Men det var med hjerte oppe i halsen vi nærmede os Skærfjorden, det sidste havis vi skal ud på. Ville sneen være lige så blød?
Men miraklernes tid er ikke ovre. Fjorden var belagt med hårde vindskavler, kun med enkelte bløde pletter. Så vi fløj af sted.
Nu sidder vi i lejr midt ude i det 32 km fjord kryds og er lykkelige over, at vi ikke vælter rundt i blød sne.
Nu håber vi det holder i morgen og de sidste dage på vores tur ind til Danmarkshavn.
Alabama-ekspeditionen,1909-1912
En anden ekspedition der også har været i det område vi har bevæget os ned igennem, ud over Danmark-ekspeditionen 1906-1908, er Alabama-ekspeditionen fra 1909-1912.
Du kan læse mit resumé ud fra bogen og det jeg kan huske her.
Alabama-ekspeditionen – en farefuld tomandsfærd i Nordøstgrønland
I kølvandet på Danmark-ekspeditionens tragiske afslutning i 1908 forblev flere spørgsmål ubesvarede. Hvilken rute havde Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Jørgen Brønlund i slædehold 1 rejst før deres død? Og hvor befandt især Mylius-Erichsen og Høeg Hagen’s dagbøger sig, da de ikke var ved Jørgen Brønlunds lig, med hans dagbog og kort skitserne?
Samtidig forestod stadig en endelig kortlægning af det nordøstligste Grønland – Peary Land – og det var endnu uafklaret, om området var en ø eller en del af det grønlandske fastland.
Det blev den erfarne polarforsker, kaptajn Ejnar Mikkelsen, der tog initiativet. Med en lille besætning på syv mand stævnede han ud i sommeren 1909 med skibet Alabama. Ekspeditionens mål var tydeligt: at klarlægge Mylius-Erichsens gruppe sidst færd, gerne finde dagbøgerne og samtidig kortlægge det uudforskede land i nordøst.
En ekspedition ramt af vanskeligheder fra begyndelsen
Ekspeditionen fik en vanskelig start. Allerede under rejsen nordpå blev det nødvendigt at udskifte maskinisten, så Iver Iversen kom med som afløser, og ved ankomsten til kysten ved Shannon Ø stod det klart, at både vejrforhold og terræn ville udgøre betydelige udfordringer.
Mikkelsen besluttede at lade Alabama overvintre ved Shannon Ø og påbegyndte sin første slæderejse i selskab med premierløjtnant Christian H. Jørgensen og maskinisten Iver Iversen. I løbet af vinteren 1909–1910 fandt de og begravede Jørgen Brønlunds lig ved Lambert Land, nøjagtigt det sted, hvor han var omkommet under Danmark-ekspeditionens afsluttende etape.
En farefuld færd over isen med to mand
Det var imidlertid rejsen i 1910, der for alvor skulle fæstne sig i ekspeditionshistorien. Mikkelsen drog atter af sted – denne gang med maskinisten Iver Iversen som sin eneste ledsager, da premierløjtnant Christian H. Jørgensen havde fået slemme forfrysninger i fødderne på efterårsturen og ikke kunne deltage.
Destinationen var Danmark Fjord, hvor de håbede at finde afgørende dokumenter og kort i varder eller under snedriver efterladt af Mylius-Erichsen.
Rejsen blev en kamp for overlevelse. Sne, ekstrem kulde, modvind og knappe fødevarer gjorde fremdriften langs kysten langsom. Ikke desto mindre lykkedes det dem at finde det, de søgte: I varden ved Danmark Fjord lå der en vardebeskrives fra Mylius-Erichsen, der fortalte at Peary kanalen ikke fandtes samt aftegning af kort over Peary Land samt Høeg Hagens notater. Dette beviste endegyldigt, at Peary Land ikke var en isoleret ø, men forbundet med Grønlands fastland – en opdagelse, der for altid ændrede landkortet.
Derfor kunne de allerede fra her begynde deres hjemrejse. Dog brød Ejnar Mikkelsen alle skikke i arktisk, da han ikke selv skrev en beretning og heller ikke lagde en kopi af den beretning han tog, men efterlod varden tom.
Skibet forsvundet, besætningen evakueret
Efter flere måneders strabadserende slæderejse vendte Mikkelsen og Iversen tilbage til Shannon Ø i 1910. Til deres store forfærdelse var Alabama sunket i isen, af resterne havde besætningen bygget en lille hytte, før de var blevet evakueret af et forbipasserende hvalfangerskib. De to mænd stod nu alene tilbage, konfronteret med den grønlandske vinter.
I den primitive hytte, kendt som Alabamahytten, endte Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen med at tilbringe næsten to år. De overlevede ved jagt, førte dagbog og opretholdt moralen med alt de kunne finde på, da der ikke var efterladt nogle bøger. Selv da forsyningerne svandt ind og udsigten til redning forekom fjern.
I foråret 1912 ankom endelig et skib og bragte dem friheden. Efter to års isolation blev de to mænd samlet op af en norsk sælfanger og bragt tilbage til civilisationen. Med sig havde de de eftersøgte kort og afgørende svar.
Eftermæle og betydning
Alabama-ekspeditionen var ikke en storslået, statsfinansieret mission. Den var præget af økonomiske begrænsninger, hårdt arbejde og improvisationskunst – men også af bemærkelsesværdigt mod, stærkt kammeratskab og en ukuelig stædighed.
Dog endte det med at hans efterladt tomme varde, skabt uvenskab med Knud Rasmusen resten af deres liv. Da Knud Rasmussen, Peter Freuchen og inuitterne Uvedloriark og Inukitsork, kom forbi i 1912 på 1. Thuleekspedition og intet fandt i varden eller livstegn fra Ejnar og Iver. Derfor troede Knud Rasmussen også at han kom hjem med nyheden om at Perry Land ikke var en ø, men en del af Grønland. Men alle viste det da Ejnar og Iver var kommer hjem kort for dem.
Ejnar Mikkelsen udgav sin personlige beretning Tre Aar paa Grønlands Østkyst i 1913, som senere blev genudgivet under titlen Farlig Tomandsfærd. I 2022 blev hans dramatiske historie filmatiseret af Netflix i filmen Against the Ice, med Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen.
I dag står ruinerne af Alabamahytten stadig på Shannon Ø som et stille monument over to mænds enestående vilje til at afdække sandheden, uanset de personlige omkostninger.
Ekspeditionen bestod af syv deltagere:
- Ejnar Mikkelsen – ekspeditionsleder.
- Vilhelm Laub – næstkommanderende, premierløjtnant.
- Christian H. Jørgensen – infanteriløjtnant.
- Hans P. Olsen – styrmand.
- Georg Poulsen – styrmand.
- Carl Unger – tømrer.
- Iver P. Iversen – maskinist, tiltrådte undervejs som erstatning for den oprindelige maskinist.
Håber det gav lidt ny viden og lyst til at læse mere om de gamle polarfarer og om Grønlands ekspeditions historie.
Vi vil rejse videre her i den store hvide vildmark.
Erik
Relateret indlæg
Indlægget er opdateret: 26. november 2025
