Vi vågnede til lyden af bølgernes slag mod stranden og vindens susen i træerne. Det var mørkt som aldrig før udenfor. Vi lå for en gangs skyld i læ af stormen, så teltet fik kun lidt vind. Det er seriøst tid til at finde pandelampe frem, hvis jeg ikke skal rende i bjørnehegnet om natten, når jeg skal ud.

Der var ikke den store tvivl om, at vi ikke skulle op og afsted. Der var en god vind, bølger med hvide toppe, ikke noget vi behøvede ud og kæmpe imod. Der var kun en ting at gøre, tag en ordentlig lur, lige af brudt af rævens gøen af os inde fra skoven.
I løbet af formiddagen kom der gang i os, vejret var ikke tillokkende men heller ikke umuligt at padle i. Vi fandt ud af, at det var 14 dage siden vi sidst har haft en hviledag – da vi lå vejrfast i Bible Camp. Vi valgte at lad vejrfast gå over i hviledag efterhånden som vinden lagde sig.

Det krævede dog den sædvanlige dans om beslutningen. Er det ikke for dårligt at ligge over? Hvad hvis vejret bliver dårligt de næste dage? Vi kunne padle lidt videre?Argumenterne for at blive var, at vores kroppe trænger til lidt hvile, og hvad nu hvis det er svært at finde lejrpladser, det kunne blæse mere når vi kom væk fra læ. Sådan bølgede tankerne og snakken frem og tilbage en times tid. Ingen af os gad tage beslutningen. Vi lod tiden tage beslutningen, vi begge viste godt, at en hviledag nok var klogeste.

Så kunne vi endelig kaste den dårlige samvittighed væk (eller jeg kunne). Vi fik syet lidt små ting, ryddet op i mad og pakrum, læst og slappet af. Så vi kan være klar til de sidste ugers oplevelser.
Vi fik også besøg af ræven, der var på jagt i buskene bag os. Vi er næsten blevet accepteret, nu er den inden på 5 meter.
Tine: Her til aften trak det sammen med sorte skyer i horisonten, og tordenen kunne høres i det fjerne. Vi kan stadig imponeres over sådanne vejrsystemer. Når vi sidder midt ude i det, er det en intens oplevelse med de forskellige faser over kort tid i passagen af et uvejr. Lyset der skifter, temperaturskifte, blæst på forkant, lyden af regnen på floden der nærmer sig (vi sidder på en ø her hvor floden er ca. 4 km bred), de få sekunder der går fra de første dråber rammer teltet til den øredøvende larm af regn og vind der slår mod teltet, vandet der bliver let oprørt og de kæmpe tordenbrag. I løbet af kort tid har det passeret, tordenen høres stadig i horisonten, vind og vand skal have en stund til at falde til ro, og luften er kølig og helt frisk.
…vi er glade for at vi sidder i telt, og at vi ikke var på vandet eller ved at slå sen lejr!

Fedt med en hviledag, selv om jeg har svært ved at være i det. Nu er sulten efter at komme videre igen også stor. Hvad venter der af oplevelser og små eventyr på det sidste stykke?
Erik

Dag/lejr: 68/58
Km/km ialt: 0,0/2830,1 km padlet (vandret af Chilkoot Trail 64,7 km)
Højde vi ligger i: 18 meter
Vejr: 13-25 grader. I løbet af natten blæsten det op til hård vind. Vinden forsatte op af formiddagen. Her fra aftagende vind og stigende temperaturer. Overskyet, solen kortvarigt fremme, men en trykkene varme. Her da vi skulle til at opdatere bloggen kom kæmpe regn- og tordenbyge ind over.
Pos: Se under ”GPS-kort” for at følge vores rute.

Samarbejdspartner, Yukon River