Eftertanke efter ”Far og datter i Vildmarken – 45 dage i kano”

Erik B. Jørgensen og Karen på ekspeditionen Far og datter i Vildmarken - 45 dage i kano

Efter vi kom hjem fra vores herlige ekspedition og ferien oven i. Er jeg i fuld gang med at lave foredraget, har fået sorteret billederne ned og er nu i gang med over 25 timers video. Samt jeg er godt i gang med træningen igen, styrketræning, yoga og har været i kajakken igen og ude og trække dæk, til næste års ekspeditioner.

Når jeg nu sidder og ser billeder igennem og jeg kan tænke turen igennem, når jeg træner, osv. Hvad står så tilbage?

Først og fremmest en fantastisk tur, naturmæssigt, selv vejret var fint, set over hele perioden. Der var ikke mange myg, ikke noget der var en overordnet plage, så jeg er dybt taknemlig over det.

Det var en fornøjelse at rejse med min datter i kano ned af elve, over søer, op ad elve og ned igen. Det at få tid sammen med min datter uden indblanding fra moren, gjorder at vi fandt ud af det hele. Jeg forventede at det ville være let, da jeg ofte har en naiv tilgang til udfordringer. Men det holdt stik.

Det var faktisk 10 gange letter end jeg forventede. Det var let at rejse med barn

Så jeg kan kun sige til andre tag af sted, for Karen var det ikke et minut for tidligt at komme på tur, uden mor.
Vi fandt hurtigt en rutine og Karen fandt selv på lege, m.v. som vi har sammen.
Det eneste det krævede var jeg gav mig bedre tid og nød lejrlivet lidt mere, men der var forsat nok at lave med at tag lejr ned og sætte op efter dagens padling.

Så til alle jer, jeg ved der har haft en diskussion der hjemme om det er forsvarligt og om I kunne lad jeres børn komme på tur. Gi slip kan jeg kun sige, det er let og godt for alle. Bare husk at lave ture, med udgangspunkt i det I brænder for og de forudsætninger I har, så skal det nok går. Oplevelserne venter der ude.

Med hensyn til mad, var der rigeligt, selv om jeg smed 12 dage i starter, fik handlet lidt i Ivalo og blev snyds for godter i Nellim, da butik var nedlagt.
Hvis jeg skal gøre noget om, havde jeg kørt et eller to depoter ud med mad, så jeg ikke skulle lægge ud med 260 kg. Det havde været nemt. Men ikke noget der ødelage noget, kano virkede perfekt selv tungt læsset.
Selv ved alle vores overbæringer kunne jeg ikke være letter, fordi her kunne jeg ikke lægge depoter, samt det ekstra luksus vi havde med, ville jeg ikke undvære, når Karen var med.

Så snart moren, Kirsten kom, faldt alt tilbage til normale, først skulle Kirsten gøre alt, fordi Karen havde savnet hende. Her hjemme faldt hun lynhurtigt tilbage i rutinerne, helt utroligt. Jeg må igen ingen ting, den eneste ændring der har været, er at en nat hvor hun ikke ville sove alene, fik jeg lov til at sove ved hende, normalt bliver jeg smidt ud, hvis det er mig der kommer.

Karen snakker ofte om turen, så jeg er sikker på den har givet hende en masse, med videre i livet. Jeg glæder mig i hver tilfald til vi skal ud igen.

Til slut vil jeg sige tusind tak til min samarbejdspartner og alle de mennesker der har hjulpet mig på min vej.
Jeg har haft så fedt grej med på den her tur, der bare har virket. Men alt det vender jeg mere tilbage til.
De mennesker der har hjulpet mig på alle tænkelig måder, før, under og efter turen, er en uvurderlig hjælp, så tusind TAK til alle.
Igen tak for de mange mail, kommentar, ”Synes om”, osv. det er fedt at se I er der ude.

Nu glæder jeg mig til at komme ud og fortælle om turen, samt få skrevet om den.
Samt jeg glæder mig til at komme på ture igen med familien, alene, med andre, ved kurser. Fordi som altid Eventyret starter i din baghave, så det skal jeg ud og finde. Håber vi ses der ude.

Erik

Midnats sol under ekspedition Far og datter i Vildmarken - 45 dage i kano

Indlægget er opdateret: 23. december 2017