Bornholm rundt, Bikepacking

–       Syvende etape, Bikepacking, Danmark rundt

Det er blevet efterår, og vi er kommet ind i november, men det kan forsat være tid og vejr til eventyr!

I sommer da min kæreste Tine og jeg cyklede Danmark rundt ”Bikepacking, Danmark rundt”, var planen faktisk også at besøge Bornholm. Men da vi nåede hen imod slutningen af vores tur, og ville afslutte med en tur til skønne Bornholm, så var det blevet starten af juli, skolernes sommerferie var skudt igang, og det halve Danmark havde besluttet at tage til Bornholm. Det skulle de have lov til at have for dem selv. Så efter 51 dage og 3.518 km i sadlerne, trampede vi tilbage til Lyngby. Dog med den aftale, at vi tog Bornholm senere.

Vi skulle langt ind i efteråret, før vi fik muligheden for at komme afsted. Heldigvis så det ud til at november-vejret kunne holde nogenlunde tørt, dog med en masse vestenvind. I modsætning til forsommerens lange tur med telt/soveposer, havde vi en aftale om, at vi ville overnatte inde på denne tur. Så kunne vi have lidt mere luksus, nu når denne årstid ikke byder på så meget dagslys efter kl. 16.30.

Vi tog af sted sent mandag aften, den 2. november for at tage S-toget til Køge og tage natfærgen fra Køge til Rønne.

 

Dag 1 Bornholm rundt, Bikepacking

Rønne til Sandvig på cyklen, med en gåtur ved Sandvig. Vi overnattede på Danhostel Sandvig.

Vi besøgte bl.a.:

  • Rønne By
  • Pyritsøen og Smaragdsøen
  • Levka skansen
  • Hasle By
  • Helligpeder Havn
  • Teglkås Havn
  • Jons Kapel
  • Vang granitbrud og Vang by
  • Hammershus
  • Opalsøen og Krystalsø
  • Hammerfyr
  • Hammer Odde Fyr
  • Salomons kapel
  • Sandvig/Allinge By
  • Madsbakker (Helleristninger)

 

Dag 2 Bornholm rundt, Bikepacking

Anden dage sprang vi på cyklerne og fulgte kyststien mod Gudhjem, med et par rundture inde i landet, for at overnatte i Svaneke, hvor vi sov på Hotel Siemsens Gaard.

Vi besøgte bl.a.:

  • Allinge By
  • Tejs By
  • Døndalen, og Danmarks højeste vandfald
  • Helligdomsklipperne (Kyststien)
  • Rø Kirke
  • Rø Plantage
  • Rundkirke i Østerlars
  • Kobbeå og Stavehøl vandfaldet, Danmarks længste frit fald vandfald, 4 meter.
  • Gudhjem By (alle spisesteder lukket)
  • Kyststien
  • Bautasten ” Helligkvinden”
  • Svaneke

 

Dag 3 Bornholm rundt, Bikepacking

Dag tre cyklede vi fra Svaneke til Nexø, men med en ordentlig rundtur ind i Paradisbakkerne og Almindingen. Før vi cyklede til Nexø og overnattede på Nexø Hostel.

Vi besøgte bl.a.:

  • Svaneke By
  • Årsdal By
  • Paradisbakkerne
    • Rokkestenen
    • Gamleborg
  • Almindingen
    • Lille Borg
    • Rokkestenen
    • Rytterknægten
    • Gamleborg Slotsruin
    • Ekkodalen
    • Bisonfolden, Almindingen
  • Egeby Mølle
  • Nexø By

 

Dag 4 Bornholm rundt, Bikepacking

Dag fire og vores sidste dag, cyklede vi fra Nexø til Rønne havn, for at rejse hjem med Rønne-Køge.

Vi besøgte bl.a.:

  • Nexø By
  • Balka Strand
  • Dueodde Strand og Fyr
  • Koldkrigsmuseet og det gamle lyttetårn, Dueodde (lukket for sæsonen)
  • Geografisk knudepunkt, Slusegården.
    • Her krydser den 55. nordlige breddegrad og den 15. østlige længdegrad hinanden. Samt solen står højest, når klokken er 12 (13 om sommeren).
  • Lobbæk, Klint Stenbrud
  • Slau’s stene
  • Rønne by

 

Kort over vores ruten, Bornholm rundt

Jeg brugte ”Komoot.com” til at planlægge turen, mens jeg brugte Google til at søge efter seværdigheder og gode ting, man bør se. Jeg har dog også et indgående kendskab til store områder af Bornholm fra tidligere ture og arbejde. Så jeg kendte mange af stederne.

Gode sider jeg brugte:

 

Mangler du inspiration kan du se mere her på min hjemmeside:

 

Data Bornholm rundt, Bikepacking

  • Dag 1 Cykel del             27,7 km (4 timer i alt)
  • Dag 1 Vandre del          12,6 km (3,5 timer i alt)
  • Dag 2 Cykel del             57,9 km (7 timer i alt)
  • Dag 3 Cykel del             53,4 km (7 timer i alt)
  • Dag 4 Cykel del            47,6 km (4,5 timer i alt)
  • I alt                             199,2 km                          

Vi havde ikke travlt, og kilometerne tager tid, når vi godt kan lide at tage billeder, video og køre ud på stier, der ikke altid er så egnet til cykler med oppakning.

 

Overordnet

Vi havde en super god tur. Især årstiden taget i betragtning. Vi var forholdsvis heldige med vejret. Vi havde super flot lys, især på vores første dag. Der var kun lidt regn, forholdsvis lunt, dog rigtig meget vind de første tre dage, med mellem 12-15 m/s fra vest. Vi havde heldigvis mest side eller rygvind, eller kunne være i læ i skoven.

Vi havde stort set det hele for os selv. Det var meget få lokale/turister der kom gående/cyklende på stierne. Dog var langt de fleste spisesteder og mange overnatningssteder lukket, når det er så meget ude for sæson. Du skal være opmærksom på at mange spisesteder (næsten alle) ikke opdaterer deres åbningstider på deres hjemmesider, og heller ikke altid på deres døre. Det er som om, at det er en selvfølge, at der er lukket i november. Så det er virkelig svært at regne ud, hvad der åbent og ikke.

Kyststien er mange steder ikke egnet til at cykle på. På enkelte strækninger er der cykling forbudt, men det er relativt få stræk. I højsæsonen vil jeg råde dig til at holde cyklen langt væk fra kyststien, men i stedet nyde den til fods. Der er mange smukke strækninger, der kan være virkelig mange mennesker. Skulle du og din cykel med oppakning komme forbi off-season, så husk at det går en del op og ned på Bornholm og der er mange sten/klipper. Cyklerne skal slæbes og bæres en del, hvis du vil ud på eventyr og følge de små stier. Medmindre du inviterer kæreste/børn med, der er gladere for at cykle end dig selv, så kan det hurtigt blive en show-stopper. Ellers er der masser af fine cykelruter på vej og gode cykelstier på Bornholm. Der er en del cykelstier på de gamle jernbanestrækninger.

Bornholm er et rigtig fint sted at vandre og cykle, dog vil jeg personligt altid gøre det uden for sæson, hvis det er muligt. Det giver så meget mere plads og frihedsfølelse.

De senere år er der også kommet en del shelters og primitive overnatningspladser, der gør friluftsliv så meget lettere. Du kan se de fleste på ”udinaturen.dk”. Du kan også altid overnatte indenfor som vi gjorde, der er så mange muligheder på Bornholm.

Jeg håber, at vi kunne underholde og inspirere dig til at tage ud i vores dejlige danske “baghave”.

Erik

 

Relateret indlæg

 

Facebook indlæg fra turen

 

Indlægget er opdateret: 4. februar 2022