På besøg ved en legende

 

 

De første dage på vores ekspedition er gået over al forventning. Vi kører pænt stærk, hundene lystrer nogenlunde, og vi skal lige finde hinanden.
De to første dage, var i det smukkeste vejr, og på 4 timer nåede vi begge dage godt 20 km.
Dag tre var det dog storm og vejrfast i teltet.

Dag fire, i dag, var vi på farten igen. Vi kørte ind til Siorapaluk, en lille bygd. Den nordligste bygd i Grønland og en af de nordligste i verden. Der er i dag kun omkring 30-40 indbyggere i bygden.

Vi kørte op til bygden og parkerede slæden på havisen. Hundene stoler vi ikke helt på endnu. Så de blev sat i rejsekæder, så de ikke kan løbe nogen steder hen eller slås.
Mens vi gjorde det, kom de først besøgende ud på isen fra bygden. 8 personer, både voksne og børn.

Vi gik ind over landbrækket og ind I byen. Typisk Grønlandsk bygd med en god blanding af forladte huse, gamle og nye huse. Der var også godt med hunde.
Vi gik rundt i blandt husene og alle de ting der står over alt.
Da vi kom op i toppen af bygden, kom en ældre lille mand ud af et hus og stod og kikkede. Vi hilste og gik der op. Jeg kunne allerede se at det var legenden Iko, der stod der. En japaner der har slået sig ned her som fanger for mange år siden.

Vi stod og talte lidt ude og tegnede kort i sneen og snakkede om den opkørsel på gletcheren, der venter os. Efter lidt tid blev vi inviteret ind.
Vi sad en halv time og snakkede om livet, slæde kørsel og livet i Siorapaluk.

Iko kom til Siorapaluk først gang I 1972, som ekspeditionsmand. Året efter vendte han retur, og han er blevet her lige siden. Han slog sig ned som fanger og blev gift. Desværre er Ikos kone død for et par år siden.
De fik en søn, som bor I Qaanaaq.
Vi sad i det lille hus, med et åbent køkken og stue i et. Et hjem som andre Grønlandske fanger hjem. Der var en del blomster og Grønlandsk kunst på væggene. I hjørnet stod et bord med fire sneharer, der var ved at tø op, så de kan blive pelset.
Iko bliver 72 år i år. Han er i dag pensionist, men fanger alt sin mad selv. Han er glad fordi han forsat kan løbe med sine slædehunde.
Så han bliver ved så længe han kan.
Det var vildt, pludseligt at sidde i køkkenet med Iko at snakke. Jeg har hørt om manden lige siden, jeg begyndte at interessere mig for Grønland. Lige før jeg tog hjem fra Slædepatruljen Sirius I 2001, købte jeg en pisk af netop Iko, som jeg fik sendt og har haft hjemme på min væg lige siden.

Da vi sagde farvel var vi begge dybt taknemmelige for vi fik den mulighed og oplevelse.

Fra Siorapaluk kørte vi to timer ind i bunden af fjorden. Her slog vi lejr. I morgen venter en hård opkørsel til Indlandsisen for at komme nord på.

Erik

Indlægget er opdateret: 10. december 2020