Tine: Vi boltrer os i livet herude, også selvom vi i disse dage ikke helt når de kilometer, vi havde forestillet. Der kommer alle de her uventede oplevelser, der dukker op undervejs, som vi vælger at bruge tiden på, og er helt fantastiske krydderier til vores fine tur.
I dag sov vi lidt længere, da gårsdagens gæsterne i lejren blev til sent. Vi brugte ekstra tid i morges, da der igen var flere firbenede besøgende i lejren. Vi blev inviteret ind i fishcamp hos en 84 årig kvinde. Og et fly fra State Troopers landede foran os på floden for at snakke med os.
Velkommen til endnu en spændende dag i Alaskas Vildmark, hvor vi nu sidder i en ø-lejr, hvor friske spor ved breden igen bød os velkommen i land.

Vi tillod os at sætte vækkeuret helt frem til klokken 7, da aftenen havde udviklet sig til det helt store elge show.
Vi hørte også noget pusle om natten. Det viste sig at være et træpindsvin, der var blevet fanget på vores vildtkamera, vi har oppe hver nat.
Da jeg gik ud i morges, stod de 3 elge fra i går 100 meter længere nede af øen og spiste, herlig start.
Senere da vi gik ud af teltet, så vi kort en større elgtyr og for det ikke skulle være løgn, kom der en elgko og ung elgtyr løbene lige forbi os, ca 15 meter fra os. De var noget nervøse men ville gerne forbi. Fed start, det blev lige 16 forskellige elge på 24 timer. Vi kan nok sige farvel til nogle af dem, da elgjagten starter nu og de næste uger, hvor forskellige områder åbner op for jagt.

Vi padlede af sted, mens vi så traner, gæs og ravne. Vi kunne igen nyde havblik og også dejligt vejr. Desværre begyndte det hurtigt at lukke til med høje tynde skyer.
Vi nåede kun godt 4 km, så fik vi øje på Roberts telt (tyskeren, vi skrev om de seneste dage), men vi lod ham sove og padlede videre.
Kort efter kom vi til en bugt i bjerglandskabet med fiskelejrer, to af dem var i super stand. Ved den sidste var der mennesker, og vi vinkede til dem. Lige som vi passerede længere ud, råbte en mand om vi ville have kaffe, så vi lagde til.

Her mødte vi stedes ejer Mary 84 år, hendes plejsøn på 50 år og hendes oldebarn Mary på 6 år. Vi fik en lang snak med Mary om hendes liv. Hun var opvokset på børnehjem i Holy Cross, med 2-300 andre børn, blandt andre Alice, som Tine mødte i går. Da Marys far, der var af svensk oprindelse, døde da hun var 5 år, og hendes mor ikke kunne tag sig af hende og hun ikke havde andet familie eller søskende, så blev hun sendt til skolen/børnehjemmet i Holy Cross. Senere blev hun gift med en fra Holy Cross, der viste sig at være Luke’s bror (Luke vi mødt igår i Holy Cross).
Hun havde levet et hårdt og simpelt liv, hun var taknemmelig og stolt, selv om hun hadede at blive gammel. I dag var hun alene, hendes mand var død, men hun tog forsat i fiskelejr alene hele sommeren, selv om hun var 84 år. Det var så en af hendes sønner der boede i lejren i starten af bugten, så han kom med varer og så til hende. Nu når de fiskede kom nogle af hendes børn og hjalp.
Mary havde ikke mindre end 12 børn og 2 plejebørn, hun havde taget sig af fra de var små. De var i dag mellem 50 og 65 år, så hun har fået børn, stort set hvert år fra hun var 19 år og 15 år frem. Nu havde hun en stor familie, med helt ned til tipoldebørn.
Det var en kæmpe oplevelse og høre om hendes liv, ud over det binder det rigtig mange af de historier sammen, vi har oplevet. Helt perfekt til foredraget og bogen bag efter.
F.eks. når hun sejlede til Fairbanks hvert år for at sælge laks og handle, så lagde hun altid til ved Bible Camp og besøgt Roger, det er nærmest en nabo her ude…700 km oppe ad floden! Det beskriver ganske godt, hvor få mennesker her er med enorme afstande.
Efter en god snak og vi havde været rundt og set ting med lille Mary, padlede vi videre. Lille Mary og hendes Farfar (plejesønnen) skal være her til september og hjælpe med fiskeri og elgjagt, de kommer fra Anchorage. Lille Mary synes nu vi skulle blive lidt mere og være med til hendes fest.

Vi padlede videre og snakken gik om vores oplevelser og fik snakket de mange historier igennem. Vi fulgte land og så igen mange rovfugle. Mens vi tog billeder af en høg der havde fanget en anden fugl, kom der en vandflyver forbi. Jeg nåede lige at tage et par billeder af flyveren også.
Pludselig krængede flyveren rundt og fløj tilbage, hvor den vendte rundt igen og tog kurs direkte mod os og landede på floden kort foran os. Hvad nu? Jeg nåede lige at tænke om det kunne være Jeff fra Fairbanks, men flyet var en anden type.
Da flyet kom tæt på os, hoppede en mand ud i uniform med pistol, og vi lagde til vandflyverens ponton. Det var to State Troopers, der skulle ud og tjekke op på elgjagten, nu når den starter. De kom fra Bethel og da de opdagede os, skulle de da lige høre lidt om vores tur.
Vi flød ned af Yukon, fly og kajak sammen, mens vi fik en herlig snak med Braden og hans makker, vi ikke fik navnet på. Vi takkede mange gange for besøget, og de tog af igen, mens Tine sagde at hvis de tog nogle billeder fra luften måtte de gerne sende dem. De tog af og sørme om de ikke lige fløj en runde over os, vi håber der ligger lidt billeder til os på mailen, når vi engang får net igen.

Nu var der endnu mere at snakke om, det var godt nok et uventet møde.

Sidst på eftermiddagen fandt vi en god lejrplads på en ø, så vi slog til selv om vi ikke kom så langt igen. Men vi har tiden til det og nyder de her oplevelser.
Vi fik lige en bonus oplevelse mere i lejren. Da vi kom i land var der friske rævespor, og sørme om der ikke kom en ræv og sad en 40 meter fra os og kikkede med. Her til aften er det klaret lidt op, men vinden er taget lidt til.
Vi er så taknemmelig for de en ekstra oplevelser, der bare bliver ved med at komme dumpende til os.
Erik

Tine: I dag er første gang i flere uger, hvor vi kunne tage tørt tøj på fra morgenstunden, pakke et næsten tørt telt sammen, en hel dag i kajakken uden regn, og vi har slået lejr i tørvejr. Ja, man kan blive så glad for noget så simpelt som et døgn med tørvejr :-)

Dag/lejr: 67/58
Km/km ialt: 43,7/2830,1 km padlet (vandret af Chilkoot Trail 64,7 km)
Højde vi ligger i: 18 meter
Vejr: 15-22 grader. En dag med en del skyer, men perioder med sol ind i mellem. Bliver hurtigt varmt når solen er på. Svag til let vind. Aften frisk vind fra øst.
Pos: Se under ”GPS-kort” for at følge vores rute.

Samarbejdspartner, Yukon River