Dagen startede lidt før end den plejer og lidt brat for Karen
Jeg stod op ved seks tiden og kunne med glæde konstatere at vandet netop havde passeret højeste vandstand. Så,var der en chance for at komme her fra.
Den næste time, fik jeg min the, spist morgenmad og begyndt at pakke. Men klokken syv synes jeg godt nok vandet gik lidt hurtigt tilbage, så Karen fisken brat opvågning og besked på at komme i tøjet.
Klokken otte kunne vi padle af sted. Vandet var forsat ok højt, men der var ikke mere end 15-20 cm vand, de første 100 meter ud. De var rettidig afgang!
Det vilde var, at ca. en kilometer ud var der ikke dybere end ca. 50-60 cm. Der er seriøst mange aflejringer her!
Vi havde aftalt = jeg bestemt at vi padlede en kort tur over til Søndre Igaliku/Igaliku Kujalleq, for også at vandre her.
Efter 3,7 km padling ankom vi til vores ny lejrer. Ruten må se lidt mærkelig ud på vores tracker, da vi nærmeste padlede et “U” for at komme her hen.
På vores vej så vi tre havørne stå ude på de lave sandbanker, da jeg kikkede i min kikkert, så den en ud til at være deres store unge, da den ikke var færdig farvet i fjerne.
Vi så også en and, men to meget små ællinger i vandet.
I Søndre Igaliku, endt vi med at slå lejr ude ved “havnen”. Deres havn er en vej ned til vandet og to gamle slæbe pramme der står på land/vand og virke som mole, må have været brugt til at hente får og køer en gang. Samt tre små både her.
Vi fandt en lejrplads på græs skrænterne, vi kunne lige klemme teltet op mellem hullerne, fordi vi ville ikke ligge, så vi kunne ses fra husene.
Da lejr stod og vi havde fået lidt formiddagsmad, så var det tid til endnu en vandretur. Min rygsæk var fyldt med varmttøj, snacks, middagsmad og regntøj, da vejret ikke så for godt ud.
Vi traskede af sted af grusvejen, det er faktiske den bedste vi har set ind til videre. Kort fra havnen ligger der en stor gamle Nordbo kirke og gård ruin. I forholdsvis god stand. Jeg synes det er super spændende at se, men der var flere ruiner på programmet. Vi fik næste 4 km ud af vejen, der kom igennem overraskede mange forskellige terræntyper. Først det bakkede frodige terræn, men græs marker, så kom der et fladt stykke, men grus og sten og nogle magre marker. Det gik over i klipper og store ture med jord og rødder fra pilebukse, de steder pilebuske gav op, fløj jord væk og andet under. Det så mærkeligt ud med sandet og så de store ture. Der er meget sandflugt her.
Før en af fårefarmene ind i land, skulle der være en Nordboruin, men vi kunne ikke finde den desværre, så ud som om området var skylder væk.
Vi gik ud i terrænet, vi skulle op ad en kort stejl klippe/skrænt, men hold da op pilebusken var store, de var mere træer, så vi forsvandt næste de var pænt våde. Jeg maste mig op, til en pige der fortalte mig hvor meget hun hade at vandre her. Vel oppe blev terrænet bedre at gå i, men der var mange søer og vådområder. Samt det gik let op og ned hele tiden. Det hele var vokset til, med pilebuske op til ca. 50 cm. Det var hårdt at gå og tog tid. Vi fik mast os frem til næste ruinmarkering, på lang afstand kunne jeg se gamle mure på en klippe, det var dejligt. Det lignede igen en lille kirke, så fedt. Dog var Karen ikke imponeret og nogle få sten oven på hinanden. Vi så heldigvis også en islom tæt på.
Godt hundre meter der fra fandt vi Nordbo gården, det var kun de gamle tørve mure der var synlige godt groet til i træs.
Herfra gik det videre ind i terrænet på jagt efter den sidste ruin. Hvis vi havde troet det var hårdt terræn indtil nu, så tog vi fejl. Først var det op af bakke, så ned igennem vådområder, for at gå ned i en slugt, men 1-2 meter høje buske, der nærmest var groet sammen, men store dybe huller og en bæk løbene i bunden, det er eventyr. Nu var Karen ikke glad mere. I 20 minutter væltede vi rundt i slugten, men en hær af fluer om vores hoveder. Af en eller anden uforståelig grund, kunne jeg slet ikke få Karen til at se det fantastiske i at gå denne vej, for nogle ruiner.
Heldigvis har alt en ende, og sørme om vi ikke kom ned til et ATV spor. Langt om længe var vi ved den sidste ruin for i dag. Eller vi var hvor den var på kortet. Jeg ledte godt, men med lidt god villige, fandt jeg en måske to små tørve mure. Ikke en sten eller noget. Det var godt vi gik her ud.
Heldigvis viste det sige at hjemturen her ude fra, var let. Meget lettere end forventet. Fordi vi kunne følge ATV sporet, der til slut gik over i noget der lignede en vej.
Så Karens humør var retur, selv om jeg ikke er vild ned veje. Efter seks timer og næsten 20 km var vi retur. Sikke en tur. Jeg var glad for at vi tog endnu en vandredag og fik oplevet hele området, som virkeligt er smukt og kuperet
Så skulle vi have aftensmad, og jeg lavede popcorn, efter Karens ønske.

Her under fortælle Mikkel lidt mere om området vi er i

Søndre Igaliku, Qanisartuut og Vatnahverfi
Igaliku ligger i bunden af området Vatnahverfi, der idag kaldes for Tasikuluulik. Dette område var et af de mest befolkede steder i Sydgrønland ca. år 1000 og flere hundrede år frem. Her finder man bl.a. Søndre Igaliku som også var et tiltrækkende sted at bo dengang, både fordi man kunne anlægge gårde nær fjorden med adgang til en elv, og fordi der samtidig er et frodigt indland. Øst for Søndre Igaliku findes der derfor også ruiner i den sydlige dal helt ind til bræen. I mange tilfælde byggede man gårdene bag høje fjeldkamme og langt inde i grønne dale bag, der kun var tilgængelig ved at vandre eller ride på hest. Hele den østlige side af fjorden mellem Igaliku og Qanisartuut giver adgang til kystområder og skjulte dale, der var fyldt med aktiviteter gennem flere århundreder. Efter gårdene blev forladt henimod år 1450 rykkede inuit ind i lokalbefolkningens områder og genanvendte de efterladte ting. Hvis vi derefter springer næsten 500 år frem i tiden var samfundet fuldstændigt forandret både mentalt og materielt, og i 1946 startede familien Lund et fåreholdersted ved Qanisartuut sammen med deres tre børn og 280 dyr. Det helt moderne fårehold blev startet i henholdsvis Qassiarsuk og Qallimiut, men det spredte sig hurtigt til flere af de områder, som også var blevet anvendt til græsning af nordboernes dyr. Allerede i 1906 var der også blevet indført får til Friedrichsthal (Narsarmijit) Syd for Nanortalik, men fårehold var i begyndelsen bare mindre et bierhverv til handlen i Sydgrønland. I starten var der meget lidt udbytte af avlen, og de moderne fåreavlerne mærkede derfor nogle af de strabadser som de oprindelige beboere også havde oplevet gennem mange generationer før dem. Den moderne fåreavl var også et hårdt fysisk arbejde med rydning af græsningsområder hvert år, konstant vedligeholdelse af stalde og boliger samt risiko for at miste alting hvis man ikke kunne skaffe nok foder til husdyrene. Der var masser af nedture og bestanden af får blev f.eks. halveret i vintrene 1948 og 1956. Bestanden af får voksede dog kraftigt i 1966, og fåreavlerne nåede at nyde en kortvarig succes inden fårebestanden gik fra 48.000 til 17.500 dyr i den følgende vinter. Flere fåreavler opgav deres livsværk og kun gårdene placeret i de bedste områder fortsatte. Denne krise gjorde at hele fåreavlen blev omlagt med kæmpe støtte fra den danske stat, og senere også fra det grønlandske hjemmestyre efter 1979. Senere gav EU også økonomisk støtte til vejbyggeri og anden infrastruktur. På den måde har den moderne grønlandske fåreavl ikke kunnet overleve uden støtte fra Danmark eller organisationer i udlandet. Idag findes der langt under 50 gårde i Sydgrønland af forskellig størrelse. Hovedparten af stederne bliver fortsat drevet af familier der har arvet erhvervet og gårdene. Mange fåreavlere har idag stor gæld og søger derfor hele tiden efter nye udviklingsmuligheder. De omkringliggende bygder er præget af stor afvikling og nedgang i indbyggertal, men der er også succeshistorier. Der er eksempler på at fåreholdernes samtidige produktion af f.eks. uldvarer eller delikatesser, og muligvis bed-and-breakfast, kan skabe udvikling. Igen er man afhængig af turisme og af at være tilgængelig for interesserede kunder. Grønlands behov for lammekød er stort set dækket af de nuværende fåreholdersteder, men enkelte gårde har også kødkvæg samt kartoffeldyrkning og har introduceret grønlandsk oksekød og kartofler til hjemmemarkedet. Turismen spiller som nævnt en vigtig rolle, og heldigvis er dele af Sydgrønland kommet med på UNESCO’s verdensarvsliste. Historiske set rummer Sydgrønland også mange beviser på menneskets evne til at placere landbrug og dyrehold i et ekstremt miljø gennem 1000 år.

Skrevet af Mikkel Ring Jørgensen.
Vi kender hinanden privat fra Grønland af, og fra fælles interesser. Mikkel har bl.a. været medforfatter til en officiel historiebog udgivet af Grønlands Selvstyre, og har skrevet mange andre materialer beregnet til undervisning og formidling generelt. Mikkel brugte den første del af sit voksne liv med at rejse til Grønland på et personligt eventyr der varede flere år, hvor han oplevede mange sider af samfundet og naturen. Han var derudover den eneste dansker der studerede bl.a. inuitkultur, arktisk arkæologi og det grønlandske sprog på Grønlands Universitet. Mikkel er i dag uddannet på både universitetet, seminariet og konservatoriet i Danmark med forskellige uddannelser, og arbejder i Jylland med uddannelse og udvikling.

Turdata:
Dato: 6. juli
Dag: 15
Lejr: 12
——
Kajak
Km, kajak: 3,7 km
Km, kajak, ialt: 140,9 km
Afgang: 08.00
Ankomst: 09.00
——
Vandretur
Km, vandre: 19,9 km
Afgang: 11.20
Ankomst: 17.22
——
Vejr: Overskyet, meget kortvarigt opklaring. Mest tørvejr, lidt let støvregn. 8-13 grader. Let til frisk vid fra vest.

 

Indlægget er opdateret: 14. juli 2021