Vandredag/ruin-safari

Vidste du at nutidens landskab i Sydgrønland stadigvæk bærer præg af de gamle nordiske landbrugsmetoder? Qorlortup Itinnera-dalen bag Qassiarsuk er et godt eksempel på et sted, hvor de første nordiske indvandrere byggede flere gårde. Man kan generelt spotte nordboernes gamle græsningsområder på lang afstand som farveændringer i landskabets bevoksning. Man kan også ofte se hvor der engang var møddinger, hvis der pludselig er meget frodige og bevoksede pletter nær ruinerne af gårdene. Et andet hint er også, at nutidens får ofte græsser på nogle af de steder, som nordboerne havde udset sig sig for mange hundrede år siden. I nogle tilfælde er fåreholderstederne i Sydgrønland placeret nærmest direkte ovenpå ruiner. Når man idag ser de frodige dale mellem fjeldene, er der kun større birkeskove ganske få steder i Sydgrønland. Men da de nordiske indvandrere bosatte sig i dalene, voksede der 4-6 meter høje birketræer mange flere steder end idag. De gamle nordiske dyrkningsmetoder betød, at man fældede mange træer og afbrændte det høje krat ved etablering af gårdene i Grønland. Formålet var især at lave græsmarker til husdyrene. Landskabet blev derfor ændret af mennesket i de mest tiltrækkende områder, og derfor så landskabet oprindeligt lidt anderledes ud. Græsset til husdyrene blev slået ved håndkraft med løvknive og placeret i lader. Man lavede også våde engarealer med en slags små kanaler ved de større gårde, som var vigtige for gårdene. Mellem år 985-1000 medbragte skibene et mindre antal køer, geder, heste, får, grise, katte og hunde til Grønland. Uld og mælk var dog ikke de mest livsvigtige produkter, og uldtøj må have været meget upraktisk som daglig arbejdsbeklædning i den tætte bevoksning med pilekrat og højt græs. Der er dog fundet rester af dele fra væve i Grønland. Sælskindstøj må have været mere nyttigt, da det ikke hænger fast i noget, og nordboerne fangede jo utroligt mange sæler, og alle deres skind blev næppe sendt til Norge eller smidt ud. Heste var en vigtig transportform, og sådan kunne man hurtigt ride ind til de gårde, der i mange tilfælde blev bygget flere kilometer inde i dalene. De mest magtfulde gårde havde ca. 25-30 køer, mens de fattige allerhøjst havde et par stykker. Den store bispegård ved Garðar (Igaliku) havde muligvis langt flere køer end alle andre.

Skrevet af Mikkel Ring Jørgensen.

Vi kender hinanden privat fra Grønland af, og fra fælles interesser. Mikkel har bl.a. været medforfatter til en officiel historiebog udgivet af Grønlands Selvstyre, og har skrevet mange andre materialer beregnet til undervisning og formidling generelt. Mikkel brugte den første del af sit voksne liv med at rejse til Grønland på et personligt eventyr der varede flere år, hvor han oplevede mange sider af samfundet og naturen. Han var derudover den eneste dansker der studerede bl.a. inuitkultur, arktisk arkæologi og det grønlandske sprog på Grønlands Universitet. Mikkel er i dag uddannet på både universitetet, seminariet og konservatoriet i Danmark med forskellige uddannelser, og arbejder i Jylland med uddannelse og udvikling.