Valg af fjeldski og ski til ture og ekspeditioner [Fif og råd]
Fjeldski, bindinger, skistøvler og stave er selvfølgelig super vigtige på lange vinterture og ekspeditioner. Jeg har dem på i mange timer, og de skal kunne holde til strabadserne over lang tid. Går grejet i stykker, kan det være fatalt, og er støvlerne ikke gode, kan det gøre ondt i mange timer.
Der findes mange fjeldski derude, og jeg har kun prøvet et fåtal, det samme med bindinger og skistøvler. Herunder vil jeg liste de fjeldski, bindinger, skistøvler og skistave, jeg har haft igennem tiderne, og give dem et par ord med på vejen. Jeg håber, det kan give inspiration til dit køb. Husk, at der hele tiden kommer nye modeller og ændringer, så tingene flytter sig. Samtidig køber jeg ikke nyt hele tiden, da godt grej heldigvis holder i mange år.
Blogindlægget er opdateret den 9. april 2026
Her er hvad jeg kommer ind på:
Hvad er en fjeldski?
En fjeldski er anderledes end en langrendsski, da den er bredere til brug uden for sporene. Skien er mere solidt bygget og har stålkanter, så man står fast på is og hård sne. Førhen var skien lige bred hele vejen igennem, men flere modeller i dag har kurver, kaldet indsving (eller indskæring).
Længde på dine fjeldski
Jeg har oplevet, at mange gerne vil sælge mig for lange fjeldski. Jeg er 187 cm høj, og de fleste siger, jeg skal have 210 cm fjeldski. Det synes jeg er for langt. Det er godt, når man kun går lige ud. Men på vinterfjeldet skal jeg mange gange frem og retur til pulken, gå op og ned, og nogle gange i skov. Derfor foretrækker jeg 190 cm, så jeg har lettere ved at komme rundt og ikke skal tage mine ski af hele tiden.
Bredden på fjeldski
Bredden på din fjeldski afgør, hvor god bæreevne du har i løs sne. En klassisk fjeldski til ekspeditioner er ofte omkring 60-65 mm bred på det midterste stykke. Det er den perfekte bredde, hvis du både vil have bæreevne uden for sporet, men stadig gerne vil kunne bruge de gamle langrendsspor, når de dukker op. Vælger man en bredere ski, får man mere opdrift i dyb sne og mere kontrol i svingene, men de kan være tungere at gå de lange stræk med på flad strækninger.
Fæller (Kortfæller)
I dag er de fleste moderne fjeldski født med et integreret system til kortfæller (som f.eks. Åsnes Fellelås eller Fischer Easy Skin).
Det meste af tiden bruger jeg dog lange fæller, der går i hele skiens længde, dog skærer jeg af, så de stopper 10-15 cm fra enden af skien.
Når jeg går med pulk og den er tung er helfæller oftes det bedste.
Men det er skønt at kunne skifte til kortfæller, når man er lettere eller forholdene er til det, da jeg så får lidt mere glid, og kan få lidt hurtigere, når jeg netop kan glide lidt mere i hvert skridt.
Fæller der køber jeg dem som passer til skien, i kortfæller og de anbefaler ofte også lange fæller.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Fjeldski, binding, skistøvler og stave jeg har brugt igennem tiderne til ture og ekspeditioner
Jeg har listet alt op fra nyeste til ældste, og huske at læse hvad de er til, fordi de dækker ikke alle det samme.
Ski og bindinger til vinterture (sat op i overordnet sæt)
Herunder er det delt op på den måde, du kan se mine forskellig sæt op, fra letvægt fjeldski til mere normale fjeldski.
Letvægt fjeldski
Mountain Race 48 Skin, fra Åasnes (2025)
Det er en letvægt fjeldski, som er til de lettere ture, og hvor vægt gør noget per skridt og over distance. Samt du ikke har rigtig meget vægt med der trykker dig ned. Gik med dem på “4. Thule til Thule ekspedition”, over 700 km og 30 dage. De var super gode til en pulktur med op til 70 kilo, uden alt for meget blød sne, som allround fjeldski er den for let til mig.
- Længde: 190 cm (fås op til 210 cm)
- Bredde: 58 – 48 – 54 mm
- Vægt: Ca. 1.550 gram (per par i 200 cm)
Binding: Rottefella Sport Skate
Det er den binding jeg har brugt mest, funger super, den har en svaghed og det er hælstøtten, den knækker lidt let i de to pinde der, regulere størrelse til frontstykket, hvis man åbner bindinger og kommer til at drej foden, mens støvlen har fat i binding, men kan let løse med en ekstra skrue.
Binding: Fischer Turnamic Race Classic IFP
![Valg af fjeldski og ski til ture og ekspeditioner [Fif og råd] 4 Valg af fjeldskibidning, Fischer Turnamic Race Classic IFP](https://komud.dk/wp-content/uploads/2026/03/valg-af-fjeldskibidning-fischer-turnamic-race-classic-ifp.jpeg)
Gik lidt med den, også en lækker binding, dog lukker den lidt smaller om bindingen, men fungere også fint. Fik den ikke teste så hårdt som Rottefella Sport Skate
Støvler til Mountain Race 48 Skin
Skistøvle: Fischer, RC5 24/25 Combi Langrendsstøvler
Den sidder utroligt godt på min fod og virker super godt igennem de 30 dags strabadser. Jeg måtte dog lime sålen fast igen i spidsen. Samt de var så slidt til slut. At jeg var glad for jeg viste jeg havde et par i reserve.
Skistøvle: Alfa, Horizon GTX
Min reserve støvle var en Alfa, Horizon GTX, den er utrolig lækkert foret og sad super godt på foden, den dag min Fischer slap lidt i sålen i gik jeg i dem, men efter tre timer, kunne jeg ikke holde ud at have dem på mere, da plastkappen omkring hælen, irretere min akilsene så meget, at den hæver op, samme problem kan du læse om længere nede. Selv om der kun var 30 minutter igen til vores depot, så måtte jeg stoppe og tag Fischer på igen og sætte gaffa tape omkring snuden. Så kom aldrig til at bruge dem igen.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Normale fjeldski
Til mine mange ture og ekspeditioner i vinterfjeldet og på Grønland har jeg for det meste brugt mere normale fjeldski. Her har jeg haft lidt flere forskellige modeller igennem hænderne.
Falketind 62 Xplore, fra Åsnes (2022)
En lidt bredere fjeldski med en god del indsving, samt gode stålkanter og montering til halvfæller. En virkelig fed allround ski.
- Længde: 188 cm (fås i 172, 180, 188 og 196 cm)
- Bredde: 97 – 62 – 86 mm
- Vægt: Ca. 2.040 gram (per par i 188 cm)
- Brugt med
- Binding: Rottefella NNN BC Manuell (mere om dem længere ned)
- Skistøvle: Alpina Outlander BC 24/25 (2026-) (mere om dem længere ned)
- Skistøvle: Guide Expedition BC, fra Lundhags (2023-) (mere om dem længere ned)
- Skistøvle: Skarvet BC, fra Alfa (2007-2023) Model ødelagt fra 2012 (mere om dem længere ned)
Tilbage til Indholdsfortegnelse
E99, fra Fischer (2019)
Også en lækker fjeldski, der kom med deres eget kortfællesystem (Easy Skin). Den er blevet brugt af flere deltagere på Indlandsisen fra 2015, og vi brugte den selv på “2. Thule til Thule ekspedition” i 2019 under vores 100 dages hundeslædetur. Vi brugte den dog kun, når vi gik foran slæden eller var på småture. Når vi stod ved slæden, brugte vi telemarkski. En lækker ski, men da jeg har bedre ski i dag, tror jeg ikke, de kommer med på tur mere.
- Længde: 190 cm (fås op til 210 cm)
- Bredde: 66 – 54 – 59 mm
- Vægt: Ca. 1.730 gram (per par i 200 cm)
- Brugt med:
- Binding: Voile 3-Pin Cable Traverse Telemark Binding (mere om dem længere ned)
- Skistøvle: Polar Advance, fra Alfa (mere om dem længere ned)
Telemarkski: Sight 2019, fra K2 (2019)
En helt klassisk alpin ski, som vi brugte, når vi stod ved siden af hundeslæden. Den kører meget lettere igennem forhindringer, og da den er kort, kan vi let bevæge os omkring. Jeg elskede dem til hundeslædebrug frem for de fjeldski, vi brugte ved Slædepatruljen Sirius. Især fordi skien har twin-tip (opsving både for og bag), så den er meget lettere at styre over hundeskaglerne uden at hænge fast. Det gjorde, at vi kunne slappe meget mere af ved siden af slæden.
- Brugt med samme skistøvler og binding som E99 fra Fischer
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Ammundsen BC, fra Åsnes (2009-2019)
En virkelig banebrydende ski, da den var den første model, jeg så med monteringsmulighed for halvfæller (fellelås). De er fede, og jeg har dem stadig.
- Længde: 187 cm (fås op til 208 cm)
- Bredde: 67 – 57 – 62 mm
- Vægt: Ca. 2.020 gram (per par i 201 cm)
- Brugt med:
- Binding: Rottefella NNN BC Manuell (mere om dem længere ned)
- Skistøvle: Skarvet BC, fra Alfa (mere om dem længere ned)
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Glittertind, fra Madshus (2007-2009)
Det var en god allround fjeldski dengang. Det er den ski, jeg gik mine første krydsninger af den Grønlandske Indlandsis med, monteret med helfæller. De holdt virkelig godt og har gjort deres arbejde, men mere moderne fjeldski med halvfælle-montering vandt over dem til sidst. Jeg har stadig mange par af dem stående.
- Længde: 190 cm (typisk model)
- Bredde: 68 – 55 – 62 mm
- Vægt: Ca. 1.890 gram (per par i 190 cm)
- Brugt med:
- Binding: Rottefella NNN BC Manuell (mere om dem længere ned)
- Skistøvle: Skarvet BC, fra Alfa (mere om dem længere ned)
Tilbage til Indholdsfortegnelse
NATO planker, glasfiber (2002-2006)
Ved Jægerkorpset havde jeg igen glæde af NATO plankerne, nu i den opdaterede version i glasfiber og lidt mere moderne bindinger, og støvler. Har desværre ikke noget data eller gode billeder af dem.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
NATO planker, klassiske træ ski (1999-2001)
Ved Slædepatruljen Sirius brugte vi træski. Vi var så heldige, at patruljen havde købt den norske hærs restparti af de klassiske NATO-planker, så vi manglede ikke træski. De var fine til det, de skulle.
Bindinger: Her brugte vi de gamle bindinger, der kunne justeres til højre og venstre fod med en fløjmøtrik foran. Man stillede indersiden lige og ydersiden skrå, så den passede til støvlens bredde. Over snuden på støvlen var der en læderstrop. På siderne af bindingen var der læderstropper med en krog ned i bindingen, der kunne justeres som en livrem, og rundt om hælen sad en fjeder med en lukkemekanisme.
Skistøvler: I de år, jeg var ved Sirius, manglede der virkelig gode skistøvler. Store størrelser var svære at få, og vi brugte alle støvler, der var tre numre for store for at få plads til de varme sokker. Vi fik nogle støvler fra ECCO, som ”Ekspedition SIRIUS 2000” med Kronprins Frederik (ikke Slædepatruljen Sirius) fik lavet, men dem kunne næsten ingen holde ud at bruge. I mine to år fandt jeg i stedet et par virkelig gamle læderskistøvler på depotet, der var helt udtjente. Jeg måtte skrue sålen sammen med skruer og sy overtræk selv for at holde varmen, men de var tro mod mig i alle mine år deroppe.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Bindinger til fjeldski, jeg har og har brugt
Jeg har ikke brugt mange skibindinger til mine fjeldski, fordi jeg fandt en, der virkede. Og når de først sidder på alle mine ski, har jeg ikke haft behov for at skifte noget, der fungerer.
Binding: Voile 3-Pin Cable Traverse Telemark Binding (2019-2019)
På vores “2. Thule til Thule ekspedition” i 2019, hvor vi igen skulle køre hundeslæde (denne gang privat og ikke ved Slædepatruljen Sirius), ville vi gerne have en mere solid og støttende binding. Vi ville have en mere traditionel wirebinding, men det var der ikke mange firmaer, der lavede mere. Voile lavede heldigvis en let og innovativ wirebinding til hårdt brug. Den virkede super godt og er let at indstille og simpel. Det er en lækker binding, men jeg ville ikke vælge eller bruge den på mere normale vinterture, da jeg der ville vælge noget lettere.
Binding: NNN BC Manuell, fra Rottefella (2007-)
NNN BC Manuell fra Rottefella har været min trofaste makker på vinterture og ekspeditioner siden 2007. Den har godt nok holdt til meget. Men selvom jeg fortsat bruger den, og den stadig findes, er det en binding, der nok er på vej ud. Grunden til, at jeg bruger den manuelle udgave, er, at jeg ikke har den store tiltro til automatbindinger, når det bliver mere ekstremt.
Den eneste ulempe, jeg har oplevet igennem årene, er ved fugtig sne. Der kan komme varmere sne ind under støvlen og ind i bindingen, så de paler, der tager fat om støvlen, får is omkring sig og bliver svære at få af. Meget få gange har vi måttet hælde lidt varmt vand ned i for at få dem af, men det er også i ekstreme tilfælde. Hvis man bare renser dem ofte, og vejret er normalt, så kører de bare. Jeg har i alle de år kun haft to bindinger, hvor en af palerne er knækket, men jeg kunne faktisk ikke mærke, at der kun var én tilbage. Tak for tro tjeneste!
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Skistøvler til vinterture, jeg har brug og har haft igennem tiderne
Her prøver jeg lige at samle lidt op på de skistøvler, jeg har haft til mine normale fjeldski. Min skistøvler er altid pænt store, så jeg har plads til to tykkere par sokker, så jeg kan holde varmen på de kolde ekspeditioner
Skistøvle: Alpina Alaska BC (2026)
I min søgen efter en ny skistøvle til hårdere ture og ekspeditioner, efter Skarvet BC ikke virker. Så prøver jeg nu en Alpina Alaska BC. Har brugt den på en mindre pulktur. Den virker lovede, den er solidt, i læder, har vandtæt membran, og dejlig høj i skaftet. Indtil videre tror jeg at det er afløser jeg har fundet.
Skistøvle: Alpina Outlander BC 24/25 (2026)
Det er min nyeste skistøvle. Jeg leder fortsat efter den optimale afløser til min gamle Skarvet BC fra Alfa. Da jeg var så glad for mere normale skistøvler på “4. Thule til Thule ekspedition” 2025, jeg har brugt den på mindre vinterture, den sider super godt og er dejlig bred i forfoden. Dog er det ikke en støvle jeg vil stole på rigtig lange ekspeditioner. Men den skal have en chance.
Skistøvle: Guide Expedition BC fra Lundhags (2023-)
Mine Skarvet BC fra Alfa kunne ikke mere, så jeg var tvunget til at købe nye støvler. Valget faldt på Guide Expedition BC fra Lundhags. Det smarte ved den støvle er, at den er forholdsvis tynd og har en inderstøvle i filt, som let kan tages ud og tørres. Det er en dejlig høj støvle. Det er dog en stor støvle i længden, så jeg føler dem meget store.
Jeg har brugt den på flere vinterture og på ”Skieventyr i Nordnorge – Med ski og pulk, fra Kirkenes til Alta”, 415 km over 20 dage. De gør deres job, men de tager lang tid at gå til. De har en lille tendens til at presse oven på mine tæer, når de bukker, selvom jeg har banket dem bløde med en hammer. Det irriterer mig lidt, at de føles så store at have på, men jeg elsker, at de er så lette at skille ad og tørre.
Skistøvle: Polar Advance fra Alfa (2019-2019)
Da min gode makker og jeg skulle tilbage og køre hundeslæde, som vi gjorde ved Slædepatruljen Sirius – denne gang privat fra Qaanaaq til Station Nord under “2. Thule til Thule ekspedition” i 2019, 2.000 km over 100 dage, valgte vi lidt større støvler med en løs inderstøvle, da vi kunne få ned til minus 50 grader. Da Slædepatruljen Sirius nu brugte Polar Advance fra Alfa, tog vi også dem til en klassisk wirebinding.
De er store og lækre, men de er af stof, så de bliver også let våde, hvis der er vand. Men de gør deres job, selvom de er slidt efter en lang tur. Jeg ville dog ikke bruge dem til normale fjeldture, da der ofte er mere vådt, og de er for store til det. Som specialstøvle er den perfekt.
Skarvet Advance GTX (BC) fra Alfa (2016) – Virker ikke for mig
Da mine elskede Skarvet BC fra Alfa var slidt, købte jeg deres nye ”forbedrede” udgave med en ny hælkappe i plast. Det gav mig virkelig mange akillessene-problemer. Jeg prøvede at gå dem til på flere mindre ture og desværre på en Indlandskrydsning i 2016, hvorefter de blev smidt ud, og de gamle måtte på banen igen.
Min datter fik også Skarvet Advance GTX W i 2022, da der ikke var andre, synes jeg, til vores første pulktur. Ja, desværre kunne hun heller ikke gå i dem. Jeg anbefaler dem på ingen måde, og det gælder alle de modeller, som Alfa har med hælforstærkning i plastik.
Skistøvle: Skarvet BC fra Alfa (2007-2022) – Model ødelagt fra 2012
Min tro væbner i mange år var min skistøvle Skarvet BC fra Alfa. Jeg købte mit første par, da jeg krydsede den Grønlandske Indlandsis som guide første gang i 2007. De har gået 4 ud af 5 krydsninger i alt.
De var også med på “1. Thule til Thule ekspedition” i 2009, men det var kun, når vi gik; når vi kitede, var vi i telemark-plastikstøvler. De gik også “3. Thule til Thule ekspedition” i 2022, 750 km over 35 dage, men de hang i laser til sidst. Grunden til, at de hang i laser, var ikke god: Alfa havde i 2012 valgt at lave Skarvet BC om til den nye model Skarvet Advance GTX. Det medførte desværre nogle “forbedringer”, der gjorde, at jeg og mange flere ikke kunne bruge dem mere. Så jeg måtte vende retur til de gamle modeller her så længe som muligt.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Skal du have nye skistøvler og bindinger, så undersøg markedet grundigt. Der sker hele tiden noget nyt, som f.eks. Rottefella Xplore, men det er et system, jeg ikke har haft mulighed/lyst til at test endnu.
Indtil videre har jeg ikke haft behov for at skifte mit nuværende grej ud. Brug derfor mine erfaringer som inspiration, men kig også på, hvad der er kommet af nye muligheder.
Et godt råd: Hvis I er flere, der skal på tur sammen, er det smart at køre med de samme bindinger og systemer. På den måde kan I dele reservedele, hvis uheldet er ude. Vi har også alt en eller flere ekstra ski med binding med som reserve, skulle en ski knække, selv om det sker yderst sjældent.
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Skistave til vinterfjeldet
Selv om vægt er vigtig på skistave, når man går langt, så er det vigtigste på lange vinterture og ekspeditioner at ens stav holder. På de lange ture, har jeg også altid en ekstra med, den kan også bruges til teltet, så det ikke er kun er ekstra vægt.
Jeg har brugt flere forskellige, men ikke mange i forhold til hvor mange år jeg har været på vinterfjeldet, fordi de holder.
Jeg har både 2 og 3 delte skistave, da det er godt at kunne justere længden, jeg foretrækker i dag to delte, lidt mere, da det er mere simpelt og ofte lidt lettere.
En skistav til vinterture, skal helt være rund og lidt stor i toppen af håndtaget, da jeg godt kan lide at gå og holde oven på den, og på den måde ændre mit greb, over en hel dag.
Traverse Ski Poles, Black Diamond (2012 og igen i 2019)
En to delt skistav, som har været utrolig solidt. Har 5 par og de har virkelig fået tæsk igennem årene.
- Længe fra og til: 105-155 cm
- Vægt: 608 gram per par
Expedition (3 delt), fra Black Diamond (2008)
En virkelig god og populær vinterturs skistav. Min kone en i version 2, i 2014, den hun var med over den Grønlandske Indlandsis.
Det gode ved den er 3 delt, er den kan blive kort ved rejse, men da jeg ofte har ski med også, er det ikke så aktuelt, har den forsat.
- Vægt: 650 gram per par
- Længe fra og til: 62-140 cm
Andre skistave
Jeg har også haft andre skistave, bl.a. Natos fast aluminiumstave ved Slædepatruljen Sirius.
![Valg af fjeldski og ski til ture og ekspeditioner [Fif og råd] 24 Valg af fjeldskistav, Nato stistav](https://komud.dk/wp-content/uploads/2026/03/valg-af-fjeldskistav-nato-stistav-e1773687655157.jpg)
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Håber du kan bruge min erfaringer og synes det er sjovt at se lidt tilbage i tid. Se også mange af mine andre fif og råd til vinterture her: Vinterfjeldet: Mine bedste tips og erfaringer [Fif og råd]
God fornøjelse.
Erik
Tilbage til Indholdsfortegnelse
Relateret indlæg
Støt det jeg laver!
Hvis du vil støtte det jeg laver og ønsker at købe grej online, så støtter følgende butikker mit arbejde (for at støtte skal du gå igennem de her links):
- Outdoor grej og tøj
- Bøger
- Elektronik
De er alle affiliate link. Handler du via et af linkene støtter du mig. Husk dog at tjekke priser. Du kan altid søge direkte i Google, hvis du hellere vil det!
Affiliate aftale, hvad er det? Hvem støtter mig! Kan du læse mere om her!
Indlægget er opdateret: 9. april 2026
