Det var næsten med en klump i halsen, at vi sidst på eftermiddagen nærmede os dagens destination, Skagway i Alaska. Det er et sted, vi har set frem til at besøge. Ikke på grund af Skagway som det står i dag, men på grund af den betydning stedet her havde for knap 120 år siden, hvor Skagway var starten på store drømme for tusindvis af håbefulde og eventyrlystne mennesker i deres søgen efter rigdomme – det helt store og sidste af sin slags, Klondike Gold Rush.

Vi har læst en masse om den sidste store guldfeber i Klondike/Dawson, nu glæder os til at følge deres rejse her fra og de mange hundrede kilometer ned ad Yukon floden, på vej mod udlevelse af deres drømme. Og vi glæder os til at dele den med dig, der følger med.

Men dagen startede, hvor vi slap i går – på stranden bag Carcross. Vi stod op og begynde at pakke alt ned og gøre klar til vandretur, sikke et gedemarked.
Vi måtte lægge alle vores tasker og kajak i en lokal have. Ejerne Evelyn og Willard (Whitewater Willy) inviterede os ind og se deres hytte. Willard er 3. generation i denne hytte, bygget i 1904, den ældste hytte i byen.
Den var flot og vedligeholdt ude fra, men det tog helt pusten fra os at komme indenfor, den var så smukt lavet og der var så meget historie. Der var billeder af ham der havde fået den bygget, John Howard Conrad, en meget betydningsfuld mand. Det var så Willards bedstefar der fik hytte af Conrad. Siden har familien haft hytten.
Det var så vildt at se håndværket, de mange gamle ting der var samlet sammen og høre historierne. Der var bl.a. et køleskab, der forsat fungerede fra 1925, hans bedstefar havde et bevis for et bjerg opkaldt efter ham ved Dawson, da han var i politiet. Militæret havde brugt huset under Anden Verdenskrig, under kontruktion af Alaska Highway. Der var indianer ting, udstoppede dyr, billeder og kort. Vi fik så mange historier, sikke herligt møde. Vi har nu en stående invitation til gæstehytten, hvis vi vil. Dejligt.

Grunden til vi efterlod næsten alt var, at vi skulle køre ad den gamle jernbane over White Pass, for at komme til Skagway, for at se hvor de fleste guldgravere kom ind, og vi vil se de ruter de brugte den gang. Mere om det de næste dage.

Vi fik handlet lidt til turen, men da vi steg ombord på det herlige gamle tog, var der også madpakker og vand, dejligt men også meget forståeligt, da en ca. 5 timer tur koster ca. 1.000 kr per person.
Vi bumlede afsted i de gamle vogne, hvor vi kunne gå ud på små platforme, i hver ende af vognene, som i gamle dage. Nu må man som passager bare ikke krydse fra vogn til vogn. En rigtig turist tur, men det var en herlig tur, det var så smukt og imponerende at køre over White Pass, hvor dyr og mennesker har slidt. Vi kørte forbi Bennett Lake hvor de byggede både, over de sneklædte bjerge, hvor hestene døde og over store træbroer. Alt sammen i stille og roligt tempo, med det flinkeste personale.

Efter den imponerende tur, var vi i Skagway og efter paskontrol, da vi nu er i Alaska, USA kunne vi komme ud.
Vi bor nu på en lille campingplads i byen og har haft tid til at gå rundt og se byen.

Skagway

Skagway

Skagway har fået sit navn fra de indfødte Amerikanere, Tlingit folket, de kaldte stedet for ”Shagéi”, det betyder noget hen af ”vildt vand” i den her betydning, der kunne være gode bølger men også et ubehageligt sted at være i båd, fordi der ofte kom kraftige vinde nordfra ned over Taiya Inlet og senere byen Dyea (hvor vi kommer til i morgen).
Rent praktisk betyder ”Shagéi”, ”at være smuk” men det det henviser til, som er øgenavnet på en af deres guder, kvinden Kanagu. Hun forvandlede sig til en stor sten ude i vandet for Skagway og hun skabte den kraftige vind, der gav udfordringer på vandet. Minder lidt om havets moder, som Inuiterne bad til og jeg kender til fra Grønland.

Tlingit folket havde kontrolleret området i år tusinderne, især Chilkoots og Chilkats folket drev jagt og fiskeri, men havde fået en indbringende indtjening ved at handle med Europæerne og handle det videre til stammer i indlandet.
Her brugte de Chilkoot Trail og White Pass til at transportere deres varer ind I landet.

Skagway fik en lille plads i historien igen i juli 1923, da den Amerikanske Præsident, som den første præsident ville besøge Alaska, han kom til Skagway og rejste videre med tog. I dag kan den specielbyggede togvogn han blev transportet rundt i, ses i Fairbanks ”Pioneer Park” (den så jeg i Fairbanks i juni 2014, før “Alaska på tværs” og håber at vise Tine, efter turen her)

Skagway i dag
I dag lever der godt 1.000 personer fast i Skagway. I løbet af sommeren og turistsæsonen er det godt 2.000 personer. På grund af Skagways historiske betydning, der kommer den gamle jernbane ind fra Canada og krydstogskibene kan lægge til i Skagway, så kommer der ca. 900.000 turister om året igennem denne lille by. Flere gange om ugen, kommer der tre krydstogtskibe ind, så der kommer 10.000 gæster ind ad gangen. Heldigvis for os, var der kun et og vi kom sidst på eftermiddagen, så vi havde godt plads.

Byen er meget turist præget og ikke på den fede måde. Det er stort set kun souvenir butikker og ufatteligt mange smykkebutikker, det er åbenbart det folk vil have. Vi har dog hygget os og taget det med et smil og nydt at være i historiens vingesus.

 

Soapy Smith

Soapy, Skagway
Soapy Smith var en af hovedepersonerne i Skagway og Dyea (mere om den by i morgen) histore i 1897-1898. Soapy Smith var nok ikke en af guds bedste børn, kort sagt en kriminel der snød folk alt det han kunne. Han ejede spillehuse, hoteller, saloons og en god stak folk der kunne tag sig af folkene, der ankom for at drage på guldeventyr eller snyde dem der kom tilbage med guld.
Soapy’s, oprindelige navn var Jefferson Randolph Smith II, ført 2. nov. 1860.

Soapy blev født i Coweta County, Georgia hvor han opvokset i en rig familie, der var politisk aktiv, men familien gik konkurs i slutningen af den Amerikanske Borgerkrig i 1876.
Familien flyttede til Round Rock, Texas for at starten på ny. Året efter dødede Soapy’s mor og Soapy flyttede hjemme fra og startede med det samme en kriminel løbebane, hvor han var god til at samle folk om sig, han kunne bruge, fra lommetyve til bøller.
Resten af hans liv, var det hans varemærke at flytte rundt og skabe sig forskellige bander, og tjene penge på at snyde folk.

Allerede tidligt fik han øgenavnet ”Soapy” fordi et af hans svindelnummer, var at sælge sæber, pakket ind i papir, til 5$. Bonussen var at det var et lotteri, så i nogle pakker var der også en 100$ seddel (andre steder står der et 20$ guldstykke). Hver gang var en af de første købere heldig at finde en 100$ sedde i sæbenl, manden var selvfølgelig en af Soapy’s mænd.

Første gang Soapy og hans bande blev virkelig kendt var i Denver i 1879 og frem til 1882. Der fra rejste de videre til Creede i Colorado, som var en fremadstormende miniby, her var de ca. et halvt år. Da byen ikke mere var så indbringende, flyttede de tilbage til Denver og kørte forretningerne videre og udvide med alt det svindel de kunne finde på..

Men så snart Gold Rush startede i 1897, var Soapy og hans bande lynhurtige til at følge med, for at tjene penge. De fik med det samme lavet spillesteder, så de kunne narre penge fra folk, de tjente gode penge, men mineforeningen var ikke imponeret og forviste dem efter en måned.

I jan. 1898 kom Soapy tilbage, opsat på at startede sit trejde forretnings imperium. Med det samme sørgede Soapy for at få Skagway’s politi på hans bestikkelseliste, så var det lidt lettere. Igen stod den på spil-tricks for at bare folk. Fantasienfuld var Soapy, så de oprettede også et telegrafkontor, hvor folk gerne betalte for at skrive hjem, signalet kom dog ikke længere end til væggen, hvor ledningen stoppede. Den rigtig telegraf kom først til Skagway i 1901.

Lynhurtigt fik han bygget en saloon ” Jeff Smith’s Parlor”, som stod klar i marts 1898. Det var et godt sted at tjene gode penge og kunne fungere som hans base.

Soapy’s mænd blev sendt ud som mange slags arbejdere, for at lure folk hvad de havde af værdier og franarre dem alle deres værdier før de kom videre. Det var journalister, præster eller bare en ven, der kunne vise den nytilkomne rundt på hoteller, barer, til piger og spille et spil, til de ikke havde en krone tilbage. Så de måtte vende hjem før de var nået nogle veje.

Soapy havde så meget magt, at kan kunne modstå, at en stor borgergruppe ville smide ham ud af byen. I stedet oprettede han et ”vagtværn” af 317 mand på hans side. Så han kunne styre byen totalt.
Videre udnyttede han også den politisk situation under den Spanske-Amerikanske krig i 1898, til at få tilladelse til at oprette en ”frivillige hær” til forsvaret af Skagway, hvor han selvfølgelig selv var kaptajn.

Soapy styrede byen og red forrest i den ”frivillige hær” parade på uafhængighedsdagen den 4. juli 1898.
Sopay var faktis også kendt for at give en del penge til de fattige, enker og andre der kom i nød, men det var næppe hans egne penge.

Alt gik sådan set godt til den 7. juli 1898, hvor en guldgraver John Douglas Stewart kommer retur fra hans eventyr. Med sig havde han en sæk guld, på en værdi af 2.700$ (I dag over 80.000$). John blev også lokket til at spille af Soapy’s mænd og tabte naturligvis stort. Så da han skulle tilbage tog de 3 mænd sækken med guld.

Borgergruppen mod Soapy trådte til og forlangte at Soapy’s mænd skulle aflevere sækken med guld, men Soapy nægtede, da han mente at dem havde John da tabt på ærligvis.

Den 8. juli var der arrangeret et borgermøde for at drøfte sagen. Soapy troppede op, for at komme ind til mødet, men 4 vagter stoppede ham. Soapy blev tosset og kom op at diskutere med Frank H. Reid, hvad der så skete kom aldrig helt frem. Pludselig skyder begge, begge bliver ramt. De sidste ord fra Soapy skulle havde været ” My God, don’t shoot”. Soapy var ramt i benet, albuen og i hjertet. Flere mener at en af de andre vagter faktisk skød det dræbende skud. Frank var såret i benet, det kostede ham livet 12 dage senere.

De tre mænd af Soapys der havde taget guldet, røg i fængsel og Soapy endte i en grav.

Historien bredte sig rundt i aviser og senere bøger, der førte til et opgør med Soapy’s bande og gjorde Frank H. Reid berømt for at ofre sit liv for Skagway..

I dag var vi forbi deres grave lidt uden for byen. Soapy har en mindre grav, men Reid har er helt monument.

Sikke en dag og noget af en kontrast fra padlingen, men det er bare en så stor del af historien, så fedt at være her.
Erik

Kilde link:
• en.wikipedia.org/wiki/Skagway,_Alaska
• skagway.com/
• en.wikipedia.org/wiki/Soapy_Smith
• www.soapysmith.net/
• www.history.com/this-day-in-history/soapy-smith-killed-in-skagway-alaska

Dag/lejr: 5/5
Km/km ialt: 0/134,0 km. Tog toget til Skagway
Højde vi ligger i: –
Vejr: 10-16 grader. Lidt sol en del skyer, små bygger, en let til hård vind.
Pos: Se under ”GPS-kort”. Her kan du følge se vores tog tur over White Pass.

Samarbejdspartner, Yukon River

Indlægget er opdateret: 11. januar 2022

Bog Yukon River, bog af Erik B. Jørgensen og Tine Henriksen