Idag skulle vi videre syd over. Det var en fornøjelse at stå op og kunne fornemme solen på teltet.
Da vi padlede afsted var det men sol og blå himmel over os, men nede ved os, var der masser af dis og en sigt på 1-2 km. Vi startede med et kryds, ud i disen og forbi flere af de flotte isbjerge. Efter fem kilometer kom vi ind i en bugt og gik i land, her skulle ruinerne fra Vagar Kirke ligge.
Vi lande i tæt dis på en kæmpe sandstrand. Vi fik helt Vesterhavs stemning. Der var over i købet også siv. Vi gik lidt rundt og ledte efter ruinerne. Jeg tror det lykkes at finde det der var, men der var meget lidt og i meget dårlig stand. Vi fandt noget af det vi mener var muren rundt om kirken, da der var nogle dobbelt rækker med sten og lidt af muren tilbage. Jeg fandt også to hus ruiner, fra mindre huse. Synes den en så nyere ud. Samt jeg fandt det der kunne være to større ruiner, men i virkelig dårlig stand. Men igen er det sjovt at binde områderne samme og vide at Nonneklosteret, nord for Uunartoq øen, vi besøgt den anden dag, ejede alt jord her fra og ind i bunden af fjorden, hvor klosteret lå.
Det var et sjovt område, det var nærmest højmose, det var så blødt og vådt. Der løb også små bække, det lå næsten en meter nede i højmosen, her var godt med fiske yngel.
Vi returnerede til kajakken og padle videre ved at følge kysten. Så snart vi kom ud af den lille bugt, ændre det sig totalt. Kysten var nu store runde klipper og skærgård, lidt som i Sverige men meget groft og bart.
Der lå en del isbjerg og det klarede op så vi fik blå himmel, samt vindstille og havblik. Det var så smukt, fordi længere ude lå disen forsat. Vi hygger os virkelig en 40 minutter.
Karen sagde på et tidpunkt. Hvad er det der ude? Jeg kikkede også på det, det var som om der var en bølgekant omkring en kilometer ude. Det så underligt ud, fordi det kunne ikke være lavvandet eller skær helt der ude.
Vi fik svaret kort tid efter! Det var simpelt hen en ny vejrfront der kom ind. Så vi gik fra vindstille til en god frisk vind fra sydvest, skråt ind for fra.
På kort tid rejste bølgerne sig og det var pludseligt ikke så hyggeligt.
Vi tog fat og padlede løs for at komme i læ af de næste øer 1,5 km længere ned. Gik fint, men var hele tiden bekymret for det skulle blæse yderlige op. Heldigvis var der en del muligheder for at gå i land. Men vi havde lige 750 meter i helt åbent vand. Så vi var glade, for at komme i læ af den næste ø. Vi forsatte et par kilometer mere, og lavede et nyt øhop. Vind tog forsat til og selv om vi var mere i læ og bølgerne havde langt sig, var lysten til nye kryds ikke stor. Så vi fandt en fin bugt på en større ø og slog lejr, lidt i læ.
Selv i læ, hopper teltet lidt. Men der er sol og vores tøj tørre godt og solcellerne arbejder.
efter frokosten og lidt afslapning, gik vi tur rundt i området. Det var så smukt, der er så storslået her, men store bjerg med sne, til de runde og bløde klipper her, men lag af mos eller jord. Der er virkelig mange små søer her på øen. Klipperne er meget porøse, så de flader fra hinanden og bliver til grus. Der var virkelig store mængder af drevtømmer her. Det blev en virkelig hyggelig tur, selv om vinden er isne kold.
Igen en dejlig dag. Jeg har altid stor respekt for vejret her oppe, der kan ændre sig så hurtigt. Så igen to havørne, dejligt. H
Vi hygger os, men vi kan også begge mærke vi har været afsted længe. Det her er vores hverdag og vi er begge lidt slidt, især med at pille lejr ned og sætte lejr op. Det er godt nok mange timer vi har brugt på det.
Men det er også det jeg elsker ved de her lange ture, at det bliver hverdag og vi er her længe, så vi lære området at kende. Det er eventyr for mig!
Jeg lad Mikkel gøre os lidt klogere igen.
Sydgrønland kunne tilbyde alt i 1800-tallet
Udover at den tyske mission var tiltrækkende for inuit, var KGH’s varetilbud mindst ligeså tiltrækkende for inuit, og KGH’s sælkampagner påvirkede samtidig den nye grønlandske identitet på flere måder. Udstedet Ikigaat blev nedlagt i 1877 og der var kun få beboere tilbage i 1909. I mellemtiden byggede KGH endnu et udsted ved Pamialluk i 1848 nær missionsstationen Friedrichsthal fordi den fortsatte indvandring til Sydgrønland lagde et stort pres på alle handelsstederne. Man var nødt til at sætte begrænsninger på de varer der blev solgt, samt på de varer man ønskede at købe fra inuit på handelsstationerne. Den store efterspørgel gjorde således at man f.eks. ikke længere kunne købe brød og kaffe af KGH. Til gengæld kunne man fortsat købe krudt og tobak. I starten lavede man kun byttehandler med inuit, men senere fik inuit penge eller skrevet værdien af deres varer i KGH’s optegnelser. Inuit ville især have knive, nåle, tobak og lidt kaffe, men senere også sværdklinger og flænseknive (ulu’er). I slutningen af 1800-tallet var alle hedenske inuit i området blevet til grønlændere, som også havde adgang til at købe rifler og patroner. KGH ville utroligt gerne have fingrene i sælskind og spæk, og påvirkede derfor lokalbefolkningen til at fokusere på sælfangst, og spredte bevidst et billede blandt grønlænderne af, at “rigtige” mænd var sæl- og kajakfanger. Dette gav overfangst af sæler og bestanden gik senere kraftigt ned. KGH’s påvirkning af grønlændernes selvbillede endte paradoksalt med at stå i vejen for KGH selv, da man var nødt til at skifte til fiskeri senere i Grønlands historie. Der ville fangerne pludselig ikke nedværdige sig til at blive fiskere. Anlæggelsen af især Pamialluk blev en stor handelssucces, og navnet indgik til sidst i selve det grønlandske sprog som udtryk for et handelssted. Administrationen i København diskuterede om de kunne lave endnu flere handelsstationer i retning af Østgrønland, men dette opgav man. Den sydligste handelsstation forblev Itilleq.
Skrevet af Mikkel Ring Jørgensen.
Vi kender hinanden privat fra Grønland af, og fra fælles interesser. Mikkel har bl.a. været medforfatter til en officiel historiebog udgivet af Grønlands Selvstyre, og har skrevet mange andre materialer beregnet til undervisning og formidling generelt. Mikkel brugte den første del af sit voksne liv med at rejse til Grønland på et personligt eventyr der varede flere år, hvor han oplevede mange sider af samfundet og naturen. Han var derudover den eneste dansker der studerede bl.a. inuitkultur, arktisk arkæologi og det grønlandske sprog på Grønlands Universitet. Mikkel er i dag uddannet på både universitetet, seminariet og konservatoriet i Danmark med forskellige uddannelser, og arbejder i Jylland med uddannelse og udvikling.
Turdata:
Dato: 25. juli
Dag: 34
Lejr: 27
——
Kajak
Km, kajak: 15,0 km
Km, kajak, ialt: 391,5 km
Afgang: 08.28
Ankomst: 12.52
——
Vejr: Meget dis fem til middag. Ellers blå himmel. Sol hele dagen. 6-9 grader. Vindstille fra morgen, pludselig frisk vind der gik til hårdvind fra sydvest.

Indlægget er opdateret: 25. juli 2021