Nord- og Nordøstgrønland, er de store dimensioners land. Fjordene er lange, med majestætiske klipper langs siderne. De enorme gletschere ligger  på siderne og i bunden af fjorden, med deres store isørken og kolde vinde.
I mellem fjorden og Indlandsien ligger de landområder Indlandsisen har trukket sig tilbage fra.
Nogle områder ligner en kæmpe grusgrav, med sand og sten i bunker.
Andre områder har store stærke klipper tilbage, og isen har skabt dybe dale. Igen andre steder er der store dramatiske slugter.
I de områder er der kun meget sparsom vegetation i form af meget små lave pil, mos og lav. Nok til at der lever lidt lemming, moskusokse, snehare og de dyr der så lever af dem som polarræv, ulv og om sommeren sneugler.
Ikke at vi har set mange dyr, da områderne er enorme og ensomme. Men ind i mellem krydser vi deres spor. Som en lille lemmings bitte små fodspor der krydser frem og tilbage i et elvleje.
Vi har dog set et par ryper og en flok moskusokser, der stod højt i bjergene og iagttog os passere langt under dem.

Sidst jeg skrev lå vi i Slædepatruljen Sirius hytten på Hall Land, vi havde fået lov til at låne. Der efter var planen at køre til den ydre kyst og besøge nogle varder og se det historiske område.
Men som altid – kan jeg snart sige – ændrer planerne sig.

Vi forlod Hall Hytte i højt humør. Det var blevet til to hviledage + en vejrfast. Så det var dejligt at få bevæget sig igen.
Vi kørte fra midten af Hall Land i et storslået elvleje, med de mest fantastiske formationer med skiffer sten. Samt godt føre til hundene og vores slæde.
Vi drønede videre ud af Newman Bugt.
Hvem har også kaldt det en bugt? En bugt er i vores optik, noget der bugter sig lidt ind i forhold til kyststrækningen. Det er en lang fjord.
Vi kørte 38 km og var næsten ude ved kysten og slog lejr.
Næste dag kørte vi ud til yderkysten ved Robeson Kanalen. Men ak! Der var åbent vand i form af store revner og mange pletter med helt tynd nyis. Det duede slet ikke. Landefoden var stejl og ikke til meget hjælp.
Vi tog den tunge beslutning – vi vendte om, og kørte tilbage.
Tung beslutning fordi jeg ikke ville komme til at se varderne ved Repukse Havn. Og tung fordi der 50 km ind i fjorden igen, for at komme ind til landoverkørelsen.
De 40 km vi kørte den dag, var stemningen ikke i top, selvom hundene kørte godt og i højt tempo.
Det er gabende kedeligt at køre tilbage.

Eneste lille bitte lyspunkt ved at være kørt her ud, var, at vi så to små varder, lavet til at måle vinkler og dermed afstand, når man tegnede kort. Det er højst sandsynligt Lauge Koch der har lavet dem i 1921.

I bunden af fjorden blev føret mere blødt, og da vi begyndt at køre over land, var sneen meget meget blød.
Det var så blødt at hundene svømmede igennem sneen og slæden lå på siden.

Vi stoppede og satte hundene i rejsekæde. En sjov detalje var, at vi måtte gøre det med ski på, fordi ellers faldt vi i sne til over knæene.

Så gik vi ellers 5 km frem med ski på, og trådte spor i den bløde sne. På vejen retur lavede vi sporet bredere så hundene kunne gå to og to og slæden kunne være i sporet.
Det var hårdt men lidt opløftende at se, at det meget bløde sne kun var de to første kilometer, og der fra i perioder, hvor der var små sving.

Tilbage ved hundene kunne vi slå lejr og tage en god snak. Vi måtte skrue forventningerne til fremdrift ned. De næste dage ville blive hårde og det ville nok tag fem dage.

De sidste fem dage har vi så slidt os over land.
Vores ski-trampede spor var perfekt dagen efter, så frossent at hundene ikke faldt igennem, så vi kørte det hurtigt. Vi havde også forlænget vores træksystem til hundene så de kun gik to og to, det kaldes en nome.

De efterfølgende dage, var vi haft ok føre. Aldrig godt og aldrig håbløst,
Men sneen har haft en skorpe, der for det meste lige nøjagtigt ikke kunne holde.
Så har der været strækninger hvor sneen var hård og vi drønede af sted og tænkte nu bliver det godt.
For i næste sving at stå i mega blød sne de næste 200-300 meter.
Så det har været nogle hårde dage for hundene og os. Men omvendt har det været en overraskede flot landoverkørsel. Med små elvlejer, sletter og dybe slugter, hvor der havde været små laviner flere steder. Da vi har haft en del sne og vind, efterfulgt at varmere vejr.
Vi har dog været heldige med vejret, så vi kunne køre alle dage og vi kunne se noget.

Igår kom Slædepatruljen Sirius hytte her ved Frankfield Bugt endelig til syne. Vores næste depot stod ikke langt fra hytten.

Så i dag hygger vi i denne lille herlige hytte, hvor masser af gamle minder kommer frem. Jesper har været her på slædetur og sommer udlægning af nyt depot. Jeg har også selv været her om sommeren tilbage i 1999, på en sommerudlægning ved Slædepatruljen Sirius.

Denne etape har været flot, men med lidt ærgelser over, at vi ikke kunne besøge ydre kysten.
Jeg tror heller ingen hundeslædekøre kan lide blød sne.
Men det er så flot og vildt at være tilbage.
Vi har godt helbred, kun små knubs og de sejeste hunde. Vi kører som en velsmurt maskine efterhånden.
Og så er der mange små dejlige eventyr og dumheder at grine af hver dag, der gør turen det hele værd, selv om vi møder en del forhindringer.

Nu sidder jeg og nyder de pandekager Jesper laver til mig, mens jeg skriver det her.

Næste etape håber vi det lykkes at besøge de varder og historiske steder, vi gerne vil der.

Erik

Dato: 12 april
Dag: 56
Lejr: 41
Km: 0
Km, ialt: 869 km