Det var igen ikke helt let at falde i søvn, da der er gang i byen om aftenen. Jeg var endelig lige faldet hen, da en dame ude foran spurgte, om jeg var der.

Først spurgte hun, om jeg havde set Donovan, det var mange timer siden jeg så ham. Så ville hun sælge nogle indianer ting. Jeg var så smadret, at jeg ikke stod op og så hvad det var, men bare sagde nej tak.

Klokken 7 var der ikke andet for, end at jeg måtte op. Først stod den på morgenmad og her efter den helt store pakning. Efter en hviledag tager det altid lidt længere tid. Jeg var inde og hente de sidste ting, der stod til opladning, før det hele skulle i rygsækken igen. For at komme i stemning til turen, valgte myggene at overfalde mig, så det var i myggejakke pakning foregik.

Posthuset skulle åbne kl 9, så jeg kunne lige nå at gå en tur først. Snakkede med den meget hjælpsome købmand. Han hjalp mig med at prøve at få fat i Jim eller Jully, de står for flyfragt ud. Jeg gik lidt rundt for at finde Jim, men han var ude og køre. Ellers var byen helt død. Hvis der var kommet trillende de her buske, man altid ser i western film, ville det havde ramt stemningen meget godt. Efter tre dages fest og skoleferie, er der ikke meget grund til at stå op. Det fandt jeg ud af ved Posthuset fordi, her var ingen kl 9. Jeg satte mig ude foran, meget synligt. Jeg ved, at de kalder rundt i byen, på deres små radioer hele tiden. Her sad jeg og tegnede i min lille bog og ville bare gerne videre.

Pludselig trillede en ATV ind foran Posthuset, en ældre indianer med lagt hvidt hår, cap og høreværn, stod af og hilste. Han sagde, at jeg skulle hoppe op på ATV’en og komme med hjem til the, da de først ville komme kl. 10 og åbne posthuset. Jeg sprang på, og vi kørte op til deres hus, her bor han og kone.

Jeg fik en kop the og så startede afhøringen, kunne tydeligt mærke han skulle have mig placeret. Først i verden, så hvad jeg lavede og står for.
Da jeg fik af vide, at jeg var normal, så gik snakkede igang. Først om at mennesker ikke forstår verden, han har været aktivist mod olieboringerne midt i reners kælvings område siden 1982. Han fortalte mig om respekten for modernatur, når den siger nej. Holding til dyr. Mennesket burde begrænse sig og blive færre. I alt det skulle han høre min holdning, og da jeg er meget enig, faldt snakken let.

Jeg fik også at vide flere gange, at jeg var hvid mand og ikke forstod alt. Men at han synes, det jeg sagde igen var godt. Selv om en indianer aldrig ville rejse som jeg gøre, “bare” for at se og opleve. Jeg skulle fortælle deres historie sagde han.

Jeg fik hans historie om hans mange år som Marinesoldat. Han fortalte om samtaler i senatet og olieindustrien, hvor de bare ikke lytter. Hjemmet var hyggeligt, meget rent og ryddeligt med gamle billeder af indianere, soldater og børn. På væggen over sofaen stod med store bogstaver “Gwich’in Nation”. Jeg blev tilbudt et værelse, hvis jeg skulle sove i byen.

Pludselig drejede samtalen til 2. Verdenskrig, som han læste en masse om. Han skulle høre vores syn på Amerikanerne i krigen, og om vi var taknemmelig for de kom. Han skulle høre lidt om Danmarks rolle. Så var klokken 10 og han sagde vi kørte på posthus.

Vi kørte på ATV’en der ned og stod og ventede ved døren, da en dame kom hastende og åbnede. Lige pludselig sagde Indianer Calwin farvel og kørte, han skulle slet ikke på Posthuset. Gik op for mig, at han har ringet rundt tror jeg. Og det gik stille og roligt op for mig, at jeg højst sandsynligt havde været til the hos den cermionelle høvding for hele området, altså for alle de små stammer og byer syd her for. Sikke en oplevelse!

Jeg fik langt om længe min nye solcelle, så skulle jeg gerne være kørende med strøm igen.

Så skulle jeg ned til den politiske høvding, han har godt nok været lidt mærkelig. Jeg gik ind på “rådhuset”/stammekontoret. Jeg skulle betale 20$ per døgn i byen. Jeg støtter dem gerne, men jeg synes, at det er mærkeligt, at man som fremmed skal betale for at besøge dem uden at få noget. Ikke lige frem en turist magnet. De skulle bygge et gæste hus, man kunne leje, som de har på Grønland. Der står så mange tomme gamle hytter i byen. Jeg har handlet i butikken, brugt vaskeriet, købt lidt småting. Gav også Darryl en del penge fordi han lod mig sove ved deres hus, sejlede mig og lod mig bruge huset helt frit. Ham gav jeg gerne penge. Høvdingen har også flere gang i weekenden sagt til mig, jeg skal spørge folk, hvis jeg tager billeder. Lige fra de har hentet mig i båden, har jeg spurgt alle, det er åbenbart bare hans standard replik.

Dog skal det siges, at jeg er meget positiv over hvor flinke de har været i Arctic Village generelt.

Nu manglede jeg kun at sende min riffel og overskydende grej til Fairbanks. Det viste sig, at jeg lige kunne nå formiddags flyveren. Jeg begyndte at gå der ud af, da jeg passerer en ældre indianers hus. Han spurgte “hvor skal du hen?”, og jeg fortalte, at jeg skulle ud til lufthavnen. Så sprang han op og startede ATV’ en.
Vi har snakket hundslæde de andre dage, da han har kørt meget hundeslæde selv, og han har fortalt mig om de gamle konkurrencer de havde.
På vejen derude fik jeg at vide, at han lige havde løbet 5 km, fordi han skulle være i form til jagtsæsonen på Dallsheep som starter til august. Frisk mand på 64 år. Flyet var forsinket, jeg hjalp den ældre mand, med at samle affald op, ravnene havde spredt fra festen igår.

Da flyet landede 30 min forsinket, spurgte jeg piloten, om jeg kunne få pakken med, han kikkede og sagde “har du 20$ kan du bare smide den ind!”, det var en go’ aftale.

Den ældre indianer kørte mig retur, vi skulle lige set kort og snakke rute. Han havde været en del i området. Men det er meget sjovt,at der er ikke nogen af dem, jeg har snakket med, der har været mere end 10-12 km mod vest. Dog er det altid rat at høre andres erfaringer.

Endelig kunne jeg komme afsted. Darryl sejlede mig over floden, jeg gav ham pengene, og vi skiltes som gode venner. Sikke en gæstfrihed, det tror jeg ikke engang, jeg kunne gøre selv over for andre.

Det var blevet noget senere end forventet, først klokken 11.40 kunne jeg begive mig afsted igen. De først 30 min gik med at gå tilbage den vej, jeg kom fra. Herfra fulgte jeg deres snescooter spor den næste time, da træer og buske er fældet. Da sporet ramte en stor elv forsvandt det. Jeg vade over og forsatte. Dagen igennem har terrænet været en fornøjelse, gå nemt i skov, der åbner og lukker sig lidt, med lidt tuer og vådeområde. Men det hele er mere tørt, mere jævnt, generelt bare nemmere end de sidste mange dag her til. Ikke dårligt.

Dagen igennem så jeg mange småfugle som altid, der var et hav af huller og gange fra jordegern, må være et godt område for dem. Efter 8 km, så jeg ikke flere træstubbe fra deres brænde fældning, nu var jeg for langt væk.

En sjov lille ting, var jeg fandt en Sprite sodavands dåse, helt trykket ud, fordi den har været frossent. Drak den i en pause, da der var brus i og den smagte glimmerende.

Efter 5 timer slog jeg lejr, har gået en del i byen og vil ikke ødelægge min rytme alt for meget. Er også søvning fra de sidste par dage.

Da telt stod fint, prøve skød jeg min revolver 454 CASULL, RAGING BULLS, TAURUS. Den slår pænt, men var fin at håndtere og ramt fint.

Nu kører alle rytmerne igen, bad, the, mad, udstrækning, mv. Dejligt at være på tur igen. Altid underligt at komme til byer undervejs på ture, kommer i en helt andet stemning i byerne. Jeg er en stor oplevelse rigere.

Har også snakket Gene, som havde revolveren og som henter mit returgrej, vildt så meget han hjælper.

Erik

Dag / Lejr: 24/19
Pos: 20 68 05.332 / 145 47.631
Km / Km i alt: 12,3 / 275,1 km fra grænsen (+ 54,5 km ud til start). Alt i grove luftliner, går i praksis lidt mere.
Højde: ligger i 661 meter, gået fra 635
Tid gået: 11.40-16.35
Vejr: 20-25 grader. Formiddag skyet, fra middag høj sol. Sidst på eftermiddagen skyet igen. Stort set vindstille

Samarbejdspartner Alaska på tværs

Indlægget er opdateret: 10. december 2020