Fælles værdier i virksomheder er vigtige. Som Jægerkorpset, hvor rundfaldskærms spring, bruges til at skabe fælleshistorie af Erik B. Jørgensen

Blogindlægget er opdateret den 24. feb. 2023

Det er ofte min oplevelse, at virksomheder har en række værdier, men at det er sjældent, at alle i organisationen kender og forstår dem. Måske er det typisk for erhvervslivet, at der udtænkes gode værdier, men at det kniber med at få alle i organisationen til at forpligte sig til dem.

Min oplevelse er, at folk simpelthen ikke får en ordentlig forklaring på, hvorfor fælles værdier og historie er vigtigt for samarbejde. Ofte er der også så mange værdier, at folk ikke kan huske dem. Værdier skal være korte, give mening og have en historiefortælling tilknyttet. Så når jeg coacher/hjælper en virksomhed med at sparke/implantere nye værdier ind i organisationen, gør jeg det ved at fortælle om vigtigheden af at skabe fælles værdier og historier. Fordi det er det, der gør, at man føler fællesskab og arbejder mod et fælles mål. Det har jeg oplevet i Slædepatruljen Sirius, Jægerkorpset og ved at guide folk på ekstremture. Når vi arbejder med de samme værdier, er det lettere at nå vores mål. Det jeg kan gøre med min praktiske indgangsvinkel til det, er at visualisere og fortælle gode historier om, hvorfor fælles værdier er vigtige. Det er meget tydeligt i ekstreme situationer, men der er ingen forskel, når det kommer til hverdagen. Det er bare nemmere at hoppe over.

F.eks. i Jægerkorpset har vi alle siden 1961 været igennem en meget ens optagelsesprøve med nogle traditioner og selvtillidsøvelser, som har det formål, at folk skal vise, at man vil være Jæger og at man anerkender de værdier, som Jægerkorpset arbejder under. Lige fra at være villig til at kæmpe hvor som helst i verden, hvis der er politisk flertal for det, uanset om man selv er enig i det eller ej, til at en Jæger aldrig giver op, og når en fra korpset siger god for noget, så følger man efter. Det indebærer også, at hvis en siger, han har vagten, så sover han ikke, fordi vi skal kunne stole på hinanden. Det gør så også, at hvis jeg møder en tidligere Jæger, jeg aldrig har mødt før, så ved jeg, hvilke værdier han står for, fordi jeg ved, hvad han har været igennem.

 

Værdier i virksomheder, Jægerkorpset første hvervkampagne, kom ud, Erik B. Jørgensen

Første hvervekampagne til Jægerkorpset i 1961

 


Værdier som ledelsesværktøj

Så for at kunne bruge værdier som ledelsesværktøj, så kræver det, at folk får mulighed for at snakke om værdierne og få sat deres egne ord på dem. Hver afdeling og team skal have deres ord på værdierne, men de skal også kende de overordnede ideer og formål med de værdier, der er sat. Ellers arbejder man ikke efter samme mål.

I Jægerkorpset forsvandt folk løbende på optagelsesprøven, eller blev smidt ud, hvis de ikke de ville eller kunne følge de værdier, Jægerkorpset står for.

I erhvervslivet er folk ansatte, men det betyder ikke, at alle arbejder 100% for værdierne. Hvis man kan få alle til at arbejde for værdierne, får man et fællesskab, og alle vil føle sig som en del af dette fællesskab, og dermed føle, at de betyder noget og er noget værd. Dette er supergodt for virksomheden, for dette gør, at alle yder deres bedste. Derfor er det vigtigt, at alle ved, hvad virksomheden vil og hvad den står for.

Det skaber også større sammenhold i teamet og organisationen, og derved arbejdsglæden, fordi man dyrker og følger fællesskabet.

 

Jægerkorpset. Jægersoldater på øvelse, Erik B. Jørgensen


Brug historiefortælling til at styrke værdierne

Vi mennesker er historiefortæller, det skal vi bruge til at styrke vores værdier og sammenhold. Personligt kender jeg alt til at være historiefortæller. Møder jeg nogle fra efterskolen, så er jeg Erik fra efterskolen og vi taler om historier fra den gang, for igen at vinde et værdifællesskab. Det samme gælder når jeg møder gamle soldaterkammerater, det er bare krydret med mange flere løgnehistorier. Det sammen gælder mine venner og bekendt.

For at styrke værdierne kan man også dyrke virksomhedens fælles historie. I Jægerkorpset har alle siden 1961 hoppet i runde faldskærme, og selv om vi i dag er overgået til firkantede skærme, holder vi ved traditionerne. Det giver os noget at snakke om, grine af og fortælle røverhistorier om, alle gamle som nye har historier at bidrage med. På samme måde er optagelsesprøven en del af vores fælles historie, og den kan også bidrage til at skabe samhørighed og forståelse for vores værdier.

På samme måde dyrker vi vores værdier i de enkelte patruljer. Dem dyrker vi med historier om hvorfor vi er sammen, og hvorfor vil være de bedste. Det gør også at alle patruljer omtales forskelligt. Det er ”Gammelmands patruljen”, det er ”Party-patruljen”, m.v. men det er kun til at styrke historier og vores sammenhold. Nogle af de værdier der skabes i patruljerne, kan igen vandre op i hele organisationen.  Det er ikke en envejs proces men en levende proces som alle bidrag til, ændre og former. Både på godt og ondt.

Derfor er det vigtigt at dyrke virksomhedens historie gennem arrangementer og andre initiativer, så vi har noget naturligt at samles om og snakke om. På den måde kan værdierne også blive en integreret del af virksomhedskulturen.

En virksomhed, der har klare og tydelige værdier, tilknyttet gode historiefortællinger, har nemmere ved at skabe en positiv kultur, hvor medarbejderne føler sig engagerede, motiverede og huske de fælles værdier. Værdier kan også være med til at skabe en positiv omtale af virksomheden og øge dens troværdighed og integritet, ud fra mine erfaringer.

Hvis ledelsen skaber gode rammer for at få snakket om værdier og skabt en fælles historie, kan værdierne være et kraftfuldt ledelsesværktøj i fremtiden.

Håber det kan inspirere til en snak på din/jeres arbejdsplads.

Erik

 

 

 

Relateret indlæg

Portræt af Coaching med/af Erik B. Jørgensen af Claus Lillevang

Indlægget er opdateret: 4. oktober 2023