Navy Cliff Varden

Efter at have fulgt i 1. Thuleekspeditions fodspor ned igennem Vildtland og til Valmuedalen, var vi atter på vej mod Vildtland.
Vi vendte simpelhen slæden og kørte mod syd. Tilbage mod det sted vi kom ud på Indenpendence Fjord, og så kørte vi videre syd på, ned langs Vildtland, der her var høje stejle klipper. Der ligesom indrammede Vildtland ud mod fjorden.

Her ville vi ned og besøge endnu en varde. Det krævede blot, at vi kunne finde et sted at gå op ad de stejle porøse klipper. Ud fra kortet skulle der komme en dal. Men kortene over området her er ikke så detaljerede.
Vi var noget spændte, da vi nærmede os dalen. Fordi de klipper vi kørte langs, skulle vi nødig op ad.
Men pludselig kom dalen, og der kom en fin rille op i klipperne. Stadig stejlt, men muligt og ok sikkert. Men hårdt ville det blive.
Så allerede efter små to timer med slæden, slog vi lejr igen.
Det var en let dag for hundene, men efter de havde løbet lidt rundt og hygget sig, satte vi dem i kæde, slog lejr, klædte om og pakkede rygsækkene.
Så var det tid til at gå de ca 6 km og næsten 1000 højdemeter op til Navy Cliff Varden.

Navy Cliff Varden er bygget og opkaldt af Peary, på hans to ekspeditioner til Vildtland fra Thuleområdet, i 1892 og 1895.
Det førte til hans ekspedition nord om Grønland i 1900 og hans ekspedition som den første til Nordpolen i 1909.
Denne varde havde 1. Thuleekspedition 1912 også besøgt (dog ikke Knud Rasmussen, der lå med ondt i ryggen i lejren), samt Jubilæums ekspeditionen, med Lauge Kock i 1921.
Så har der i nyere tid været en del helikopterflyvninger med forskere forbi, da man let kan lande ved siden af.

Efter Peary ekspeditionerne frem til 1900 får han kortlagt det nordlige Grønland. Men hele Nordøstgrønland mangler stadig at blive kortlagt, det fører til Danmark Ekspedition 1906-1908, som jeg beskrev sidst.

Så da Jesper og jeg begyndte vores opstigning af de stejle skrænter med løse sten og sne, var det også en rejse ind i historiens ekspeditioner igen.
Og Navy Cliff varden, var en varde Jesper og jeg ikke nåede forbi i 2009. Så det ville være så stort at få “lukket” Vildtland med den sidste varde.

Som alle topbestigninger blev det hårdt, flot, svedigt og længere end hjernen forventede.
Efter knap tre timer, var vi på toppen. Det er altid vildt at komme op, fordi pludselig er man på en slette og kan gå let ud til toppen og varden.

Varden var kæmpe, men varden var også skredet og faldet en del sammen.

Vi fandt kun en hilsen fra en forsker i 2013. Men der er nok mere under den sammenfaldne del.
Vi skrev selv en beretning, og lagde den sammen med den anden, i en plastikbøtte vi havde med til netop det.

Her var en fantastik udsigt bag ud over Vildtland, men især frem ud over Indenpendence Fjord var det virkelig imponerende flot.
Det giver ingen mening, at Peary pludselig efter sit andet besøg her sagde, at der var en kanal op gennem landet. Så det nordøstlige uopdagede Grønland var en ø.
Jeg tænker, at det mere var et PR stunt for at få penge til sine næste ekspeditioner, fordi hvis det var en ø, kunne USA gøre krav på den.
Det var det, som Danmark Ekspeditionen skulle undersøge i 1907 ud over at kortlægge den sidste del.

Efter 20 minutter ved det historiske sted, gik vi ned igen. Det krævede også lidt at gå ned, da stenene var så løse, og der var en del blød sne.

Efter godt 5 timer, var vi retur ved lejren igen og de glade hunde. De tror altid de er forladt for altid, og bliver så glade når vi kommer retur.

Så fedt at få alt det med på Vildtland.

Erik

Indlægget er opdateret: 10. december 2020