NJ15051 NJ15052

Først undskyld det sene opdatering. Men jeg har ikke sovet siden Søndag nat 00.01. Det har været det vildeste 1,5 døgn, så ubeskrivelige hårde, smukke, sure, opkvikene og deprimere. Da vi lagede os til at sove natten til mandag, var det med håb om natte frost og hurtigere føre. Derfor valg vi stå tidligt op for at få glæder af natte frosten. Derfor stod Jesper og Jeg op kl. 00.01 for at gå før alle de andre og se om sporet kunne blive bedre af det. Kl. 1 kunne jeg råbe godmorgen til de andre, før vi gik kl. 0120, på samme måde som sidst. At forreste mand gik uden noget og bageste mand træk en pulk, sådan skiftes vi natten igennem. Plan var at gå de 1,7 km op af det videre spor fra i i går. Så knækkede vi af med holdt en lille smule for meget mod vest var der en chance for at ramme det gamle Norske spor. Så var det bare i gang med at trampe spor og skifte hver 5 min en time afgange. Sådan kørte vi løst time efter time og vi viste resten af holdet måtte være startet bag os. Pludselige støtte vi på et svagt spor som løb den rigtige retning. Vi prøvede det af og det var sørme hårdere, selv om det var føget lidt til. Så var det bare om at løbe tilbage til de andre. Glæden var stor da vi mødte dem meget før en jeg havde forventet. De var kommet sent af sted så på lidt over 5 effektive timer, var de nået lidt over 15 km, herligt at sporet virker og folk var tændte. Vi byttede om, for at få vores egen pulke og gik i gang med normal rotation af 15 min foran. Måtte virkelig kæmpe med farten, fordi af en eller anden grund. Troede folk de kunne løbe 13 km til næste punkt på ingen tid. Men jeg måtte tale lidt med store bogstaver, fordi vi skulle kunne holde i mange timer endnu. Vi kom frem til det Norske spor igen, og fuldt det mod nedgangen af Indlandsisen. Vi holdt et fint tempo og humøret var højt. Jeg skulle føle op vores hjemrejse, pludselig fik vi tilbudt en helikopter om under en time. Så vi løb alt hvad vi kunne for at nå til et punkt hvor vi kunne sige vi var nået land. Vi løb af sted og knoklede løs, så sved sprang frem. Det gjorder det ikke bedre, at der i samme øjeblik blev hedebølge. Vi måtte stoppe for at varmereguler. Vi løbe alt hvad gruppe kun, så begyndt skiene at klappe, hvor sneen er blevet så våde den sætte sig fast på alt. Det var tragisk komisk at se os løbe der efter et fiktiv punkt. Vi alle blev vildt solskoldet, fordi vi svedet solcreme væk og blot lag ubeskytte hud for at komme af med varmen. Midt i det løb jeg og snakkede telefon. Men også den mulighed, forvandt. Vi trak i håndbremsen. Det stod vi så totalt svedige, smadret og ski der ikke kunne glide og en del af personer der var helt færdige. Vi ville max. komme de 3,4 km hen til det punkt jeg havde fået. Jeg lovede folk at det var her der stod mad, osv. Da vi kom frem der, var det bare helt hvidt og intet syn af noget punkt, mad eller noget. Lang næsen igen. Nu var der 20 km ned af isen. Hen og snakke med folk, nu skulle vi bare klare det selv, ned skulle vi. Så måtte vi ligge i telt der til nogen kom med mad, osv. Alle var klar, hjulpet til af et imponerende flot vejr, hvor temperaturen var god igen, sigten og udsigt imponerende. Vi ville i mål nu, vi begyndt vores nedfart. Det var super hyggeligt fordi vi kunne gå sidde om side at snakke, fordi vi havde de Norske spor at føle og terrænet var indbydende, i det det faldt og faldt på store sletter. Herligt at få fremdrift, tid til snakke og bare nyde turen for en gangs skyld. Det fik humøret frem og vi kørte på, uden tid, faste pauser. Bjerge var så tæt på vi kunne nyde det og det hele var badet i herlig blød aften sol. Det var alle så for ondt at få den oplevelse her til slut. Vi tog den ene km efter den. Kamp gjesten kom tilbage til ALLE. Nu skulle vi fandme i mål og klare det selv. I alt det, kæmpede min kammerat i Jesper i telefon over 6 timer, med at prøve at koordiner vores hjemflyvninger, for at komme hjem til tiden. Fordi mens vi gik ned, var det her vi skulle havde været med helikopter ud. Det skulle vi ikke tænke på nu. Jesper fik også to fanger til at køre os i møde i nat, i stedet for i morgen, med lidt mad og for at hente vores udstyr hjem. I den tid kom vi ned af Indlandsisen, fordi vi kom forbi de først klipper der holdt isen, det gav bratte nedkørsler og ispunkler. For deltager uden foregående skierfaringer så det ikke pænt ud og der var mange små styrt. Men nu kunne vi sige vi gjorder det. Der i det fjerne kom de to fanger, Salo og Peter fra Isortoq. Vi gjorder holdt, og pakkede nogle få slæber med det absolut nødvendige, ekstra tøj, dun jakke, mad og drikke og hvad vi nu behøver. Alt andet blev læsset på de to slæder. Vi fik af vide at der var 15 km igen, helt ned af isen, over en sø og hen til stedet vi skulle sejle over til Isortoq som er en ø. Nu skulle den sidste kamp stå, vi ville gå det sidste stykke. Søren havde miste alt huden på en storetå så han fik en æresplads på en af slæderne foran som en helt galionsfigur. Vi andre fik sodavand, slik og frosne pølser at spise. Vi gik ned jævnt af isen i starten, i et noget lavt tempo, men det blev bedre. Vi havde nu rundet 50 km med fuld udstyr og mellem 18,5 og 21 timer effektiv arbejdstid. Vi nød det forsat, men da selve nedgangen af Indlandsisen kom var der stejle bakker, let mørke og trætte folk, der gav nogle tragisk komisk nedgang af lidt ynkelige forsøg på at komme ned på forskellige måder. Jeg fik det noget letter, da min skiteknik er noget bedre. Vi kom langt om længe ned på søen, som var omgivet af små flotte bjerge. Nu kunne vi lugte mål, men kræfterne var også udsolgt, det blev en mere personlig kamp på den flade sø. For enden skulle vi bare over et lille bjerg for at komme så tæt på Isortoq ø på den anden side. Der fik vi en på lampen, fordi det var en 3 km ture, det bare gik op og ned og ingen ende ville tag og for folk der var helt færdige. Det tog en krig at komme over og der var tusindsen meter blik var mange. Aldrig har bakker op og ned taget taget så lang tid. Klokken 6 tirsdag morgen, kom de sidste til de to fangers både, der skulle sejle os det korte stykke til Isortoq. I alt 68 km tilbage langt, over 26 timers ren arbejdes tid eller 29 timer vågne (28,5 og 30 timer for Jesper og jeg). Folk var helt væk og så nye sidder af sig selv. Tirsdag Vel i Isortoq by, var vi levende zombier, beboerhusset var optaget af 9 gæve Nordmænd, så vi prøvede at liste rundt, men ikke særlig effektivt, fordi den en Nordmand kom frem og sagde hej efter den anden. Vi havde en flok der slog to teltet op uden foran og sprang i posen. Vi var en lille flok der ville holde på, vi begyndte på vedligeholdsen, herligt at have hjælpe. Vi fik vaske meget af og hængt til alle ting til tørre i bebeboerhuset. Alle var pænt mærket af de mange strabasser, men hyggede os med at få styr på alt. Pludselig ringede Jesper der var helikopter ud kl. 15.15, vi pakkede alt. Jeg lavede en aftale med fangeren Salo om han ville tørre vores udstyr og aflevere det til skib hjem. Vi stod og ventede på helikopteren, da vi fik den triste melding af der var dårligt vejr i Tasiilaq og helikopteren var aflyst, NEJ. Vi har kæmpe slidt og fået så mange bank. Så mange afvisninger på flyvninger og så skulle det lykkes. Flere deltager skal alt muligt, bryllup, arbejde, osv. Så er så surt vi ikke kan få en flyver ud, der er en spinkel chance i morgen, for at komme til Kulusuk og hjem, men vi tror det desværre ikke. Vi måtte gå ned igen, købte overnatten i beboerhuset og løb mod købmanden der lige var lukket. Heldigvis er Købmanden Lars en flink mand, så han lod os send. Resten af dagen fik med bad, oprydning, nogle sov. Jeg lavede utallige forsøg på at skrive den blog med faldt hen, så llllllllllllllllllllllll. Måtte sove 17 min, var helt væk bag efter, men så lykkes det og vi fik en fantastisk middag lavet af Kenneth og Michael i selskab med 4 Nordmænd, som også er strandet, resten var de holde vi fulgte i går. Nu skal der bare soves og håbes på vi får mulighed for at komme hjem i morgen. Ellers strander vi længe her oppe. Men vi nåede mål. Total sej afslutning af alle, Tak til et fedt hold med høj moral. Vi skriver om vores kamp for at komme hjem. Erik P.S: Tusind tak for de mange hilser fra venner, familie og glad mennesker.