Sidste etape

Det var underligt at køre fra Moltke. Selve Moltke havde været en skuffelse, et minde der ikke var som sidst.
Men det var så dejligt at forlade mudderet.
Det var også starten på sidste etape. Den ville være lang, lige og med fare for blødt føre.

Men det er også en underlig fornemmelse jeg har, når jeg starter på sidste etape på en ekspedition. Fordi jeg glæder mig til at komme i mål og klare det. Det er lang tid at være igang, på den her måde.
Men omvendt er det, jeg det jeg elsker. Så det er også vemodigt. Der er også altid en masse ting jeg mangler, billeder og ting jeg gerne vil.
Kroppen er også lidt slidt af at være igang længe og på samme måde. Ikke vi er trætte, men kroppen bliver stiv og langsom.

Vi blev heldigvis belønnet med rigtig godt føre ud af Indenpendence Fjorden, og kørte 46 og 42,5 km de første dage.
Independence Fjord er storslået og smuk. Men den er også skræmmende stor og man kommer ingen steder på en dag.
Men alligevel kom vi der ud af de næste dage, men føret blev også blødere og blødere og vi måtte foran på ski noget af tiden. Så det blev til 33 og 21 km før vi ankom til vores sidste depot ved Kap Rigsdagen.

Vi kunne mærke foråret komme dag for dag. Så det var ikke tid til hviledage. Videre de sidste 87 km mod Starion Nord.
Selv om vi kørte ok hver dag, så var det hårdt arbejde og vi kørte på en knivsæg, for selv om vi står op midt om natten 02.30 for at køre mens frosten har mest fast, så kunne vi mærke overflade af sneen blive mere og mere blød.
Når vi lå i telt blev det helt forår hver dag.

Men det gik og vi kom til Prisesse Dagmar Ø og Station Nord hytte på to dage. Så var der kun 20 km igen.
Vi havde talt om at holde en hviledag her og afslutte turen. Men vi turde ikke. Fordi bliver sneen først blød så vil 20 km hurtigt kunne tag to dage.

Men om aften kom der uventet hjælp. To snescooter kom mod hytten. Det var to Station Nord fupper der havde set os i deres store kikkert. Så de kom og sagde hej. Vi hyggede en times tid i hytten, med velkomst sodavand og de kunne hilse på hundene og hvalpene.
Men både på vej ud til os og hjem, lagde de et bredt spor, hvor sneen pakker sig og fryser hård i løbet ad natten.

Så da vi stod op 0230, var sporet helt perfekt.
Vi havde den skønneste tur ind. Men i pauserne skulle vi holde os i sporet, ellers røg vi i.
På et tidspunkt havde de ikke kørt i midten og da Jesper træder der, rygger han i til hoften.

Så vi var taknemmelig og føler vi lukker denne slæde sæson her i området.

Om formiddagen den 22 maj, kørte vi så ind på Station Nord.
Her skal vi flyve ud fra og tilbage til Qaanaaq.
Vi er blevet taget så godt i mod her på Station Nord. Fupperne har behandlet os som deres egne. Vi har udvekslet historier og oplevelser til den store guldmedalje.
Fantastik afslutning på vores tur.

Station Nord
Er en militærbase, hvor der er 5-6 mand der holder en landingsbane på 1800 meter fri året rundt, så der kan lande fly her oppe.
De melder sig lige som Slædepatruljen Sirius til 26 måneders tjeneste her oppe.
De har lidt andre krav, da de skal lave andre opgaver.
Om sommeren kommer her ekstra personale, i form af håndværker der skal hjælpe, samt der kommer en del forskere her.
Så både Jesper og mig selv har været her nogle gange da vi var ved Slædepatruljen Sirius.
Så sjovt at se det igen.

En stor tak til Station Nord for at lave en god afslutning på vores tur.

I dag den 27 maj fløj vi så retur til Qaanaaq, efter en lille flyforsinkelse.

——
Der kommer lidt mere om vores hunde. (Når jeg kan lægge flere billeder op, har adgang til net)

En vild fornemmelse at være i Qaanaaq igen og det hele er slut. Nu står den på familie eventyr.

Erik

Indlægget er opdateret: 10. december 2020