Regnvejrs stop

Dagen i dag var ikke særlig tillokkende at komme ud i, så derfor blev vi vores lille telt hele dagen.

Som mange andre dage, startede regn i løbet af natten. Så da jeg stod op, kunne jeg både høre og mærke vi ikke skulle afsted lige med det samme.

Jeg lod Karen få noget mere skønhedssøvn. Vejrudsigten var heller ikke for god. Måske lidt opklaring sidst på dagen.

Så jeg sad og snittede og nød livet. Blev færdig med mit lille minde fra turen. En nusser figur i træ, mangler kun en omgang med sandpapir og det har jeg ikke.

Da Karen stod op, har vi hygget men ikke lavet det store. Jeg måtte tabe i yatzy igen, nu er det Karen der er stormester. Vi har tegnet, set afsnit/film, strukket ud og slappet af. Eller det har Karen.

Skal sandheden frem, så er jeg mega dårlig til dage som dette. Jeg ser altid frem til en hviledag og lidt afslapning. Men når det så sker, så kan jeg ikke være i det, så skal vejret være mega dårligt, så har jeg ingen problemer.

Det er så åndsvagt fordi vi bestemmer selv og vi lavet så meget på turen.

Så jeg formår at stress mig selv, selv på en hviledag.

Det blev nemlig en hviledag. Fordi først lidt efter klokken 14, holdt regnen op, men ingen af os gad afsted, da alt er vådt og koldt. Vi har fortjent en hviledag, men skal lige have forklaret mit hoved det, ak.

Tænk i dag er allerede dag 30, 2/3 af turen er bag os. Tid er noget underligt noget. Det følelse ikke som om det går så hurtigt, før man se tilbage.

Lidt mere historietime fra Mikkel.

Da inuit begyndte at indvandre til Nordgrønland ca. 200 år efter at de nordiske grønlændere havde etableret deres samfund i Syd- og Vestgrønland, medbragte inuit en anden verdensopfattelse som var udbredt frem til 1700-tallet. Den blev dog bevaret i Østgrønland helt frem til slutningen af 1800-tallet. Inuit troede på at mennesker havde et livsgivende princip kaldet “tarneq”, der bedst kan forklares som menneskets hovedsjæl. Tarneq var forbundet til selve kroppen og åndetrættet, og derfor forlod tarneq mennesket når døden indtraf og åndetrættet stoppede. Tarneq flyttede derefter til et af de to dødsriger. Samtidig havde mennesker også en navnesjæl kaldet “ateq”, som flyttede ud af det døde menneske og videre til et nyfødt barn. Dette blev markeret ved at man holdt en navngivningsfest for det nyfødte barn, som der fik navn efter en afdød person. Barnet fik de personlige egenskaber fra den afdøde person, og derved kunne der reelt være tale om at familien fik et tilbagevendt barn med særligt gode fangstevner. I disse tilfælde fik barnets familie mere kød fra delingen af fangsten, og barnet selv fik dobbelt portion mad. Der var på den måde et hierarki blandt de grupper af familier, der fulgtes af som nomader. Da inuit senere blev kristne oplevede missionærerne derfor også, at hver person gerne ville have mange nye kristne navne, jo flere jo bedre, og dette kan forstås som en forlængelse af den oprindelige sjælelære. Det er også interessant at se nogle af disse samme navneprincipper gå igen i forbindelse med dåbsritualer i nutidens Grønland.

Ifølge inuit var alting levende pga. tilstedeværelsen af en stor kraft ved navn “inua”. Inua fandtes ikke kun i mennesker og dyr, for alt hvad der var fysisk var besjælet og indeholdt en guddommelig kraft. Derudover troede inuit også på at der fandtes en anden og mere overordnet kosmisk magt kaldet “sila”, der for det meste blev opfattet som et styrende livsprincip knyttet både til menneskets bevidsthed og til besjælingen af naturen. Man var meget bange for at krænke begge disse store kræfter, fordi det kunne medføre en forfærdelig hævn mod mennesker. Samtidig var inuits liv også styret af magisk ritualisme som betød, at de kun kunne forvente bestemte resultater af deres handlinger i livet, hvis de udførte alle handlingerne på en helt identisk måde hver gang. Derfor havde de shamaner (angakkut) med stor autoritet, som især skulle sørge for at mennesker havde et godt forhold til alle de kræfter der eksisterede. Det gjorde angakkut ved at fastsætte levereglerne for de nærmeste familier og holde alle traditionerne ved lige. Åndeverdenen gav angakkut den autoritet, og dette demonstrerede angakkut helt synligt overfor andre mennesker ved forskellige offentlige ceremonier, ofte med voldsomme eller overnaturlige ritualer. Hvis der var dårlig fangst, sygdomme, uforståelige dødsfald osv. strammede angakkut levereglerne og udførslen af ritualer indtil der igen var modgang i livet. Klimaændringernes betydning for havpattedyrernes bevægelser, og fangernes umulige opgave i at forudsige dyrenes ændrede placeringer, var derfor også årsag til angakkut’s endnu mere markante reguleringer af inuits daglige liv. Senere blev angakkut kraftigt fordømt af de kristne missionærer. Samtidig forstod missionæerne ikke inuitkulturen samt hele verdensopfattelsen og angakkuts flertydige roller. Angakkut var enormt vigtige konfliktløsere i sociale konflikter samt moralske dommere, healere, sæddonorer og terapeuter.

Før 1700-tallet havde inuit heller ikke mødt den kristne to-delte opfattelse af himmel og helvede endnu. Inuit troede heller ikke umiddelbart på, at ens handlinger i livet afgjorde hvor man kom hen i døden. Deres tanker var istedet, at det sted man døde bestemte hvor man kom hen. Der kendes hertil nogle historier fra Østgrønland om, at den døde selv kunne få lov til at vælge sin videre vej, hvis man placerede liget i tidevandsbæltet tre dage efter at døden var indtruffet. Inuit troede på at verden var inddelt i tre forskellige dele, nemlig himmel, jord og underverden. Himmelen var kendetegnet ved Månemanden og hans store hus indrettet med mange rum, og tæt på dette lå det himmelske dødsrige, som var beboet af landdyr. For at komme op i dette dødsrige skulle man klatre op ad en trappeformet klippeafsats, der var glat af blod og væsker fra de døde mennesker og dyr. Det var også herfra at nordlyset kom. Underverdenen havde også et dødsrige der var udformet som et kystlandskab beboet af havdyr. For at komme ned i dødsriget i underverdenen skulle man finde indgangen på det sted, hvor havet og kysten mødes. Begge dødsriger var lige gode, men maden var forskellig pga. forskellen på fangsdyrene. Af flere årsager er der grund til at tro, at man var mere tiltrukket af dødsriget i havet. Det hørte man f.eks. i inuits fortællinger om underkastelses-selvmordene, hvor enkeltpersoner eller hele familier hoppede i havet og derved underkastede sig naturens kræfter når sygdom eller madmangel forhindrede et værdigt liv på jorden. Det samme billede går igen ved de forskellige sociale selvmord, hvor mennesker forlod jorden for at slutte sig til Havets Moder og havdyrene. Inuit troede at jorden var menneskenes og hundenes almindelige bosted, men der var forskellige fangstritualer forbundet med fangst af havdyr og landdyr. Mennesker kunne også besøge himmelen eller underverdenen og tale med dyrene, men det var for det meste inuits shamaner (angakkut) der tog sig af dette.

Skrevet af Mikkel Ring Jørgensen.

Vi kender hinanden privat fra Grønland af, og fra fælles interesser. Mikkel har bl.a. været medforfatter til en officiel historiebog udgivet af Grønlands Selvstyre, og har skrevet mange andre materialer beregnet til undervisning og formidling generelt. Mikkel brugte den første del af sit voksne liv med at rejse til Grønland på et personligt eventyr der varede flere år, hvor han oplevede mange sider af samfundet og naturen. Han var derudover den eneste dansker der studerede bl.a. inuitkultur, arktisk arkæologi og det grønlandske sprog på Grønlands Universitet. Mikkel er i dag uddannet på både universitetet, seminariet og konservatoriet i Danmark med forskellige uddannelser, og arbejder i Jylland med uddannelse og udvikling.

Turdata:

Dato: 21. juli

Dag: 30

Lejr: 23

——

Kajak

Km, kajak: 0

Km, kajak, ialt: 335,5  km

——

Vejr: Overskyet. Regn det meste af dagen, lidt ophold sidst på eftermiddagen. En let til frisk vind fra sydøst. 6-9 grader.