Nyt fjordsystem i sigte

Det var nu rart at komme videre idag, efter en dag i teltet.

Vi gik lidt før i seng igår og stod op klokken 6.

Lidt i 8 kunne vi padle af sted og forbi Ammassivik og videre sydvest over. Vejrudsigten havde lovet tiltagende vind fra vest til sydvest i dag, derfor var vi tidligt ude. Det var vinden også, med en let vind fra sydvest der gav lidt modbølger. Vi havde også højvande ved afgang, så strømmen skulle også være med os. Dog forsvandt den fordel med modvinden. Derfor lagde vi os tæt på land, for læ og mindre bølger.

Det var igen en transport etape, men vi kunne nyde klippe kysten, men mange små hakker, huler og mulighed for nødlejr. Vi så en enkelt sæl, tre havørne, måger, tejst og på land de mange småfugle.

Når Karen keder sig = som altid ude i kajakken. Så snakker og snakker hun, så jeg er idag blevet klogere på spillet “Adopt me” om gaver og æg, mv. (igen), hørt om springgymnastik, navne på springene på engelsk, samt alle de steder det gjorder ondt. Men så går tiden og vi hygger os.

Idag skulle vi ned om en pynt og op i et nyt fjordsystem. Pynt er næste helt frit eksponeret ud mod havet, så en tiltagende sydvest vind, var ikke godt. Men den sidste time, hvor vi skulle runde pynten, fik solen has på de sidste skyer og vinden faldt. Så vi fik en fin tur rundt, uden vind bølger, kun med store rolige dønninger ude fra havet, et nyt fjordsystem var i sigte.

Lige ved pynten, ligger et forladt sted. Vi var overrasket over at se en kirke og kun to huse. Vi forsat kort op i det nye fjordsystem, til vi fandt en lille smal stenstrand, perfekt til landgang, ved lavvande.

Vel i land, så fik vi teltet op så det kunne lufttørre. Samt næste alle vores ting ud og tørre og lufte. Det trængte det virkelig til. Dog lå Karen lidt på jorden først, fordi dønningerne, have gjort hende lidt rundtosset/let søsyg, men hun kom hurtigt over det.

Isæt solcellerne skulle arbejde idag, da vores strømlager ikke er særligt stort.

Det var så skønt med sol og varme.

Vi nød vores frokost. Så gik jeg selv en tur ned til de forladte huse. Stedet hedder Akuliaruseq, ikke noget jeg kendte til.

Det var en gammel kirke der lå der ned og to huse, der var forladt pludseligt, fordi der stod forsat våben foran døren det ene sted. Men de har stået der længe.

Et spændende sted, men også trist at se forfaldet. Jeg skal have undersøgt hvad der har været her af kirke. Fordi der var også et lille kabel, men en militærbåre inde i, samt i terrænet bag ved, var der virkelig mange grave, spredt rundt hvor der var sten til det.

Jeg fandt også køddepoter, nær husene og under en klippe ved lejren.

Kunne se at der har været flere huse her for længe siden. Spændende sted.

Ellers har vi hygget om vores ting, stået på hænder og alt det normale hygge i lejren.

En virkelig dejlig dag, sol kan gøre meget.

Efter vi ankom er vinden taget en del til var sydvest, så vi er i læ, men den er kølig når vi kommer ud i vinden.

Vi padler længere ind i fjorden imorgen. Siger til kraftigere vind, men vi skulle være i læ her.

Der venter så mange spændende ting i dette fjordsystem, så vi glæder os.

Igen er det tid til at lære lidt om hvordan Inuiterne endte her i Sydgrønland, så Mikkel kommer på banen igen.

Inuit og udvikling af fangstkulturen indtil 1600

Omkring år 1000, hvor de første nordiske indvandringer havde bosat sig i Grønland, levede inuit ved Beringsstrædet og brugte de næste par århundreder på at sprede sig videre til det nordlige Alaska, derfra til Canada og endelig til Grønland. Idag er historien om inuit derfor ikke begrænset til at handle om Grønlands historie, nærmest tværtimod, da inuits nomadiske tilværelse førte dem til mange andre dele af Arktis. Der er heller ikke tale om én indvandringsbølge fra Asien og videre mod øst, men rigtigt mange bølger frem og tilbage. Der var en varmebølge mellem år 800-1200 som gav mange isfrie områder i polarhavet, og således gode hjemsteder for en masse hvaler. I den periode var inuits fangstkultur derfor baseret på fangst af store hvaler, som man fulgte efter hele tiden uden at være bofaste et bestemt sted. Hvalerne blev fanget i åbent vand fra umiaq med lanser og harpuner, der i nogle tilfælde var forsynet med spidser af meterorjern. Kød og spæk blev gravet ned i depoter og knogler samt skind blev genanvendt til bl.a. redskaber, boliger, tøj og beklædning af umiaq’er og kajakker. Efter den varme periode startede Den Lille Istid som sænkede temperaturen i Arktis og ændrede havdyrenes placeringer. Efter ankomsten til Grønland begyndte inuit at fange flere små sæler, og udviklede nye former for kajakudstyr på deres rejse ned langs vestkysten af Grønland i 1400-tallet. Samtidig sejlede de nordiske skibe nordpå til Disko-bugten på store fangstrejser efter bl.a. hvalros, og inuit kan derfor have handlet med lokalbefolkningen, der bl.a. kunne tilbyde jern fra ringbrynjer og skibsnagler. Inuit brugte dette jern til at lave forstærkninger af deres redskaber. Inuit blev også inspireret af den nordiske garnfangst, og tog idéen til sig. En anden gruppe af inuit spredte sig nord om landet i 1400-tallet mod Nordøstgrønland, og etablerede sig på hundrevis af steder med adgang til åbent vand. Man udviklede bl.a. en særlig vingeharpun i Nordøstgrønland, som bedre kunne ramme et mål under vandoverfladen, og anvendte spidser af nordisk kobber. Deroppe var der mangel på jern, så flænseknive var ofte kun forsynet med knivblade af skifer. De europæiske hvalfangerskibe kom også til Nordøstgrønland i 1600-tallet og lavede rovfangst af hvaler, og inuit i Nordøstgrønland rejste derfor længere ned til Ammassalik. I 1823 berettede Kaptajn Clavering dog om et kort møde med en isoleret gruppe af 12 inuit i Nordøstgrønland, som forsvandt sporløst da europæerne demonstrerede ladning og affyring af deres skydevåben.

Hvis vi igen går lidt tilbage til tiden efter år 1200, hvor istiden ændrede folks liv i Grønland, kom der mere is overalt og derfor benyttede inuit sig bl.a. af åndehulsfangst og midlertidig overnatning i snehuse. Inuit havde også medbragt hunde og hundeslæder som gav hurtig transport på isen. I 1300-tallet begyndte de nordiske grønlændere i Vestgrønland at møde grupper af inuit, der ankom fra nord. Det er et underligt sammentræf at Vesterbygden blev forladt samtidig med at inuit etablerede sig i Vestgrønland. I 1400-tallet mødte de sydgrønlandske bygder også grupper af inuit, og omkring år 1450 var der ikke flere tegn på aktivitet i gårdene eller kirkerne. Inuit overtog gårdene og fjernede mange genstande som f.eks. trækar og træspande, uforarbejdet malm, jern og prene. Der er også fundet flere spredte brudstykker af kirkeklokker og klokkebøjler i Sydgrønland. Inuit anvendte alt hvad de kunne finde til deres redskaber. Inuit kom først til den allersydligste del af Grønland hen ved år 1500, hvor klimaændringerne havde presset inuit langt mod syd. Ved år 1600 var hele Thule-området blevet affolket af mennesker, og dermed var inuit kun aktiv repræsenteret og helt landsdækkende i 100 år.

Skrevet af Mikkel Ring Jørgensen.

Vi kender hinanden privat fra Grønland af, og fra fælles interesser. Mikkel har bl.a. været medforfatter til en officiel historiebog udgivet af Grønlands Selvstyre, og har skrevet mange andre materialer beregnet til undervisning og formidling generelt. Mikkel brugte den første del af sit voksne liv med at rejse til Grønland på et personligt eventyr der varede flere år, hvor han oplevede mange sider af samfundet og naturen. Han var derudover den eneste dansker der studerede bl.a. inuitkultur, arktisk arkæologi og det grønlandske sprog på Grønlands Universitet. Mikkel er i dag uddannet på både universitetet, seminariet og konservatoriet i Danmark med forskellige uddannelser, og arbejder i Jylland med uddannelse og udvikling.

Turdata:

Dato: 22. juli

Dag: 31

Lejr: 24

——

Kajak

Km, kajak: 19,3 km

Km, kajak, ialt: 354,8 km

Afgang: 07.48

Ankomst: 12.30

——

Vejr: Overskyet morgen. Skyerne blev efterhånden brændt af og sol vandt mere og mere. Let til hård vind fra sydvest. 8-16 grader.