Hermed ordet til en af deltagerne:

Vi vågnede til den skønneste lyd i morges, lyden af stilhed. Lige hvad vi havde ventet på efter at blæsten havde rusket i teltet hele natten. Efter lidt tid kom alle mand ud af teltene og udgravningsarbejdet kunne gå i gang. Alle telte lå begravet i 1 til 1½ meter tæt pakket sne efter stormen, på et par telte var der knækket et par teltstænger, men alle havde sovet godt og var klar til den nye dag.

Kl.10:30 var vi klar til afgang (ca. 1½ time efter normalt). Hele dagen havde vi en kold vind i ryggen som satte en dæmper på snakken, vi gik 7 pas af en time hver. Dagen bød på højt tempo så vi nåede op på næsten 25 km. Dejligt at komme lidt fremad igen efter at have ligget vejrfast.

Til aften var alle godt brugte og kolde efter dagens arbejde. Der blev hurtigt sat telte op og sat varme på. Hanne og Jesper stod for aftensmaden, min (midlertidige) livret, brændende kærlighed ”agtigt”.

Klokken er ved at være mange og vi skal nu have smeltet det sidste sne, så vi har vand til dagen og turen i morgen.

En særlig hilsen til Noah og Sander, dejligt at høre I er kommet godt til Danmark, vi håber I nyder ferien. Kys og kram fra Anaana og Ataata.

Elisabeth

–0—

Kold dag igen i dag, men vi tog 7 x en time, selv om vi brugte 1,5 time på at grave telte fri. Vi gik 24,3 km, super.

Det var alt for i dag.

Erik

P.S: Vi kan ikke se kommentarer, mails, facebook, mv. herude. Vi sætter dog stor pris på alle kommentarer og vil læse dem men stor glæde når vi kommer hjem.( Vi får kun et meget lille udvalg under vejs, via satellit telefon)

Dato: 18. april

Dag / Lejr: 18/16

Pos: N 66 21 50,0 W 44 22 25,5

Distance / Højde: 24,3 km og 79 højde meter op, ligger i 2420 meter

Føre: Hård pletter, en del nye skagler, fra snestormen, lidt bløde og lidt hårde at trække igennem

Vejr: Minus 20-10 grader. Frisk til hårdvind fra Nord til Nordvest. Til aften vindstille. Gik i lave skyer men over høj sol

Sigt: 100-300 meter

Indlægget er opdateret: 10. december 2020