Karens elggevir [Historiefortælling]

I denne historiefortælling, fortæller jeg om Karens elggevir under “Far og datter i Vildmarken, 45 dage i Nordsverige” i 2015. Karen var seks et halvt år, og det var vores anden lange tur sammen.

Turen var delt mellem kano og vandring. Nu når Karen var blevet ældre, gav det mulighed for også at bevæge os til fods. Planen var at starte med otte dages vandring i området omkring Abisko, men ruten måtte justeres på grund af sne. Det ændrede ikke meget. Vi var ude, og vi havde tid sammen.

Se min fortælling om Karens elggevir her, du kan også læse min fortælling længere nede:

Jeg vidste allerede dengang, at Karen ikke vandrer som jeg gør. Lange stræk uden pauser fungerer ikke for et barn. Så vi gik i korte etaper. Tyve minutter til en halv time. Så pause. Nogle gange med lidt vingummi eller anden bestikkelse. 
Vi lavede også det, vi kaldte fotosafari. Når vi holdt pause, tog vi kameraet frem og gik rundt. Fandt svampe. Kiggede på detaljer. Det gjorde vandringen til noget fælles og ikke bare transport.

Undervejs talte vi om at finde noget, vi kunne tage med hjem. Et minde. Jeg sagde, at hvis vi fandt et rensdyrgevir, kunne vi tage det med. Men der var en regel. Kun ét gevir hver. Jeg skulle også kunne bære rygsækken.
Karen accepterede reglen uden problemer. Så spurgte hun, om den også gjaldt for elggevirer. Jeg svarede ja. Men tilføjede, at vi nok ikke fandt et elggevir deroppe. Vi var langt mod nord.

Et par dage senere gik vi gennem et fladt moseområde, der gled over i lav birkeskov. Træerne var ikke høje. Tre-fire meter. Jeg fik øje på noget lyst inde mellem stammerne og foreslog, at vi delte os lidt og kiggede efter gevirer.
Karen gik ind i skoven. Jeg tog den anden side.
Pludselig begyndte hun at løbe. Jeg kunne se, hun stod bøjet over noget. Kort efter råbte hun, at hun havde fundet et gevir.
Da jeg kom frem, stod hun med et stort elggevir i hænderne. Et rigtigt elggevir. Hun smilede. Vores hund Dino stod ved siden af hende. Jeg tog et billede af dem sammen.

Elggevirer er tunge. Det store gevir måtte spændes uden på rygsækken. Dagen efter fandt jeg selv et mindre. I de sidste dage af vandringen gik jeg videre med to elggevirer hængende bag på rygsækken.

Senere på turen fandt vi også rensdyrgevirer. Men det store elggevir blev noget særligt. Det ligger i dag hjemme i vores stue. Ikke som pynt, men som et minde.

Et minde om en tur. Om tid sammen. Og om en oplevelse, Karen stadig husker.
Erik

Relateret indlæg

• Andre videoer med historiefortællinger
• “Far og datter i Vildmarken, 45 dage i Nordsverige” 2015

Indlægget er opdateret: 9. februar 2026