Historiens vingesus

Historiens vingesus, kan mærkes, ses og føles heroppe på en helt anden måde.

Det er der flere årsager til. Der er meget få mennesker, og naturen lader spor af menneskelig tilstedeværelse stå i meget lang tid. Historie er spændende og dramatisk. Lige som vores egen rejse.

Vi havde nogle gode dage efter stormen (altså den seneste storm – for vi har haft en del storme) og er nu på Hall Land. Vi sidder netop nu i en af Slædepatruljens dejlige små røde hytter og kan mærke endnu en storm rykke i hytten.

Da vi kom til Hall Land. Kørte vi kort ind på land. Her opdagede vi nogle sten der var sat oven på hinanden, det er ikke noget naturen gør af sig selv.
Vi stoppede og kikkede på og omkring dem.
Det var to gamle teltpladser, helt klart europæiske teltpladser, da de var firkanter. Vi tænker, at det kan have været et jagtselskab, fra Polaris eller Nares ekspedition, som har ligget i vinterhavn her.
Personligt synes jeg, at det er spændende at se, selv om det bare er få ting, der er her. Jeg tænker, at her har de ligget og været i helt ukendt land.

Senere kørte vi op og besøgt Halls grav.
Hall og Polaris ekspedition kan du læse mere om her under. Vi tænker, at hans mænd kunne ikke lide ham, når de ikke engang bygger en stor varde ved hans grav. Han ligger på en slette. Med en pind tilbage af det gamle kors og halv dør, som gravsten.

Det er møder og det at stå sådan historiske steder, der driver mig på ekspeditioner ud over selve naturen og dyrelivet.

Hall Grav
• Hall gravlagt 8 nov. 1871
• Grave fra Nares Ekspeditionen, 1876. (Vi kunne ikke se dem)
• 2. Thuleekspedition sender 2 hjælpe slæder hjem herfra. (Tænk de havde hjælpe slæder med helt her til. Lige som vi har depoter i dag)

Polaris Ekspeditionen (Hall Ekspeditionen) 1871-1873
Polaris Ekspeditionen er en af de klassiske ekspeditioner der er blevet kendt for det gik galt. Deres leder Hall, måtte give op og ligger forsat begavet højt mod nord, sammen med mange af besætningsmedlemmerne.

Det hele startede godt. Hall og hans besætning drog ud på ”Polaris Ekspeditionen” i juni 1871, for at prøve at komme til Nordpolen. Der var en ide om at hvis man kunne komme igennem isen, som andre ekspeditioner havde mødt, så ville der være et åbent hav til Nordpolen.
Ekspedition drog op langs Grønland og ind igennem Smit Sund, med skibet USS Polaris. De nåede så langt som til 82°11′ n.br, her fandt de en naturhavn og gjorder sig klar til en overvintring, ved det de kaldte ” Thank God Harbor”, i dag er det sted om døbt til ”Hall Bassin”
Men Hall bliver syg i november efter en slædetur. Han får det dårligt efter at have få kaffe og mens han er syg, beskylder han flere af besætningsmedlemmerne for at have forgiftet ham.
Hall dør 8. november og bliver begravet i det område der i dag hedder ”Hall land”.
Efterfølgende i 1968 er der blevet taget prøver af Hall, da han har været frossent ned lige siden. Det viser sig at han har rigtig meget arsenik i sit hår og tænder, så han er næsten helt sikkert blevet myrdet.

Efter Hall’s død over tog Budington kommandoen og juni 1872, drog han nord på med slæder sammen med madskab og eskimoer de havde med. Det lykkes ikke og de kom retur igen.
De brød op og begyndt at sejle mod syd, hjemad. Det gik heller ikke som forventet.
Skibet blev skruet ind i isen i ”Smith Sund” den 12. okt. 1872, det truede med at blive skruet ned eller knust.
Så dele af besætningen, begyndt at tage deres ting ud på isen for at redde hvad de kunne. Andre ville blive.
Pludselig gik skibet fri og besætningen var delt i to. Der 14 ombord på skibet og 19 mand stop tilbage på isen, her i blandt, deres lokale eskimoer.

De 14 mand på skibet, kæmpe med skibet i deres vider færd mod syd, men allerede den 24. okt. var det slut, denne gang kom skibet ikke ud af isen og blev mast i stykker.
Besætningen forsat i 2 store redningsbåde, som de kunne ro og trække over isen, i deres videre rejse mod syd. Til deres held, mødte de senere en hvalfangerbåd, der tog dem med til Skotland.

De 19 mand der stor tilbage på isen, måtte blive på en stor isflage, da de ikke kunne komme ind til land. De driv syd på den store isflage, der stille og roligt blev mindre og mindre.
De endte med at drive godt 2.400 km mod syd, helt til Newfoundlands kyst, hvor de blev redet af et sælfangerskib den 30. april 1873.

De havde kun overlevet fordi eksimorene havde kunne drive jagt fra isfalgen mes de drev syd på.

Der kom ikke noget efterspil, for de involdvere personer, da det først var mange år efter, man kunne bevise at Hall var blevet myrdet af nogle fra besætningen.

Hall, Charles Fancis 1821-1871
Amerikansk polarforsker. Der blev mest kendt for hans død.
• 1821 født i staten Vermont, USA
• 1857 Begynder at få interesse for det arktiske, som han studere. Samtidigt begynder han at prøve at rejse penge til selv at komme af sted. Det lykkes så i
• 1860-1862, med en ekspedition omkring Hudson Bay, Canada, i søgen efter John Fraklin (han og hele besætningen var forsvundet, i deres søgen efter Nordvestpassagen)
• 1983 Måtte aflyse en ny eftersøgnings ekspedition efter Franklin, pågrund af den Amerikanske borgerkrig.
• 1864-1869 Lever med eskimoerne omkring Hudson Bay. Indsamler viden om geografi, natur og eskimoernes liv. Samt prøve at afklare Franklin ekspeditions skæbne. Fandt flere ting fra ekspedition ved eskimoerne, der også havde set dem. Men kunne ikke hjælpe så mange mand, så de lod dem sulte ihjel. Højst sandsynligt ville de heller ikke have hjælpe af eskimoer, da man så dem som primitive på det tidspunkt.
• 1871 leder af ”Polaris ekspeditionen” som koster ham livet, den 8. nov. Hvor han blev forgiftet med arsenik.

Link
• en.wikipedia.org/wiki/Charles_Francis_Hall
• en.wikipedia.org/wiki/Polaris_expedition
• arktiskinstitut.dk/arkiverne/dokumentarkiv/soeg-i-dokumentregistranten/?showUid=4407
• denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Ekspeditioner/Charles_Francis_Hall
• illvid.dk/fortiden/historie/jagten-paa-franklins-doedsskib (Skibene)

Nu er vi godt ladt op efter nogle dage i hytte. Der var en del at lave og meget at tørre efter tre uger i telt.
Nu håber vi snart på godt vejr så vi kan komme videre på vores noget blæsende eventyr.
Erik

Indlægget er opdateret: 11. januar 2022