Så er det tid til en opdatering her fra det storslået, kolde og ubeskrivelig Nordøstgrønland.
I dag er vores femte dag, på vores ekspedition og vi har allerede oplevet så meget.

Et var rejse her op. Vi fløj til Island, nærmere Akureyri. Her lastede vi alle vores ting i det lille fly, Twin Otter med ski. Så fløj vi mod Grønland og arbejde os op langs kyst til Station Nord. I alt 8,5 timer flyvning med to mellem landinger.
På Station Nord blev vi taget imod som vi var en af dem. Vi fik en hyggelig aften med de fem fupper, og de tre besætningsmedlemmer fra flyet.

Næste morgen var det afgang. Vi skulle ud og så skulle de fire depoter sættes, over to flyvninger.. Efter rådslagning, ville vi blive sat først på den måde ville flyet blive ca. 250 kilo lettere.

Efter to timer kom vi til område vi gerne ville start ved. Men der var åbent vand og masser af revner i den is der var.
Så vi blev sat af i Weyprecht Sund, vest for Lockwood Ø.
Det er en speciel oplevelse at lande med et fly med ski? Først er de lige nede og mærke underlaget. Så fløj vi rundt og landede. Skal vi ikke bare sige det er lidt mere bumpet at lande her, end i en lufthavn.

Motoren kørt mens vi tog vores grej ud. Så vendt de og tog af i en sky af sne. Og med et var der stille. Vi så aldrig flyet igen. Det var væk, da sneen havde lagt sig igen.

Vi har senere erfaret at flyet blev skadet da det tog af. Så vi har ingen depoter. Men der kommer et andet fly, nok torsdag og lægger depoterne. Da de har andre opgaver i området. Vi krydsere finger. Ellers bliver vi tynde.

Vi slog lejr hvor vi blev sat af. Det er en ubegribelig følelse at stå i denne ødemark. Vi føler os heldig at vi kan komme retur her igen, igen.

De første dage her på turen, bruger vi til at komme i gang og nyde området.

Første dagen, hvor vi blev sat af. Slog vi lejr og tog så en rygsæk på ryggen og løb de 15, 5 km over til nordspidsen af Lockwood Ø, for at se Lockwoods varden.
Et vildt sted at besøge. Fordi da Loacwood, Brainard og Frederik kom her i 1892, var det det nordligst punkt nogen nogensinde havde nået. Den rekord stod til 1900 da Peary kom forbi.

Men Lockwood og resten på Lady Franklin Bay-ekspeditionen 1881-1884, er spændende at læse om. Det går desværre ikke godt for ret mange af dem.

Se mere om ekspeditionen her:
dkwiki.dk/OrdBog/Lady_Franklin_Bay-ekspeditionen_1881-1884

Samt se en udmærket YouTube film om ekspeditionen her.

Tænk vi får lov til at opleve disse steder. Det blev dog en pænt lang tilbage tur for os begge.
Dag to brugt vi på en super flot toptur til godt 900 meters højde inde på Hazen Ø. Det er noget vi havde lovet hinanden at gøre, da det giver så meget at se det hele oppe fra.

Først på dag tre, gik vi afsted med pulkene. Det var skønt at mærke at de gled let og nogle virkelige fede pulke. Selv om vi endte med ca. 95 kilo hver.
Vi gik nordvest på op til enden af Hazen Ø og besteg en top ude på kappet i søgen efter en Varde. Vi fandt ikke noget, med det var en flot tur.
Efter topturen gik vi videre ind over land og om til De Long Bugten. Her slog vi lejr.

Dag fire var en ren gå tur. Vi gik stort set 18 kilometer lige ud, til vi lå på højde med nordvest spidsen af Hanne Ø. Her slog vi lejr og sov i nat.

I dag gik vi ind til Hanne Ø og besøgte Thule varden på vestsiden af øen. Den står forsat flot, hvor den blev bygget af 2. Thule ekspedition i 1917. Det har her til ekspedition nåede før de vendte om og kørt retur mod Thule. En hjemtur der desværre koste to af medlemmerne livet.
Det var vildt st stå her hvor Knud Rasmussen, Lauge Koch, Ajako og Baadsmanden stod.

Vi gik også på tippen af det godt 800 meter højde fjeld bag varden, som de kaldte Thule Fjældet. Her oppe tegnede Lauge Koch videre på sit kort, over de indre fjorde han havde tegnet på, under hele deres rejse.
Der var desværre ikke nogle varde. Men da vi sad på sydsiden 3 meter under toppen og nød solen og udsigten. Opsagde jeg en lille lædersnor af sælskin med et robinsonknob, hvor vildt. Det må være fra dem.
Du kan læse mere om 2. Thule ekspedition nederst. Jeg kan kun opfordre til at læse mere om den ekspedition.
Lauge Kock selv kom retur i 1921 og fik kortlagt den sidste del. Mere om den ekspedition, i slut ingen af denne ekspedition.

Vi nød udsigten før vi gik den lange vej ned igen. Det er meget løse sten, så vi skal passe godt på.

Nu er vi retur i teltet igen.

Vi nyder turen i fulde drag. Vi har super vejr. Vi har haft sol alle dage og meget få skyer. Og omkring mellem minus 25-35 grader. Det kan godt mærkes især når vi er i skyggen.

I har på vores topture set masser af rypespor, steder de graver og lorte. Vi har også set tre ryper. En af dem kunne jeg kravle helt ind på og tag billeder.
Der er også mange rævespor fra polarræve. De er både på fjeldet og på fjorderne.
Som altid er der også enkelt lemmingspor. Det er en underlig lille gnaver, der lige krydser en fjord på 10-20 kilometers brede?

Når det var lidt her fra.

Vi forsætter vores fantastiske eventyr her. Hvis det bare forsætte halvt så godt som starten her , så bliver det vildt.

Erik

PS: se hvor vi er i topmenuen “GPS-Live”. De første dage drillede den lidt. Men burde køre nu.
PSS: Der kommer flere og bedre billeder, når jeg er retur. Kan ikke sende dem bedre over satellittelefon.

2. Thuleekspedition 1916-1918
Knud Rasmussen beretter selv han fik ide til 2. Thuleekspedition i England, da han stod på en banegård, da et tog kom ind med soldater der skulle hjem på orlog fra 1. Verdenskrig.
Så kunne han ikke tag for foredragsturne i USA men burde udrette noget.
Det blev så 2. Thuleekspedition.

Personligt har jeg altid synes det lyder lidt sødt, fordi hvad hjælpe man ved at tage langt væk. Personligt tror jeg bare han trængte til at komme væk fra alle foredragende, festerne, og det socialeliv. Han savnede det simple liv på ekspeditionerne.

Peary have kort langt den Nordlige del i 1900. Danmark Ekspeditionen, 1906-1908 havde kortlagt det sidste nordøstlige Grønland op til hvor Peary var i 1900. Men Peary havde ikke kortlagt de mange fjorde i Nordgrønland.
Knud ville nu færdiggøre arbejdet og kortlægge de sidste hvide pletter på landkortet i det nordlige Grønland.

2 Thuleekspedition ændrer sig mange gange. Før Knud kom skulle Peter Freuchen have lavet tur samme Thuleeskimoer. Først kom han ikke afsted. Da han så kom afsted, faldt han i en spalt og mistete sin trikoligt og kunne så ikke lave kort, så de måtte vende om.

Den 18. april 1916 gik Knud Rasmussen og hans følgesvend Lauge Koch i land i Godthåb. De havde meget travlt, for de havde planlagt i sommerens løb at fuldføre ekspeditionen fra Thule nord om Peary Land for at kortlægge fjorde og sunde deroppe højest mod nord. De havde rigtig travlt, for Knud Rasmussen havde lovet familien at komme hjem med årets sidste skib. Sådan skulle det dog ikke gå.

Fra Godthåb og til Thule er der i luftlinie ca. 2300 km. I motorbåd, kajak, konebåd og på hundeslæde krydsede de sig frem til Thule, de ankom den 17. juni. Men et uvejr på 14 dage stoppede det hele. Det var ikke længere muligt at gennemføre turen på så sent et tidspunkt, så nu var der ikke andet at gøre end at blive på stedet vinteren over.

Da Knud var fremme og havde en hele vinter til at tænke over tinge, ændre deltagerne flere gange. Det endte med at Peter Freuchen skulle blive hjemme og passe stationen, det var derfor Lauge Kock var med.
I sidste øjeblik tog Knud en botaniker med, der var i Thuleområdet, uden polarerfaringer.

For mig personligt virker der meget underligt. Det var som om at nu kunne ekspedition ikke blive stor og fin nok. Du skulle alle fagområder med. Så man både kun kortlæge, se på botanik og dyr og historie. Når Wulff skulle med, så skulle der også en ektra mand med til at hjælpe Wulff, det blev Vestgrønlander Hendrik Olsen. Så ekspeditionen blev større og større, og der var flere munde og hunde at mætte.

Så 2. Thuleekspedition endt med at være.
Knud Rasmussen, Ekspeditionensleder
Lauge Kock, kartografen og geolog
Thorild Wulff, botaniker og biolog (Svensk)
Hendrik Olsen, (Thuleeskimo) var med på ”Danmark Ekspedition” Mener han var Vestgrønlænder!!!!!
Ajako, (Thuleeskimo)
Nasitsordluarsuk, kaldt “Bådsmanden”, (Thuleeskimo)
Inukitsoq, kaldt “Harrigan”, (Thuleeskimo)

De 7 tog afsted i april 1917 med en meget let oppakning. De var i meget høj grad afhængige af gode jagter. Så de kunne køre med lette slæde.

Dette var en medvirkende årsag til at ekspeditionen blev skæbnesvanger. Sulten plagede ofte ekspeditionsdeltagerne, da jagten var dårlig, hvilket tvang dem til at gå på lange ensomme jagtture.

De måtte vende den 21. maj. 1917, de kunne ikke nå Nord om Grønland. Førte og jagten var ikke med dem. Det blev også en hård og våd tur retur, da isen og sneen var dårlig og våd af sommerens kommen.

På vejen hjem forsvandt Hendrik Olsen under en jagt, og de fandt ham aldrig igen. De søgt ham længe og byggede varde for at fortælle hvor de var på hen. Situation var alvorlig, de plages af sult, sommeren var på vej, de skulle videre for at komme op på Indlandsisen og hjem.
Så de måtte gå videre efter et par dage i ”Sultelejren”.

Det har i årene efter ført til en masse spekulation. Fordi Henrik bad Knud om ikke at skulle på jagt men blive ved ham. Knud tænkte ikke over det og sendt ham af sted. Spekulationer er om han er faldet og død, eller gjorder han selvmord. Eller den teori mange hælder til, var han blev dræbt, af “Bådsmanden”, da de ikke kom godt ud af. Men det er kun spekulation. Da Henrik aldrig er fundet.
I dag bær en ø hans navn i ”Henrik ؔ i ”Sheard Osborn Fjord”, den ø han forsvandt på.

Knud Rasmussen skrev i sin dagbog “Situationen er i Øjeblikket fortvivlende; vi ved slet ikke, hvad vi skal gøre, eller hvor vi skal søge, thi da Landet endnu er snebart, har vi ingen Spor at rette os efter, og da Hendrik efter Baadsmandens mening synes at have fortsat sin Jagt, er det jo ikke godt at vide, i hvilken Retning han er gaaet. Dog er det utænkeligt, at han skulde være faret vild, ikke mindst fordi det er en Ø, han befinder sig paa. Vi hælder nærmest til den Anskuelse, at han under Forfølgelsen af Harer er faldet med sin Bøsse og er kommet til at skyde sig selv……”

På hjemturen var kræfterne meget få og det blev en hård kamp over indlandsisen, de måtte spise deres sidste hunde.
Knud Rasmussen skrev i sin dagbog ”Det har blæst tappert i Nat, sust og pisket hen over vort tynde, nu stærkt veteranprægede Stouts-Telt, og da vi ingen Soveposer har og Tøjet bliver vaadt efter de lange Marchers Sved, har Søvnen været afbrudt af smaa Kuldegysninger og ivrig Klappen med Fødderne.
… Vi har nu kun Proviant for to-tre Dage og dertil vore Hunde, som ikke netop er i Vigeur mere. Det eneste, vi har rigeligt af, er Petroleum, og endnu en Uge vil saaledes kunne gaa med kogt Hundekød, for saa vidt man kan kalde den magre Knokkelføde for Kød. Værre er det, at vi nu selv om et Par Dage maa i Trækselen, naar Hundene ikke kan mere og helt reduceres til Menneskeproviant. ….. Harrigan gaar med en opsvulmet Haand i Bind; Koch, der lige har overstaaet en væmmelig Tandbyld, som ganske lukkede hans ene Øje, har nu faaet en raffineret ondskabsfuld Byld under den ene Stortaas Negl. Wulff gaar reverender talt med en stor Byld i Enden, som jeg daglig plastererer, og alle disse smaa plagsomme Onder i Forbindelse med, at den daglige Halvsult mere og mere gaar over til at blive en gedigen Hungerfølelse, gør det nødvendigt, at vi hurtigst muligt søger Land og Jagt…..”

De ramt land igen ved ”Inglefield Land”, her gik Knud og Ajako efter hjælp. Mens Lauge Kock, Wullff, “Bådsmanden” og “Harrigan”, skulle gå langt som op prøve at gå på jagt.
Men da Knud var væk ville botanikeren Wullf ikke mere, han bad om at blive efterladt, han nægtede at spise det harekød de skaffe. Han skrev et brev til Knud som Lauge fik med.
De andre måtte gå videre eller døde de også, ingen kunne bære Wulff med videre.
De blev senere reddet da der Knud og Ajako mødte nogle fanger på jagt, der kom på hundeslæder over Indlandsisen for at redde dem. Man fandt aldrig Wulff igen, da landskabet er meget ens og sne var begyndt at lægge sig.

Knud var længe plaget af skyldfølelse, da det var ham der havde bestemt at ekspeditionen skulle have så lidt proviant med.
Det ført også til ”søforhør” om dødsfaldene. Det førte også til en livslang strid mellem Knud Rasmussen og Lauge Kock. Da Lauge Kock følte sig beskyldt for Wulffs død og følte sig svigt til slut, at skulle håndtere Wulff og følte sig mistænkeligt gjort under ”søforhøret”.

Tilbage i Danmark i sommeren 1919 brugte Knud lang tid på at bearbejde at han han havde miste to mand, ikke nået målet. Selv om de kunne udgive en masse videnskabeligt arbejde, var målet ikke nået. I stedet for en lille tur på et halvt år, endt han Knud med at være væk i næsten 3 år.

Bøger om turen:
o Grønland, langs Polhavet, af Knud Rasmussen

Målet om at fin kortlæge Nordgrønland nåede Lauge Kock selv, samme med 3 Thuleeskimoer da han lavede ”Jubilæums Ekspeditionen 1920-1923”. Det var også første gang hele Grønland var kortlagt og berejst af Dansker.

Knud Rasmussen
Knud Johan Victor Rasmussen (7. juni 1879 – 21. december 1933)
• 1900 Island på en nordisk udflugt, møder Mylius-Erichsen og Harald Moltke
• 1902-04 Den litterære Grønlandsekspedition, med Mylius-Erichsen, Harald Moltke, Alfred Bertelsen og Jørgen Brønlund (Knud Rasmussens barndomsven fra Jacobshavn)
• 1910 Opretter handelsstation i Thule (Qaanaaq), for at hjælpe befolkningen samt tjene til sine ekspeditioner
• 1912 1. Thule Ekspedition med Peter Freuchen og to eskimoer Uvidloriaq og Inukitsoq fra Qaanaaq. Over indlandsisen til Danmarks Fjord, Independence Fjord, Vildtland, over indlandsisen til Thule.
• 1916-1918, 2. Thule Ekspedition med kartografen Lauge Koch, en svensk botaniker og biolog Thorild Wulff, fire Kap York-eskimoer, Hendrik Olsen, Ajako, Nasitsordluarsuk med tilnavnet »Bådsmanden« og Inukitsoq. Wulff og Hendrik omkommer begge på ekspeditionen, og de andre reddede sig kun med nød og næppe hjem. Turen gik langs det nordlige Grønland til Hanne Ø og retur over indlandsisen.
• 1919, 3. Thule Ekspedition, Grant Land (nordligste del af Ellesmere Land, Canada) – uden Knud Rasmussens egen deltagelse.
• 1919, 4. Thule Ekspedition, Angmagssalik i Østgrønland (i dag bedre kendt som Tasiilaq).
• 1921-1925, 5. Thule Ekspedition fra Grønland til Sibiriens kyst på tværs af det arktiske Nordamerika. Rasmussen beskrev mange inuit-stammer undervejs og hjembragte et stort antal genstande til Nationalmuseet.
• 1931, 6. Thule Ekspedition, Julianehåb til Angmagssalik i Østgrønland.
• 1932-1933, 7. Thule Ekspedition, Kap Farvel til Scoresbysund i Østgrønland.
• 1933, 21. december. Død. Knud Rasmussen blev syg under sin sidste ekspedition og døde kort tid efter.

Knud Rasmussen blev folkeeje, da han udgav sine medrivende bøger om ekspeditioner, og han arbejdede hårdt for at indsamle eskimokultur via både genstande og sagn. Han blev derfor æresdoktor på Københavns Universitet efter 5. Thule Ekspedition. Var meget aktiv i Danmarks forsvar af at Østgrønland til hørte Danmark og ikke Norge fra 1931-33. I dag er hans hus fra 1917 ved Hundested museum, kaldt Knud Rasmussens Hus.

Kilde: “Oplevelser i ukendt land, i Knud Rasmussens spor”

Indlægget er opdateret: 16. april 2022