Den sidste uges tid, har vi brugt på vores mellem etape.
En etape der er transport mellem to historiske steder, men nok også en af de flotteste områder i Nordøstgrønland.

Vi har de sidste syv dage, bevæget os fra Strømstedet, ind i den store og lange J. P. Koch Fjord. Vi brugt 4,5 dage til bunden.
Her fra gik vi ind i Fimbuldalen, forbi en stor gletscher, videre over Hans Tausen Iskappe til Aftenstjerne Sø, hvor vi igen har et depot og fået lov til at overnatte i en af Slædepatruljen Sirius hytte.

Vores mellem etape har budt på det meste.

Da vi forlod Strømstedet var det i en god frisk vind fra vest og lav snefygning.
Men da det var rygvind var det bare afsted, vi vil helet ikke brænde dage af i hytte.
De næste 3 dag var i halv dårligt vejr. God rygvind. Flere perioder med dårlig sigt og White out (hvor man ikke kan se noget).
Men vi kunne gå med vinden i ryggen.

Det var en vild oplevelse da det klarede op på tredje dagen. Fordi her lå vi godt inde i J. P. Koch Fjord, lige vest for Primus øerne. Men vi havde intet set og haft en 5 km med blød sne.
Vi var heldigvis kommet igennem det bløde sne og havde slået lejr.
Pludselig klaret vejret op, og vi stod midt i mellem bjerge og kunne se de store klipper ned i bunden af fjorden, som den er kendt for.

De sidste 1,5 dag til bunden, var i fantastik vejr og her er fjorden så smuk.
Bjergene minder om dem man ser i gamle cowboy og Indianer film. Dog belagt med sne og store gletscher der kommer ud i mellem.
Ved indgang til den sidste smalle del af fjorden, står en høj lodret smuk rød klippe.

Vi nød også vores pauser ekstra her. Selv om det er min anden gang her og Jespers tredje.

I bunden af fjorden kørte vi ind i Fimbuldalen og neden om den store gletscher. En gletscher mange Slædehold fra Slædepatruljen Sirius har kørt over i gamle dage.
Men i 2019 opdagede vi gletscheren havde trukket sig, så vi kunne køre neden om, da Sirius havde kørt andre veje de sidste mange år.
Det gjorde vi igen, endnu lettere med pulk. Det var lidt sjovt at se, at et Slædehold også havde været her i år, fra de små spor i sneen.

Det er så super let at gå forbi gletscheren der står med isblå farver og lodrette mure op i 30 meters højde.

Der efter er den en sø og så kommer der endnu en gletscher der ikke er så sjov mere. For mange år siden kunne man køre over.
I 2019 under 2. Thule til Thule, kunne vi ikke komme forbi.
Denne gang håbede vi kunne gå neden om.
Da vi kom der ind, gik vi en recce tur frem langs gletscheren.
Den havde ikke trukket sig nok og vi skulle gå alt for tæt på store udhæng og huller i gletscher. Så det skulle vi ikke nyde noget af.

Så vi kendte turen, op over Hans Tausen Iskappe, som vi endte med i 2019 også.
Vi måtte lige tag den op af iskappen fra 145 højdemeter til 846.
Heldigvis fordelt på to dage. På den måde nåede vi 2×45 minutter op sidste på den dag vi kom til 518 højde meter. Det sidste to vi over 3×30 minutter næste dag.
En god og “let” overkørsler.
Men med en pulk på slæb, var det virkelig hårdt, vi både gik, måtte have steigiser på og kunne tag det sidste på ski.
Men der blev brændt kalorier og vi har helt færdig i hver pause.

Men så var vi oppe. Selvfølglig blæste det op, lige som vi kom på toppen.
Der er ikke noget som en iskold vind og let snefygning, når man lige har været gennemblødt i sved.
Så er det rart at have en makker der også kender rutinerne. Så vi hurtigt fik mere tøj på og kunne løbe os tørre.

Her fra gik det alle højde meterne ned igen. Først over iskappen og så ud igennem et elvleje forbi en lille bræ.
Vi valgt at prøve et andet elvleje ud i forhold til 2019. Bare for at prøve noget andet.

Vel ud i Aftensstjerne Sø kunne vi se den lille røde hytte, som er et plads her oppe.
Før vi kunne nyde dette sted og sende taknemmelig tanker over vi må låne det, måtte vi lige en tur ud på søen og hente vores depot, som flyet havde sat af her ude.
Her er brændstof til hytten, mad til godt 10 dage og en masse hytte godter, som cola, tips, pandekager og meget andet.

Det tager godt nok et par timer, før hytten er varmet op. Men så kan vi også tørre alt og nyde en hviledag, som vi holder i dag, 1. maj.
Vi var igen heldige fordi da vi kom igår blæste det op og i nat og i dag blæser en kraftig vind fra vest. Rigtig hyttevejr perfekt.

Vi håber at kunne gå videre i morgen, mod Vildtland og flere historiske steder.

Vi nyder virkelig denne tur. Tingene har virkelig kørt og vi har været virkelig heldig med vejret. Så vores plan holder og vi har virkelig kunne nyde vores tid her oppe.
Vi vil nyde de sidste 12 dage lige så meget og krydse finger for vejret også vil være med os!

Erik

P.S: Hvis du ikke ved hvem J. P. Koch var, så er det også en af vores gamle seje polarfare, du kan læse lidt om ham her:

 


Den danske Ekspedition til Dronning Louises Land tværs over Nordgrønlands Indlandsis 1912-13

J. P. Koch var deltager på Danmark Ekspeditionen 1906-08 som leder af slædehold 2, der kortlagde den sidste nordøstlige del af Grønland. Han var dog ikke så glad for slædehunde og ønskede at prøve heste i stedet for. Selve indlandsisen havde ikke været genstand for de store undersøgelser,
det var mere forsøget på at krydse den, der havde været de mange ekspeditioners mål. J. P. Koch ønskede at lave en ekspedition, der skulle fokusere på nærmere undersøgelser af indlandsisen, og det blev til Den danske Ekspedition til Dronning Louises Land tværs over Nordgrønlands Indlandsis
1912-13.

Ekspeditionen startede på Island, hvor der blev udvalgt 16 Islandske heste. Herefter sejlede de til området omkring Danmarks Havn, Østgrønland i juli 1912, hvor de brugte sommeren på at sejle gods ind til land nær indlandsisen, for senere at fragte det op på isen ved hjælp af hesteslæder. De måtte hakke en vej op på indlandsisen, lave broer, og flere gange gøre det hele om igen, fordi isen faldt sammen. Til slut lykkedes det dem at komme op på isen, men de måtte opføre overvintringshuset på Storstrømmen før end beregnet. Bygningen kaldet »Borg« var et let hus med hestestald til seks heste. Resten af hestene blev slået ned, og man gjorde klar til overvintring og videnskabeligt arbejde fra oktober 1912.

I november brækkede J. P. Koch benet under en tur, hvor han faldt i en spalte og måtte være på station i 3 måneder. Generelt havde alle fået knubs, men en havde også brækket et ribben. I marts og april blev arbejdet afsluttet og depoter lagt ud.

Den 20. april 1913 kunne turen starte med fem heste plus slæder og en hund. Foran ventede 1100 km. Turen bød på mange udfordringer, de første 40 dage var det
stort set dårligt vejr hele tiden, i hele 12 dage lå de vejrfast og måtte de slå tre heste ned grundet kulden og mangel på mad. Herfra gik turen rimeligt, føret blev godt nok blødere, men hestene kunne gå med snesko. Til slut var der kun en hest tilbage, og da de den 4. juli 1913 skulle ned fra isen, måtte de også slå den ned, da det var umuligt for dem at få den ned.

Herfra startede en hård kamp, hvor de måtte lave en færge af et telt for at kunne krydse elve m.v. Til slut var de så afkræftede, at de ikke kunne mere, men pludselig så de en båd, som de fik signaleret til, og blev reddet den 13. juli 1913.
En meget hård ekspedition var ovre, og de fik mange videnskabelige resultater med hjem.

 

J.P. Kock

  • Johan Peter Koch, 1870-1928, polarforsker og oberst
    • 1900, kartograf på Carlsbergfondets ekspedition til Østgrønland og han foretog derefter opmålingsarbejder på Island
    • Danmark Ekspeditionen 1906-08, kartograf og leder af kortlægning med Slædehold 2. Var manden, der i 1907 afsluttede kortlægningen af
    • Grønlands yderkyst frem til, hvor Peary vendte i 1900. Endvidere kørte han i 1908 sammen med Tobias Gabrielsen ud, i 1908 for at finde sine tre forsvundne venner fra Slædehold 1 og fandt Jørgen Brønlunds lig, hans dagbog, to kortskitser samt nogle landskabshorisonter tegnet af Høegh-Hagen. Der er flere teorier om, at han også fandt de andre to lig,men der er stadig megen mystik om dette.
    • Deltager af Den danske Ekspedition til Dronning Louises Land tværs over Nordgrønlands Indlandsis 1912-13 (se beskrivelse ovenfor).
    • Tog flyvercertifikat 1917 og blev chef for hærens flyvertjeneste.
    • Udnævnt 1923 til oberst.

Kilde: Oplevelser i ukendt land (min bog fra 1. Thule til Thule ekspedition)

Indlægget er opdateret: 18. juni 2022